28.6.2012 DA Den Europæiske Unions Tidende L 168/3
RÅDETS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) Nr. 558/2012
af 26. juni 2012
om ændring af gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 om indførelse af en endelig antidumpingtold på importen af tovværk og kabler af stål med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til at omfatte importen af tovværk og kabler af stål afsendt fra bl.a. Republikken Korea, uanset om varen er angivet med oprindelse i Republikken Korea
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 1225/2009 af 30. november 2009 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Det Europæiske Fællesskab (»grundforordningen«), særlig artikel 9, stk. 4, og artikel 13, stk. 4,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) forelagt efter høring af det rådgivende udvalg, og
ud fra følgende betragtninger:
A. GÆLDENDE FORANSTALTNINGER
(1) Ved forordning (EF) nr. 1858/2005 indførte Rådet antidumpingforanstaltninger på importen af tovværk og kabler af stål, herunder lukkede tove, undtagen tovværk og kabler af rustfrit stål, med største tværmål over 3 mm (»visse typer tovværk og kabler af stål« eller »den pågældende vare«), i øjeblikket henhørende under KN-kode ex 7312 10 81 , ex 7312 10 83 , ex 7312 10 85 , ex 7312 10 89 og ex 7312 10 98 og med oprindelse i bl.a. Folkerepublikken Kina (»de oprindelige foranstaltninger«). Foranstaltningerne vedrørende denne import bestod i en toldsats fastsat til 60,4 % af nettoprisen, frit Unionens grænse, ufortoldet.
(2) Den 12. august 2009 indledte Kommissionen, efter en anmodning indsendt af forbindelsesudvalget for EU Wire Rope Industries, en undersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 13. Denne undersøgelse førte til vedtagelsen af gennemførelsesforordning (EU) nr. 400/2010 , hvorved Rådet udvidede den endelige antidumpingtold på importen af visse typer tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina (Kina) til at omfatte importen af samme vare afsendt fra Republikken Korea (»de udvidede foranstaltninger«). Ved samme forordning blev importen af den pågældende vare, afsendt fra visse specifikt nævnte koreanske virksomheder, fritaget for disse foranstaltninger, da det blev konstateret, at de pågældende virksomheder ikke omgik foranstaltningerne. Selv om nogle af de pågældende koreanske virksomheder var forretningsmæssigt forbundet med virksomheder i Kina, som er omfattet af de oprindelige foranstaltninger, var der desuden ikke noget bevis for, at et sådant forhold blev etableret eller brugt til at omgå de gældende foranstaltninger over for importen med oprindelse i Kina .
(3) Ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 og efter en udløbsundersøgelse i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 2, opretholdt Rådet disse foranstaltninger.
B. INDLEDNING AF EN FORNYET UNDERSØGELSE
(4) Ved forordning (EU) nr. 969/2011 , indledte Kommissionen en fornyet undersøgelse af gennemførelsesforordning (EU) nr. 400/2010 med henblik på at fastslå, om en koreansk eksportør, Seil Wire & Cable (»ansøgeren«), kunne indrømmes en undtagelse fra disse foranstaltninger, ophævede antidumpingtolden på import fra ansøgeren og lod import fra denne registrere.
(5) Den fornyede undersøgelse indledtes, fordi Kommissionen fandt, at der forelå tilstrækkelige umiddelbare beviser til at underbygge ansøgerens påstande om, at denne var en ny eksporterende producent i henhold til grundforordningens artikel 11, stk. 4, og var i stand til at opfylde kriterierne for indrømmelse af fritagelse for udvidelse af foranstaltningerne som anført i grundforordningens artikel 13, stk. 4.
(6) Der er derfor foretaget en undersøgelse med henblik på at fastslå, om ansøgeren opfylder kriterierne for at blive indrømmet en fritagelse for de udvidede foranstaltninger som nævnt i betragtning 5-7, i Kommissionens forordning (EU) nr. 969/2011, ved at sikre, at ansøgeren:
i) ikke eksporterede den pågældende vare til EU i den undersøgelsesperiode, der blev anvendt i undersøgelsen, som førte til de udvidede foranstaltninger, dvs. 1. juli 2008 til 30. juni 2009
ii) ikke har omgået de gældende foranstaltninger for visse typer tovværk og kabler af stål med oprindelse i Kina, og
iii) begyndte at eksportere den pågældende vare til EU efter udløbet af den undersøgelsesperiode, der blev anvendt i undersøgelsen, som førte til de udvidede foranstaltninger.
(7) Kommissionen indhentede og efterprøvede alle oplysninger, som den anså for nødvendige for at fastslå, om ovennævnte kriterier var opfyldt. Denne proces omfattede kontrol på stedet hos ansøgeren.
C. RESULTATER AF UNDERSØGELSEN
(8) Ansøgeren fremlagde tilstrækkelige beviser for, at virksomheden opfylder alle tre kriterier i betragtning 6 ovenfor. Ansøgeren kunne bevise, at: i) virksomheden ikke eksporterede den pågældende vare til EU i perioden fra den 1. juli 2008 til den 30. juni 2009, ii) at den ikke har omgået de gældende foranstaltninger for visse typer tovværk og kabler af stål med oprindelse i Kina, og at iii) den begyndte at eksportere den pågældende vare til EU efter den 30. juni 2009. Denne virksomhed bør derfor indrømmes en fritagelse.
D. ÆNDRING AF LISTEN OVER VIRKSOMHEDER, DER ER FRITAGET FOR DE UDVIDEDE FORANSTALTNINGER
(9) På grundlag af resultaterne af undersøgelsen, jf. betragtning 8 ovenfor, konkluderes det, at virksomheden Seil Wire & Cable bør tilføjes på listen over virksomheder, der er fritaget for den endelige antidumpingtold, som indførtes ved gennemførelsesforordning (EU) nr. 102/2012 på importen af visse typer tovværk og kabler af stål med oprindelse i Folkerepublikken Kina, som blev udvidet til at omfatte importen af visse typer tovværk og kabler af stål afsendt fra Republikken Korea. Derfor bør Seil Wire & Cable tilføjes på listen over individuelle virksomheder i . Som nævnt i er anvendelsen af fritagelsen betinget af, at der over for medlemsstaternes toldmyndigheder fremlægges en gyldig handelsfaktura, der overholder kravene i bilaget til nævnte forordning. Hvis en sådan faktura ikke fremlægges, finder antidumpingtolden fortsat anvendelse.
(10) Ansøgeren og EU-erhvervsgrenen er blevet underrettet om resultaterne af undersøgelsen og har haft lejlighed til at fremsætte bemærkninger. Der blev taget hensyn til deres bemærkninger i det omfang, de fandtes rimelige —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: