25.9.2015 DA Den Europæiske Unions Tidende L 249/3
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2015/1605
af 12. juni 2015
om ændring af forordning (EF) nr. 1569/2007 om indførelse af en mekanisme til konstatering af, om de regnskabsstandarder, som tredjelandsudstedere af værdipapirer anvender, er ækvivalente, jf. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF og 2004/109/EF
(EØS-relevant tekst)
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/71/EF af 4. november 2003 om det prospekt, der skal offentliggøres, når værdipapirer udbydes til offentligheden eller optages til handel, og om ændring af direktiv 2001/34/EF , særlig artikel 20, stk. 3, første afsnit,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/109/EF af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked, og om ændring af direktiv 2001/34/EF , særlig artikel 23, stk. 4, fjerde afsnit, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til artikel 23, stk. 4, i direktiv 2004/109/EF skal Kommissionen etablere en mekanisme til konstatering af, om de oplysninger, der kræves i henhold til direktivet, er ækvivalente. Kommissionen skal vedtage foranstaltninger med henblik på at fastsætte generelle ækvivalenskriterier for regnskabsstandarder, som er relevante for udstedere i mere end ét land. I artikel 23, stk. 4, i direktiv 2004/109/EF fastsættes det også, at Kommissionen skal træffe afgørelser om ækvivalens med de regnskabsstandarder, som benyttes af tredjelandsudstedere, og at Kommissionen har mulighed for at tillade, at der benyttes tredjelandsregnskabsstandarder i en passende overgangsperiode. På grund af den snævre sammenhæng mellem de oplysninger, der kræves efter direktiv 2004/109/EF, og de oplysninger, der kræves efter direktiv 2003/71/EF, er det passende at anvende de samme kriterier for konstatering af ækvivalens i forbindelse med begge direktiver.
(2) Derfor fastlægger Kommissionens forordning (EF) nr. 1569/2007 betingelserne for accept af tredjelandsregnskabsstandarder i en begrænset periode indtil den 31. december 2014.
(3) Kommissionen har foretaget en vurdering af ækvivalensmekanismens nytte og virkemåde i en begrænset periode og har konkluderet, at den bør forlænges indtil den 31. marts 2016. Da fristen for de betingelser, som Kommissionen har indført med henblik på at indrømme tredjelandes almindeligt anerkendte regnskabsprincipper (GAAP) ækvivalensstatus, udløb den 31. december 2014, bør nærværende forordning finde anvendelse fra den 1. januar 2015 og træde i kraft straks. Dette er nødvendigt for at give udstedere fra de relevante tredjelande, hvis værdipapirer er optaget til handel i Unionen, retssikkerhed og undgå risikoen for, at de skal afstemme deres regnskaber efter internationale regnskabsstandarder (IFRS). Bestemmelsen om tilbagevirkende kraft letter derfor en eventuel ekstra byrde for de berørte udstedere.
(4) Forordning (EF) nr. 1569/2007 bør derfor ændres —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: