Om at afskaffe koranloven.

Tak for ordet. Den 7. december 2023 vil altid være en trist dag i danmarkshistorien. Den dag vedtog et flertal bestående af Socialdemokratiet, Venstre, Moderaterne og Radikale Venstre koranloven og dermed en begrænsning af danskernes ytringsfrihed. Partierne valgte at bøje sig for at tilfredsstille mørke kræfter uden for Danmarks grænser. Presset kom nemlig ikke fra danske borgere; det kom fra lande, religiøse kræfter og regimer, som ikke deler frihedsværdier, som det danske samfund er bygget på.

Hele koranloven er et vidnesbyrd om, at når presset bliver stort nok, viser det sig, hvem der står fast, og hvem der giver efter. Danmarksdemokraterne stod imod dengang, og vi står stadig væk imod i dag. Men det flertal, der stemte koranloven igennem, eksisterer ikke længere. Det forsvandt på valgaftenen. I dag er der et flertal blandt Folketingets partier, som dengang stemte imod loven, og derfor mener vi i Danmarksdemokraterne, at Folketinget nu har mulighed for at rette op på den her skamplet.

Det er vigtigt for mig at sige, inden debatten går i gang, at det her ikke handler om koranafbrændinger; det handler om noget langt større. Det handler om, hvorvidt vi stadig har modet til at stå fast på de frihedsrettigheder, som generationer før os har kæmpet for, og som Danmark er bygget på, og at vi ikke bukker under for pres fra islamister i Mellemøsten. Ytringsfrihed er ikke kun til for de holdninger, vi kan lide; den er også til for de ytringer, som provokerer, støder eller vækker vrede. En lov, der giver særlige religiøse skrifter en beskyttelse, som ingen andre holdninger eller symboler nyder godt af, er et skridt væk fra den ytringsfrihed, som Danmark er bygget på. Derfor håber jeg, at de partier, som før valget var imod koranloven, også står ved deres holdning i dag. Tak for ordet. Jeg ser frem til debatten.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne fra Danmarksdemokraterne for at fremsætte beslutningsforslaget. Ifølge forslaget skal regeringen fremsætte et lovforslag, der afskaffer straffelovens § 110 e, stk. 2, om utilbørlig behandling af religiøse skrifter af med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Bestemmelsen betegnes i daglig tale ofte koranloven.

Jeg vil tillade mig at begynde med konklusionen, og den er, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. En af de vigtigste opgaver for enhver regering er at beskytte danskernes sikkerhed. Reglen i straffeloven blev indført i en tid, hvor en lille gruppe af individer foretog koranafbrændinger i Danmark. Afbrændingerne medførte, at Danmark i store dele af verden i stigende grad blev set som et land, der faciliterede forhånelse og nedgørelse af andre lande og religioner. Koranafbrændingerne risikerede at skade Danmark og vores ligesindedes interesser i verden. Derudover oplyste PET, at koranafbrændingerne havde betydning for trusselsbilledet. I Center for Terroranalyses nyligt offentliggjorte vurdering af terrortruslen mod kongeriget Danmark vurderes det, at truslen fra militante islamister er alvorlig. Det fremgår desuden, at koranskændingerne i 2023 medvirkede til, at man igen så Danmark som et prioriteret mål blandt militante islamistiske grupper. Det kom bl.a. til udtryk i trusler rettet mod enkeltpersoner i Danmark, Danmark generelt og danske interesser i udlandet.

