Indholdsfortegnelse
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21. oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet og om ophævelse af Rådets direktiv 96/26/EF (EØS-relevant tekst))
1. Ved denne forordning reguleres adgangen til og udøvelsen af vejtransporterhvervet.
2. Denne forordning finder anvendelse på alle virksomheder, der er etableret i Fællesskabet og udøver vejtransporterhvervet. Den finder også anvendelse på virksomheder, der agter at udøve vejtransporterhvervet. Henvisninger til virksomheder, der udøver vejtransporterhvervet, anses, hvor det er relevant, for at omfatte en henvisning til virksomheder, der agter at udøve dette erhverv.
3. For så vidt angår de regioner, der er omhandlet i traktatens artikel 299, stk. 2, kan de pågældende medlemsstater tilpasse de betingelser, der skal opfyldes for at udøve vejtransporterhvervet, for så vidt denne transport udelukkende udøves i de pågældende regioner af virksomheder, der er etableret i disse regioner.
4. Uanset stk. 2 finder denne forordning, medmindre andet er foreskrevet i den nationale lovgivning, ikke anvendelse på virksomheder:
a)
der kun udøver godskørselserhvervet med motorkøretøjer eller vogntog, hvis tilladte totalmasse ikke overstiger 3,5 ton og udelukkende udfører nationale transporter i deres etableringsmedlemsstat
aa)
der kun udøver godskørselserhvervet med motorkøretøjer eller vogntog, hvis tilladte totalmasse ikke overstiger 2,5 ton
b)
der udelukkende udøver ikkeerhvervsmæssig buskørsel, eller hvis hovedaktivitet ikke er buskørsel
c)
der udøver vejtransporterhvervet udelukkende med motorkøretøjer, hvis højeste tilladte hastighed ikke overstiger 40 km/t.
Med henblik på første afsnit, litra b), betragtes al vejtransport, dog ikke vejtransport mod vederlag eller for egen regning, for hvilken der ikke opkræves nogen direkte eller indirekte betaling, og som ikke direkte eller indirekte genererer nogen indtægt for føreren af køretøjet eller for andre, og som ikke har forbindelse med professionelle aktiviteter, som ikkeerhvervsmæssig transport.
5. Medlemsstaterne kan kun helt eller delvis fritage udøvere af vejtransporterhvervet fra at opfylde alle eller visse af bestemmelserne i dette direktiv, når de udelukkende udfører indenlandske transporter, som kun har ringe betydning for transportmarkedet som følge af:
a)
arten af det transporterede gods, eller
b)
kørselsstrækningens korthed.
I denne forordning forstås ved
»godskørselserhvervet«: den aktivitet, der udøves af virksomheder, som udfører godstransport for fremmed regning med motorkøretøjer eller vogntog
»buskørselserhvervet«: den aktivitet, der udøves af virksomheder, som udfører befordring af rejsende med motorkøretøjer, der som følge af deres indretning og udstyr er egnede til befordring af mere end ni personer, inkl. føreren, og som benyttes til dette formål, når denne befordring tilbydes offentligheden eller visse kategorier af brugere mod et vederlag, som skal erlægges af den befordrede person eller af den, som tilrettelægger befordringen
»vejtransporterhvervet«: godskørselserhvervet eller buskørselserhvervet
»virksomhed«: enhver fysisk eller juridisk person, der arbejder med eller uden gevinst for øje, enhver sammenslutning eller kreds af personer uden status som juridisk person, der arbejder med eller uden gevinst for øje, samt ethvert organ, der henhører under en offentlig myndighed, hvad enten det selv har status som juridisk person eller er undergivet en myndighed, der har det, som udfører buskørsel, eller enhver fysisk eller juridisk person, der udfører godskørsel i erhvervsmæssigt øjemed
»transportleder«: en fysisk person, der er ansat i en virksomhed, eller, når virksomheden er en fysisk person, den pågældende fysiske person selv, eller, hvor det er relevant, en anden fysisk person, der i en aftale er udpeget af denne, og som faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde
»vejtransporttilladelse«: en administrativ afgørelse, hvorved der meddeles en virksomhed, der opfylder betingelserne i denne forordning, tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet
»kompetent myndighed«: en national, regional eller lokal myndighed i en medlemsstat, der med henblik på at udstede vejtransporttilladelser kontrollerer, at en virksomhed opfylder kravene i denne forordning, og som har kompetence til at meddele, suspendere og tilbagekalde vejtransporttilladelser
»etableringsmedlemsstat«: den medlemsstat, hvor en virksomhed er etableret, uanset hvilket land transportlederen kommer fra.
1. Virksomheder, der udøver vejtransporterhvervet, skal:
a)
have et faktisk etableret og varigt forretningssted i en af medlemsstaterne
b)
udvise god vandel
c)
have et tilstrækkeligt økonomisk grundlag, og
d)
have de nødvendige faglige kvalifikationer.
1. En virksomhed, der udøver vejtransporterhvervet, udpeger mindst én fysisk person, transportlederen, der opfylder kravene i artikel 3, stk. 1, litra b) og d), og som:
a)
faktisk og vedvarende leder virksomhedens transportarbejde
b)
har en reel forbindelse til virksomheden, såsom at være ansat, direktør, ejer eller aktionær, eller administrere den, eller hvis virksomheden er en fysisk person, være denne person, og
c)
har bopæl i Fællesskabet.
2. Hvis en virksomhed ikke opfylder kravet om faglige kvalifikationer i artikel 3, stk. 1, litra d), kan den kompetente myndighed udstede en vejtransporttilladelse til den, uden at der er udpeget en transportleder i overensstemmelse med stk. 1 i denne artikel, såfremt:
a)
virksomheden udpeger en fysisk person, der er bosat i Fællesskabet og opfylder kravene i artikel 3, stk. 1, litra b) og d), og som ved en aftale er bemyndiget til at udføre opgaver som transportleder for virksomhedens regning
b)
aftalen mellem virksomheden og den i litra a) nævnte person nærmere anfører, hvilke opgaver den pågældende faktisk og vedvarende skal varetage, og angiver, hvad denne som transportleder er ansvarlig for. De opgaver, der skal anføres, omfatter navnlig opgaver vedrørende forvaltning af vedligeholdelse af køretøjerne, kontrol med kontrakter og transportdokumenter, grundlæggende regnskabsføring, fordeling af ladninger eller tjenesteydelser på chauffører og køretøjer samt kontrol med sikkerhedsprocedurerne
c)
den i litra a) udpegede person, som transportleder, kan lede transportarbejdet for op til fire forskellige virksomheder med en kombineret samlet flåde på højst 50 køretøjer. Medlemsstaterne kan beslutte at fastsætte et lavere tal for antallet af virksomheder og/eller antallet af den samlede flådes køretøjer, der skal ledes af denne person, og
d)
den i litra a) nævnte person udfører de nærmere bestemte opgaver udelukkende i virksomhedens interesse, og vedkommendes ansvar i forbindelse hermed udøves uafhængigt af de virksomheder, som den pågældende virksomhed udfører transporter for.
3. Medlemsstater kan beslutte, at en transportleder udpeget i overensstemmelse med stk. 1 ikke kan få en yderligere tilladelse i overensstemmelse med stk. 2 eller kun kan få en tilladelse vedrørende et begrænset antal virksomheder eller en flåde af køretøjer, der er mindre end den, der er fastsat i stk. 2, litra c).
4. Virksomheden underretter den kompetente myndighed om den eller de udpegede transportleder(e).
1. For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra a), skal virksomheden i etableringsmedlemsstaten:
a)
råde over lokaler, hvor den kan få adgang til de originale udgaver af sine kernedokumenter i enten elektronisk eller andet format, navnlig sine transportkontrakter, dokumenter vedrørende de køretøjer, som virksomheden råder over, regnskaber, dokumenter vedrørende personaleforvaltning, ansættelseskontrakter, socialsikringsdokumenter, dokumenter med oplysninger om afsendelse og udstationering af førere, dokumenter med oplysninger om cabotagekørsel, køre- og hviletider samt andre dokumenter, som den kompetente myndighed skal have adgang til for at kunne kontrollere, om virksomheden opfylder kravene i denne forordning
b)
planlægge sin flåde af køretøjers aktiviteter på en sådan måde, at det sikres, at køretøjer, som virksomheden råder over, og som anvendes til international transport, vender tilbage til en af driftscentralerne i denne medlemsstat senest otte uger efter, at de har forladt den
c)
være opført i handelsselskabsregistret i denne medlemsstat eller i et tilsvarende register, når det er påkrævet i henhold til national ret
d)
være skattepligtig af indtægter og, når det er påkrævet i henhold til national ret, have et gyldigt momsregistreringsnummer
e)
når der er givet tilladelse, råde over et eller flere køretøjer, som er indregistreret eller godkendt til kørsel eller godkendt til anvendelse i overensstemmelse med lovgivningen i denne medlemsstat, uanset om disse køretøjer er 100 % ejet eller f.eks. besiddes i henhold til en afbetalingsaftale eller en leje- eller leasingkontrakt
f)
effektivt og vedvarende udføre sine administrative og kommercielle aktiviteter med det hensigtsmæssige udstyr og de hensigtsmæssige faciliteter i lokaler som omhandlet i litra a) beliggende i denne medlemsstat og effektivt og vedvarende forvalte sine transporter ved hjælp af de køretøjer, der er omhandlet i litra g), med det hensigtsmæssige tekniske udstyr, der befinder sig i denne medlemsstat
g)
løbende og regelmæssigt råde over et antal køretøjer, som opfylder betingelserne i litra e), og førere, der normalt er baseret i en driftscentral i denne medlemsstat, som i begge tilfælde står i forhold til omfanget af de transporter, der udføres af virksomheden.
