Indholdsfortegnelse
(Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr. 1153/2012 om indførelse af en endelig antidumpingtold på import af semsgarvet læder (vaskeskind) med oprindelse i Folkerepublikken Kina)
1. Der indføres en endelig antidumpingtold på import af semsgarvet læder (vaskeskind) og en kombination af semsgarvet læder, også i tilskårne stykker, herunder semsgarvet »crust« læder (vaskeskind) og en kombination af semsgarvet »crust« læder, med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som henhører under KN-kode 4114 10 10 og 4114 10 90 .
2. Den endelige antidumpingtold på nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet, for de i stk. 1 omhandlede varer, fastsættes til 58,9 %.
3. De gældende bestemmelser vedrørende told finder anvendelse, medmindre andet er fastsat.
Denne forordning træder i kraft dagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 3. december 2012.
EUT L 343 af 22.12.2009, s. 51.
Data fra Eurostat og besvarelser af spørgeskemaet.
Oplysninger fra Eurostat.
Oplysninger fra Eurostat.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra Eurostat og besvarelser af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra besvarelserne af spørgeskemaet.
Data fra Eurostat og besvarelser af spørgeskemaet.
Data fra Eurostat og besvarelser af spørgeskemaet.
Data fra Eurostat og besvarelser af spørgeskemaet.
Data fra Eurostat og besvarelser af spørgeskemaet.
Data fra Eurostat og besvarelser af spørgeskemaet.
6.12.2012 DA Den Europæiske Unions Tidende L 334/31
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 4, og artikel 11, stk. 2,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen (»Kommissionen«), forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) Efter en antidumpingundersøgelse (»den oprindelige undersøgelse«) indførte Rådet ved forordning (EF) nr. 1338/2006 en endelig antidumpingtold på importen af semsgarvet læder (vaskeskind) henhørende under KN-kode 4114 10 10 og 4114 10 90 med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina« eller »det pågældende land«)(»de endelige antidumpingforanstaltninger«). Foranstaltningerne havde form af en værditold på 58,9 %.
(2) Efter offentliggørelsen af en meddelelse om det forestående udløb af de gældende endelige antidumpingforanstaltninger modtog Kommissionen den 14. juni 2011 en anmodning om indledning af en udløbsundersøgelse af disse foranstaltninger i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2. Anmodningen blev indgivet af UK Leather Federation (»ansøgeren«), der tegner sig for mere end 50 % af den samlede EU-produktion af semsgarvet læder.
(3) Anmodningen var begrundet med, at de endelige antidumpingforanstaltningers udløb sandsynligvis vil medføre fortsat eller fornyet dumping med deraf følgende skade for EU-erhvervsgrenen.
(4) Kommissionen fastslog efter høring af det rådgivende udvalg, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en udløbsundersøgelse, og offentliggjorde den 13. september 2011 en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«) om indledning af en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2.
(5) Undersøgelsen af sandsynligheden for fortsat dumping omfattede perioden fra den 1. juli 2010 til den 30. juni 2011 (»den nuværende undersøgelsesperiode« eller »NUP«). Undersøgelsen af de tendenser, der er relevante for vurderingen af sandsynligheden for fortsat skade, omfattede perioden fra den 1. januar 2008 til udgangen af NUP (»den betragtede periode«).
(6) Kommissionen underrettede officielt ansøgeren, andre kendte EU-producenter, eksporterende producenter i det pågældende land, ikke forretningsmæssigt forbundne importører, brugere i Unionen, som den vidste var berørt af sagen, samt repræsentanterne for det pågældende land om indledningen af udløbsundersøgelsen. Interesserede parter fik lejlighed til at tilkendegive deres synspunkter skriftligt og til at anmode om at blive hørt inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen.
(7) På grund af det tilsyneladende store antal EU-producenter, eksporterende producenter i det pågældende land og ikke forretningsmæssigt forbundne importører blev det fundet passende at undersøge, hvorvidt der burde udtages stikprøver, jf. grundforordningens artikel 17. For at sætte Kommissionen i stand til at afgøre, om det var nødvendigt at anvende stikprøver, og i bekræftende fald at udtage en sådan, blev ovennævnte parter i henhold til grundforordningens artikel 17 anmodet om at give sig til kende senest 15 dage efter indledningen af den fornyede undersøgelse og meddele Kommissionen de oplysninger, der blev anmodet om i indledningsmeddelelsen.
(8) Der er taget stikprøver af EU-producenterne, og ud af tre kendte EU-producenter indgår to grupper af producenter i stikprøven.
(9) Seks eksporterende producenter i Kina blev kontaktet. Imidlertid samarbejdede ingen af disse selskaber i forbindelse med undersøgelsen.
(10) For så vidt angår importørerne identificeredes 35 ikke forretningsmæssigt forbundne importører af semsgarvet læder i Unionen; disse blev opfordret til at indgive oplysninger i forbindelse med stikprøven. Kun to af dem gav sig til kende og var villige til at samarbejde i forbindelse med nærværende undersøgelse. Følgelig var det ikke nødvendigt at udtage en stikprøve af ikke forretningsmæssigt forbundne importører.
(11) Kommissionen sendte spørgeskemaer til alle parter, som den vidste, var berørt af sagen, og til de parter, der gav sig til kende inden for de frister, der var fastsat i indledningsmeddelelsen. Der blev modtaget besvarelser fra de stikprøveudvalgte grupper af EU-producenter og fra to samarbejdsvillige ikke forretningsmæssigt forbundne importører. Ingen af de eksporterende producenter i Kina samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, og ingen relevante forbrugersammenslutninger forsynede Kommissionen med oplysninger eller gav sig til kende i løbet af undersøgelsen.
(12) Kommissionen indhentede og efterprøvede alle de oplysninger, som den anså for nødvendige med henblik på at fastslå, om der var sandsynlighed for, at der fortsat ville finde dumping sted med deraf følgende skade, og for at fastslå Unionens interesser. Der blev aflagt kontrolbesøg hos følgende interesserede parter:
EU-producenter
— Hutchings & Harding Ltd, Cambridge, Det Forenede Kongerige, og
— Marocchinerie e Scamoscerie Italiane (MESI), Torino, Italien.
(13) Den vare, der er omfattet af denne undersøgelse, er semsgarvet læder som defineret i den oprindelige undersøgelse, dvs. semsgarvet læder og en kombination af semsgarvet læder, også i tilskårne stykker, herunder semsgarvet »crust« læder (vaskeskind) og en kombination af semsgarvet »crust« læder, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»den pågældende vare«), som i øjeblikket henhører under KN-kode 4114 10 10 og 4114 10 90 .
(14) Det blev bekræftet i den aktuelle undersøgelse, at den pågældende vare, og de varer, der er fremstillet og solgt på hjemmemarkedet i Kina, og varer fremstillet og solgt i Unionen af EU-erhvervsgrenen har de samme grundlæggende fysiske og tekniske egenskaber og anvendelsesformål som i den oprindelige undersøgelse og derfor er samme vare i henhold til grundforordningens artikel 1, stk. 4.
(15) I overensstemmelse med grundforordningens artikel 11, stk. 2, blev det undersøgt, om de eksisterende foranstaltningers udløb ville føre til fortsat dumping.
(16) Som nævnt i betragtning 9 var der ingen af de seks eksporterende producenter i Kina, som blev kontaktet, der samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, og resultaterne vedrørende sandsynligheden for fortsat dumping måtte baseres på de foreliggende faktiske oplysninger, navnlig oplysninger indgivet af ansøgeren, herunder oplysninger i anmodningen om en fornyet undersøgelse og statistikker, i overensstemmelse med artikel 18 i grundforordningen.
(17) I henhold til bestemmelserne i grundforordningens artikel 2, stk. 7, litra a), skulle den normale værdi fastsættes på grundlag af prisen eller den beregnede normale værdi i et egnet tredjeland med markedsøkonomi (»referencelandet«) eller prisen ved eksport fra referencelandet til andre lande, herunder Unionen, eller, hvor dette ikke er muligt, på ethvert andet rimeligt grundlag, herunder den pris, der faktisk er betalt eller skal betales i Unionen for samme vare, om nødvendigt justeret for at indregne en rimelig fortjenstmargen.
(18) I den oprindelige undersøgelse blev USA anvendt som referenceland med henblik på fastsættelsen af den normale værdi. Den eneste producent af semsgarvet læder (vaskeskind) i USA på tidspunktet for den oprindelige undersøgelse har siden lukket sit produktionsanlæg. Siden da er semsgarvet læder (vaskeskind) blevet importeret fra et joint venture-selskab i Tyrkiet. Da der ikke længere er nogen større produktion af semsgarvet læder (vaskeskind) i USA, blev andre lande, i dette tilfælde New Zealand, Tyrkiet og Indien, overvejet som referenceland i indledningsmeddelelsen vedrørende denne undersøgelse. Producenter i de mulige referencelande New Zealand, Tyrkiet og Indien blev kontaktet, men det var ikke muligt at få etableret et samarbejde.