Det fremgår også, at koranskændingerne i lighed med de såkaldte tegningesager fra 00'erne er blevet referencepunkt for militante islamister. Center for Terroranalyse vurderer, at såkaldt opfattede krænkelser af islam dermed har vedvarende betydning for truslen fra militante islamister mod Danmark. Bestemmelsen tjener med andre ord meget vigtige formål, nemlig at beskytte danskernes sikkerhed og danske interesser i udlandet.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget kan jeg læse, at bestemmelsen skulle udgøre et øksehug i danskernes ytringsfrihed. Det er jeg bestemt ikke enig i. Bestemmelsen forbyder som udgangspunkt afbrænding af visse religiøse skrifter, men det tror jeg heller ikke at mange vil anse for at være en meget værdifuld ytring. I Danmark har vi ganske mange indskrænkninger af ytringsfriheden. Ytringsfrihedskommissionen har lavet en lang liste over dem. F.eks. må man heller ikke true, forhåne eller nedværdige en gruppe af personer på baggrund er bl.a. deres hudfarve eller seksualitet, eller hvis de har et handicap. Man må ikke billige terror, og man må heller ikke fremsætte æreskrænkende udtalelser.

Tak for ordet. Vi har behandlet problemstillingen før, og Socialdemokratiet står det samme sted. Det skyldes først og fremmest et hensyn, som ministeren også lige var inde på, nemlig danskernes sikkerhed. Bestemmelsen her blev indført i en helt særlig situation, hvor en lille gruppe personer gentagne gange gennemførte koranafbrændinger med det klare formål at provokere og skabe konflikt. Det fik også konkrete konsekvenser for Danmark. Efterretningstjenesten vurderede, at handlingerne bidrog til et skærpet trusselsbillede, og at Danmark igen blev et samlingspunkt for trusler fra militante islamistiske miljøer.

Som ansvarlige politikere kan vi ikke ignorere den type sikkerhedsvurderinger. Som justitsministeren også lige sagde, er det en af statens mest grundlæggende opgaver at beskytte sine borgere og danske interesser i udlandet. Samtidig er det også vigtigt at anerkende den principielle del, som flere også har rejst her: Ytringsfriheden er en af grundstenene i vores demokrati, og ethvert også mindre, målrettet indgreb som det her tager vi alvorligt. Som vi sagde tilbage i 2023 her i Folketingssalen, har Socialdemokratiet afvejet hensynene mod hinanden og fundet, at hensynet til danskernes sikkerhed og tryghed i den konkrete situation vejer tungere end den snævre begrænsning, det er ikke at måtte afbrænde religiøse skrifter i offentligheden. Bestemmelsen ændrer ikke på, at vi fortsat har en meget vidtgående ytringsfrihed i Danmark. Man kan fortsat kritisere religion, gøre grin med religiøse idéer, diskutere religiøse normer og demonstrere sin uenighed med religioners budskaber.

I forlængelse af det fremhævede vi også selv i salen, at visse muslimske miljøer i dag stadig ikke vil gøre det muligt for piger selv at bestemme, om de vil gå med tørklæde eller ej, at der er fædre, der ikke vil sende deres piger i svømmehallen, medmindre kommunen har gjort den kønsopdelt, og at der er piger, der ikke selv har mulighed for at bestemme, hvem de vil giftes med. Alt det skal vi selvfølgelig fortsætte med at bekæmpe med alt, hvad vi har, og også sige højt. Så bestemmelsen her ændrer altså ikke på den almindelige religionskritik. Den retter sig mod en meget snæver kreds af handlinger, som i den konkrete situation viste sig at have alvorlige konsekvenser for Danmarks sikkerhed.

Koranloven markerede et brud med ytringsfriheden, og den var i SF's optik en klar fejl. I et åbent samfund som vores bør staten jo helt grundlæggende være meget tilbageholdende med at begrænse borgernes mulighed for at udtrykke sig, også når ytringerne er stødende, krænkende, provokerende, usmagelige eller de på anden vis ikke lever op til den gode smag og tone. Vi sagde klart og tydeligt i forbindelse med tredjebehandlingen af loven, at vi var imod den, men vi sagde også lige så klart og tydeligt, at når det daværende flertal så alligevel og på trods af vores advarsler vedtog loven, ville det være en uoprettelig skade.

