24.1.2013 DA Den Europæiske Unions Tidende L 21/1
RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 55/2013
af 17. december 2012
om udvidelse af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1214/2011 om erhvervsmæssig grænseoverskridende landevejstransport af eurokontanter mellem medlemsstaterne i euroområdet
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 352,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank ,
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1214/2011 har til formål at lette den grænseoverskridende transport af eurokontanter mellem medlemsstaterne. Den nævnte forordning finder dog alene anvendelse på de medlemsstater, der har indført euroen som deres fælles valuta.
(2) I optakten til ombytningen til euroen i en medlemsstat er der behov for at transportere eurokontanter fra medlemsstater, der allerede har euroen som valuta, fordi de eurosedler, der er nødvendige til ombytningen, normalt transporteres fra eksisterende beholdninger i euroområdet, og euromønter ofte helt eller delvis præges i udlandet.
(3) Det er derfor nødvendigt, at forordning (EU) nr. 1214/2011 ligeledes anvendes på medlemsstater, der forbereder indførelsen af euroen. Den bør anvendes fra datoen for Rådets afgørelse om ophævelse af de pågældende medlemsstaters dispensation fra at deltage i euroen.
(4) Målet med denne forordning, nemlig at lette erhvervsmæssig grænseoverskridende landevejstransport af eurokontanter mellem de nuværende medlemsstater i euroområdet og de medlemsstater, der snart vil indføre euroen, kan på grund af de meget detaljerede og forskelligartede nationale lovgivningsrammer for dette spørgsmål ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den påtænkte handlings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå dette mål —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: