Indholdsfortegnelse
(Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/13/EU af 22. maj 2012 om ret til information under straffesager)
Dette direktiv fastsætter regler om retten til information for mistænkte og tiltalte personer vedrørende deres rettigheder i straffesager og tiltalen mod dem. Direktivet fastsætter også regler om retten til information for personer i sager vedrørende fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre vedrørende deres rettigheder.
1. Direktivet finder anvendelse fra det tidspunkt, hvor en person af de kompetente myndigheder i en medlemsstat bliver gjort opmærksom på, at vedkommende er mistænkt eller tiltalt for at have begået en strafbar handling, indtil sagen afsluttes, dvs. indtil spørgsmålet om, hvorvidt den mistænkte eller tiltalte har begået den strafbare handling, er afgjort endeligt, herunder efter omstændighederne indtil der er idømt straf, og en eventuel appelsag er afgjort.
2. Hvis lovgivningen i en medlemsstat fastsætter, at andre myndigheder end en domstol med kompetence til afgørelse af straffesager kan pålægge sanktioner for mindre alvorlige strafbare handlinger, og pålægningen af sanktioner kan appelleres til en sådan domstol, finder dette direktiv kun anvendelse på retssager ved den pågældende domstol efter en sådan appel.
1. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer straks informeres om mindst følgende processuelle rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til den nationale lovgivning, med henblik på at muliggøre en effektiv udøvelse heraf:
a) retten til at få adgang til en advokat
b) eventuelle rettigheder til gratis retshjælp og betingelserne for at få sådan retshjælp
c) retten til at blive informeret om tiltalen, jf. artikel 6
d) retten til tolkning og oversættelse
e) retten til ikke at udtale sig.
2. Medlemsstaterne sikrer, at informationerne, som de giver efter stk. 1, gives mundtligt eller skriftligt i et enkelt og letforståeligt sprog, og at der tages hensyn til sårbare mistænkte eller sårbare tiltalte personers særlige behov.
1. Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt person, der anholdes eller tilbageholdes, straks modtager en skriftlig meddelelse om rettigheder. Den pågældende skal have lejlighed til at læse meddelelsen om rettigheder og skal have lov til at beholde den hos sig i al den tid, vedkommende er frihedsberøvet.
2. Ud over de informationer, der er anført i artikel 3, indeholder den i denne artikels stk. 1 nævnte meddelelse om rettigheder information om følgende rettigheder, således som de finder anvendelse i henhold til national lovgivning:
a) retten til aktindsigt i materiale i sagen
b) retten til, at konsulære myndigheder og én person underrettes
c) retten til at få adgang til akut lægehjælp, og
d) det maksimale antal timer eller dage, den pågældende vil kunne være frihedsberøvet, inden vedkommende stilles for en retslig myndighed.
3. Meddelelsen om rettigheder indeholder også grundlæggende information om enhver mulighed for i henhold til national lovgivning at anfægte anholdelsens lovlighed, opnå en prøvelse af tilbageholdelsen eller anmode om midlertidig løsladelse.
4. Meddelelsen om rettigheder skal affattes i et enkelt og letforståeligt sprog. En vejledende standardformulering til en meddelelse om rettigheder findes i bilag I.
5. Medlemsstaterne sikrer, at den mistænkte eller tiltalte modtager meddelelsen om rettigheder skriftligt på et sprog, vedkommende forstår. Hvis meddelelsen om rettigheder ikke foreligger på det relevante sprog, skal den mistænkte eller tiltalte informeres om sine rettigheder mundtligt på et sprog, vedkommende forstår. I så faldt skal den pågældende have udleveret en meddelelse om rettigheder på et sprog, vedkommende forstår, uden unødigt ophold.
1. Medlemsstaterne sikrer, at enhver, der anholdes med henblik på fuldbyrdelse af en europæisk arrestordre, straks modtager en passende meddelelse om rettigheder indeholdende information om den pågældendes rettigheder i henhold til national lovgivning om gennemførelse af rammeafgørelse 2002/584/RIA i den fuldbyrdende medlemsstat.