Hvorfor så det? Fordi politik ikke kun handler om principper, det handler faktisk også om ansvar, og her må vi erkende, at de sikkerhedspolitiske realiteter er et tungt lod i vægtskålen. Vi skulle have undladt at indføre loven. For det er trods alt nemmere at forklare, at vi har to-tre tosser, der brænder koraner af, end at et helt land og staten Danmark så med det her forslag aktivt igen tillader koranafbrændinger og i omverdenens syn stiller sig bag det. Danmark har udsendte diplomater, soldater, borgere og virksomheder rundtomkring i verden, og en ophævelse af loven vil desværre blive udlagt som en bevidst aggressiv handling og øge risikoen for terrortrusler, vold og angreb imod danske interesser, og det må selvfølgelig indgå i vores overvejelser som ansvarlige politikere. Så vi mener ikke, at en afskaffelse af loven er sikkerhedspolitisk forsvarlig.

Vi så f.eks. under Muhammedkrisen, hvor voldsomme protester det udløste, og hvor sårbare både danske ambassader, danske virksomheder og danske borgere blev. Det, der er forskellen fra dengang, er, at vi dengang havde det gamle USA, som var klar til at slå ring omkring Danmark. Men siden da er Danmark jo blevet centrum i en direkte konflikt med USA og dets uforudsigelige styre i spørgsmålet om Grønland, og det er kun få dage siden, at det igen blev sagt af amerikanerne, at Grønland jo lige kunne blive den 51. stat. Så det er en helt anden situation, vi står i nu.

Som om det så ikke skulle være rigeligt, står vi også lige i efterdønningerne af en konflikt i Iran og Hormuzstrædet, og både dansk og svensk efterretningsvæsen peger på Iran som en selvstændig driver i forhold til radikalisering, kriminalitet, trusler og terror. Så vi står i en ustabil og meget mere forværret sikkerhedspolitisk situation, end vi gjorde under Muhammedkrisen. Ville jeg så ønske, at verden var så god, at vi uden problemer kunne rulle koranloven tilbage? Ja, selvfølgelig, men jeg mener simpelt hen, at den risiko, vi som land løber for terror, attentater og vilde, ukontrollerbare protestaktioner og for danskernes sikkerhed herhjemme og ude i verden, vil møde os på et i forvejen meget svært tidspunkt, hvor vi ikke kan regne med USA's opbakning.

Tak for det. For 2,5 år siden vedtog Folketinget den såkaldte koranlov. Det gjorde man på baggrund af, ja, faktisk ikke mindre end to lovforslag; det første blev ændret i relation til kunstnernes forhold. Det var efter omfattende mediedebat – stor, stor mediedebat. Det var efter samråd her i Folketinget. Det var efter 92 udvalgsspørgsmål. Det var efter teknisk gennemgang. Det var efter en høring i Landstingssalen. Det var efter en første behandling, der varede 6 timer, en anden behandling, der varede ½ time, og en tredje behandling, der varede 3 timer. Mon ikke vi kan konkludere, at lovforslaget blev grundigt gennemgået dengang?

Det, vi så skal vurdere i dag, er ikke, om vi skal have koranloven. Det har vi jo fundet ud af. Der er jo ikke sket så meget andet. Eller hvad er der egentlig sket? Ja, der er sådan set sket det, at der er blevet krig i Mellemøsten. Der er sket det, at Center for Terroranalyse har udtalt, at der stadig væk er en meget alvorlig fare for terrorisme i Danmark. Der er sket det, at vi har fået sat en stopper for koranafbrændingerne. 3 måneder før lovens ikrafttræden var der 500 koranafbrændinger, og 3 måneder efter var der 5.

Der kan jeg så forstå, at det, man ønsker at gøre fra forslagsstillernes side, er, at når der har været indbrud i huset og man har opsat en tyverialarm og den så virker, så piller vi den ned igen, fordi der jo ikke sker noget. Nej, det sker ikke her, kan jeg så oplyse. Vi bibeholder loven, om end det, vi behandler i dag, jo ikke er spørgsmålet om, om loven skal indføres, men spørgsmålet om, om loven skal afskaffes. Dermed bliver fru Karina Lorentzen Dehnhardts indlæg jo faktisk også ganske glimrende og rammende, må jeg sige.