2. Ud over de krav, der er fastsat i stk. 1, kan medlemsstaterne kræve af en virksomhed, at den i etableringsmedlemsstaten:
a)
i forhold til størrelsen af virksomhedens aktivitet råder over behørigt kvalificeret administrativt personale på stedet, eller at transportlederen kan kontaktes i almindelig forretningstid
b)
i forhold til størrelsen af virksomhedens aktivitet råder over den operationelle infrastruktur ud over det tekniske udstyr, der er omhandlet i stk. 1, litra f), på den pågældende medlemsstats område, herunder et kontor med almindelige forretningstider.
1. For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra b), og med forbehold af stk. 2 i denne artikel, fastsætter medlemsstaterne de betingelser, som en virksomhed og en transportleder hver især skal opfylde i medfør af denne forordning for at opfylde vandelskravet. Ved afgørelsen af, om en virksomhed opfylder vandelskravet, tager medlemsstaterne hensyn til virksomhedens, dens transportlederes, administrerende direktørers og andre relevante personers adfærd efter medlemsstatens nærmere bestemmelse. Enhver henvisning i denne artikel til straffe, sanktioner eller overtrædelser i forbindelse med en virksomhed omfatter straffe, sanktioner eller overtrædelser, som gør sig gældende for selve virksomheden, dens transportledere, administrerende direktører og andre relevante personer efter medlemsstatens nærmere bestemmelse. De i første afsnit nævnte betingelser skal mindst omfatte følgende krav:
a)
der ikke er nogen tungtvejende grunde til at nære tvivl om transportlederens eller transportvirksomhedens vandel, f.eks. med hensyn til straffe eller sanktioner for alvorlige overtrædelser af nationale regler inden for:
i)
handelsret
ii)
konkurslovgivning
iii)
løn- og arbejdsvilkår inden for erhvervet
iv)
færdselslovgivning
v)
erhvervsansvar
vi)
menneskehandel eller narkotikahandel, ►M3 ————— ◄
vii)
skatteret, og
b)
transportlederen eller transportvirksomheden er ikke blevet idømt en straf eller pålagt en sanktion i en eller flere medlemsstater for alvorlige overtrædelser af de fællesskabsretlige regler om især:
i)
køre- og hviletidsbestemmelser for chauffører, arbejdstid og installation og anvendelse af kontrolapparater
ii)
største tilladte vægt og dimensioner for erhvervskøretøjer i international trafik
iii)
grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for chauffører
iv)
syn ved vejsiden af erhvervskøretøjer, herunder obligatorisk teknisk kontrol med motorkøretøjer
v)
adgang til det internationale marked for godskørsel hhv. buskørsel
vi)
sikkerhed i forbindelse med vejtransport af farligt gods
vii)
installation og anvendelse af hastighedsbegrænsere på visse kategorier af køretøjer
viii)
kørekort
ix)
adgang til vejtransporterhvervet
x)
dyretransport.
xi)
udstationering af arbejdstagere inden for vejtransport
xii)
lovvalgsregler for kontraktlige forpligtelser
xiii)
cabotagekørsel.
2. Ved anvendelse af stk. 1, tredje afsnit, litra b), hvis en transportleder eller en transportvirksomhed er idømt en straf eller er pålagt en sanktion for en af de alvorligste overtrædelser af EU-reglerne, som fastsat i bilag IV, i en eller flere medlemsstater, gennemfører og afslutter den kompetente myndighed i virksomhedens etableringsmedlemsstat en korrekt og rettidigt udført administrativ procedure, der, hvis det er relevant, omfatter et kontrolbesøg i den pågældende virksomheds lokaler.
Under den administrative procedure har transportlederen eller, alt efter omstændighederne, andre retlige repræsentanter for transportvirksomheden, ret til at fremføre deres argumenter og forklaringer.
Den kompetente myndighed vurderer under den administrative procedure, hvorvidt særlige omstændigheder indebærer, at en konstatering af manglende opfyldelse af vandelskravet vil udgøre en uforholdsmæssig reaktion i det enkelte tilfælde. I forbindelse med denne vurdering tager den kompetente myndighed hensyn til antallet af alvorlige overtrædelser af nationale regler og EU-reglerne som omhandlet i stk. 1, tredje afsnit, samt antallet af de alvorligste overtrædelser af EU-reglerne, som fastsat i bilag IV, for hvilke transportlederen eller transportvirksomheden er blevet dømt eller er blevet pålagt sanktioner. Enhver sådan konklusion skal være behørigt begrundet og berettiget.
Hvis den kompetente myndighed anser en konstatering af manglende opfyldelse af vandelskravet for uforholdsmæssig, træffer den afgørelse om, at den berørte virksomhed fortsat opfylder vandelskravet. Begrundelsen for en sådan afgørelse skal registreres i det nationale register. Antallet af sådanne afgørelser anføres i den rapport, der er omhandlet i artikel 26, stk. 1.
Hvis den kompetente myndighed ikke anser en konstatering af manglende opfyldelse af vandelskravet for uforholdsmæssig, indebærer straffen eller sanktionen, at vandelskravet ikke er opfyldt.
2a. Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter, der opstiller en liste over hvilke kategorier, hvilke typer og hvilken grad af alvor af alvorlige overtrædelser af de i stk. 1, tredje afsnit, litra b), omhandlede EU-regler, der ud over overtrædelserne i bilag IV kan indebære, at vandelskravet ikke er opfyldt. Medlemsstaterne tager hensyn til oplysninger om disse overtrædelser, herunder oplysninger modtaget fra andre medlemsstater, når de fastsætter prioriteter for kontrol efter artikel 12, stk. 1.
Kommissionen skal med henblik herpå:
a)
fastlægge hvilke kategorier og typer af overtrædelser, der er de hyppigst forekommende
b)
definere graden af alvor af overtrædelser i forhold til risikoen for, at de medfører alvorlig livsfare eller fare for alvorlig tilskadekomst, og for at de forvrider konkurrencen på markedet for vejtransport, herunder ved at underminere arbejdsvilkårene for arbejdstagere
c)
fastsætte en overtrædelseshyppighed, hvorefter gentagne overtrædelser anses for mere alvorlige, under hensyntagen til antallet af køretøjer, der benyttes i de transportaktiviteter, som ledes af transportlederen.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter undersøgelsesproceduren, jf. artikel 25, stk. 3.
3. Kravet i artikel 3, stk. 1, litra b), er fortsat ikke opfyldt, så længe der ikke er sket rehabilitering eller truffet anden foranstaltning med tilsvarende virkning i henhold til nationale bestemmelser herom.
1. For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra c), skal en virksomhed til enhver tid kunne opfylde sine økonomiske forpligtelser i løbet af regnskabsåret. Virksomheden skal på grundlag af sit årsregnskab, som skal være attesteret af en revisor eller anden autoriseret person, godtgøre, at den for hvert år råder over kapital og reserver af en værdi på mindst:
a)
9 000 EUR for det første benyttede motorkøretøj,
b)
5 000 EUR for hvert derudover benyttet motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalmasse på over 3,5 ton, og
c)
900 EUR for hvert derudover benyttet motorkøretøj eller vogntog med en tilladt totalmasse på over 2,5 ton, men ikke over 3,5 ton.
Virksomheder, der udøver godskørselserhvervet udelukkende med motorkøretøjer eller vogntog med en tilladt totalmasse på over 2,5 ton, men ikke over 3,5 ton, skal på grundlag af sit årsregnskab, som skal være attesteret af en revisor eller anden autoriseret person, godtgøre, at de for hvert år råder over kapital og reserver af en værdi på mindst:
a)
1 800 EUR for det første benyttede køretøj, og
b)
900 EUR for hvert derudover benyttet køretøj.
Medlemsstaterne kan kræve, at virksomheder, der er etableret på deres område, godtgør, at de for sådanne køretøjer råder over den samme mængde kapital og reserver som for de køretøjer, der er omhandlet i første afsnit. I sådanne tilfælde underretter den pågældende medlemsstats kompetente myndighed Kommissionen herom, og Kommissionen gør disse oplysninger offentligt tilgængelige. Med henblik på anvendelsen af denne forordning fastsættes euroens værdi for de nationale valutaer i de medlemsstater, der ikke deltager i Den Økonomiske og Monetære Unions tredje fase, hvert år. Hertil anvendes de kurser, der gælder den første hverdag i oktober måned, og som offentliggøres i Den Europæiske Unions Tidende. De træder i kraft den 1. januar i det følgende kalenderår. De i første afsnit omhandlede regnskabsposter forstås som defineret i Rådets fjerde direktiv 78/660/EØF af 25. juli 1978 på grundlag af traktatens artikel 54, stk. 3, litra g), om årsregnskaberne for visse selskabsformer ().
1a. Ud over de krav, der er fastsat i stk. 1, kan medlemsstaterne kræve, at virksomheden, transportlederen eller en anden relevant person, som medlemsstaten kan bestemme, ikke har udestående ikkepersonlig gæld til offentligretlige organer, og ikke er gået konkurs eller er under insolvens- eller likvidationsbehandling.
2. Uanset stk. 1 kan den kompetente myndighed anerkende eller kræve, at en virksomhed dokumenterer sit økonomiske grundlag ved en erklæring efter den kompetente myndigheds nærmere bestemmelse såsom en bankgaranti eller en forsikring, herunder en erhvervsmæssig ansvarsforsikring fra en eller flere banker eller andre pengeinstitutter, herunder forsikringsselskaber, eller ved et andet bindende dokument, der giver en solidarisk hæftelse for virksomheden for de beløb, der er fastsat i stk. 1.
2a. Uanset stk. 1 accepterer den kompetente myndighed, at en virksomhed i mangel af attesterede årsregnskaber for året for en virksomheds registrering dokumenterer sit økonomiske grundlag ved hjælp af en erklæring såsom en bankgaranti, et dokument udstedt af et pengeinstitut om adgang til kredit i virksomhedens navn, eller ved et andet bindende dokument efter den kompetente myndigheds nærmere bestemmelse, der beviser, at virksomheden råder over de beløb, der er fastsat i stk. 1.
3. Det årsregnskab, jf. stk. 1, eller den garanti, jf. stk. 2, der skal kontrolleres, er årsregnskabet eller garantien for den økonomiske enhed, der er etableret på den medlemsstats område, hvor der søges tilladelse, og ikke for eventuelle andre enheder, der er etableret i en anden medlemsstat.
1. For at opfylde kravet i artikel 3, stk. 1, litra d), skal den eller de berørte person(er) have kundskaber svarende til det niveau, der er fastsat i bilag I, del I, i de der anførte emner. Disse kundskaber dokumenteres ved en obligatorisk skriftlig prøve, der, hvis en medlemsstat træffer afgørelse herom, kan suppleres med en mundtlig prøve. Prøverne tilrettelægges som anført i bilag I, del II. Medlemsstaterne kan med henblik herpå pålægge ansøgerne at gennemgå et kursus forud for prøven.
2. Prøven finder sted i den medlemsstat, hvor de berørte personer har deres sædvanlige opholdssted, eller i den medlemsstat, hvor de arbejder. »Sædvanligt opholdssted« er det sted, hvor en person normalt bor i mindst 185 dage i hvert kalenderår på grund af personlige tilknytningsforhold, som viser tætte forbindelser mellem den pågældende person og det sted, hvor han/hun bor. Det sædvanlige opholdssted for en person, hvis erhvervsmæssige tilknytning findes et andet sted end det personlige tilknytningsforhold, og som derfor skiftevis opholder sig forskellige steder i to eller flere medlemsstater, anses dog for at være det sted, hvortil den pågældende har sit personlige tilknytningsforhold, såfremt vedkommende med regelmæssige mellemrum vender tilbage hertil. Sidstnævnte betingelse kræves ikke opfyldt, når den pågældende opholder sig i en medlemsstat med henblik på udførelse af en arbejdsopgave af en bestemt varighed. Universitetsophold eller skolegang medfører ikke ændring af det sædvanlige opholdssted.
3. De i stk. 1 nævnte skriftlige og mundtlige prøver kan kun afholdes og attesteres af myndigheder og andre organer, som er behørigt godkendt hertil af en medlemsstat på grundlag af kriterier, den selv har opstillet. Medlemsstaterne kontrollerer regelmæssigt, om de myndigheder og andre organer, som de har godkendt, afholder prøverne under forhold, der er i overensstemmelse med bilag I.
4. Medlemsstaterne kan på grundlag af kriterier, som de selv opstiller, behørigt godkende de organisationer, der kan tilbyde ansøgerne kurser af god kvalitet, som effektivt forbereder dem til prøven, samt efteruddannelseskurser til ajourføring af kundskaberne for de transportledere, der ønsker det. Sådanne medlemsstater kontrollerer regelmæssigt, at disse organisationer stadig opfylder de kriterier, der lå til grund for godkendelsen.
5. Medlemsstaterne kan tilskynde til, at der med tre års mellemrum afholdes uddannelseskurser i de fag, der er beskrevet i bilag I, for at sikre, at den eller de personer, der henvises til i stk. 1, er tilstrækkeligt orienteret om udviklingen i sektoren.
6. Medlemsstaterne kan kræve, at personer, der har bevis for faglige kvalifikationer, men som ikke de seneste fem år har ledet en virksomhed, der udfører godskørsel eller buskørsel i en medlemsstat, skal gennemgå genopfriskningskurser for at ajourføre deres kundskaber vedrørende udviklingen i den lovgivning, der er nævnt i del I i bilag I.
7. Medlemsstaterne kan fritage indehavere af visse kvalifikationer fra højere eller tekniske uddannelsesinstitutioner, der er udstedt i medlemsstaten, og som giver viden om alle de emner, der er opført på listen i del I i bilag I, fra prøve i de emner, der er omfattet af kvalifikationerne, når medlemsstaten specifikt har anerkendt kvalifikationerne med henblik herpå. Fritagelsen gælder kun for de dele af bilag I, hvor kvalifikationerne dækker alle de emner, der er opført under hver dels overskrift. Medlemsstaterne kan fritage indehavere af beviser for faglige kvalifikationer inden for transporterhvervet på nationalt plan i den pågældende medlemsstat for nærmere bestemte dele af prøven.
8. Et bevis udstedt af myndigheden eller organet som nævnt i stk. 3 skal fremlægges som dokumentation for de faglige kvalifikationer. Beviset kan ikke overdrages til andre. Det affattes efter sikkerhedselementerne og modelattesten i bilag II og III og bærer den behørigt autoriserede myndigheds eller det behørigt autoriserede organs stempel og underskrift.
9. Kommissionen tillægges beføjelser til at vedtage delegerede retsakter i overensstemmelse med artikel 24a vedrørende ændring af bilag I, II og III for at tilpasse dem til markedsudviklingen og de tekniske fremskridt.
10. Kommissionen tilskynder og bidrager til, at medlemsstaterne udveksler erfaringer og informationer om kurser, prøver og godkendelser, bl.a. gennem ethvert organ, som Kommissionen måtte udpege.
Medlemsstaterne kan fritage personer, der kan dokumentere, at de i de sidste ti år forud for 4. december 2009 vedvarende har ledet en virksomhed, der udfører godskørsel eller buskørsel i en eller flere medlemsstater, fra den prøve, som er omhandlet i artikel 8, stk. 1.
Med henblik på udstedelse af en tilladelse til en virksomhed, der udelukkende udfører godskørsel med motorkøretøjer eller vogntog, hvis tilladte totalmasse ikke overstiger 3,5 ton, kan medlemsstaterne beslutte, at personer, der fremlægger dokumentation for, at de vedvarende i en periode på ti år før den 20. august 2020 har ledet en virksomhed af samme type, fritages fra de prøver, der er omhandlet i artikel 8, stk. 1.
1. Hver medlemsstat tillægger en eller flere myndigheder kompetence til at sikre den korrekte gennemførelse af denne forordning. Disse myndigheder skal tillægges beføjelser til:
a)
at behandle ansøgninger fra virksomheder
b)
at udstede, suspendere og tilbagekalde vejtransporttilladelser
c)
at erklære en fysisk person uegnet til at være transportleder for en virksomheds transportaktiviteter
d)
at foretage den nødvendige kontrol af, at virksomhederne opfylder kravene i artikel 3.
2. De kompetente myndigheder offentliggør alle de krav, der skal opfyldes i medfør af denne forordning, eventuelle andre nationale bestemmelser og procedurer, der skal følges af interesserede ansøgere, samt tilhørende forklaringer.
1. En transportvirksomhed, der opfylder kravene i artikel 3, får efter ansøgning tilladelse til at udøve vejtransporterhvervet. Den kompetente myndighed sikrer sig, at en virksomhed, der indgiver en ansøgning, opfylder kravene i artikel 3.
2. Den kompetente myndighed indfører de data, der vedrører de virksomheder, som den giver tilladelse til, og som er omhandlet i artikel 16, stk. 2, første afsnit, litra a)-d), i det i artikel 16 nævnte nationale elektroniske register.
3. Den kompetente myndighed behandler ansøgninger om vejtransporttilladelse hurtigst muligt og inden tre måneder fra den dato, hvor den kompetente myndighed har modtaget alle de dokumenter, der er nødvendige for at vurdere ansøgningen. Den kompetente myndighed kan forlænge denne frist med en måned i behørigt begrundede tilfælde.
4. Indtil den 31. december 2012 kontrollerer den kompetente myndighed i tvivlstilfælde ved bedømmelsen af, om en virksomhed på ansøgningstidspunktet lever op til vandelskravet, om den eller de udpegede transportledere er blevet erklæret uegnet til at lede transportarbejdet for en virksomhed i en af medlemsstaterne i medfør af artikel 14. Fra den 1. januar 2013 kontrollerer den kompetente myndighed ved bedømmelsen af, om en virksomhed lever op til vandelskravet, om adgang til de i artikel 16, stk. 2, første afsnit, litra f), nævnte data enten som direkte sikker adgang til den relevante del af de nationale registre eller efter anmodning, om den eller de udpegede transportledere på ansøgningstidspunktet er blevet erklæret uegnet til at lede transportarbejdet for en virksomhed i en af medlemsstaterne i medfør af artikel 14.