2. Meddelelsen om rettigheder affattes i et enkelt og letforståeligt sprog. En vejledende standardformulering til en sådan meddelelse om rettigheder findes i bilag II.
1. Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt modtager information om den strafbare handling, som udgør grundlaget for mistanken eller tiltalen. Denne information gives straks og i en tilstrækkelig detaljeret form til at sikre en retfærdig behandling af sagen og en effektiv udøvelse af retten til et forsvar.
2. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte personer, der anholdes eller tilbageholdes, informeres om grundene til anholdelsen eller tilbageholdelsen, herunder om den strafbare handling, som vedkommende mistænkes eller tiltales for at have begået.
3. Medlemsstaterne sikrer, at der, senest når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol, gives detaljeret information om tiltalen, herunder den strafbare handlings art og den juridiske kvalificering af den, og om karakteren af den mistænkte eller tiltalte persons påståede deltagelse i udøvelsen af denne strafbare handling.
4. Medlemsstaterne sikrer, at en mistænkt eller tiltalt straks informeres om enhver ændring i de oplysninger, der gives i medfør af denne artikel, hvis dette er nødvendigt for at sikre en retfærdig behandling af sagen.
1. Når en person anholdes og tilbageholdes på et hvilket som helst stadium af straffesagen, sikrer medlemsstaterne, at dokumenter vedrørende den konkrete sag, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af, og som er væsentlige for, at lovligheden af anholdelsen eller tilbageholdelsen effektivt kan anfægtes i overensstemmelse med den nationale lovgivning, stilles til rådighed for anholdte personer eller deres advokater.
2. Medlemsstaterne sikrer, at der gives mistænkte eller tiltalte eller deres advokat adgang til aktindsigt i mindst alt materiale, som de kompetente myndigheder er i besiddelse af, hvad enten dette er til fordel eller ulempe for den mistænkte eller tiltalte, med henblik på at sikre en retfærdig behandling af sagen og på forberedelse af forsvaret.
3. Med forbehold af stk. 1 skal aktindsigt i det i stk. 2 nævnte materiale gives i tide til, at det reelt bliver muligt at udøve retten til et forsvar, og senest, når grundlaget for tiltalen forelægges for en domstol til bedømmelse. Kommer de kompetente myndigheder i besiddelse af yderligere materiale, gives der aktindsigt heri i tide til, at materialet kan tages i betragtning.
4. Som undtagelse fra stk. 2 og 3 kan aktindsigt i bestemt materiale, forudsat at dette ikke hindrer retten til en retfærdig rettergang, afslås, hvis sådan aktindsigt kunne medføre en alvorlig trussel imod en anden persons liv eller grundlæggende rettigheder, eller hvis et sådant afslag er strengt nødvendigt for at beskytte en vigtig offentlig interesse, f.eks. såfremt aktindsigten kunne hindre en igangværende efterforskning eller være til alvorlig skade for den nationale sikkerhed i den medlemsstat, hvor straffesagen indledes. Medlemsstaterne sikrer, at afgørelsen om at afslå aktindsigt i bestemt materiale i medfør af dette stykke i overensstemmelse med procedurerne i national lovgivning træffes af en retslig myndighed eller i det mindste kan prøves ved en domstol.
5. Aktindsigt som omhandlet i denne artikel gives gratis.
1. Medlemsstaterne sikrer, at der føres protokol over informationer, der gives den mistænkte eller tiltalte i overensstemmelse med artikel 3-6, efter proceduren for protokolførelse fastlagt i den pågældende medlemsstats lovgivning.
2. Medlemsstaterne sikrer, at mistænkte eller tiltalte eller dennes advokat har ret til i overensstemmelse med procedurerne i den nationale lovgivning at anfægte de kompetente myndigheders mulige undladelse af eller afslag på at fremlægge information i overensstemmelse med dette direktiv.