Det fremhæves, at det her er et attentat og et øksehug, og jeg ved ikke, hvad der bliver sagt, mod ytringsfriheden. Altså, der er et eller andet fuldstændig kugleskørt omkring den måde, man behandler det her emne på, altså ytringsfrihed. Man kan da ytre sig på andre måder end ved at stå og brænde koraner af. Kan man ikke ytre sig i avisen? Kan man ikke gøre det på sociale medier, i tv eller i radio, altså på det, jeg vil kalde normale måder?

Tak for det, hr. formand. »Frihed er det bedste guld«. sådan indledes en svensk folkesang, der i dansk udgave er blevet folkeeje i den danske Højskolesangbog, og det er jo, fordi en af de forudsætninger, som vores demokrati bygger på, er frihedsrettighederne. Man kan jo ikke tale om et velfungerende demokratisk samfund, der ikke bygger på de individuelle frihedsrettigheder. Og i min optik, Dansk Folkepartis optik, er ytringsfriheden en af kronjuvelerne i de frihedsrettigheder.

Derfor er det også trist, at Folketinget i sidste valgperiode gik med til det, der var den største materielle indskrænkning af ytringsfriheden, siden Gestapo og tyske soldater regerede vores land. Derfor var vi voldsomt imod, ikke fordi vi ikke forstår den islamiske terrortrussel – den tror jeg egentlig vi forstod før og bedre end mange andre her i landet – men fordi vi har en klar bevidsthed om, at truslen fra islam ikke kan appeases. Man kan ikke komme igennem over for ekstremister med eftergivenhed.

Det her er min jomfrutale her i Folketinget, men før da har jeg haft fornøjelsen af at virke 8 år i Europa-Parlamentet. I den tid oplevede jeg et terrorangreb i Bruxelles – islamisk – og et terrorangreb i Strasbourg begået af voldelige islamister. Begge de EU-lande, Frankrig og Belgien, har lovgivning imod såkaldt hadefuld tale mod minoriteter og beskyttelse af religiøse følelser, der er endnu mere indskrænkende end dem, der er indført i Danmark, og alligevel gik man ikke fri for islamismens terror. Det gør vi heller ikke her i Danmark, men heldigvis har der kun været ét succesfuldt anslag mod Danmark og mange, som dygtige politifolk og Politiets Efterretningstjeneste har formået at forhindre.

Derfor er løsningen ikke at give efter over for voldsmanden veto. Løsningen er ikke at sige, at hvis de kommer med modpres, gør vi, hvad der bliver sagt. Det er jo imponerende i et land, hvor man godt kan stå sammen imod truslen fra Putin i forhold til Ukraine og fra Trump i forhold til Grønland, at man ikke kan se det samme sammenhold og mod, når det kommer til truslen fra militant islam. Derfor synes jeg, det er klogt, at vi får prøvet det her igen, altså får prøvet det flertal her i Folketinget, der var imod indførelsen af koranloven. Og jeg håber inderligt, at den proces, vi sætter i gang her i dag, fører til, at vi igen udvider danskernes ytringsfrihed.

Tak til formanden, og også mange tak til Danmarksdemokraterne for at fremsætte det her beslutningsforslag, som vi i dag skal behandle, i forhold til om vi skal afskaffe koranloven. Liberal Alliance stemmer naturligvis for det. Da loven blev vedtaget i sin tid, var vi imod, ikke fordi vi ønsker at se koraner, bibler eller andre religiøse skrifter blive brændt af, det gør vi faktisk ikke, men fordi frihedsrettighederne ikke skal være afhængige af det, vi bryder os om. Så derfor var vi imod i sin tid. Ytringsfriheden er netop sat i verden for at beskytte ytringer, som provokerer, støder og udfordrer. Hvis ytringsfriheden kun skal gælde det, flertallet kan lide, så er den ikke meget værd.

