Lovguiden Logo
EU-ret

Forordning

Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union

EU-toldkodeksen: Regler for toldprocedurer og handelsformaliteter Artikel 34

Artikel 34

Forvaltning af afgørelser vedrørende bindende oplysninger

1. En BTO-afgørelse ophører med at være gyldig før udløbet af den i artikel 33, stk. 3, nævnte periode, når den ikke længere er i overensstemmelse med loven, som følge af et af følgende:

a)vedtagelse af en ændring til nomenklaturerne i artikel 56, stk. 2, litra a) og b)
b)vedtagelse af foranstaltningerne i artikel 57, stk. 4

med virkning fra datoen for anvendelsen af disse ændringer eller foranstaltninger.

2. En BOO-afgørelse ophører med at være gyldig før udløbet af den i artikel 33, stk. 3, nævnte periode i følgende tilfælde:

a)når en forordning vedtages, eller en aftale indgås af og finder anvendelse i Unionen, og BOO-afgørelsen ikke længere er i overensstemmelse med den således fastlagte lov, med virkning fra datoen for anvendelsen af den pågældende forordning eller aftale
b)når den ikke længere er forenelig med den aftale om oprindelsesregler, der er udarbejdet af Verdenshandelsorganisationen (WTO), eller med de forklarende bemærkninger eller udtalelser om oprindelse, der er vedtaget til fortolkning af denne aftale, med virkning fra datoen for deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende.

3. BTO- og BOO-afgørelser ophører ikke med at være gyldige med tilbagevirkende kraft.

4. Uanset artikel 23, stk. 3, og artikel 27 annulleres BTO- og BOO-afgørelser, hvis de bygger på urigtige eller ufuldstændige oplysninger fra ansøgerne.

5. BTO- og BOO-afgørelser tilbagekaldes i overensstemmelse med artikel 23, stk. 3, og artikel 28. Sådanne afgørelser tilbagekaldes dog ikke på anmodning af indehaveren af afgørelsen.

6. BTO- og BOO-afgørelser kan ikke ændres.

7. Toldmyndighederne tilbagekalder BTO-afgørelser:

a)når de ikke længere er forenelige med fortolkningen af nogen af de i artikel 56, stk. 2, litra a) og b), omhandlede nomenklaturer som følge af: i) forklarende bemærkninger omhandlet i artikel 9, stk. 1, litra a), andet led, i Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 af 23. juli 1987 om told- og statistiknomenklaturen og Den Fælles Toldtarif (13), med virkning fra datoen for deres offentliggørelse i Den Europæiske Unions Tidende ii) en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, med virkning fra datoen for offentliggørelsen af domskonklusionen i Den Europæiske Unions Tidende iii) tariferingsafgørelser, tariferingsudtalelser eller ændringer af de forklarende bemærkninger til nomenklaturen i det harmoniserede varebeskrivelses- og varenomenklatursystem, vedtaget af den organisation, der er oprettet ved den i Bruxelles den 15. december 1950 udfærdigede konvention om Toldsamarbejdsrådet, med virkning fra datoen for offentliggørelsen af Kommissionens meddelelse i C-udgaven af Den Europæiske Unions Tidende, eller
b)i andre specifikke tilfælde.

8. BOO-afgørelser tilbagekaldes:

a)når de ikke længere er forenelige med en dom afsagt af Den Europæiske Unions Domstol, med virkning fra datoen for offentliggørelsen af domskonklusionen i Den Europæiske Unions Tidende eller
b)i andre specifikke tilfælde.

9. Når stk. 1, litra b), eller stk. 2, 7 eller 8 finder anvendelse, kan en BTO- eller en BOO-afgørelse stadig anvendes i forbindelse med bindende kontrakter, der byggede på den pågældende afgørelse og blev indgået, før den ophørte med at være gyldig eller blev tilbagekaldt. Denne forlængede anvendelse gælder ikke BOO-afgørelser truffet med henblik på varer, der skal udføres.

Den forlængede anvendelse som omhandlet i første afsnit må ikke overstige seks måneder regnet fra den dato, hvor BTO- eller BOO-afgørelsen ophører med at være gyldig eller tilbagekaldes. En foranstaltning som omhandlet i artikel 57, stk. 4, eller i artikel 67 kan imidlertid udelukke anvendelsen af den forlængede anvendelse eller fastsætte en kortere periode. Er der tale om produkter, for hvilke der ved opfyldelsen af toldformaliteterne forelægges import- eller eksportlicenser, træder den pågældende attests gyldighedsperiode dog i stedet for perioden på seks måneder.

For at drage fordel af den forlængede anvendelse af en BTO- eller BOO-afgørelse skal indehaveren af den pågældende afgørelse indgive en ansøgning til den toldmyndighed, som traf afgørelsen, senest 30 dage efter den dato, hvor den ophører med at være gyldig eller tilbagekaldes, med angivelse af de mængder, for hvilke der anmodes om en periode med forlænget anvendelse, og af den medlemsstat eller de medlemsstater, hvor varerne vil blive fortoldet i perioden med forlænget anvendelse. Den pågældende toldmyndighed træffer afgørelse om den forlængede anvendelse og underretter indehaveren hurtigst muligt og senest 30 dage efter den dato, hvor den modtager samtlige oplysninger, der er nødvendige for, at den kan træffe den pågældende afgørelse.

10. Kommissionen underretter toldmyndighederne når:

a)vedtagelsen af BTO- og BOO-afgørelser for varer, for hvilke der ikke er sikret en korrekt og ensartet tarifering eller oprindelsesbestemmelse, suspenderes eller
b)den i litra a) omhandlede suspension tilbagekaldes.

11. Kommissionen kan vedtage afgørelser, hvori medlemsstater anmodes om at tilbagekalde BTO- eller BOO-afgørelser for at sikre en korrekt og ensartet tarifering eller ensartet bestemmelse af varers oprindelse.