5. Virksomheder, der har vejtransporttilladelse, meddeler inden for en frist på højst 28 dage, der fastsættes af en etableringsmedlemsstaten, eventuelle ændringer i de data, der er omhandlet i stk. 2, til den kompetente myndighed, der har udstedt tilladelsen.
1. De kompetente myndigheder fører tilsyn med, at de virksomheder, som de har udstedt vejtransporttilladelse til, til stadighed opfylder kravene i denne forordnings artikel 3. Med henblik herpå foretager medlemsstaterne kontrol af virksomheder, der er klassificeret i en højere risikoklasse, herunder, hvor det er relevant, kontrolbesøg i den pågældende virksomheds lokaler. Medlemsstaterne udvider derfor det risikoklassificeringssystem, som medlemsstaterne har indført i medfør af artikel 9 i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF (), til at omfatte alle de overtrædelser, der er anført i denne forordnings artikel 6.
2. Indtil 31. december 2014 skal medlemsstaterne mindst hvert femte år kontrollere, at virksomhederne fortsat opfylder kravene i artikel 3.
3. Når Kommissionen i behørigt begrundede tilfælde anmoder herom, foretager medlemsstaterne individuel kontrol af, om en virksomhed fortsat opfylder betingelserne for adgang til vejtransporterhvervet. Medlemsstaten underretter Kommissionen om resultaterne af den således foretagne kontrol og om, hvilke foranstaltninger der er truffet, hvis det blev konstateret, at virksomheden ikke længere opfylder kravene i denne forordning.
1. Hvis den kompetente myndighed konstaterer, at der er risiko for, at en virksomhed ikke længere opfylder kravene i artikel 3, underretter den kompetente myndighed virksomheden herom. Hvis den kompetente myndighed konstaterer, at et eller flere af kravene ikke længere er opfyldt, kan den kompetente myndighed give virksomheden en af følgende frister til at bringe forholdene i orden:
a)
højst seks måneder til at ansætte en afløser for transportlederen, hvis denne ikke længere opfylder vandelskravet eller kravet til faglige kvalifikationer, idet fristen kan forlænges med tre måneder, hvis transportlederen afgår ved døden eller bliver fysisk uskikket til at varetage sit hverv
b)
højst seks måneder, hvis virksomheden skal bringe forholdene i orden med hensyn til at påvise, at den råder over et faktisk etableret og varigt forretningssted
c)
højst seks måneder, hvis kravet vedrørende det økonomiske grundlag ikke var opfyldt, med henblik på at godtgøre, at dette krav på ny er varigt opfyldt.
2. Den kompetente myndighed kan pålægge virksomheder, som har fået deres vejtransporttilladelse suspenderet eller tilbagekaldt, at deres transportledere skal bestå en prøve som omhandlet i artikel 8, stk. 1, inden der træffes rehabiliteringsforanstaltninger.
3. Hvis den kompetente myndighed konstaterer, at en virksomhed ikke længere opfylder et eller flere af kravene i artikel 3, suspenderer eller tilbagekalder den virksomhedens vejtransporttilladelse senest ved udløbet af den i stk. 1 omhandlede tidsfrist.
1. Hvis en transportleder ikke længere opfylder vandelskravene i medfør af bestemmelserne i artikel 6, erklærer den kompetente myndighed den pågældende transportleder uegnet til at lede en virksomheds transportarbejde.
Den kompetente myndighed rehabiliterer ikke transportlederen tidligere end ét år fra datoen for konstatering af manglende opfyldelse af vandelskravet, og under alle omstændigheder ikke før transportlederen har dokumenteret, at vedkommende har fulgt relevant uddannelse i en periode på mindst tre måneder eller har bestået en prøve i de emner, der er opført i denne forordnings bilag I, del I.
2. Så længe der ikke er truffet rehabiliteringsforanstaltninger i overensstemmelse med de relevante nationale bestemmelser og denne artikels stk. 1, er beviset for faglige kvalifikationer, jf. artikel 8, stk. 8, som er udstedt til den transportleder, der er erklæret uegnet til at lede transportarbejde, ugyldigt i alle medlemsstater.
1. Medlemsstaternes kompetente myndigheder skal begrunde de negative afgørelser, som de træffer i medfør af denne forordning, herunder afslag på ansøgninger om vejtransporttilladelse, suspension og tilbagekaldelse af en eksisterende vejtransporttilladelse og erklæring om transportlederens uegnethed. Sådanne afgørelser træffes under hensyntagen til oplysninger om overtrædelser, som virksomheden eller transportlederen har begået, og som kan indebære, at virksomheden ikke opfylder vandelskravet, samt til alle andre oplysninger, den kompetente myndighed har til sin rådighed. I afgørelser om suspension af en vejtransporttilladelse og om erklæring af uegnethed anføres relevante rehabiliteringsforanstaltninger.
2. Medlemsstaterne sørger for, at de berørte virksomheder og personer har mulighed for at klage over afgørelserne i stk. 1 til mindst ét uafhængigt og upartisk organ eller til en domstol.
1. Med henblik på gennemførelsen af denne forordning, særlig artikel 11-14 og artikel 26, fører hver medlemsstat et nationalt elektronisk register over vejtransportvirksomheder, der har fået vejtransporttilladelse af en kompetent myndighed, som medlemsstaten har udpeget. Behandlingen af de data, dette register indeholder, sker under kontrol af den myndighed, som er udpeget hertil. Alle den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder har adgang til de relevante data i det nationale elektroniske register. Senest den 31. december 2009 vedtager Kommissionen en beslutning om mindstekravene til de data, der skal indføres i det nationale elektroniske register fra datoen for dets oprettelse, for at gøre den fremtidige sammenkobling af registrene lettere. Den kan anbefale, at der ud over de data, der er omhandlet i stk. 2, medtages registreringsmærker for køretøjer.
2. Nationale elektroniske registre skal mindst indeholde følgende data:
a)
virksomhedens navn og retlige form
b)
adressen på dens forretningssted
c)
navnene på de transportledere, der er udpeget som opfyldende de krav, der er fastsat i artikel 3 med hensyn til vandel og kvalifikationer, samt eventuelt navnet på en retlig repræsentant
d)
tilladelsens type, antallet af køretøjer, der er omfattet af den, og, hvor det er relevant, løbenummeret på fællesskabstilladelsen og på de bekræftede kopier
e)
antal, kategori og type af alvorlige overtrædelser, jf. artikel 6, stk. 1, litra b), som har medført en straffedom eller sanktion inden for de sidste to år
f)
navn på enhver person, der er erklæret uegnet til at lede en virksomheds transportarbejde, så længe denne person ikke er blevet rehabiliteret, jf. artikel 6, stk. 3, og de rehabiliteringsforanstaltninger, der finder anvendelse.
g)
registreringsnumrene på de køretøjer, som virksomheden råder over i henhold til artikel 5, stk. 1, litra g)
h)
antallet af ansatte i virksomheden pr. 31. december det foregående år, som skal registreres i det nationale register senest den 31. marts hvert år
i)
risikoklassificeringen af virksomheden i henhold til artikel 9, stk. 1, i direktiv 2006/22/EF.
De i første afsnit, litra a)-d), omhandlede data gøres offentligt tilgængelige i overensstemmelse med de relevante bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger. Medlemsstaterne kan vælge at opbevare de i første afsnit, litra e)-i), omhandlede data i separate registre. I så tilfælde skal de i litra e) og f) omhandlede data stilles til rådighed efter anmodning, eller den pågældende medlemsstats kompetente myndigheder skal have direkte adgang til dem. De ønskede data fremsendes inden fem arbejdsdage fra modtagelsen af anmodningen. De i første afsnit, litra g), h) og i), omhandlede data skal stilles til rådighed for de kompetente myndigheder i forbindelse med vejkontroller senest 12 måneder efter ikrafttrædelsen af den gennemførelsesretsakt vedtaget i henhold til stk. 6, der præciserer de funktionaliteter, der gør det muligt at stille disse data til rådighed for de kompetente myndigheder i forbindelse med vejkontroller. Andre myndigheder end de kompetente myndigheder skal kun have adgang til de data, der er omhandlet i første afsnit, litra e)-i), hvis disse myndigheder har kontrol- og sanktionsbeføjelser inden for vejtransport, og deres ansatte er underlagt edsvoren tavshedspligt eller på anden måde formelt har tavshedspligt.
3. Data om virksomheder, hvis tilladelse er blevet suspenderet eller tilbagekaldt skal opbevares i det nationale elektroniske register i to år fra udløbet af suspensionen eller tilbagekaldelsen af tilladelsen og skal derefter straks fjernes. Data om personer, der er erklæret uegnet til udøvelse af vejtransporterhvervet, opbevares i det nationale elektroniske register, så længe denne person endnu ikke er blevet rehabiliteret, jf. artikel 6, stk. 3. Efter at en rehabiliteringsforanstaltning eller tilsvarende foranstaltninger er truffet, skal dataene straks fjernes. I de i første og andet afsnit nævnte data anføres begrundelsen for suspensionen eller tilbagekaldelsen af vejtransporttilladelsen og for uegnethedserklæringen, alt efter omstændighederne, og den tilsvarende varighed.