Koranloven markerede et brud på en lang dansk tradition, en tradition, hvor vi står fast på idéer. Religion og ideologier skal kunne kritiseres, hånes og udfordres, uden at staten blander sig. Det er en tradition, der har gjort Danmark til et af verdens frieste lande. Regeringen argumenterede dengang med, at loven var nødvendig af hensyn til Danmarks sikkerhed og vores relationer til andre lande. Men frihed bliver sjældent stærkere af, at vi bøjer os for pres, tværtimod. Når vi indskrænker vores frihedsrettigheder, fordi andre kræver det, så sender vi et signal om, at vi lader os påvirke af trusler og pres, og det er et farligt signal at sende. For hvor stopper det? Hvis vi først accepterer, at religiøse følelser kan begrunde begrænsninger af ytringsfriheden, hvad bliver så det næste?

Et frit samfund bygger ikke på at beskytte borgere mod at blive krænket. Det bygger på, at borgerne har frihed til at tale, kritisere og protestere, også når det virker stødende på nogen. Derfor handler denne afstemning faktisk ikke om koraner, den handler ikke om islam, men den handler om, om vi fortsat tror på nogle principper, og at Danmark er et frit demokrati, at ord mødes med ord, argumenter med argumenter, og at staten ikke skal være smagsdommer over lovlige ytringer. I Liberal Alliance vælger vi friheden, og derfor stemmer vi også for at afskaffe koranloven. Tak for ordet.

Tak for ordet. Forslagsstillerne foreslår her med beslutningsforslag B 6 at afskaffe straffelovens § 110 e, stk. 2, forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Lad mig starte med det, som jeg tror vi alle kan blive enige om: Ytringsfriheden er en af grundpillerne i vores demokrati. Det er forudsætningen for åben debat, kritik af magthaverne og også retten til at udfordre etablerede sandheder. Derfor skal vi også være varsomme, hver gang lovgivningsmagten, herunder Folketinget, overvejer at begrænse ytringsfriheden.

Men ytringsfriheden har jo aldrig været uden grænser. Vi ser det allerede i grundlovens § 77, stk. 1, første punktum, hvoraf det fremgår:

»Enhver er berettiget til på tryk, i skrift og tale at offentliggøre sine tanker, dog under ansvar for domstolene.«

Det betyder, at vi jo i dag accepterer en hel del begrænsninger, når det gælder trusler, terrorpropaganda, æreskrænkelser og racisme, bare for at nævne nogle få.

Det er ikke, fordi vi ikke værdsætter ytringsfriheden, men fordi vi som samfund må afveje nogle forskellige hensyn over for hinanden, og som det er nævnt flere gange, viste Ytringsfrihedskommissionens betænkning fra 2020, at der i hvert fald er 425 begrænsninger i ytringsfriheden fordelt på 84 love. Og da Folketinget i 2023 vedtog den her bestemmelse, som vi drøfter i dag, så var det heller ikke for at beskytte religion mod kritik. Det var bestemt heller ikke for at forhindre en fri debat om islam eller andre religioner. Tværtimod. Der er fortsat meget vide rammer for religionskritik i Danmark. Man kan kritisere religioner, religiøse ledere og religiøse idéer. Man kan skrive bøger, lave film, holde demonstrationer og deltage i den offentlige debat.

Nej, det, som loven retter sig imod, er en ganske snæver kategori af handlinger: den utilbørlige behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning. Det har forslagsstillerne så beskrevet som et øksehug mod ytringsfriheden. Der mener jeg, at virkeligheden viser noget andet. For siden loven er trådt i kraft, er der rejst 26 sigtelser og kun afsagt én dom. Det understøtter Moderaternes opfattelse af, at der er tale om et relativt afgrænset indgreb.

