EU-lovvalgsregler ved skilsmisse og separation: Roma III-forordningen

29.12.2010 DA Den Europæiske Unions Tidende L 343/10

---

RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1259/2010

af 20. december 2010

om indførelse af et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation

RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 81, stk. 3,

under henvisning til Rådets afgørelse 2010/405/EU af 12. juli 2010 om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation ,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg,

efter en særlig lovgivningsprocedure, og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Unionen har sat sig som mål at bevare og udbygge et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, hvor der er fri bevægelighed for personer. Med henblik på gradvis at etablere et sådant område skal Unionen vedtage foranstaltninger vedrørende samarbejde om civilretlige spørgsmål med grænseoverskridende virkninger, navnlig når det er nødvendigt for det indre markeds funktion.

(2) I henhold til artikel 81 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde skal disse foranstaltninger omfatte foranstaltninger, der har til formål at sikre forenelighed mellem medlemsstaternes regler om lovvalg.

(3) Kommissionen vedtog den 14. marts 2005 en grønbog om lovvalg og kompetence i skilsmissesager. Med denne grønbog blev der indledt en bred offentlig høring om, hvordan de problemer, der kan opstå i den aktuelle situation, kan løses.

(4) Kommissionen fremsatte den 17. juli 2006 forslag til en forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager.

(5) Rådet konkluderede på sin samling den 5.-6. juni 2008 i Luxembourg, at der ikke var enstemmighed om dette forslag, og at der var uoverstigelige vanskeligheder, som gjorde det umuligt at opnå enstemmighed på daværende tidspunkt og i den nærmeste fremtid. Rådet fastslog, at forslagets målsætninger ikke kunne opfyldes inden for en rimelig frist under anvendelse af de relevante bestemmelser i traktaterne.

(6) Belgien, Bulgarien, Tyskland, Grækenland, Spanien, Frankrig, Italien, Letland, Luxembourg, Ungarn, Malta, Østrig, Portugal, Rumænien og Slovenien rettede efterfølgende en anmodning til Kommissionen, hvori de anførte, at de havde til hensigt at indføre et indbyrdes forstærket samarbejde om lovvalg i ægteskabssager. Den 3. marts 2010 trak Grækenland sin anmodning tilbage.

(7) Rådet vedtog den 12. juli 2010 afgørelse 2010/405/EU om bemyndigelse til et forstærket samarbejde om lovvalgsreglerne i forbindelse med skilsmisse og separation.

(8) Ifølge artikel 328, stk. 1, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde er et forstærket samarbejde åbent for alle medlemsstater, når det indføres, forudsat at medlemsstaterne opfylder de eventuelle betingelser for deltagelse, der er fastsat i den bemyndigende afgørelse. Det er ligeledes åbent for dem når som helst derefter, forudsat at medlemsstaterne foruden de nævnte betingelser efterkommer de retsakter, der allerede er vedtaget i henhold dertil. Kommissionen og de medlemsstater, der deltager i et forstærket samarbejde, skal tilskynde til det størst mulige antal medlemsstaters deltagelse heri. Denne forordning bør være bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i de deltagende medlemsstater i overensstemmelse med traktaterne.

(9) Denne forordning bør skabe klare og omfattende retlige rammer for lovvalg vedrørende skilsmisse og separation i de deltagende medlemsstater, sikre borgerne løsninger, der giver retssikkerhed, retlig forudsigelighed og fleksibilitet, og forhindre en situation, hvor den ene ægtefælle begærer skilsmisse før den anden, for at sikre sig, at sagen behandles efter en lov, som vedkommende mener i højere grad tilgodeser hans eller hendes interesser.

(10) Denne forordnings materielle anvendelsesområde og bestemmelser bør stemme overens med forordning (EF) nr. 2201/2003. Forordningen bør dog ikke finde anvendelse på omstødelse af ægteskab.

Denne forordning bør kun finde anvendelse på opløsning af ægteskab eller lempelse af de ægteskabelige forbindelser. Den lov, som er udpeget efter denne forordnings lovvalgsregler, bør finde anvendelse på skilsmisse- og separationsgrundene.

Præjudicielle spørgsmål såsom rets- og handleevne og ægteskabets gyldighed eller spørgsmål såsom virkningerne af skilsmisse eller separation på formueforhold, navn, forældreansvar, underholdspligt eller andre accessoriske spørgsmål bør afgøres efter de lovvalgsregler, som finder anvendelse i den pågældende deltagende medlemsstat.

(11) For klart at afgrænse det geografiske anvendelsesområde for denne forordning bør det fastsættes, hvilke medlemsstater der deltager i det forstærkede samarbejde.

(12) Denne forordning bør finde universel anvendelse, dvs. at det bør være muligt for forordningens ensartede lovvalgsregler at udpege loven i en deltagende medlemsstat, loven i en ikke-deltagende medlemsstat eller loven i en stat, der ikke er medlem af Den Europæiske Union.