4. Medlemsstaterne tager alle nødvendige skridt til at sikre, at alle data i det nationale elektroniske register holdes ajour og er korrekte.
5. Med forbehold af stk. 1 og 2 træffer medlemsstaterne de nødvendige foranstaltninger til at sikre, at de nationale elektroniske registre er sammenkoblede og tilgængelige i hele Fællesskabet gennem nationale kontaktpunkter, jf. artikel 18. Adgangen gennem de nationale kontaktpunkter og sammenkoblingen gennemføres senest den 31. december 2012 således, at en kompetent myndighed i enhver medlemsstat kan søge i alle medlemsstaternes nationale elektroniske registre.
6. De fælles regler for gennemførelsen af stk. 5, som f.eks. formatet af de udvekslede data, tekniske procedurer for elektronisk søgning i andre medlemsstaters nationale elektroniske registre og fremme af disse registres interoperabilitet med andre relevante databaser vedtages af Kommissionen efter proceduren i artikel 25, stk. 2, og første gang inden den 31. december 2010. Disse fælles bestemmelser skal fastsætte, hvilken myndighed der er ansvarlig for adgang, senere anvendelse og ajourføring af dataene efter adgang, og de bør med henblik herpå omfatte bestemmelser om dataregistrering og -tilsyn.
Senest 14 måneder efter vedtagelsen af en gennemførelsesretsakt om en fælles formel til beregning af risikoklassificering som omhandlet i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2006/22/EF, vedtager Kommissionen gennemførelsesretsakter, der fastsætter de funktionaliteter, der gør det muligt at stille de i stk. 2, første afsnit, litra g), h) og i), omhandlede data til rådighed for de kompetente myndigheder i forbindelse med vejkontroller.
Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren, jf. artikel 25, stk. 2.
Hvad angår anvendelsen af direktiv 95/46/EF sikrer medlemsstaterne særlig følgende:
a)
Personer, der registreres, underrettes, når oplysninger om dem optages i registret, og når disse oplysninger påtænkes videregivet til tredjemand. Ved underretningen oplyses det, hvilken myndighed der er ansvarlig for databehandlingen, hvilken type data der behandles og hvorfor.
b)
Registrerede personer har ret til at få aktindsigt i de oplysninger, der vedrører dem selv, hos den myndighed, der er ansvarlig for behandlingen af disse oplysninger. Denne ret gælder uden indskrænkninger og kan udøves med rimelige mellemrum; den efterkommes ufortøvet og må hverken medføre urimelige udgifter eller forsinkelser for den, der begærer aktindsigt.
c)
Registrerede personer har ret til at få rettet, slettet eller blokeret ufuldstændige eller urigtige oplysninger om sig selv.
d)
Registrerede personer har ret til af legitime og vægtige grunde at gøre indsigelse mod, at oplysninger, der vedrører dem selv, gøres til genstand for behandling. Er indsigelsen berettiget, må behandlingen ikke længere omfatte disse oplysninger.
e)
Virksomhederne overholder de respektive bestemmelser om beskyttelse af personoplysninger i det omfang, disse er relevante.
1. Medlemsstaterne udpeger et nationalt kontaktpunkt med ansvar for udveksling af oplysninger om anvendelsen af denne forordning med de andre medlemsstater. Medlemsstaterne sender Kommissionen navn og adresse på deres nationale kontaktpunkt senest den 4. december 2011. Kommissionen udarbejder en liste over alle de nationale kontaktpunkter og sender den til medlemsstaterne.
2. Medlemsstaternes kompetente myndigheder samarbejder tæt, yder hinanden hurtig gensidig bistand og giver hinanden alle andre relevante oplysninger med henblik på at lette gennemførelsen og håndhævelsen af denne forordning.
3. De kompetente myndigheder i medlemsstaterne udveksler oplysninger om domfældelser og sanktioner for eventuelle alvorlige overtrædelser, der er omhandlet i artikel 6, stk. 2. En medlemsstat, der modtager underretning om en i artikel 6, stk. 2, omhandlet alvorlig overtrædelse, der har ført til domfældelse eller en sanktion i en anden medlemsstat i løbet af de forudgående to år, indfører denne overtrædelse i deres nationale elektroniske registre.
4. Medlemsstaterne besvarer anmodninger om oplysninger fra de kompetente myndigheder i andre medlemsstater og foretager kontrol, inspektioner og undersøgelser af overholdelsen af det krav, der er fastsat i artikel 3, stk. 1, litra a), blandt udøvere af vejtransporterhvervet, der er etableret på deres område. Sådanne anmodninger om oplysninger kan omfatte aktindsigt i dokumenter, der er nødvendig for at godgøre, at betingelserne i artikel 5 er opfyldt. Anmodninger om oplysninger fra medlemsstaternes kompetente myndigheder skal være behørigt berettigede og begrundede. Med henblik herpå skal de omfatte troværdige oplysninger om mulige overtrædelser af artikel 3, stk. 1, litra a), angive formålet med anmodningen og tilstrækkeligt detaljeret præcisere, hvilke oplysninger og dokumenter der anmodes om.
5. Medlemsstaterne forelægger de oplysninger, som andre medlemsstater har anmodet om i henhold til stk. 4, senest 30 arbejdsdage fra modtagelsen af anmodningen. Der kan fastsættes en kortere frist efter gensidig aftale mellem medlemsstaterne.
6. Hvis den anmodede medlemsstat finder, at anmodningen ikke er tilstrækkeligt begrundet, underretter den den anmodende medlemsstat herom inden for ti arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen. Den anmodende medlemsstat begrunder derefter anmodningen yderligere. Er den anmodende medlemsstat ikke i stand til at begrunde anmodningen yderligere, kan den anmodede medlemsstat afvise anmodningen.
7. Hvis det er vanskeligt for en medlemsstat at imødekomme en anmodning om oplysninger eller at udføre kontrol, inspektioner eller undersøgelser, underretter den anmodede medlemsstat den anmodende medlemsstat herom inden for ti arbejdsdage efter modtagelsen af anmodningen med angivelse af grundene til vanskelighederne. De berørte medlemsstater drøfter sagen med hinanden med henblik på at finde en løsning på de vanskeligheder, der er gjort opmærksom på. I tilfælde af vedvarende forsinkelser i leveringen af oplysninger til den anmodende medlemsstat underrettes Kommissionen, der træffer passende foranstaltninger.
8. Den udveksling af oplysninger, der er omhandlet i stk. 3, foregår gennem systemet til udveksling af meddelelser, nemlig det europæiske register over vejtransportvirksomheder (ERRU), oprettet ved Kommissionens forordning (EU) nr. 1213/2010 (). Det administrative samarbejde og den gensidige bistand mellem de kompetente myndigheder i medlemsstaterne, der er fastsat ved stk. 4-7, foregår via informationssystemet for det indre marked (IMI), oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1024/2012 (). Med henblik herpå kan hver medlemsstat udpege det i stk. 1 omhandlede kontaktpunkt som den kompetente myndighed og skal underrette Kommissionen herom via IMI.
9. Medlemsstaterne sikrer, at de oplysninger, de har fået tilsendt i henhold til denne artikel, kun anvendes i forbindelse med den eller de sager, der ligger til grund for anmodningen. Enhver behandling af personoplysninger udføres udelukkende med henblik på at overholde denne forordning og skal være i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 ().
10. Gensidigt administrativt samarbejde og gensidig bistand ydes vederlagsfrit.
11. En anmodning om oplysninger udelukker ikke de kompetente myndigheder fra i overensstemmelse med den relevante nationale ret og EU-ret at træffe foranstaltninger til at undersøge og forebygge påståede overtrædelser af denne forordning.
1. Som tilstrækkeligt bevis på god vandel som betingelse for adgang til vejtransporterhvervet anerkender etableringsmedlemsstaten en straffeattest eller i mangel heraf et tilsvarende dokument, som er udstedt af en kompetent retslig eller administrativ myndighed i den medlemsstat, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, jf. dog artikel 11, stk. 4.
2. Når en medlemsstat til sine egne statsborgere stiller vandelskrav, som ikke kan godtgøres ved det i stk. 1 nævnte dokument, anerkender denne medlemsstat for statsborgere fra andre medlemsstater som tilstrækkeligt bevis en attest udstedt af en kompetent retlig eller administrativ myndighed i den eller de medlemsstater, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, som bekræfter, at disse krav er opfyldt. Disse attester skal indeholde oplysninger om de særlige forhold, som etableringsmedlemsstaten tillægger betydning.
3. Hvis det dokument, der er nævnt i stk. 1, eller den attest, der er nævnt i stk. 2, ikke er blevet udstedt af den eller de medlemsstater, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, kan den pågældende transportleder eller andre relevante personer i stedet for nævnte dokument eller attest afgive en erklæring under ed eller en erklæring på tro og love for en kompetent retslig eller administrativ myndighed eller eventuelt for en notar i den medlemsstat, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl. Den pågældende myndighed eller notaren udsteder en attest til bekræftelse af denne edsaflæggelse eller tro og love-erklæring.
4. Et dokument som nævnt i stk. 1, og en attest som nævnt i stk. 2, anerkendes ikke, hvis de fremlægges senere end tre måneder efter udstedelsesdatoen. Samme betingelse gælder for en erklæring i henhold til stk. 3.