Tak, formand. Da regeringen i 2023 vedtog koranloven, var vi imod i Det Konservative Folkeparti, og vi deltog i utallige timer både her i Folketingssalen og i samråd. Det væsentligste argument for os dengang var at forsvare kampen for ytringsfrihed, fordi loven markerede et principielt brud med den danske tradition for ytringsfrihed. I et frit samfund må staten være meget tilbageholdende med at kriminalisere ytringer alene på grund af deres krænkende karakter.

Det andet argument er jo, at koranloven blev født i skam for at tækkes islamistiske regimer. Det var efter vores opfattelse et forkert signal at sende, at man bøjede af over for det internationale pres mod koranafbrændinger. Tænk, hvis Anders Fogh Rasmussen havde bøjet af, dengang Muhammedtegningerne blev bragt, og havde medvirket til at lave en lovgivning, som indførte censur, eller endda bare havde kritiseret Jyllands-Posten. Det gjorde Anders Fogh Rasmussen ikke, for han stod på ytringsfrihedens side.

Regeringspartierne har alle sammen sagt her til aften, at de ikke bøjede af, men hvorfor udsendte man så som på det eneste tidspunkt i sidste valgperiode en pressemeddelelse på engelsk? Det var jo lige præcis for at lave en servicemeddelelse til de islamistiske lande og de antidemokratiske regimer, for hvem den her lov var vigtig. Danmark skal selvsagt føre en ansvarlig udenrigspolitik, men vi bør ikke ændre på grundlæggende frihedsrettigheder, fordi autoritære regimer eller fremmede stater er utilfredse med, hvordan ytringsfriheden bruges her i landet.

Sluttelig vil jeg faktisk også nævne et argument, som ikke har været så meget oppe i dag, men det er egentlig også, at loven er ret uklar. Loven blev født i et demokratisk underskud. Hvis I husker efter, var der først ét lovforslag. Det blev kaldt et øksehug af førende eksperter og professorer. Så gik man ind og lavede en række ændringer, og så var det, at regeringen selv valgte at kalde det for et nålestik. Men man sendte aldrig det fornyede lovforslag i en fornyet høring. Og derfor kom alle de høringssvar, der kom ind, faktisk ind på baggrund af det gamle lovforslag. Samtidig blev koranloven indføjet i kapitel 12 i straffeloven, som handler om statens sikkerhed og højforræderi, og hvor der er en strafferamme på op til 12 års fængsel.

Tak for ordet. Forslaget går ud på at afskaffe loven om forbud mod utilbørlig behandling af skrifter med væsentlig religiøs betydning for et anerkendt trossamfund. Vi støttede i 2023 den her lov på baggrund af PET's trusselsvurdering, hvori det fremgik, at koranafbrændinger havde betydning for trusselsvurderingen, og fordi de mange koranafbrændinger var med til alvorligt at påvirke Danmarks mulighed for at agere internationalt.

Koranloven skal evalueres i udgangen af det her år, og vi ser frem til evalueringen. Når evalueringen foreligger, vil vi tage stilling til, om den har virket efter hensigten. På den baggrund kan vi ikke støtte forslaget her. Tak.

Nu skal man lytte godt efter, for argumentet for at begrænse danskernes ytringsfrihed lød sådan her i dag: Ja, man blev nødt til at begrænse danskernes ytringsfrihed, fordi regeringen vurderede, at nogle islamister ville blive sure over, at vi bruger vores ytringsfrihed. Så burde man faktisk ikke sige mere, for det er det, det handler om. Magthaverne vurderede, at man bedre kunne håndtere danskernes utilfredshed end islamisternes utilfredshed, og jeg er nogle gange tilbøjelig til at give magthaverne ret.