Med forbehold af retsvæsenets uafhængighed og forskelle i opbygningen af retssystemerne i Unionen anmoder medlemsstaterne de ansvarlige for uddannelse af dommere, anklagere, politi og andet af retsvæsenets personale, der er involveret i straffesager, om at tilbyde passende uddannelse vedrørende målene for dette direktiv.
Intet i dette direktiv kan fortolkes som en begrænsning eller fravigelse af rettigheder eller proceduremæssige garantier, som er sikret i henhold til chartret, EMRK og andre relevante folkeretlige regler eller lovgivningen i en medlemsstat, og som yder et højere beskyttelsesniveau.
1. Medlemsstaterne sætter de nødvendige love og administrative bestemmelser i kraft for at efterkomme dette direktiv senest den 2. juni 2014.
2. Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til disse love og bestemmelser.
3. Disse foranstaltninger skal ved vedtagelsen indeholde en henvisning til dette direktiv eller skal ved offentliggørelsen ledsages af en sådan henvisning. De nærmere regler for henvisningen fastsættes af medlemsstaterne.
Kommissionen aflægger senest den 2. juni 2015 rapport til Europa-Parlamentet og Rådet med en vurdering af, i hvilket omfang medlemsstaterne har truffet de nødvendige foranstaltninger til at opfylde dette direktiv, om nødvendigt ledsaget af lovgivningsforslag.
Dette direktiv træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Dette direktiv er rettet til medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
Udfærdiget i Strasbourg, den 22. maj 2012.
Europa-Parlamentets holdning af 13.12.2011 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 26.4.2012.
EUT L 280 af 26.10.2010, s. 1.
Formålet med denne standardformulering er at vejlede nationale myndigheder i formuleringen af en sådan meddelelse om rettigheder på nationalt plan. Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at anvende denne standardformulering. Når de udarbejder meddelelsen om rettigheder, kan medlemsstaterne ændre denne standardformulering for at tilpasse den til nationale regler og tilføje yderligere nyttig information. Medlemsstatens meddelelse om rettigheder skal udleveres ved anholdelse eller tilbageholdelse. Dette forhindrer dog ikke medlemsstaterne i at give mistænkte og tiltalte personer skriftlig information i andre situationer under en straffesag.
Du har følgende rettigheder, når du er anholdt eller tilbageholdt:
| A. RET TIL AT FÅ ADVOKATBISTAND/RETSHJÆLP Du har ret til at tale fortroligt med en advokat. En advokat er uafhængig af politiet. Spørg politiet, hvis du har brug for hjælp med at få kontakt med en advokat; politiet skal hjælpe dig. I visse tilfælde kan bistanden være gratis. Bed politiet om flere informationer. B. INFORMATION OM TILTALEN Du har ret til at få at vide, hvorfor du er blevet anholdt eller tilbageholdt, og hvad du mistænkes for at have gjort. C. TOLKNING OG OVERSÆTTELSE Hvis du ikke taler eller forstår det sprog, som politiet eller andre kompetente myndigheder taler, har du ret til gratis tolkebistand. Tolken kan hjælpe dig, når du skal tale med din advokat, og tolken har tavshedspligt om indholdet af samtalen. Du har ret til at få en oversættelse af i det mindste relevante passager af væsentlige dokumenter, herunder alle kendelser afsagt af en dommer, der giver tilladelse til din anholdelse eller varetægtsfængsling, af alle anklager eller anklageskrifter og af alle domme. Du kan under visse omstændigheder få en mundtlig oversættelse eller et mundtligt sammendrag. D. RET TIL IKKE AT UDTALE SIG Når du bliver udspurgt af politiet eller andre kompetente myndigheder, er du ikke forpligtet til at besvare spørgsmål om den påståede strafbare handling. Din advokat kan hjælpe dig med at træffe afgørelse herom. E. AKTINDSIGT Når du bliver anholdt og tilbageholdt, har du (eller din advokat) ret til aktindsigt i væsentlige dokumenter, som du skal bruge for at anfægte anholdelsen eller tilbageholdelsen. Hvis din sag går til en domstol, har du (eller din advokat) ret til aktindsigt i materiale for eller imod dig i sagen. F. UNDERRETNING AF ANDRE OM DIN TILBAGEHOLDELSE/UNDERRETNING AF DIT HJEMLANDS KONSULAT ELLER AMBASSADE Når du bliver anholdt eller tilbageholdt, bør du oplyse politiet om, hvorvidt du ønsker, at nogen underrettes om din tilbageholdelse, f.eks. et familiemedlem eller din arbejdsgiver. I visse tilfælde kan retten til at informere en anden person om din tilbageholdelse være midlertidigt begrænset. I så fald informerer politiet dig herom. Hvis du er udlænding, oplys da politiet om, hvorvidt du ønsker, at dit hjemlands konsulære myndighed eller ambassade underrettes om din tilbageholdelse. Oplys venligst også politiet om, hvorvidt du ønsker at kontakte en repræsentant for dit hjemlands konsulære myndighed eller ambassade. G. AKUT LÆGEHJÆLP Når du bliver anholdt eller tilbageholdt, har du ret til akut lægehjælp. Fortæl venligst politiet, hvis du har behov for sådan hjælp. H. HVOR LÆNGE KAN DU FRIHEDSBERØVES? Når du bliver anholdt, kan du frihedsberøves eller tilbageholdes i højst … [det relevante antal timer/dage indsættes]. Ved afslutningen af dette tidsrum skal du enten løslades eller høres af en dommer, der beslutter, om du fortsat skal tilbageholdes. Bed din advokat eller dommeren om informationer om muligheden for at anfægte anholdelsen, opnå en prøvelse af tilbageholdelsen eller anmode om midlertidig løsladelse. |
|---|
Formålet med denne standardformulering er at vejlede nationale myndigheder i formuleringen af en sådan meddelelse om rettigheder på nationalt plan. Medlemsstaterne er ikke forpligtede til at anvende denne standardformulering. Når de udarbejder meddelelsen om rettigheder, kan medlemsstaterne ændre denne standardformulering for at tilpasse den til deres nationale regler og tilføje yderligere nyttig information.
Du er blevet anholdt på grundlag af en europæisk arrestordre. Du har følgende rettigheder:
| A. INFORMATION OM DEN EUROPÆISKE ARRESTORDRE Du har ret til at blive informeret om indholdet af den europæiske arrestordre, på grundlag af hvilken du er blevet anholdt. B. ADVOKATBISTAND Du har ret til at tale fortroligt med en advokat. En advokat er uafhængig af politiet. Spørg politiet, hvis du har brug for hjælp med at få kontakt med en advokat; politiet skal hjælpe dig. I visse tilfælde kan bistanden være gratis. Bed politiet om flere informationer. C. TOLKNING OG OVERSÆTTELSE Hvis du ikke taler eller forstår det sprog, som politiet eller andre kompetente myndigheder taler, har du ret til gratis tolkebistand. Tolken kan hjælpe dig, når du skal tale med din advokat, og tolken har tavshedspligt om indholdet af samtalen. Du har ret til at få en oversættelse af den europæiske arrestordre på et sprog, du forstår. Du kan under visse omstændigheder få en mundtlig oversættelse eller et mundtligt sammendrag. D. MULIGHED FOR SAMTYKKE Du kan samtykke i eller afvise at blive overgivet til den stat, der eftersøger dig. Dit samtykke vil indebære, at sagen kan behandles hurtigere. [Mulig tilføjelse i visse medlemsstater: Det kan være vanskeligt eller ligefrem umuligt at ændre denne beslutning senere.] Anmod myndighederne eller din advokat om flere informationer. E. HØRING Hvis du ikke samtykker i din overgivelse, har du ret til at blive hørt af en retslig myndighed. |
|---|