Når en medlemsstat til sine egne statsborgere stiller flere krav til det økonomiske grundlag end dem, der er fastsat i artikel 7, anerkender denne medlemsstat for statsborgere fra andre medlemsstater en attest udstedt af en kompetent myndighed i den eller de medlemsstater, hvor transportlederen eller andre relevante personer sidst havde bopæl, som bekræfter, at disse krav er opfyldt. Disse attester skal indeholde de oplysninger, som den nye etableringsmedlemsstat tillægger betydning.
1. Som tilstrækkeligt bevis for faglige kvalifikationer anerkender medlemsstaterne attester, der er i overensstemmelse med modellen i bilag III, og som er udstedt af de behørigt godkendte myndigheder eller organer.
2. Attester, der udstedes inden 4. december 2011, som bevis for faglige kvalifikationer i medfør af bestemmelser, der var gældende på denne dato, ligestilles med attester, der er i overensstemmelse med modellen i bilag III og anerkendes i alle medlemsstater som bevis for faglige kvalifikationer. Medlemsstaterne kan kræve, at indehavere af attester for faglige kvalifikationer, der kun er gyldige for transport på nationalt plan, består prøven eller dele af prøven ifølge artikel 8, stk. 1.
1. Medlemsstaterne fastsætter regler for, hvilke sanktioner der skal anvendes ved overtrædelse af bestemmelserne i denne forordning, og træffer alle nødvendige foranstaltninger for at sikre, at de iværksættes. Sanktionerne skal være effektive, stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen og have afskrækkende virkning. Medlemsstaterne giver senest den 4. december 2011. Kommissionen meddelelse om disse bestemmelser og meddeler omgående senere ændringer af betydning for bestemmelserne. Medlemsstaterne sikrer, at alle sådanne foranstaltninger gennemføres uden forskelsbehandling på grund af transportvirksomhedens nationalitet eller hjemsted.
2. De i stk. 1 omhandlede sanktioner skal bl.a. omfatte suspension af vejtransporttilladelse, tilbagekaldelse af vejtransporttilladelse og erklæringer om transportlederes uegnethed.
Virksomheder, der inden den 4. december 2009 har opnået vejtransporttilladelse, skal efterkomme denne forordnings bestemmelser senest 4. december 2011.
Uanset artikel 1, stk. 2, er godskørselsvirksomheder, der udøver international transport udelukkende med motorkøretøjer eller vogntog, hvis tilladte totalmasse ikke overstiger 3,5 ton, indtil den 21. maj 2022 fritaget fra bestemmelserne i denne forordning, medmindre andet er fastsat i etableringsmedlemsstatens ret.
Uanset artikel 16, stk. 2, finder kravet om at medtage risikoklassificering af virksomheder i de nationale elektroniske registre anvendelse fra 14 måneder efter ikrafttrædelsen af gennemførelsesretsakten om en fælles formel til beregning af risikoklassificering, der er omhandlet i artikel 9, stk. 1, i direktiv 2006/22/EF.
1. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter tillægges Kommissionen på de i denne artikel fastlagte betingelser.
2. Beføjelsen til at vedtage delegerede retsakter, jf. artikel 8, stk. 9, tillægges Kommissionen for en ubegrænset periode fra 20. august 2020.
3. Den i artikel 8, stk. 9, omhandlede delegation af beføjelser kan til enhver tid tilbagekaldes af Europa-Parlamentet eller Rådet. En afgørelse om tilbagekaldelse bringer delegationen af de beføjelser, der er angivet i den pågældende afgørelse, til ophør. Den får virkning dagen efter offentliggørelsen af afgørelsen i Den Europæiske Unions Tidende eller på et senere tidspunkt, der angives i afgørelsen. Den berører ikke gyldigheden af delegerede retsakter, der allerede er i kraft.
4. Inden vedtagelsen af en delegeret retsakt hører Kommissionen eksperter, som er udpeget af hver enkelt medlemsstat, i overensstemmelse med principperne i den interinstitutionelle aftale af 13. april 2016 om bedre lovgivning ().
5. Så snart Kommissionen vedtager en delegeret retsakt, giver den samtidigt Europa-Parlamentet og Rådet meddelelse herom.
6. En delegeret retsakt vedtaget i henhold til artikel 8, stk. 9, træder kun i kraft, hvis hverken Europa-Parlamentet eller Rådet har gjort indsigelse inden for en frist på to måneder fra meddelelsen af den pågældende retsakt til Europa-Parlamentet og Rådet, eller hvis Europa-Parlamentet og Rådet inden udløbet af denne frist begge har underrettet Kommissionen om, at de ikke agter at gøre indsigelse. Fristen forlænges med to måneder på Europa-Parlamentets eller Rådets initiativ.
1. Kommissionen bistås af det udvalg, der er nedsat ved artikel 18, stk. 1, i Rådets forordning (EØF) nr. 3821/85 af 20. december 1985 om kontrolapparatet inden for vejtransport ().
2. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 4 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 () anvendelse.
3. Når der henvises til dette stykke, finder artikel 5 i forordning (EU) nr. 182/2011 anvendelse
1. Hvert andet år udarbejder medlemsstaterne en national rapport om deres kompetente myndigheders arbejde og forelægger den for Kommissionen. Rapporten skal:
a)
indeholde en oversigt over sektoren med hensyn til vandel, økonomisk grundlag og faglige kvalifikationer
b)
oplyse antallet af udstedte tilladelser i henhold til denne forordning pr. år og pr. type, antallet af suspenderede tilladelser, antallet af inddragne tilladelser, antallet af uegnethedserklæringer samt begrundelserne herfor. Rapporter vedrørende perioden efter den 21. maj 2022 skal også indeholde en opdeling af disse oplysninger efter:
i)
buskørselsvirksomheder
ii)
godskørselsvirksomheder, der udelukkende anvender motorkøretøjer eller vogntog, hvis tilladte totalmasse ikke overstiger 3,5 ton, og
iii)
alle andre godskørselsvirksomheder
c)
oplyse, hvor mange beviser for faglige kvalifikationer der er udstedt om året
d)
indeholde de vigtigste statistikker om de nationale elektroniske registre og de kompetente myndigheders brug af dem, og
e)
indeholde en oversigt over informationsudvekslingen med de andre medlemsstater i medfør af artikel 18, stk. 2, herunder bl.a. det årlige antal meddelelser til en anden medlemsstat om konstaterede overtrædelser samt modtagne svar og det årlige antal ansøgninger og svar i medfør af artikel 18, stk. 3.
2. På grundlag af de i stk. 1, nævnte rapporter fra medlemsstaterne indsender Kommissionen hvert andet år en rapport til Europa-Parlamentet og Rådet om udøvelsen af vejtransporterhvervet. Rapporten skal bl.a. indeholde en vurdering af, hvordan informationsudvekslingen mellem medlemsstaterne fungerer, og en gennemgang af, hvordan de nationale elektroniske registre fungerer, og hvilke data de omfatter. Den offentliggøres samtidig med den rapport, der er omhandlet i artikel 17 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts 2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser inden for vejtransport ().
3. Hvert andet år aflægger medlemsstaterne rapport til Kommissionen om de anmodninger, de har fremsat i henhold til artikel 18, stk. 4-9, om de svar, de har modtaget fra andre medlemsstater, og om de tiltag, de har taget på grundlag af de modtagne oplysninger.
4. På grundlag af de oplysninger, som Kommissionen indsamler i henhold til stk. 3 samt på grundlag af yderligere dokumentation, forelægger Kommissionen senest den 21. august 2023 Europa-Parlamentet og Rådet en detaljeret rapport om omfanget af det administrative samarbejde mellem medlemsstaterne, om eventuelle mangler i denne henseende og om mulighederne for at forbedre samarbejdet. På grundlag af denne rapport vurderer Kommissionen, om det er nødvendigt at foreslå yderligere foranstaltninger.
5. Kommissionen evaluerer gennemførelsen af denne forordning senest den 21. august 2023 og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet en rapport om anvendelsen af denne forordning.
6. Efter den i stk. 5 omhandlede rapport evaluerer Kommissionen regelmæssigt denne forordning og forelægger Europa-Parlamentet og Rådet resultaterne af evalueringen.
7. Hvor det er hensigtsmæssigt, ledsages de rapporter, der er omhandlet i stk. 5 og 6, af relevante lovgivningsmæssige forslag.
Hver medlemsstat fremsender senest 4. december 2011 en liste til Kommissionen over kompetente myndigheder, som den har udpeget til at udstede vejtransporttilladelser, og en liste over myndigheder eller organer, der er godkendt til at tilrettelægge de i artikel 8, stk. 1, nævnte prøver og udstede attesterne. Kommissionen offentliggør en samlet liste over disse myndigheder og organer i hele Fællesskabet i Den Europæiske Unions Tidende.
Medlemsstaterne meddeler Kommissionen teksten til de nationale love og administrative bestemmelser, som de udsteder på det område, der er omfattet af denne forordning, senest 30 dage efter vedtagelsen deraf og første gang senest 4. december 2011.
Direktiv 96/26/EF ophæves.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra den 4. december 2011.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
BILAG I
I. EMNELISTE, JF. ARTIKEL 8
Når medlemsstaterne officielt godkender faglige kvalifikationer, skal de som minimum tage hensyn til viden om de emner, der er opført på denne liste, inden for henholdsvis godskørsel og buskørsel. I forbindelse med disse emner skal ansøgende udøvere af vejtransporterhvervet inden for godskørsel og buskørsel have det niveau af kundskaber og praktiske færdigheder, der er nødvendigt for at kunne lede en transportvirksomhed.
