Indholdsfortegnelse
(Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 129/2012 af 13. februar 2012 om godkendelse af mindre ændringer i varespecifikationen for en betegnelse, der er opført i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser [Queso Manchego (BOB)])
Varespecifikation for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Queso Manchego« ændres som anført i bilag I til denne forordning.
Det konsoliderede enhedsdokument med de vigtigste elementer af varespecifikationen findes i bilag II til denne forordning.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. februar 2012.
EUT L 166 af 27.6.2009, s. 36.
Der er blevet godkendt følgende ændringer til varespecifikationerne for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Queso Manchego«:
Hvad angår mælkens analytiske egenskaber, er referenceparametrene blevet opdateret som følge af det analysesystem, der benyttes af det officielle laboratorium, som prøverne fra bedrifterne sendes til. Laktose- og densitetsangivelserne udgår, da de ikke påvirker det forarbejdede produkts kvalitet, og analysen deraf var knyttet til en produktionssituation, som ikke længere svarer til produktionssituationen i de nuværende bedrifter.
Desuden måles mælkens surhed i pH og ikke i Dornic-grader, hvorfor dette ændres i specifikationerne.
Som følge af de teknologiske fremskridt i forarbejdningsvirksomhederne finder forarbejdningen derudover sted med større kontrol af de parametre, der er afgørende for produktets endelige kvalitet, og derfor er den tidligere redegørelse for nogle af forarbejdningsfaserne forældet.
Følgende afsnit ændres således:
I fasen med finskæring af ostekoagel udgår angivelsen af størrelsen på de ostekorn, der opnås ved finskæringen, idet det betragtes som et kriterium, hver enkelt virksomhed bør fastsætte afhængigt af sin fremstillingsproces. Ostemassen skal have en passende konsistens, således at vallen, der udskilles, er den rette til den type ost, der fremstilles. Det er ikke ostekornenes specifikke størrelse, der er afgørende, men derimod den løbende kontrol under fremstillingen samt producentens erfaring.
Presningsfasen omfatter den tid, det tager at presse osten, men i den nuværende specifikation er den opført under fasen for udtagning af formene, hvilket ikke er korrekt. Presningen tager mellem 1 og 6 timer. Presningstiden er ændret i forhold til tidligere angivet som følge af den teknologiske udvikling i presningsmetoden. Der kræves ikke længere den samme lange presning, hvilket har en negativ effekt på mindre oste. Den angivne tid passer på de forskellige ostestørrelser og de forskellige pressemetoder, i det fremstilleren nu kan udpege det rette tidspunkt til at tage produktet ud af formen og sende det videre til saltning. Dette afgøres ikke af det antal timer, osten har tilbragt i pressen, men ved at måle pH-værdien, som viser hvilket stadie produktet er i.
Modning og lagring er slået sammen under én modningsfase. Lagringsfasen er taget ud, eftersom modningen ikke afbrydes, når produktet befinder sig i lagringsrummene. Det vil sige, at modningen sker under hele produktets levetid, og osten altså fortsætter med at modne, så længe den opbevares under kontrollerede temperaturer og relativ luftfugtighed. Disse to faser er derfor slået sammen, og temperaturen fastsættes til 3-16 °C, og luftfugtigheden til 75 % til 90 %.
Minimumstemperaturen er øget fra 1 °C til 3 °C, hvilket er mere passende for produktets holdbarhed og for at sikre de påkrævede hygiejnekrav, eftersom produktet ved 1 °C kan forringes. Maksimumstemperaturen på 16 °C sættes som referenceværdi for at sikre den optimale modning, og at produktets organoleptiske egenskaber udvikles.
Fugtighedsintervallet afspejler den samlede værdi for begge faser.
»Queso Manchego«
Spanien
Kategori 1.3: Oste
Ost af presset masse, fremstillet af mælk fra fåreracen Manchego, med en modningsperiode på minimum 30 dage for oste med en vægt på højst 1,5 kg og på 60 dage for oste med en højere vægt og op til maksimum to år for større oste.