(19) I mangel af samarbejde fra en producent i et analogt land blev den normale værdi fastsat på grundlag af oplysninger om den gennemsnitlige pris for importen fra Indien til Unionen, som er tilgængelige i importstatistikker fra Eurostat for NUP (Indien er det land, hvorfra den største mængde importeredes til Unionen). I mangel af samarbejde fra de eksporterende producenter i Kina blev eksportprisen fastsat på grundlag af oplysninger om den gennemsnitlige pris for importen fra Kina til Unionen, som er tilgængelige i importstatistikker fra Eurostat for NUP. På disse grundlag blev dumpingmargenen fastsat som forskellen mellem den gennemsnitlige pris på den indiske import til Unionen anvendt som normal værdi og den gennemsnitlige pris på den kinesiske import anvendt som eksportpris. Denne dumpingberegning resulterede i en dumpingmargen på 64 %.
(20) I forlængelse af undersøgelsen af, om der fandt dumping sted i NUP, blev sandsynligheden for fortsat dumping i tilfælde af ophævelse af foranstaltningerne undersøgt. Da ingen af de eksporterende producenter i Kina samarbejdede i forbindelse med undersøgelsen, er nedenstående konklusioner baseret på de foreliggende faktiske oplysninger, jf. grundforordningens artikel 18, nemlig oplysninger afgivet i anmodningen om en fornyet undersøgelse samt oplysninger fra ansøgeren og data fra Eurostat.
(21) I denne forbindelse blev følgende elementer undersøgt: udviklingen i importen fra Kina, produktionen og de eksporterende producenters uudnyttede kapacitet samt EU-markedets attraktivitet for så vidt angår priser og mængder.
(22) Som anført i betragtning 32 viser prissammenligningen mellem importen fra Kina i NUP og EU-erhvervsgrenens priser, at der er tale om betydelige underbud (51,6 %). EU-markedet er fortsat attraktivt for de kinesiske eksporterende producenter, både i henseende til priser og mængder. Dette styrkes af den omstændighed, at der har været en betydelig uudnyttet produktionskapacitet i Kina siden indførelsen af foranstaltninger, hvorved importen fra Kina blev reduceret. Allerede før indførelsen af foranstaltningerne havde Kina tredoblet sin andel af EU-markedet for denne vare: fra 10,7 % i 2001 til 31,7 % i 2004. Endvidere er de kinesiske priser ved eksport til Unionen fortsat højere end på markederne i visse andre tredjelande, hvilket vil gøre EU-markedet mere attraktivt for de kinesiske eksporterende producenter.
(23) Ovenstående analyse viser, at kinesisk eksport fortsat er kommet ind på EU-markedet til dumpingpriser og med meget høje dumpingmargener. På baggrund af navnlig analysen af prisniveauerne på EU-markedet og den uudnyttede kapacitet i Kina kan det konkluderes, at der er sandsynlighed for fortsat dumping, hvis foranstaltningerne ophæves.
(24) I Unionen fremstilles den samme vare af tre (grupper af) virksomheder. To af dem er repræsenteret af ansøgeren og har hjemsted i Det Forenede Kongerige og Italien med nogen forarbejdning i Polen og Rumænien. En tredje producent, der er baseret i Italien, støtter anmodningen. Om alle andre producenter af semsgarvet læder (vaskeskind) rapporteres det, at de har haft lukket deres produktionsanlæg siden 2006, hvor de oprindelige foranstaltninger blev indført.
(25) Den samlede EU-produktion, jf. artikel 4, stk. 1, i grundforordningen, blev fastsat på grundlag af spørgeskemabesvarelserne fra de EU-producenter, der indgik i stikprøven, og de grundlæggende makroøkonomiske data, der blev forelagt af den tredje producent i undersøgelsen/stikprøveudtagningen. De virksomheder anses derfor for at udgøre erhvervsgrenen i Unionen (»EU-erhvervsgrenen«), jf. grundforordningens artikel 4, stk. 1, og artikel 5, stk. 4. De to producenter i stikprøven tegnede sig for 80 % af EU-produktionen.
(26) Eftersom de mikroøkonomiske indikatorer for skade kun er baseret på data fra to selskaber, er de gengivet i indekseret form af fortrolighedshensyn, jf. grundforordningens artikel 19.
(27) EU-forbruget blev fastsat på grundlag af EU-erhvervsgrenens salgsmængder på EU-markedet og importoplysninger fra Eurostat.
(28) Det skal også bemærkes, at siden 2010 har der været betydelige mængder af lavprisimport af semsgarvet læder (vaskeskind), der eksporteres til resten af Unionen via Spanien (ca. 31 % i markedsandel). Det bemærkes, at Spanien ikke længere har nogen produktion af samme vare, og at salg af semsgarvet læder (vaskeskind) fra Spanien til resten af Unionen overstiger importen. Disse mængder er blevet lagt til tallene for forbruget. Mellem 2008 og NUP steg forbruget i Unionen med 26 %, og den største del af stigningen fandt sted mellem 2009 og 2010.