Minimumsniveauet for kundskaber som anført herunder må ikke være lavere end niveau 3 i den struktur for uddannelsesniveauerne, der er anført i bilaget til Rådets beslutning 85/368/EØF (), dvs. et uddannelsesniveau, der er opnået ved obligatorisk skolegang suppleret med enten erhvervsuddannelse og yderligere teknisk uddannelse eller med en teknisk skole- eller anden uddannelse på sekundærtrinnet.
A. Borgerlig ret
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:
1.
kende de vigtigste transportkontrakter, der anvendes inden for vejtransport, og de deraf følgende rettigheder og forpligtelser
2.
være kvalificeret til at forhandle en transportkontrakt, så den bliver retsgyldig, bl.a. med hensyn til transportbetingelserne
i relation til godskørsel:
3.
kunne bedømme en klage fra ordregiveren over skader, der enten skyldes tab eller beskadigelse af varerne under transporten eller forsinket levering, samt kunne vurdere, hvilke følger denne klage får for hans kontraktlige ansvar
4.
kende de regler og forpligtelser, der følger af CMR-konventionen om fragtaftaler ved international vejgodstransport
i relation til buskørsel:
5.
kunne bedømme en klage fra ordregiveren over skader, der er forvoldt passagererne eller deres bagage som følge af en ulykke under befordringen, eller over skader som følge af forsinkelsen, samt kunne vurdere, hvilke følger denne klage får for hans kontraktlige ansvar.
B. Handelsret
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:
1.
kende betingelserne og formkravene for at kunne drive handelsvirksomhed samt kende erhvervsdrivendes generelle forpligtelser (registrering, forretningsbøger osv.) samt følgerne af en konkurs
2.
have et rimeligt kendskab til de forskellige selskabsformer samt reglerne for deres oprettelse og drift.
C. Arbejdsmarkeds- og sociallovgivning
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:
1.
kende de for vejtransportsektoren relevante arbejdsmarkedsinstitutioners rolle og funktion (fagforeninger, samarbejdsudvalg, personalerepræsentanter, arbejdsinspektører osv.)
2.
kende arbejdsgivernes forpligtelser med hensyn til social sikring
3.
kende de regler, der gælder for arbejdskontrakter, der indgås med forskellige arbejdstagerkategorier i vejtransportvirksomheder (kontraktformer, parternes forpligtelser, arbejdsvilkår og arbejdstid, ferie med løn, aflønning, opsigelse af kontrakt osv.)
4.
kende bestemmelserne om køretid, hviletid og arbejdstid, særlig i forordning (EØF) nr. 3821/85, forordning (EF) nr. 561/2006, Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF () og direktiv 2006/22/EF, samt de praktiske gennemførelsesbestemmelser til disse bestemmelser
5.
kende bestemmelserne om grundlæggende kvalifikationer og efteruddannelse for erhvervschauffører, særlig dem, der følger af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF ().
D. Skattelovgivning
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel kende bestemmelserne om:
1.
moms på transporttjenesteydelser
2.
vægtafgifter
3.
afgifter på visse køretøjer, der anvendes til vejgodstransport, samt de brugsafgifter, der opkræves ved benyttelse af visse infrastrukturanlæg
4.
indkomstskat.
E. Forretningsmæssig og økonomisk virksomhedsledelse
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:
1.
kende retsforskrifterne og de praktiske regler for anvendelse af check, veksler, egenveksler, kreditkort og andre betalingsmidler eller -måder
2.
kende de forskellige låneformer (banklån, remburs, kautionering, belåning af fast ejendom, leasing, leje, factoring osv.) samt de byrder og forpligtelser, de indebærer
3.
vide, hvad en status er, hvordan den ser ud, og hvordan den fortolkes
4.
kunne læse og fortolke en resultatopgørelse
5.
kunne foretage en analyse af virksomhedens finansielle og rentabilitetsmæssige situation, bl.a. på grundlag af finansielle nøgletal
6.
kunne lægge et budget
7.
kende de forskellige bestanddele af virksomhedens kostpris (faste omkostninger, variable omkostninger, driftsmidler, afskrivninger osv.) og kunne foretage beregninger pr. køretøj, pr. tilbagelagt kilometer, pr. tur eller pr. ton
8.
kunne udarbejde en skematisk fremstilling af hele personalets organisation inden for virksomheden, tilrettelægge arbejdsplaner osv.
9.
kende principperne for marketing, reklame og PR-virksomhed, herunder transporttjenesteydelser, salgsfremstød og udarbejdelse af kundekartoteker osv.
10.
kende de forskellige forsikringsformer, der er karakteristiske for vejtransport (ansvarsforsikring, personskadeforsikring/livsforsikring, tingsskadeforsikring og rejsegodsforsikring) samt de garantier og forpligtelser, de indebærer
11.
kende de forskellige former for anvendelse af elektronisk datatransmission på vejtransportområdet
i relation til godskørsel:
12.
kunne anvende reglerne om fakturering af godskørselsydelser samt kende betydningen og virkningerne af Incoterms
13.
kende de forskellige former for støtteerhverv inden for transport, deres betydning, deres opgaver og eventuelt deres retlige stilling
i relation til buskørsel:
14.
kunne anvende reglerne for billetpriser og prisdannelse inden for offentlig og privat personbefordring
15.
kunne anvende reglerne om fakturering af buskørselsydelser.
F. Adgang til markedet
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:
1.
kende de faglige regler for vejtransport for fremmed regning, for leje af erhvervskøretøjer, for underentreprise, herunder reglerne for den officielle organisering af erhvervet, adgangen til det, tilladelser til vejtransport inden og uden for Fællesskabets område samt reglerne vedrørende kontrol og sanktioner
2.
kende bestemmelserne om oprettelse af en vejtransportvirksomhed
3.
kende de forskellige dokumenter, der kræves til udførelse af vejtransporttjenesteydelser, og være i stand til at indføre kontrolmetoder til sikring af, at der såvel i virksomhedens lokaler som i køretøjerne befinder sig de reglementerede dokumenter, der vedrører hver udført transport, bl.a. dokumenter vedrørende køretøjer, føreren, godset eller passagerernes bagage
i relation til godskørsel:
4.
kende reglerne om organiseringen af markedet for godskørsel, om speditionsfirmaer og logistik
5.
kende formaliteterne i forbindelse med grænsepassage, betydningen og rækkevidden af T-dokumenter og TIR-carnets samt de forpligtelser og det ansvar, der følger af at anvende dem
i relation til buskørsel:
6.
kende reglerne for organiseringen af markedet for buskørsel
7.
kende reglerne for oprettelse af busruter og være i stand til at udarbejde transportplaner.
G. Tekniske standarder og tekniske aspekter af driften
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:
1.
kende reglerne for køretøjers vægt og dimensioner i medlemsstaterne samt procedurerne for de særlige transporter, der ikke falder ind under disse regler
2.
alt efter virksomhedens behov kunne vælge passende køretøjer samt de dertil hørende bestanddele (chassis, motor, transmissionssystem, bremsesystem osv.)
3.
kende formaliteterne i forbindelse med godkendelse, indregistrering og syn af disse køretøjer
4.
kunne vurdere, hvilke foranstaltninger der skal træffes til støjbekæmpelse samt til bekæmpelse af luftforurening som følge af emissioner fra motorkøretøjer
5.
kunne udarbejde periodiske vedligeholdelsesplaner for køretøjerne og deres udstyr
i relation til godskørsel:
6.
kende de forskellige former for håndterings- og læssegrej (bagsmække, containere, paller osv.) og kunne indføre metoder og instrukser vedrørende lastning og losning af gods (lastfordeling, stabling, fastgørelse, afstivning osv.)
7.
kende de forskellige teknikker for kombineret transport som huckepack og roll-on/roll-off
8.
kunne iværksætte procedurer med henblik på overholdelse af reglerne for transport af farligt gods og affald, bl.a. i medfør af direktiv 2008/68/EF () og forordning (EF) nr. 1013/2006 ()
9.
kunne iværksætte procedurer til overholdelse af reglerne om transport af letfordærvelige levnedsmidler, især reglerne i medfør af traktaten om international transport af letfordærvelige levnedsmidler og om det særlige materiel, som skal bruges til sådanne transporter (ATP)
10.
kunne iværksætte procedurer til overholdelse af bestemmelserne om transport af levende dyr.
H. Vejtrafiksikkerhed
Ansøgeren skal bl.a. i relation til godskørsel og buskørsel:
1.
kende de kvalifikationer, der kræves af det kørende personale (kørekort, sundhedsattester, duelighedsbeviser osv.)
2.
kunne træffe foranstaltninger til sikring af, at chaufførerne overholder gældende færdselsregler, forbud og trafikbegrænsninger i de forskellige medlemsstater (hastighedsbegrænsninger, forkørselsrettigheder, regler for standsning og parkering, lygteføring, vejskiltning osv.)