»Queso Manchego« kan fremstilles af pasteuriseret mælk eller råmælk. I sidstnævnte tilfælde kan mærket indeholde betegnelsen »Artesano«.
»Queso Manchego« er en fed ost med følgende fysiske egenskaber efter modningen:
— form: cylinderformet med en næsten jævn overflade
— største højde: 12 cm
— største diameter: 22 cm
— diameter/højde: mellem 1,5 og 2,2
— mindstevægt: 0,4 kg
— højeste vægt: 4,0 kg.
Fysisk-kemiske egenskaber:
— pH-værdi 4,8 til 5,8
— tørstofindhold: mindst 55 %
— fedtindhold: mindst 50 % af tørstofindholdet
— totalt proteinindhold af tørstofindholdet: mindst 30 %
— natriumchlorid: højst 2,3 %.
Massens egenskaber:
— konsistens: fast og kompakt
— farve: fra hvid til elfenbensfarvet-gullig
— aroma: mælkeagtig, meget syrlig og vedvarende, der hos langtidslagrede oste udvikler sig til en vedvarende stærk aroma
— smag: let syrlig, kraftig og smagfuld, der udvikler sig til stærk i langtidslagrede oste. Behagelig og speciel eftersmag, der tilskrives mælken fra Manchego-fåret.
— udseende: små, ujævnt fordelte huller, der undertiden ikke forekommer
— struktur: lav elasticitet med en smøragtig og lettere melet konsistens, der kan være grynet i meget modnede oste.
Mikrobiologiske grænseværdier:
— Escherichia coli: højst 1 000 kolonier/gram
— Staphylococcus aureus: højst 100 kolonier/gram
— Salmonella: ingen i 25 g
— Listeria: ingen i 25 gram.
En velsmagende ost med en let syrlig og kraftig smag, som hos langtidslagrede oste udvikler sig til en stærk smag. Behagelig og speciel eftersmag, der tilskrives mælken fra Manchego-fåret.
»Queso Manchego« fremstilles af mælk fra fåreracen Manchego, osteløbe eller andre tilladte mælkekoagulerende enzymer og natriumchlorid.
Mælken må ikke indeholde lægemidler, der kan indvirke negativt på ostens forarbejdning, modning og lagring.
»Queso Manchego« kan fremstilles af enten pasteuriseret mælk eller råmælk. I sidstnævnte tilfælde kan mærket indeholde betegnelsen »Artesano«.
Mælkens analytiske egenskaber:
— fedtindhold: mindst 6,5 %
— proteinindhold: mindst 4,5 %
— udnytteligt tørstofindhold: mindst 11 %
— pH: 6,5-7
— frysepunkt: ≤ – 0,550 °C.
Manchego-fåret går på græs hele året og udnytter områdets naturlige ressourcer; i indhegninger fodres det med kraftfoder, hø og biprodukter.
Hvad angår fårefold bør man nævne de græsgange, som er beliggende i rydninger i kratområder. Følgende etårige planter vokser på disse græsningsområder: Medicago minima, Scorpirus subillosa, Astragalus stella, Astragalus sesamus osv.
De såkaldte »madajales« er de mest værdifulde græsningsområder for får. Her vokser Poa bulbosa og vigtige bælgplanter som Mendicago rigidula, Medicago lupulina, Mendicago trunculata, Trigonella polyderata, Coronilla scorpoides osv.
På dybere og kølige jorde kan der forekomme »fenelares«, som er tætbevoksede græsningsområder med hovedsagelig stedsegrønne og toårige planter, hvis karakteristiske præg skyldes græsarten Brachypodium phoenicoides.
—
Oste med den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Queso Manchego« må kun omsættes og leveres af mejerier og registrerede foretagender i særlig emballage, som ikke skader kvaliteten.