(13) Denne forordning bør finde anvendelse uanset domsmyndighedens art. En sag bør, hvor det er relevant, anses for at være anlagt ved en ret i overensstemmelse med forordning (EF) nr. 2201/2003.

(14) For at give ægtefællerne mulighed for at vælge en lov, som de har tæt tilknytning til, og for at sørge for, at denne lov finder anvendelse på deres skilsmisse- eller separationssag, når de ikke har truffet et sådant valg, bør den lov, som de har tæt tilknytning til, kunne anvendes, også når der ikke er tale om en deltagende medlemsstats lov. Er det en anden medlemsstats lov, der skal anvendes, vil det netværk, der er oprettet ved Rådets beslutning 2001/470/EF af 28. maj 2001 om oprettelse af et europæisk retligt netværk på det civil- og handelsretlige område , kunne bistå retterne og vejlede dem om indholdet af reglerne i fremmed ret.

(15) Det kræver både større fleksibilitet og større retssikkerhed at øge borgernes mobilitet. For at nå dette mål bør denne forordning styrke partsautonomien i forbindelse med skilsmisse og separation og give parterne en begrænset mulighed for at vælge, hvilken lov der skal finde anvendelse på deres skilsmisse eller separation.

(16) Ægtefællerne bør kunne vælge loven i et land, som de har en særlig tilknytning til, eller loven i domstolslandet som den lov, der finder anvendelse på skilsmisse og separation. Den lov, ægtefællerne vælger, skal være i overensstemmelse med de grundlæggende rettigheder, som er anerkendt i traktaterne og Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder.

(17) Før ægtefællerne vælger, hvilken lov der skal finde anvendelse, er det vigtigt, at de har adgang til ajourførte oplysninger om de væsentlige aspekter i den nationale ret og EU-retten og procedurerne for skilsmisse og separation. For at sikre en sådan adgang til relevante oplysninger af god kvalitet ajourfører Kommissionen regelmæssigt det offentlige internetbaserede informationssystem, der blev oprettet ved Rådets beslutning nr. 2001/470/EF.

(18) Et oplyst valg for begge ægtefællers vedkommende er et grundlæggende princip i denne forordning. Begge ægtefæller bør have et præcist kendskab til de retlige og sociale konsekvenser af lovvalget. Det, at der er mulighed for i fællesskab at foretage lovvalg, bør ikke berøre ægtefællernes rettigheder og ligestilling. I den forbindelse bør dommerne i de deltagende medlemsstater være bevidste om betydningen af, at begge ægtefæller træffer et oplyst valg, hvad angår de retlige konsekvenser af aftalen om lovvalg.

(19) Regler om materiel og formel gyldighed bør fastsættes, så det bliver lettere for ægtefællerne at træffe et oplyst valg, og så deres samtykke respekteres for at sikre retssikkerheden og bedre adgang til retlig prøvelse. For så vidt angår den formelle gyldighed bør der indføres visse garantier for at sikre, at ægtefællerne er klar over konsekvenserne af deres valg. Aftalen om lovvalg bør i det mindste være indgået skriftligt og være dateret og underskrevet af begge parter. Hvis loven i den deltagende medlemsstat, hvor de to ægtefæller har deres sædvanlige opholdssted på tidspunktet for aftalens indgåelse, imidlertid indeholder yderligere formkrav, bør disse krav overholdes. Sådanne yderligere formkrav kan f.eks. gælde i en deltagende medlemsstat, hvor aftalen skal indføjes i en ægtepagt. Hvis ægtefællerne på tidspunktet for aftalens indgåelse har deres sædvanlige opholdssted i forskellige deltagende medlemsstater, hvor der gælder forskellige formkrav, er det tilstrækkeligt, at formkravene i en af disse stater er opfyldt. Hvis kun en af ægtefællerne på tidspunktet for aftalens indgåelse har sit sædvanlige opholdssted i en deltagende medlemsstat, hvor der gælder yderligere formkrav, bør disse krav opfyldes.

(20) En aftale om lovvalg bør kunne indgås og ændres, senest på det tidspunkt, hvor sagen indbringes for en domstol, og også under sagens behandling, hvis loven i domstolslandet giver mulighed for det. I det tilfælde er det tilstrækkeligt, at lovvalget optages i rettens protokol i overensstemmelse med loven i domstolslandet.

(21) Når der ikke er indgået aftale om lovvalg, bør denne forordning indføre harmoniserede lovvalgsregler baseret på en række på hinanden følgende tilknytningsfaktorer, der sikrer en tæt tilknytning mellem ægtefællerne og den omhandlede lov, og som tilgodeser kravet om retssikkerhed og retlig forudsigelighed og forebygger en situation, hvor en af ægtefællerne begærer skilsmisse før den anden for at sikre sig, at sagen behandles efter en bestemt lov, som vedkommende mener i højere grad tilgodeser hans eller hendes interesser. De tilknytningsfaktorer, der fastsættes, bør sikre, at skilsmisse- og separationssager behandles efter en lov, som ægtefællerne har tæt tilknytning til.

