Jeg vil godt takke Dansk Folkeparti for at fremsætte det her beslutningsforslag. Forslaget pålægger regeringen at genoptage det bilaterale program for efteruddannelse af danske lærere i holocaustundervisning i Israel ved Yad Vashem, som er Israels officielle mindeinstitution for holocaust. Programmet kørte faktisk fra 1996 til 2013. Forslaget pålægger samtidig regeringen at finde noget finansiering over finansloven til det her forslag.
Jeg vil starte med at sige, at jeg og regeringen er meget enige med Dansk Folkeparti i, at undervisning i folkeskolen og i gymnasiet i holocaust er helt centralt. Det er fuldstændig afgørende vigtigt, at alle børn og unge i Danmark kender til de uhyrlige forbrydelser, der hærgede Europa i forbindelse med anden verdenskrig, så historien ikke gentager sig.
Nu er det lidt tilfældigt, at det lige er i dag, at vi behandler det her forslag, nemlig dagen efter markeringen af Krystalnatten, som er en af de grusomste begivenheder i Europas historie, og som jo indvarslede et menneskesyn og overgreb på jøder, hvor vi desværre må sige, at antisemitisme stadig er en udfordring rundt omkring i Europa og også i det danske samfund.
Derfor er det så afgørende vigtigt, at der bliver undervist i holocaust. Jeg var selv overrasket over, at det igennem mange år ikke var en del af den obligatoriske undervisning. Det er det blevet, og det er ikke så mange år siden, at vi fik det indført. Så nu er det en del af den obligatoriske undervisning i den danske folkeskole og på de gymnasiale uddannelser, altså at man skal lære om holocaust. Så det var vigtigt, og det var rigtigt at gøre det.
Man kan i dag spørge, hvorfor man troede, at det var blevet irrelevant, og at det ikke skulle med, men det er nu kommet ind, og det synes jeg er rigtigt og vigtigt.
Så vil jeg sige, at et andet element i det er, at vi har iværksat en række handlingsplaner netop mod antisemitisme, fordi vi ved, at det er en tilbagevendende kamp, og at de fremskridt, man har foretaget den ene dag, skal man året efter igen kæmpe for at bevare og selvfølgelig rykke videre. Der er gennemført initiativer og afsat midler til at styrke undervisningen i holocaust som led i handlingsplanen om antisemitisme.
Det er vigtigt for mig at sige, at jeg mener, det bør være en selvfølge, at enhver minister for undervisning i Danmark har den her holdning. Men vi kan se rundt omkring i Europa, at det ikke er en selvfølge længere, at det er sådan, det er, og heller ikke i alle dele af det danske samfund. Men som samfund har vi lært af det, og som samfund vil vi sikre, at historien ikke gentager sig. Så uagtet at det her forslag har et meget, meget sympatisk og vigtigt element i sig, så er spørgsmålet så, hvordan vi så gør det her i praksis. Hvad er det rigtige så at gøre?
Som jeg nævnte i min indledning, handler forslaget så om at sende danske lærere på efteruddannelse i Israel. Det skal vi lige vurdere om er hensigtsmæssigt. Jeg er tvivlsom over for, om det er hensigtsmæssigt, og det er der flere årsager til.
For det første har vi grundlæggende den holdning, at efteruddannelse bør ske i Danmark. Hvorfor har vi det? Jamen det sikrer, at efteruddannelsen kobles sammen med en dansk undervisningskontekst og matcher vores læreplaner i historie og kanonpunkter om holocaust, som er kommet med, og som jeg nævnte før, m.v. Og når man gennemfører en lokal efteruddannelse, vil der jo samtidig ske en lokal kapacitetsopbygning af efteruddannelsesmuligheder, sådan at indsatsen kan komme flere lærere til gavn end dem, man kan rumme at sende afsted.
Derudover må man også sige, at hvis vi skal sende en stor, stor mængde af danske lærere på efteruddannelseskurser i Israel, vil det kræve rejseudgifter og tid væk fra eleverne. Og vi har ikke brug for flere vikarer eller aflyst undervisning i vores folkeskole, tværtimod. Vi har brug for, at lærerne får efteruddannelse, men at de så også kommer tilbage til vores elever. Endelig er der, som jeg nævnte, ikke anvist finansiering i selve det her forslag.
Så af disse årsager kan regeringen ikke støtte forslaget, uagtet det, jeg nævnte om kampen imod antisemitisme. Det er meget, meget højt på vores dagsorden og desværre stadig væk helt centralt, afgørende og vigtigt.