Indholdsfortegnelse
(Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 820/2011 af 16. august 2011 om godkendelse af aktivstoffet terbuthylazin, jf. Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1107/2009 om markedsføring af plantebeskyttelsesmidler, og om ændring af bilaget til Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 og Kommissionens beslutning 2008/934/EF EØS-relevant tekst)
Aktivstoffet terbuthylazin, som opført i bilag I, godkendes på de betingelser, der er fastsat i samme bilag.
1. Om nødvendigt ændrer eller tilbagekalder medlemsstaterne i henhold til forordning (EU) nr. 1107/2009 senest den 30. juni 2012 eksisterende godkendelser af plantebeskyttelsesmidler, der indeholder terbuthylazin som aktivstof.
Inden da skal medlemsstaterne navnlig kontrollere, at betingelserne i bilag I til nærværende forordning er overholdt, dog ikke betingelserne i del B i kolonnen vedrørende særlige bestemmelser i samme bilag, og at indehaveren af godkendelsen er i besiddelse af eller har adgang til et dossier, der opfylder kravene i bilag II til direktiv 91/414/EØF, jf. betingelserne i direktivets artikel 13, stk. 1-4, samt artikel 62 i forordning (EF) nr. 1107/2009.
2. Uanset stk. 1 revurderer medlemsstaterne for hvert godkendt plantebeskyttelsesmiddel, der indeholder terbuthylazin, enten som eneste aktivstof eller som ét af flere aktivstoffer, som alle er optaget i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 pr. 31. december 2011, midlet i overensstemmelse med de ensartede principper i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 på grundlag af et dossier, der opfylder kravene i bilag III til direktiv 91/414/EØF, idet der samtidig tages højde for del B i kolonnen vedrørende særlige bestemmelser i bilag I til nærværende forordning. På grundlag af den vurdering fastslår medlemsstaterne, om midlet opfylder kravene i artikel 29, stk. 1, i forordning (EF) nr. 1107/2009. Derefter skal medlemsstaterne:
a)
hvis det drejer sig om et produkt, der indeholder terbuthylazin som eneste aktivstof, om nødvendigt ændre godkendelsen eller kalde den tilbage senest den 31. december 2015, eller
b)
hvis det drejer sig om et produkt, der indeholder terbuthylazin som ét af flere aktivstoffer, om nødvendigt ændre eller tilbagekalde godkendelsen senest den 31. december 2015 eller senest den dato, der er fastsat for en sådan ændring eller tilbagekaldelse i den eller de pågældende retsakter, hvorved det eller de pågældende stoffer blev optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF, eller hvorved det eller de pågældende stoffer blev godkendt, alt efter hvilket der er det seneste tidspunkt.
Bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 ændres som angivet i bilag II til nærværende forordning.
Rækken vedrørende terbuthylazin i bilaget til beslutning 2008/934/EF udgår.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 1. januar 2012.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
BILAG I
| Almindeligt anvendt navn, identifikationsnr. | IUPAC-navn | Renhed | Godkendelsesdato | Udløbsdato for stoffets godkendelse | Særlige bestemmelser |
|---|---|---|---|---|---|
| Terbuthylazin CAS-nr. 5915-41-3 CIPAC-nr.: 234 | N2-tert-butyl-6-chlor-N4-ethyl-1,3,5-triazin-2,4-diamin | ≥ 950 g/kg Følgende urenheder betragtes som et toksikologisk problem og må ikke overskride nedenstående grænseværdier i det tekniske materiale: — Propazin: højst 9 g/kg — Atrazin: højst 1 g/kg — Simazin: højst 9 g/kg | 1. januar 2012 | 31. december 2024 | DEL A Må kun tillades anvendt som herbicid. Må kun anvendes én gang hvert tredje år på samme areal ved en maksimumdosis på 850 g terbuthylazin pr. hektar. DEL B Med henblik på gennemførelsen af de i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 nævnte ensartede principper skal der tages hensyn til konklusionerne i revurderingsrapporten om terbuthylazin, særlig tillæg I og II, som færdigbehandlet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 17. juni 2011 og ajourført af Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder den 24. marts 2021. Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne være særligt opmærksomme på: — vurderingen af risikoen for forbrugerne fra eksponering for metabolitter af terbuthylazin — at beskytte grundvandet, når aktivstoffet anvendes i områder med sårbare jordbunds- og/eller klimaforhold — risikoen for pattedyr og regnorme. Anvendelsesbetingelserne skal, hvis det er relevant, omfatte risikobegrænsende foranstaltninger og pligt til at gennemføre overvågningsprogrammer til kontrol af potentiel grundvandsforurening i sårbare områder. |
| (1) Yderligere oplysninger om aktivstoffets identitet og specifikation fremgår af revurderingsrapporten. |
BILAG II
I del B i bilaget til gennemførelsesforordning (EU) nr. 540/2011 indsættes følgende:
| Nr. | Almindeligt anvendt navn, identifikationsnr. | IUPAC-navn | Renhed | Godkendelsesdato | Udløbsdato for stoffets godkendelse | Særlige bestemmelser |
|---|---|---|---|---|---|---|
| »16 | Terbuthylazin CAS-nr. 5915-41-3 CIPAC-nr. 234 | N2-tert-butyl-6-chlor-N4-ethyl-1,3,5-triazin-2,4-diamin | ≥ 950 g/kg Urenheder: Propazin: højst 10 g/kg Atrazin: højst 1 g/kg Simazin: højst 30 g/kg | 1. januar 2012 | 31. december 2021 | DEL A Må kun tillades anvendt som herbicid. DEL B Med henblik på gennemførelsen af de i artikel 29, stk. 6, i forordning (EF) nr. 1107/2009 nævnte ensartede principper skal der tages hensyn til konklusionerne i den reviderede vurderingsrapport om terbuthylazin, særlig tillæg I og II, som færdigbehandlet i Den Stående Komité for Fødevarekæden og Dyresundhed den 17. juni 2011. Ved denne samlede vurdering skal medlemsstaterne: a) være særligt opmærksomme på at beskytte grundvandet, når aktivstoffet anvendes i områder med sårbar jordbund og/eller ekstreme vejrforhold b) være særligt opmærksomme på risikoen for pattedyr og regnorme. Anvendelsesbetingelserne skal, hvis det er relevant, omfatte risikobegrænsende foranstaltninger og pligt til at gennemføre overvågningsprogrammer til kontrol af potentiel grundvandsforurening i sårbare områder. Ansøgeren fremlægger bekræftende oplysninger om: 1) specifikationen af det tekniske materiale som industrielt fremstillet, herunder oplysninger om relevansen af urenhederne 2) ækvivalensen mellem specifikationerne af det tekniske materiale som industrielt fremstillet og specifikationerne af det testmateriale, der er anvendt i toksicitetsundersøgelserne 3) vurderingen af grundvandets eksponering for de uidentificerede metabolitter LM1, LM2, LM3, LM4, LM5 og LM6 4) relevansen af metabolitterne MT1 (N-tert-butyl-6-chlor-1,3,5-triazin-2,4-diamin), MT 13 (4-(tert-butylamino)-6-(ethylamino)-1,3,5-triazin-2-ol eller 6-hydroxy-N2-ethyl-N4-tert-butyl-1,3,5-triazin-2,4-diamin) og MT14 (4-amino-6-(tert-butylamino)-1,3,5-triazin-2-ol eller N-tert-butyl-6-hydroxy-1,3,5-triazin-2,4-diamin) samt de uidentificerede metabolitter LM1, LM2, LM3, LM4, LM5 og LM6 med hensyn til kræft, hvis terbuthylazin klassificeres som »mistænkt for at fremkalde kræft«, jf. forordning (EF) nr. 1272/2008. Ansøgeren forelægger Kommissionen, medlemsstaterne og autoriteten de oplysninger, der er angivet i punkt 1) og 2), senest den 30. juni 2012, de oplysninger, der er angivet i punkt 3), senest den 30. juni 2013 og de oplysninger, der er angivet i punkt 4), senest seks måneder efter meddelelsen af en klassificeringsafgørelse om det pågældende stof.« |
| (*1) Yderligere oplysninger om aktivstoffets identitet og specifikation fremgår af den reviderede vurderingsrapport. |