3.
kunne udarbejde instrukser til chaufførerne om kontrol af sikkerhedsbestemmelserne dels vedrørende transportmateriellets, udstyrets og ladningens tilstand, dels vedrørende forebyggende adfærd
4.
kunne indføre regler for, hvordan man skal forholde sig i ulykkestilfælde, og træffe de nødvendige foranstaltninger for at undgå gentagne ulykker eller grove overtrædelser af færdselsreglerne
5.
kunne iværksætte procedurer for sikkerhedsmæssigt forsvarlig fastgørelse af godset og kende teknikkerne hertil
i relation til buskørsel:
6.
have alment kendskab til vejnettet i medlemsstaterne.
II. TILRETTELÆGGELSE AF PRØVEN
1.
Medlemsstaterne afholder en obligatorisk skriftlig prøve, som de kan supplere med en mundtlig prøve, for at konstatere, om den, der søger vejtransporttilladelse, er i besiddelse af det kundskabsniveau, der forlanges i del I, inden for de deri nævnte emner, og navnlig om de kan anvende de relevante midler og teknikker og påtage sig de omhandlede ledende og koordinerende opgaver.
a)
Den obligatoriske skriftlige prøve skal bestå af følgende to delprøver:
i)
skriftlige spørgsmål i form af enten multiple choice-spørgsmål (fire mulige svar) eller spørgsmål, der skal besvares direkte, eller en kombination heraf
ii)
skriftlige opgaver/case studies.
Hver af de to delprøver skal have en varighed af mindst to timer.
b)
Hvis der afholdes en mundtlig prøve, kan medlemsstaterne stille som betingelse for at deltage i denne prøve, at ansøgeren har bestået den skriftlige prøve.
2.
Hvis medlemsstaterne også afholder en mundtlig prøve, skal de for hver af de tre prøver fastsætte en vægtning af pointene, der ikke må være under 25 % og ikke over 40 % af det samlede antal point, der kan tildeles.
Hvis medlemsstaterne kun afholder en skriftlig prøve, skal de for hver prøve fastsætte en vægtning af pointene, der ikke må være under 40 % og ikke over 60 % af det samlede antal point, der kan tildeles.
3.
Ved alle prøverne skal ansøgerne opnå et samlet gennemsnit på mindst 60 % af det samlede antal point, der kan tildeles, og ved hver prøve skal der opnås mindst 50 % af antallet af mulige point. En medlemsstat kan for en enkelt prøves vedkommende nedsætte kravet fra 50 % til 40 %.
BILAG II
Sikkerhedselementer for attesten for faglige kvalifikationer
Attesten skal have mindst to af følgende sikkerhedselementer:
—
et hologram
—
særlige fibre i papiret, som bliver synlige i UV-lys
—
mindst én linje mikroprint (kan kun ses med et forstørrelsesglas og gengives ikke af fotokopieringsmaskiner)
—
taktile bogstaver, symboler eller mønstre
—
dobbelt nummerering: serienr. og udstedelsesnr.
—
et sikkerhedsbundtryk med et fint guillochemønster og regnbuetryk.
BILAG III
Model til attest for faglige kvalifikationer
DET EUROPÆISKE FÆLLESSKAB
(Pantone beigefarve 467, eller så tæt som muligt på denne farve, cellulosepapir, mindst 100g/m2, format DIN A4)
(Tekst udarbejdet på det, de eller et af de officielle sprog i den udstedende medlemsstat)
| Den pågældende medlemsstats kendingsbogstaver | Navnet på den autoriserede myndighed eller det autoriserede organ |
|---|---|
| ►M2 (1) Medlemsstaternes kendingsbogstaver er: (B) Belgien, (BG) Bulgarien, (CZ) Den Tjekkiske Republik, (DK) Danmark, (D) Tyskland, (EST) Estland, (IRL) Irland, (GR) Grækenland, (E) Spanien, (F) Frankrig, (HR) Kroatien, (I) Italien, (CY) Cypern, (LV) Letland, (LT) Litauen, (L) Luxembourg, (H) Ungarn, (M) Malta, (NL) Nederlandene, (A) Østrig, (PL) Polen, (P) Portugal, (RO) Rumænien, (SLO) Slovenien, (SK) Slovakiet, (FIN) Finland, (S) Sverige, (UK) Det Forenede Kongerige. ◄ (2) Den myndighed eller det organ, som hver af Det Europæiske Fællesskabs medlemsstater på forhånd har udpeget til at udstede denne attest. |
ATTEST FOR FAGLIGE KVALIFIKATIONER GODSKØRSEL/BUSKØRSEL ()
Nr. …
…
attesterer hermed, at () …
født den … i …
har bestået de prøver (år:.… termin: …) (), der kræves for at opnå en attest for faglige kvalifikationer inden for godskørsel/buskørsel i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1071/2009 af 21 oktober 2009 om fælles regler om betingelser for udøvelse af vejtransporterhvervet ().
Dette bevis udgør tilstrækkelig godtgørelse af faglige kvalifikationer, jf. artikel 21 i forordning (EF) nr. 1071/2009.
Udstedt i …, den … ()
BILAG IV
De alvorligste overtrædelser, jf. Artikel 6, stk. 2, er følgende
1.
a)
overskridelse af den maksimalt tilladte køretid for henholdsvis 6 døgn eller 14 døgn med 25 % eller mere
b)
overskridelse i den daglige arbejdstid af den maksimalt tilladte køretid med 50 % eller derover.
2.
Der forefindes ingen takograf og/eller fartbegrænser, eller der forefindes i køretøjet og/eller anvendes en falsk anordning, der kan ændre kontrolapparatets og/eller fartbegrænserens registreringer, eller der er tale om forfalskning af diagramark eller data fra takografen og/eller førerkortet.
3.
Kørsel uden gyldig synsattest, hvis et sådant dokument kræves i henhold til fællesskabslovgivningen, og/eller meget alvorlige defekter ved bl.a. bremsesystem, styreapparat, hjul/dæk, affjedring eller chassis, der ville medføre en så umiddelbar risiko for færdselssikkerheden, at det fører til en beslutning om at tilbageholde køretøjet.
4.
Transport af farligt gods, som det er forbudt at transportere, eller som transporteres i en forbudt eller ikke godkendt emballage, eller som ikke er identificeret som farligt gods på køretøjet og dermed er til så stor fare for menneskeliv eller miljøet, at det fører til en beslutning om at tilbageholde køretøjet.
5.
Transport af passagerer eller varer uden gyldigt kørekort eller foretaget af en virksomhed, som ikke er indehaver af en gyldig fællesskabstilladelse.
6.
Anvendelse af et kørekort, som er forfalsket, eller som føreren ikke er indehaver af, eller som er erhvervet på grundlag af falske erklæringer og/eller forfalskede dokumenter.
7.
Kørsel med gods, hvor den maksimalt tilladte totalmasse overskrides med 20 % eller derover for køretøjer, hvis tilladte totalvægt overstiger 12 tons, og hvor den maksimalt tilladte totalmasse overskrides med 25 % eller derover for køretøjer, hvis tilladte totalvægt ikke overstiger 12 tons.
() EFT L 222 af 14.8.1978, s. 11.
() Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/22/EF af 15. marts 2006 om minimumsbetingelser for gennemførelse af forordning (EF) nr. 561/2006 og (EU) nr. 165/2014 samt direktiv 2002/15/EF med hensyn til sociale bestemmelser inden for vejtransportvirksomhed og om ophævelse af Rådets direktiv 88/599/EØF (EUT L 102 af 11.4.2006, s. 35).
() Kommissionens forordning (EU) nr. 1213/2010 af 16. december 2010 om fælles regler for sammenkobling af nationale elektroniske registre om vejtransportvirksomheder (EUT L 335 af 18.12.2010, s. 21).
() Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1024/2012 af 25. oktober 2012 om administrativt samarbejde via informationssystemet for det indre marked og om ophævelse af Kommissionens beslutning 2008/49/EF (»IMI-forordningen«) (EUT L 316 af 14.11.2012, s. 1).
() Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 af 27. april 2016 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger og om fri udveksling af sådanne oplysninger og om ophævelse af direktiv 95/46/EF (generel forordning om databeskyttelse) (EUT L 119 af 4.5.2016, s. 1).
() EUT L 123 af 12.5.2016, s. 1.
() EFT L 370 af 31.12.1985, s. 8.
() Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser (EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13).
() EUT L 102 af 11.4.2006, s. 1.
() Rådets beslutning 85/368/EØF af 16.7.1985 om sammenlignelighed af de ved erhvervsuddannelse i medlemsstaterne opnåede kvalifikationer (EFT L 199 af 31.7.1985, s. 56).
() Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2002/15/EF af 11.3.2002 om tilrettelæggelse af arbejdstid for personer, der udfører mobile vejtransportaktiviteter (EFT L 80 af 23.3.2002, s. 35).
() Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2003/59/EF af 15.7.2003 om grundlæggende kvalifikationskrav og efteruddannelseskrav for førere af visse køretøjer, der benyttes til godstransport eller personbefordring ad vej (EUT L 226 af 10.9.2003, s. 4).
() Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/68/EF af 24. september 2008 om indlandstransport af farligt gods (EUT L 260 af 30.9.2008, s. 13).
() Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1013/2006 af 14. juni 2006 om overførsel af affald (EUT L 190 af 12.7.2006, s. 1).
() Det ikke relevante overstreges.
() Efternavn og fornavn, fødested og fødselsdato.
() Identifikation af prøven.
() EUT L 300 af 14.11.2009, s. 51
() Stempel og underskrift for det autoriserede organ, der udsteder beviset.