Tabel 1
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Samlet EU-forbrug (000 sq ft) | 22 107 | 22 300 | 28 434 | 27 827 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 101 | 129 | 126 |
(29) Efter indførelsen af foranstaltninger i 2006 faldt importen fra Kina betydeligt, og den er stadig temmelig begrænset, svarende til en markedsandel på ca. 4 % i NUP. Desuagtet er importmængden i den betragtede periode med oprindelse i Kina steget med 9 procentpoint og har nået et niveau på 1 103 330 sq ft i NUP. Men importen fra Kina steg ikke i samme takt som EU-forbruget, og den kinesiske imports markedsandel faldt i den betragtede periode.
Tabel 2
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Importmængde fra det pågældende land (000 sq ft) | 1 010,00 | 786,67 | 883,33 | 1 103,33 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 78 | 87 | 109 |
| Markedsandel for importen fra det pågældende land | 5 % | 4 % | 3 % | 4 % |
(30) Gennemsnitsprisen for den kinesiske import har varieret i løbet af den betragtede periode. I forhold til 2008 steg prisen indledningsvis i 2009, før den faldt med 13 % i 2010 for igen at stige til niveauet i 2008 i NUP.
Tabel 3
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Prisen på importen fra det pågældende land (EUR/sq ft) | 0,45 | 0,61 | 0,39 | 0,46 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 136 | 87 | 102 |
(31) For at undersøge prisunderbuddet blev den vejede gennemsnitlige salgspris, som EU-erhvervsgrenen tog ved salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder på EU-markedet, sammenlignet med kinesiske eksportørers hertil svarende vejede gennemsnitlige cif-eksportpris. Derfor er EU-erhvervsgrenens salgspriser blevet justeret, navnlig for kreditomkostninger, leveringsomkostninger, emballering og provisioner, til priser ab fabrik. Cif-priserne for eksporten fra Kina er indhentet fra Eurostat og justeret for at dække alle omkostninger i forbindelse med fortoldning, dvs. toldtariffer og omkostninger efter import (hjemtagningspris).
(32) Sammenligningen viste, at importen af den pågældende vare i NUP underbød EU-erhvervsgrenens priser med ca. 51,6 %.
(33) I henhold til grundforordningens artikel 3, stk. 5, omfattede undersøgelsen af dumpingimportens virkninger for EU-erhvervsgrenen en vurdering af alle økonomiske faktorer og forhold, der kunne have indflydelse på EU-erhvervsgrenens situation i den betragtede periode.
(34) Med henblik på skadesanalysen blev der fastsat skadesindikatorer på følgende to niveauer:
— De makroøkonomiske indikatorer (produktion, kapacitet, salgsmængde, markedsandel, vækst, beskæftigelse, produktivitet, gennemsnitlige enhedspriser, dumpingmargenens størrelse og genrejsning efter virkningerne af tidligere dumping) blev for EU-produktionen som helhed vurderet på grundlag af fuldstændige spørgeskemabesvarelser fra de virksomheder, der indgik i stikprøven, og på grundlag af makroøkonomiske data fra den tredje EU-producent.
— Analysen af de mikroøkonomiske indikatorer (lagre, lønninger, rentabilitet, investeringsafkast, likviditet, evnen til at rejse kapital og investeringer) blev baseret på oplysninger fra behørigt efterprøvede spørgeskemabesvarelser fra virksomhederne i stikprøven. Disse oplysninger anses for at være repræsentative for hele EU-erhvervsgrenen. Da disse indikatorer kun vedrører to selskaber, kan de absolutte tal ikke oplyses af fortrolighedshensyn, jf. artikel 19 i grundforordningen, og kun indeksene er angivet nedenfor.
(35) Siden 2008 er EU-produktionen faldet støt, og under NUP faldt den til 12 % under niveauet i 2008, selv om forbruget i samme periode steg med 26 %.
Tabel 4
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Produktion (000 sq ft) | 7 659 | 7 223 | 7 100 | 6 753 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 94 | 93 | 88 |
(36) Produktionskapaciteten forblev stabil mellem 2008 og NUP. Mens kapacitetsudnyttelsen allerede lå på et lavt niveau i 2008, førte faldet i produktionen mellem 2008 og NUP til et yderligere betydeligt fald i kapacitetsudnyttelsen på 7 procentpoint mellem 2008 og NUP.
Tabel 5
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Produktionskapacitet (000 sq ft) | 13 290 | 13 290 | 13 290 | 13 290 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 100 | 100 | 100 |
| Kapacitetsudnyttelse | 58 % | 54 % | 53 % | 51 % |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 94 | 93 | 88 |
(37) EU-erhvervsgrenens salg på EU-markedet til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder steg med 5 % mellem 2008 og 2009, hvorefter det faldt 2 % i 2010 og igen steg i NUP. Samlet set steg salgsmængden med 9 % i den betragtede periode.