Danskerne er lullet i søvn. Der kommer »Vild med dans«, der kommer »FredagsTamTam«, og vi skal se VM i fodbold – desværre er Danmark ikke med. Men en lang række ting gør, at nå ja, så går livet videre. Den tilgang gør, at regeringen begrænser ikke kun vores borgerrettigheder, men også vores ytringsfrihed, som man gjorde, da man indførte koranloven. Og nej, personligt vil jeg også hellere læse bøger end brænde dem af, men det her handler om, at der var et pres fra islamiske kræfter, som ønskede at bestemme, hvordan vi skulle indrette os i vores land og i vores samfund.

Det har vi oplevet før. Der var også islamiske kræfter, både herboende i Danmark, men også udefra, som forsøgte at presse os til under Muhammedkrisen. De ønskede ikke, at vi skulle have lov til at tegne profeten Muhammed. Med dagens debat er jeg sikker på, at hvis Muhammedkrisen havde ramt i dag i 2026, så havde det her Folketing forbudt at tegne Muhammedtegninger. Så havde man vægtet den sikkerhedspolitiske situation, det muslimske mindretal i Danmark og sin kamp mod at give anerkendelse til nogen som helst kræfter på højrefløjen og valgt hellere at bøje af for islamisterne. Jeg tror, at det her Folketing ville have vedtaget, at man ikke længere i Danmark måtte tegne profeten Muhammed.

Det gør mig ufattelig trist. For det viser en tendens. Det viser en retning, vi bevæger os i – ikke kun i det danske samfund, men overalt i Europa og på vores kontinent. Stille og roligt eroderer vores grundlæggende frihedsrettigheder og vores grundlæggende værdier. De bliver udfordret indefra. Der bliver talt om den tredje erkendelse; der bliver talt om, at islamister sætter sig på vigtige poster i vores samfund, samtidig med at der kommer pres udefra, som vi bøjer af for.

Mange tak. I Danmarksdemokraterne mener vi, at SVM-regeringen svigtede de danske værdier og underkastede sig muslimske diktatorer og ufrie kræfter, da den indførte koranloven, der med et øksehug gik ned gennem danskernes ytringsfrihed. Koranloven er ganske enkelt en skamplet på dansk lovgivning.

I et moderne samfund skal vi jo ikke indskrænke vores frihedsrettigheder; vi skal tværtimod holde fast i dem og endda gerne udvide dem. Vi skal i hvert fald slet ikke lade os presse til at ændre dem, hvilket er det, der skete med den her sag. For man kan næsten ikke se det som andet, end at når der kommer nogle islamister og udenlandske diktaturer, der kræver, at vi laver om på vores lovgivning om, så gør vi det. Det er jo en skamplet på Danmark.

I Danmark kommer ytringsfriheden altså før religiøse særkrav, og man må tåle, at religion kan blive kritiseret og genstand for debat. Det gælder alle religioner og selvfølgelig også islam – man fristes til at sige især islam, for det er vel næsten den eneste religion, der kan blive så emsig over småting og kræve ændringer. Det oplever jeg i hvert fald ikke med andre religioner.

Derfor har vi fremsat det her forslag om, at koranloven skal afskaffes. Det er vigtigt, at vi får forsvaret vores ytringsfrihed, og det hænger ganske enkelt ikke sammen med, at man har en lov, der straffer borgere for at kritisere en bestemt religion. I Danmark er det altså voldsmændene, der bliver retsforfulgt, og ikke mennesker, der bruger deres ytringsfrihed. De eneste, der jubler over sådan en ændring, er dem nede i Teheran, og de krav bør vi altså ikke bøje os for.

Så det er et knæfald for trusler fra islamiske og antidemokratiske diktaturstater, som blæser højt og helligt på basale danske og vestlige grundværdier. Det kan egentlig skæres lidt ned til den tradition, vi lige har haft her i Folketingssalen, for – jeg tror, vi alle sammen har det lidt på samme måde – man kan være uenig i det, de andre siger, men man vil altid forsvare den ret, de har til at sige det. Det er jo den respekt, vi har for hinanden her i Folketinget, og den værdi burde vi sådan set også holde fast i ude af huset.