»Queso Manchego« markedsføres altid med skorpen, der forudgående kan være vasket.
Ligeledes er det tilladt at omslutte med paraffin eller dække Manchego-osten med tilladte inaktive og gennemsigtige stoffer eller smøre den med olivenolie under forudsætning af, at skorpen bevarer sit naturlige udseende og farve og kaseinmærket er læseligt.
Der må under ingen omstændigheder anvendes stoffer, der gør ostens skorpe sort.
»Queso Manchego« kan markedsføres i stykker, i skiver eller i reven form, når blot den er emballeret og dens oprindelse tydeligt fremgår. Denne forarbejdning må foretages uden for oprindelsesområdet af foretagender, der har accepteret og overholder den aftalte protokol for således at garantere håndteringen og sporbarheden af »Queso Manchego«.
Den anvendte emballage skal altid opfylde kravene i gældende lovgivning.
Mærkningen skal indeholde følgende oplysninger: »Denominación de Origen »Queso Manchego« « (Oprindelsesbetegnelse »Queso Manchego«). Er osten fremstillet af råmælk, kan det angives på mærket med udtrykket »Artesano«.
Ost, der er bestemt til konsum, skal være forsynet med nummererede kontroletiketter udstedt af kontrolorganet, påsat i det registrerede foretagende og altid på en måde, der forhindrer genbrug. Derudover skal hver ost af typen »Queso Manchego« på siden bære et kaseinmærke med et serienummer, der påføres i forbindelse med ostenes formning og presning.
Følgende lokale enheder er omfattet af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Queso Manchego«: 45 i provinsen Albacete, 84 i provinsen Ciudad Real, 156 i provinsen Cuenca og 122 i provinsen Toledo.
Følgende områder er blevet medtaget: Alcoba de los Montes og El Robledo i provinsen Ciudad Real samt Albadalejo del Cuende, Villarejo de la Peñuela, Villarejo-Sobrehuerta og Villar del Horno i provinsen Cuenca.
Det geografiske område La Mancha er beliggende i den sydlige del af den iberiske halvøs centrale højtliggende plateau og er kendetegnet ved et fladt terræn, der skråner jævnt ned mod Atlanterhavet.
La Mancha er en højslette med kalkholdige lerjorde, og de områder, som er bestemt til græsning, har kalk- og mergelrige substrater.
Området har et ekstremt kontinentalklima med store temperatursvingninger med meget kolde vintre og meget varme somre, hvor temperaturen i visse tilfælde når op på 40 °C. Forskellen mellem højeste og laveste temperatur kan være op til 20 °C inden for et døgn og op til 50 °C inden for et år. Der falder kun ringe nedbør, og regionen henregnes derfor til det såkaldte tørre Spanien med ekstrem tørke med en relativ luftfugtighed på 65 %.
Får af Manchego-racen er bedst egnet til områdets jordbunds- og klimaforhold.
Ost af presset masse med hård skorpe og fast, kompakt masse, med en farve, der varierer fra hvid til elfenbensfarvet-gul, intens og vedvarende aroma, let syrlig, kraftig og aromatisk smag, lav elasticitet med en smøragtig og lettere melet konsistens.
Områdets jordbunds- og klimaforhold har haft en stor indvirkning på den naturlige udvælgelse, der har gjort Manchego-fåret til den fårerace, der er bedst egnet til området og producerer en mælk, der bibringer »Queso Manchego« dens karakteristiske farve, aroma, smag og struktur.
Langt tilbage i tiden er der fremstillet ost af mælk fra fåreracen Manchego, og igennem århundrederne har fremstillingsteknikkerne udviklet sig hen imod at bibringe denne traditionelle ost fra La Mancha de bedste egenskaber.
()
http://docm.jccm.es/portaldocm/descargarArchivo.do?ruta=2009/10/20/pdf/2010\_17415.pdf&tipo=rutaDocm