Tabel 6
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| EU-salgsmængde til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (000 sq ft) | 5 144 | 5 393 | 5 324 | 5 627 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 105 | 103 | 109 |
(38) Mellem 2008 og 2009 lykkedes det EU-erhvervsgrenen lidt at genvinde 1 % markedsandel fra sit i forvejen lave niveau på 23 % i 2008, hvorefter dens markedsandel faldt med 4 procentpoint til kun 20 % i NUP.
Tabel 7
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| EU-erhvervsgrenens markedsandel | 23 % | 24 % | 19 % | 20 % |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 104 | 80 | 87 |
(39) Mellem 2008 og NUP, hvor EU-forbruget steg med 26 %, steg EU-producenternes salgsmængde på EU-markedet kun med 9 %, og EU-erhvervsgrenens markedsandel faldt med 3 procentpoint. Det kan således konkluderes, at EU-producenterne næppe har kunnet drage fordel af væksten på markedet.
(40) Efter indledningsvis at være faldet med 9 % mellem 2008 og 2009 fortsatte beskæftigelsen i EU-erhvervsgrenen med at falde. Ud af 74 medarbejdere i 2008 er der kun 59 ansatte tilbage i NUP, hvilket svarer til et samlet fald på 19 %.
Tabel 8
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Beskæftigelse for den pågældende vare (personer) | 74 | 67 | 62 | 59 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 91 | 84 | 81 |
(41) EU-erhvervsgrenens produktivitet, målt som produktion pr. ansat pr. år, faldt med 9 % mellem 2008 og NUP. Dette afspejler den omstændighed, at beskæftigelsen faldt i et hurtigere tempo end produktionen.
Tabel 9
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Produktivitet (sq ft pr. ansat) | 104 031 | 107 536 | 114 512 | 113 655 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 103 | 110 | 109 |
(42) EU-erhvervsgrenens enhedssalgspriser forblev stabile mellem 2008 og NUP. Som nævnt ovenfor blev EU-erhvervsgrenens priser markant underbudt af dumpingimporten fra Kina. Imidlertid er prisniveauet opretholdt på bekostning af EU-erhvervsgrenens markedsandel.
Tabel 10
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Enhedspris på EU-markedet (EUR/sq ft) | 1,01 | 0,97 | 1,01 | 1,01 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 96 | 100 | 100 |
(43) På baggrund af mængden, markedsandelen og priserne på importen fra Kina kan virkningerne af den faktiske dumpingmargen for EU-erhvervsgrenen ikke anses for at være ubetydelige.
(44) De ovenfor undersøgte indikatorer viser, at EU-erhvervsgrenens økonomiske og finansielle situation til trods for indførelsen af antidumpingforanstaltninger i 2006 grundlæggende er forblevet udsat og sårbar. Der kunne således ikke konstateres en egentlig genrejsning efter tidligere dumping, og det konkluderes, at EU-erhvervsgrenen fortsat er sårbar over for de skadevoldende virkninger af eventuel dumpingimport på EU-markedet.
(45) EU-erhvervsgrenens slutlagre steg betragteligt med 31 % mellem 2008 og NUP. Andre analyser gjorde det muligt at finjustere vurderingen af udviklingen i antallet af måneders produktion, der var på lager. Således havde producenter, der indgik i stikprøven, i 2008 omkring fem måneders produktion på lager (43 %), men presset fra dumpingimporten tvang dem til at øge deres lagre til over syv måneders produktion (svarende til 63 % af den samlede årlige produktion) i NUP. Konklusionen, der siger, at lagerudviklingen vidner om en skadelig situation, bekræftes derfor.
Tabel 11
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Ultimolagre (sq ft) | Fortrolige forretningsoplysninger | |||
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 116 | 135 | 131 |
(46) Gennemsnitslønnen pr. ansat var stabil mellem 2008 og 2009 samt mellem 2010 og NUP. Den kraftige stigning på 20 % mellem 2009 og 2010 kan tilskrives en betydelig stigning i lønomkostningerne hos to af virksomhederne i stikprøven til trods for den omstændighed, at beskæftigelsen er reduceret.
Tabel 12
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Årlige arbejdskraftomkostninger pr. ansat (000 EUR) | Fortrolige forretningsoplysninger | |||
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 100 | 120 | 120 |
(47) De af stikprøven omfattede virksomheders årlige investeringer i produktionen af den samme vare var overvejende til vedligeholdelse og steg med 21 % mellem 2008 og NUP. Den kraftige stigning mellem 2010 og NUP skyldes køb af visse former for udstyr fra en af virksomhederne i stikprøven i 2011.
Tabel 13
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Nettoinvesteringer (EUR) | Fortrolige forretningsoplysninger | |||
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 102 | 72 | 121 |
(48) EU-erhvervsgrenen led konstant tab i hele den betragtede periode. Mellem 2008 og NUP er tabene (både i absolutte tal og i procent af omsætningen) mere end fordoblet.
(49) Tilsvarende var afkastet af investeringerne negativt i hele den betragtede periode, og det forværredes med -131 procentpoint mellem 2008 og NUP.
Tabel 14
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Nettofortjeneste ved EU-salg til ikke forretningsmæssigt forbundne kunder (% af nettosalg) | Fortrolige forretningsoplysninger | |||
| Indeks (2008 = 100) | – 100 | –95 | –73 | – 203 |
| Investeringsafkast (nettofortjenesten i % af den bogførte nettoværdi af investeringerne) | Fortrolige forretningsoplysninger | |||
| Indeks (2008 = 100) | – 100 | –95 | –73 | – 231 |
(50) Nettolikviditeten fra driften forblev negativ i hele den betragtede periode, og den blev forværret med næsten – 300 procentpoint mellem 2008 og NUP.
Tabel 15
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Likviditet (EUR) | Fortrolige forretningsoplysninger | |||
| Indeks (2008 = 100) | – 100 | – 115 | –77 | – 398 |
(51) Der er ingen indikation for, at EU-erhvervsgrenen skulle have haft vanskeligheder med at rejse kapital.
(52) Efter indførelsen af foranstaltninger faldt importen fra Kina betydeligt, og den er stadig temmelig begrænset, svarende til en markedsandel på ca. 4 % i NUP. Prissammenligningen mellem denne import og EU-erhvervsgrenens priser viser dog et betydeligt prisunderbud (51,6 %). Da semsgarvet læder (vaskeskind) er en standardiseret vare, da varedækningen er meget begrænset, og da kinesiske varers kvalitet ligner den europæiske, tyder den forholdsvis lille markedsandel for den kinesiske import kombineret med betydelige prisunderbud, på, at denne import har betydelig indvirkning på EU-erhvervsgrenens situation.
(53) Der er tale om en betydelig import fra Indien, Tyrkiet og New Zealand samt en vis import fra andre lande, som tilsammen tegner sig for en markedsandel på 46 % i NUP (fra 60 % i 2008).
(54) Med hensyn til importen fra Indien skal det bemærkes, at mængden er betydelig, og at markedsandelen er øget fra 11 % i 2008 til 16 % i NUP. I den samme periode var gennemsnitspriserne på importen fra Indien noget lavere end EU-producenternes gennemsnitspriser. I betragtning af de betydelige mængder og prisforskellene konkluderes det, at importen fra Indien til en vis grad har bidraget til EU-erhvervsgrenens dårlige økonomiske situation. Samtidig skal det bemærkes, at priserne på importen fra Indien er mere end 60 % højere end den kinesiske dumpingimport. Det konkluderes derfor, at disse begrænsede virkninger for EU-erhvervsgrenens nuværende situation efter al sandsynlighed ikke ville kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimport og skade i tilfælde af den sandsynlige stigning i den kinesiske dumpingimport og yderligere forringelse af EU-erhvervsgrenens situation, som en ophævelse af foranstaltningerne ville medføre.
Tabel 16
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Importmængde fra Indien (000 sq ft) | 2 330,00 | 2 123,33 | 4 276,67 | 4 436,67 |
| Markedsandel for importen fra Indien | 11 % | 10 % | 15 % | 16 % |
| Gennemsnitspris på importen fra Indien (EUR/sq ft) | 0,79 | 0,82 | 0,66 | 0,75 |
(55) Der er også en betydelig import fra Tyrkiet, som tegner sig for en markedsandel på 10 % i NUP (fra 18 % i 2008). Samtidig er gennemsnitspriserne for denne import meget større end for semsgarvet læder (vaskeskind) fra Kina og meget tæt på prisniveauet for EU-erhvervsgrenen. I betragtning af den faldende tendens for importen fra Tyrkiet og de relativt høje priser konkluderes det, at denne heller ikke ville kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimport og skade i tilfælde af den sandsynlige stigning i den kinesiske dumpingimport og yderligere forringelse af EU-erhvervsgrenens situation, som en ophævelse af foranstaltningerne ville medføre.
Tabel 17
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Importmængde fra Tyrkiet (000 sq ft) | 4 063,33 | 2 623,33 | 2 933,33 | 2 700,00 |
| Markedsandel for importen fra Tyrkiet | 18 % | 12 % | 10 % | 10 % |
| Gennemsnitspris på importen fra Tyrkiet (EUR/sq ft) | 0,77 | 0,89 | 1,05 | 1,20 |
(56) Der er også en betydelig import fra New Zealand, som tegner sig for en markedsandel på 7 % i NUP, og som er steget fra 3 % i 2008. Samtidig er gennemsnitspriserne for denne import meget højere end for semsgarvet læder (vaskeskind) fra Kina og højere end selv prisniveauet for EU-erhvervsgrenen. I betragtning af de relativt høje priser på importen fra New Zealand konkluderes det, at den heller ikke ville kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimport og skade i tilfælde af den sandsynlige stigning i den kinesiske dumpingimport og yderligere forringelse af EU-erhvervsgrenens situation, som en ophævelse af foranstaltningerne ville medføre.