(22) Når der i denne forordning i forbindelse med anvendelse af en stats lovgivning henvises til nationalitet som tilknytningsfaktor, bør spørgsmålet om, hvorledes sager, hvori der indgår flere nationaliteter, skal behandles, overlades til national lovgivning i fuld overholdelse af Den Europæiske Unions almindelige principper.

(23) Hvis sagen indbringes for en ret for at ændre en separation til skilsmisse, og hvis parterne ikke har indgået aftale om lovvalg, bør den lov, der fandt anvendelse på separationen, også anvendes på skilsmissen. En sådan kontinuitet vil fremme forudsigeligheden for parterne og styrke retssikkerheden. Hvis den lov, der fandt anvendelse på separationen, ikke giver mulighed for ændring af separation til skilsmisse, bør skilsmissen følge de lovvalgsregler, der gælder, når parterne ikke har indgået aftale om lovvalg. Det bør ikke forhindre parterne i at søge skilsmisse på grundlag af andre regler i denne forordning.

(24) I visse situationer, hvor den valgte lov ikke giver mulighed for skilsmisse eller ikke giver en af ægtefællerne lige adgang til skilsmisse eller separation på grund af deres køn, bør domstolslandets lov dog finde anvendelse. Dette bør imidlertid ikke anfægte bestemmelsen om ordre public.

(25) Når det er begrundet i almene hensyn, bør det i ekstraordinære tilfælde være muligt for medlemsstaternes retter at undlade at anvende en bestemmelse fra fremmed ret i en konkret sag, når det ville være klart i strid med ordre public i domstolslandet at anvende den. Retterne bør imidlertid ikke kunne anvende ordre public-undtagelsen for at undlade at anvende en bestemmelse i en anden stats lov, når dette er i strid med Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 21, som forbyder enhver forskelsbehandling.

(26) Hvis denne forordning henviser til, at loven i den deltagende medlemsstat, for hvis ret sagen indbringes, ikke åbner mulighed for skilsmisse, bør dette fortolkes sådan, at denne medlemsstats lov ikke anerkender skilsmisse som institution. I det tilfælde bør retten ikke være forpligtet til at bevilge skilsmisse i medfør af denne forordning.

Hvis denne forordning henviser til, at loven i den deltagende medlemsstat, for hvis ret sagen indbringes, ikke anser det pågældende ægteskab for at være gyldigt med henblik på en skilsmissesag, bør dette bl.a. fortolkes sådan, at et sådant ægteskab ikke findes i denne medlemsstats lov. I det tilfælde bør retten ikke være forpligtet til at bevilge skilsmisse eller separation i medfør af denne forordning.

(27) Da der i nogle stater og deltagende medlemsstater findes to eller flere retssystemer eller regelsæt angående de spørgsmål, som er reguleret af denne forordning, bør det fastsættes, i hvilket omfang bestemmelserne i denne forordning finder anvendelse i de forskellige territoriale enheder i disse stater og deltagende medlemsstater, eller på forskellige personkategorier i disse stater og deltagende medlemsstater.

(28) Hvis der ikke findes regler om lovvalg, bør parter, der vælger loven i den stat, hvis nationalitet én af dem har, samtidig angive, hvilken territorial enheds lov de er blevet enige om, hvis den stat, hvis lov vælges, består af flere territoriale enheder med hver sit retssystem eller regelsæt angående skilsmisse.

(29) Målene i denne forordning, nemlig en styrkelse af retssikkerheden, forudsigeligheden og fleksibiliteten i internationale ægteskabssager og dermed fremme af den frie bevægelighed for personer i Unionen, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af forordningens omfang og virkninger bedre gennemføres på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger, hvor det er relevant gennem forstærket samarbejde, i overensstemmelse med nærhedsprincippet i artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går nærværende forordning ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(30) I denne forordning overholdes de grundlæggende rettigheder og de principper, der er anerkendt i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, navnlig artikel 21, ifølge hvilken enhver forskelsbehandling på grund af køn, race, farve, etnisk eller social oprindelse, genetiske anlæg, sprog, religion eller tro, politiske eller andre anskuelser, tilhørsforhold til et nationalt mindretal, formueforhold, fødsel, handicap, alder eller seksuel orientering, er forbudt. Denne forordning bør anvendes af de deltagende medlemsstaters retter under fuld overholdelse af disse rettigheder og principper —

VEDTAGET DENNE FORORDNING:

KAPITEL I

ANVENDELSESOMRÅDE, FORHOLDET TIL FORORDNING (EF) NR. 2201/2003, DEFINITIONER OG UNIVERSEL ANVENDELSE