Indholdsfortegnelse
(Kommissionens forordning (EF) nr. 65/2006 om ændring af forordning (EF) nr. 622/2003 for så vidt angår afprøvning af nye tekniske metoder og processer inden for luftfartssikkerhed)
I forordning (EF) nr. 622/2003 indsættes følgende artikel 3a:
1. Medlemsstaterne kan tillade brug af en teknisk metode eller proces til sikkerhedskontrol, der adskiller sig fra dem, der er fastlagt i bilaget, forudsat at:
a) metoden eller processen anvendes med det formål at evaluere en ny måde at udføre den pågældende sikkerhedskontrol på, og at
b) det ikke har en negativ indflydelse på luftfartssikkerheden som helhed.
2. En medlemsstat, der har til hensigt at tillade brug af en ny metode eller proces, underretter mindst fire måneder før den planlagte indførelse skriftligt Kommissionen og de øvrige medlemsstater om denne nye metode eller proces, og gør i den forbindelse rede for, hvordan det garanteres, at anvendelsen af den nye metode eller proces opfylder kravet i stk. 1, litra b). Anmeldelsen skal også indeholde detaljerede oplysninger om, hvor metoden eller processen vil blive anvendt, og hvor lang en evalueringsperiode der er planlagt.
3. Hvis Kommissionen giver medlemsstaten et positivt svar, eller hvis medlemsstaten ikke modtager noget svar inden for tre måneder, efter at den skriftlige anmeldelse er modtaget, kan medlemsstaten tillade, at den nye metode eller proces indføres.
Hvis Kommissionen ikke er overbevist om, at den planlagte nye metode eller proces giver tilstrækkelig garanti for, at luftfartssikkerheden som helhed opretholdes i Fællesskabet, underretter den medlemsstaten herom senest tre måneder efter at have modtaget den i stk. 2 nævnte anmeldelse, og forklarer, hvilke betænkeligheder den har. I sådanne tilfælde giver den pågældende medlemsstat ikke tilladelse til at tage metoden eller processen i brug, før den har opnået Kommissionens accept.
4. Evalueringsperioden for en teknisk metode eller proces kan normalt ikke overstige 18 måneder. Dog kan denne evalueringsperiode forlænges af Kommissionen med op til 12 måneder på betingelse af, at medlemsstaten forelægger en fyldestgørende begrundelse for forlængelsen.
5. Den relevante myndighed i medlemsstaten forelægger mindst én gang hver sjette måned i løbet af evalueringsperioden en statusrapport om evalueringen for Kommissionen. Kommissionen underretter de øvrige medlemsstater om indholdet af statusrapporten.
6. Evalueringsperioden kan under ingen omstændigheder overstige 30 måneder.«
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 13. januar 2006.
EFT L 355 af 30.12.2002, s. 1. Ændret ved forordning (EF) nr. 849/2004 (EUT L 158 af 30.4.2004, s. 1).
EUT L 89 af 5.4.2003, s. 9. Senest ændret ved forordning (EF) nr. 857/2005 (EUT L 143 af 7.6.2005, s. 9).