Tabel 18
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Importmængde fra New Zealand (000 sq ft) | 716,67 | 2 426,67 | 1 966,67 | 1 883,33 |
| Markedsandel for importen fra New Zealand | 3 % | 11 % | 7 % | 7 % |
| Gennemsnitspris på importen fra New Zealand (EUR/sq ft) | 1,29 | 1,43 | 1,43 | 1,48 |
(57) Importen fra resten af verden tegner sig for en markedsandel på 13 % i NUP (fra 27 % i 2008). Samtidig er gennemsnitspriserne for denne import meget højere end for semsgarvet læder (vaskeskind) fra Kina og meget tæt på prisniveauet for EU-erhvervsgrenen. I betragtning af den faldende tendens for importen fra resten af verden og de relativt høje priser i sammenligning med semsgarvet læder (vaskeskind) fra Kina, konkluderes det, at denne heller ikke ville kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimport og skade i tilfælde af den sandsynlige stigning i den kinesiske dumpingimport og yderligere forringelse af EU-erhvervsgrenens situation, som en ophævelse af foranstaltningerne ville medføre.
Tabel 19
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Importmængde fra resten af verden (000 sq ft) | 5 896,67 | 4 013,33 | 4 480,00 | 3 556,67 |
| Markedsandel for importen fra resten af verden | 27 % | 18 % | 16 % | 13 % |
| Gennemsnitspris på importen fra resten af verden (EUR/sq ft) | 0,63 | 0,84 | 0,81 | 0,84 |
(58) Importen fra alle andre tredjelande tilsammen tegner sig for en markedsandel på 46 % i NUP (fra 60 % i 2008). Samtidig er gennemsnitspriserne for denne import meget større end for semsgarvet læder (vaskeskind) fra Kina og meget tæt på prisniveauet for EU-erhvervsgrenen. I betragtning af den faldende tendens for importen fra tredjelande og de relativt høje priser konkluderes det, at denne heller ikke ville kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimport og skade i tilfælde af den sandsynlige stigning i den kinesiske dumpingimport og yderligere forringelse af EU-erhvervsgrenens situation, som en ophævelse af foranstaltningerne ville medføre.
Tabel 20
| 2008 | 2009 | 2010 | NUP | |
|---|---|---|---|---|
| Importmængde fra andre lande (000 sq ft) | 13 006,67 | 11 186,67 | 13 656,67 | 12 576,67 |
| Indeks (2008 = 100) | 100 | 86 | 105 | 97 |
| Markedsandel for import fra andre lande | 60 % | 51 % | 49 % | 46 % |
| Gennemsnitspris på importen fra andre lande (EUR/sq ft) | 0,74 | 0,98 | 0,91 | 0,98 |
(59) Der er kun tre producenter (alle SMV'er) tilbage i Unionen. Om alle andre producenter af semsgarvet læder (vaskeskind) rapporteres det, at de har haft lukket deres produktionsanlæg siden 2006, hvor de oprindelige foranstaltninger blev indført. Dette kan ses som hidrørende fra det øgede pres, som den kinesiske dumpingimport har lagt på EU-markedet, selv i en situation med voksende forbrug.
(60) Skadesanalysen viser, at EU-erhvervsgrenens situation forværredes i den betragtede periode. Navnlig faldt produktionen med omkring 12 %, og selv om salget steg lidt, var denne stigning mindre end stigningen i forbruget, og EU-producenternes markedsandel faldt derfor med 3 procentpoint.
(61) Samtidig viser analysen af de mikroøkonomiske indikatorer, at rentabiliteten, afkastet af investeringerne og likviditeten i EU-erhvervsgrenen forblev negativ i hele den betragtede periode, og at dette fald fortsatte hen imod NUP.
(62) Importen fra Indien, Tyrkiet, New Zealand og resten af verden er blevet analyseret. På baggrund af disse importstrømme, anskuet såvel enkeltvis som samlet, konkluderes det, at de ikke ville kunne bryde årsagssammenhængen mellem dumpingimport og skade i tilfælde af den sandsynlige stigning i den kinesiske dumpingimport og yderligere forringelse af EU-erhvervsgrenens situation, som en ophævelse af foranstaltningerne ville medføre.
