24.2.2012 DA Den Europæiske Unions Tidende L 52/6
KOMMISSIONENS FORORDNING (EU) Nr. 161/2012
af 23. februar 2012
om nødforanstaltninger til beskyttelse af kullerbestandene i farvandene vest for Skotland
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Rådets forordning (EF) nr. 2371/2002 af 20. december 2002 om bevarelse og bæredygtig udnyttelse af fiskeressourcerne som led i den fælles fiskeripolitik , særlig artikel 7, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2371/2002 skal den fælles fiskeripolitik fastsætte sammenhængende foranstaltninger vedrørende bevarelse, forvaltning og udnyttelse af levende akvatiske ressourcer, herunder særlige foranstaltninger til at begrænse fiskeriets indvirkning på marine økosystemer og arter uden for målgruppen.
(2) For at beskytte arterne torsk, kuller og hvilling oprettes der i punkt 6.1 i bilag III til Rådets forordning (EF) nr. 43/2009 , som ændret ved forordning (EF) nr. 1288/2009 og Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 579/2011 , i ICES-område VI a en zone, hvor fiskeri er forbudt (i det følgende benævnt »farvandene vest for Skotland«.
(3) Uanset dette forbud er det ifølge punkt 6.5 og 6.6 i bilag III til forordning (EF) nr. 43/2009 tilladt henholdsvis at fiske efter jomfruhummer og fiske med travl, bundtravl eller lignende redskaber, forudsat at visse betingelser er opfyldt og navnlig kravet om, at den fangstmængde, der beholdes om bord, højst består af en vis procentdel af enhver blanding af torsk, kuller og/eller hvilling.
(4) Formålet med dette krav var at reducere de tre bestandes fiskeridødelighed inden for deres udbredelsesområde ved at forhindre målrettet fiskeri.
(5) Det blev fremhævet i den dokumentation og de råd, som Kommissionen modtog fra Det Internationale Havundersøgelsesråd (ICES) og fra Den Videnskabelige, Tekniske og Økonomiske Komité for Fiskeri (STECF), at der fandt genudsætning sted som følge af indførelsen af regler for fangstsammensætningen i ICES-område VI a.
(6) Ifølge ICES er kullerbestanden i ICES-område VI a under de sikre biologiske grænseværdier, men ICES er dog af den opfattelse, at den seneste rekruttering, der har været større end gennemsnittet, vil bidrage til en stigning i gydebestandens biomasse.
(7) Den fortsatte vækst i disse årgange betyder, at disse fisk nu er i fiskeri. Indførelsen af regler for fangstsammensætningen vil medføre yderligere stigninger i genudsætningen af denne bestand for at opfylde kravene til landing af fangster, inden de bidrager til den fremtidige produktion. Fjernelsen af biogydemasse for en bestand, der er under de sikre biologiske grænseværdier, udgør en alvorlig trussel for bestandens langsigtede genopbygning og bæredygtighed. Landinger og ikke fangster kontrolleres ved hjælp af den fortsatte anvendelse af fangstsammensætningsreglerne. Uafhængigt af eventuelle ændringer i kvoterne vil de nuværende større forekomster af kuller føre til en øget lovgivningsbestemt genudsætning.
(8) Der vil opstå en stigning i fisketrykket som følge af de øgede fiskerimuligheder for kuller i ICES-område VI a fra februar 2012. Bestræbelser på at udnytte fiskerimulighederne for 2012 vil medføre øget dødelighed i de bestande, der fanges sammen med kuller, navnlig for hvilling og torsk.
(9) Eftersom kuller hovedsagelig fiskes fra februar og fremefter, er det nødvendigt straks at foretage ændringer for at forhindre en uforholdsmæssig stor genudsætning.
(10) En fortsat og øget genudsætning af kullerbestanden vil påvirke den fremtidige genopbygning og produktion. En maksimering af fiskerimulighederne truer andre bestandes bæredygtighed. Der er fare for yderligere sammenbrud i disse bestande som følge af høj fiskeridødelighed.
(11) Misforholdet mellem kravene til landingen af fangster og de uundgåelige fangster af kuller bliver markant større i 2012. Det er derfor nødvendigt straks at annullere fangstsammensætningsreglerne for kuller for at forhindre en alvorlig trussel for genopbygningen af denne art i farvandene vest for Skotland og forhindre et yderligere fiskeritryk på andre bestande, samtidig med at det bliver muligt at udnytte fiskerimulighederne for 2012 rationelt —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: