(1)

Rådets forordning (EØF) nr. 1017/68 af 19. juli 1968 om anvendelse af konkurrenceregler for transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje er blevet ændret væsentligt ved flere lejligheder. Forordningen bør af klarheds- og rationaliseringshensyn kodificeres.

(2)

Konkurrenceregler for jernbane-, landevejs- og vandvejstrafikken er en foranstaltning, der vedrører såvel den fælles transportpolitik som den almindelige erhvervspolitik.

(3)

De på disse områder anvendelige konkurrenceregler bør tage hensyn til de særlige forhold, der gælder på transportområdet.

(4)

Eftersom konkurrencereglerne på transportområdet afviger fra de almindelige konkurrenceregler, bør der gives virksomhederne mulighed for at få kendskab til de regler, der skal anvendes i hvert enkelt tilfælde.

(5)

Konkurrenceregler, der gælder for transport bør omfatte såvel visse virksomhedssammenslutningers fælles finansiering eller fælles erhvervelse af transportmateriel eller -tilbehør til fælles anvendelse som også dele af den virksomhed, som støtteerhvervene på transportområdet udøver i forbindelse med transport med jernbane, ad landeveje og sejlbare vandveje.

(6)

For at handelen mellem medlemsstater ikke skal blive påvirket, og konkurrencen inden for det indre marked ikke skal blive fordrejet, bør aftaler mellem virksomheder, vedtagelser inden for sammenslutninger af virksomheder og samordnet praksis mellem virksomheder samt misbrug af en dominerende stilling på det indre marked, der kunne have sådanne virkninger, af principielle grunde forbydes, for så vidt angår de tre ovennævnte transportgrene.

(7)

Visse arter af aftaler, vedtagelser og samordnet praksis på transportområdet, som udelukkende har til formål og muliggør indførelsen af tekniske forbedringer eller teknisk samarbejde, kan undtages fra kartelforbudet, idet de bidrager til forbedring af produktiviteten. Rådet kan på baggrund af erfaringer og som følge af anvendelsen af denne forordning finde anledning til på forslag af Kommissionen at ændre listen over disse arter af aftaler.

(8)

For at fremme en forbedring af den undertiden alt for stærkt opsplittede erhvervsmæssige struktur inden for landevejs- og vandvejstrafikken bør endvidere aftaler, vedtagelser og samordnet praksis, der har til formål at skabe og drive virksomhedssammenslutninger inden for disse to transportgrene til udførelse af befordringsopgaver, herunder fælles finansiering eller erhvervelse af transportmateriel eller -tilbehør til fælles brug, undtages fra kartelforbudet. En sådan generel undtagelse kan kun gives, såfremt en sammenslutnings samlede lastekapacitet ikke overstiger en bestemt maksimalgrænse, og de i sammenslutningen deltagende enkeltvirksomheders individuelle kapacitet ikke overskrider bestemte grænser, der er fastsat således, at ingen af disse virksomheder kan opnå en dominerende stilling inden for sammenslutningen. Kommissionen bør dog have mulighed for at skride ind, hvis sådanne aftaler i det enkelte tilfælde har virkninger, som er uforenelige med betingelserne for, at et kartel kan anerkendes som tilladeligt, og som udgør et misbrug af undtagelsen. Den omstændighed, at en virksomhedssammenslutning disponerer over en samlet lastekapacitet, der overskrider den fastsatte maksimalgrænse, eller på grund af de i sammenslutningen deltagende enkeltvirksomheders individuelle kapacitet ikke kommer i betragtning med hensyn til den generelle undtagelse, udelukker dog ikke, at det kan dreje sig om en tilladelig aftale, en tilladelig vedtagelse eller en tilladelig samordnet praksis, såfremt disse opfylder de i denne forordning herfor fastsatte forudsætninger.

(9)

Det påhviler i første række virksomhederne selv at bedømme, hvorvidt deres aftaler, vedtagelser eller samordnede praksis i højere grad har konkurrencebegrænsende virkninger end sådanne økonomisk gunstige virkninger, der kan gøre disse begrænsninger rimelige. De bør på denne måde på eget ansvar konstatere det lovlige eller ulovlige ved disse aftaler, vedtagelser eller denne samordnede praksis.

(10)

Det bør derfor tillades virksomhederne at afslutte og anvende aftaler uden at skulle offentliggøre dem. Der består således en risiko for, at de kan blive erklæret ugyldige med tilbagevirkende kraft i tilfælde af, at disse aftaler skulle blive efterprøvet på grundlag af en klage eller af Kommissionen på eget initiativ. Det skal dog ikke være udelukket, at disse aftaler med tilbagevirkende kraft findes lovlige, såfremt en sådan efterfølgende undersøgelse finder sted —