(63) Ud fra ovenstående konkluderes det, at EU-erhvervsgrenen fortsat led væsentlig skade, jf. grundforordningens artikel 3, stk. 5, og at erhvervsgrenen er meget skrøbelig og sårbar og langt under den tilstand, der kunne forventes, hvis den havde genrejst sig efter den dumping, der konstateredes i den oprindelige undersøgelse.
(64) Det konkluderes også, at EU-erhvervsgrenens skadelidende situation overvejende skyldes den fortsatte eksistens (selv i mindre mængder) af dumping- og lavprisimporten fra Kina.
(65) Selv om importmængderne fra Kina faldt markant efter indførelsen af foranstaltningerne i 2006, er det opfattelsen, at der fortsat er betydelig produktionskapacitet i Kina (jf. betragtning 22). Denne overskudskapacitet kan let omdirigeres til EU-markedet, hvis foranstaltningerne ophæves.
(66) Det konkluderes, at hvis foranstaltningerne ophæves, vil kinesiske eksporterende producenter efter al sandsynlighed forsøge at genvinde tabte markedsandele i Unionen. Det betydelige underbud, som er konstateret af undersøgelsen, viser, at prisniveauet i Unionen gør den til et meget interessant marked for den kinesiske import (jf. betragtning 22).
(67) På dette grundlag konkluderes det, at en ophævelse af foranstaltningerne over for importen fra Kina efter al sandsynlighed vil medføre, at EU-erhvervsgrenen fortsat forvoldes skade.
(68) Det blev i henhold til grundforordningens artikel 21 undersøgt, om opretholdelse af de gældende antidumpingforanstaltninger ville være i strid med Unionens interesser som helhed. Unionens interesser blev fastlagt på grundlag af en vurdering af alle de forskellige involverede parters interesser, dvs. EU-erhvervsgrenens interesser på den ene side og importørernes og brugernes interesser på den anden side.
(69) Det bør erindres, at vedtagelsen af foranstaltninger ikke blev anset for at være imod Unionens interesser i den oprindelige undersøgelse. Da nærværende undersøgelse er en fornyet undersøgelse med analyse af en situation, hvor der allerede har været antidumpingforanstaltninger gældende, giver det mulighed for at foretage en vurdering af eventuelle unødigt negative virkninger for de berørte parter af de gældende antidumpingforanstaltninger.
(70) På dette grundlag blev det undersøgt, om det til trods for, at man var nået til den konklusion, at den skadevoldende dumping sandsynligvis ville fortsætte, tydeligt kunne konkluderes, at det ikke ville være i Unionens interesse at opretholde foranstaltningerne i dette bestemte tilfælde.
(71) EU-erhvervsgrenen, der består af SMV'er, har konsekvent tabt markedsandele og har lidt væsentlig skade i den betragtede periode. Hvis foranstaltningerne ophæves, vil EU-erhvervsgrenen sandsynligvis befinde sig i en endnu værre situation.
(72) Der er to ikke forretningsmæssigt forbundne importører, der har samarbejdet i forbindelse med undersøgelsen. Den til semsgarvet læder (vaskeskind) knyttede erhvervsvirksomhed udgør kun en begrænset del af deres respektive omsætninger. Der er intet, der tyder på, at en videreførelse af foranstaltningerne ville have nogen betydelig negativ indvirkning på deres aktiviteter.
(73) Der var ingen bruger- eller forbrugersammenslutninger, der gav sig til kende inden for den frist, der var fastsat i indledningsmeddelelsen, hvilket også var tilfældet i den oprindelige undersøgelse. Da det i den oprindelige undersøgelse blev fastslået, at de pågældende foranstaltninger ikke ville få en urimelig indvirkning på disse parters interesser, og i betragtning af deres fortsatte manglende samarbejdsvilje kan det konkluderes, at deres interesser forbliver uberørte af opretholdelsen af foranstaltningerne. Den betydelige import fra andre kilder og til konkurrencedygtige priser vil sikre, at brugerne og forbrugerne fortsat vil have et bredt udvalg af forskellige leverandører af den pågældende vare og til rimelige priser.
(74) I betragtning af alle ovenstående forhold konkluderes det, at der ikke er nogen tvingende grund til ikke at opretholde de nuværende antidumpingforanstaltninger.
(75) Alle parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at anbefale, at de gældende foranstaltninger opretholdes. Parterne fik desuden en frist til at fremsætte bemærkninger til ovennævnte fremlæggelse af oplysninger. Indlæg og bemærkninger blev, hvor det var berettiget, taget i betragtning.
(76) Det fremgår af ovenstående, at antidumpingforanstaltningerne, jf. grundforordningens artikel 11, stk. 2, vedrørende importen af semsgarvet læder (vaskeskind) med oprindelse i Kina bør opretholdes. Det skal erindres, at disse foranstaltninger består af værditold på 58,9 % —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: