Lars Boje Mathiesen

Tak, formand. Det, som alle nu kommer til at høre, er historisk. Aldrig før er de her ord blevet sagt fra Folketingets talerstol, men det bliver de nu, for det er nødvendigt: Forbyd islam. Vi skal forbyde og fjerne islams indflydelse på Danmark, og nej, vi hverken kan eller skal bestemme, hvad folk tænker eller tror i hjemmet. Det her er ikke et forbud mod individets ret til at tro, det er ikke sindelagskontrol, men vi tager det opgør med islam og dets indflydelse på Danmark, som ingen har gjort før. Lad mig gøre det klart: Det her handler om kærlighed til Danmark og ikke om had mod enkeltindivider og andet fjolleri, som nogle fra venstrefløjen gerne vil turnere rundt med. Det her handler om vores fremtid som nation og som folk. Statsministeren har intet problem med at sige, at Grønland er grønlændernes, og det burde være nøjagtig lige så ukontroversielt at sige, at Danmark er danskernes. Grønlænderne er et folk, men vi danskere er også et folk – et folk, som fortjener og har ret til at bevare et sted, som vi kan kalde for hjem, Danmark, vores eget land.

Der er to hovedspor: Vi fjerner islams indflydelse på Danmark, og vi sikrer en demografisk udvikling, så Danmark forbliver dansk og danskernes, og vi skal have fjernet islam. Det er en totalitær ideologi, som aldrig vil kunne komme til at sameksistere, fordi det i sin natur konstant og skridt for skridt ønsker at overtage, og det bliver den ved med, indtil den er stærk nok til at tage fuld kontrol. Det betyder helt konkret, at Folketinget bl.a. skal gøre følgende: Lave et totalt forbud mod at servere halalkød i kommuner, regioner og stat. Det gælder ligeledes samtlige institutioner, som modtager offentlig støtte, som museer, medier, foreninger og andet. Den danske stat skal ikke understøtte islamiske velsignelser eller bevægelser med penge, og hvis det gør det svært at leve i Danmark for nogle islamister, er det fint; det er netop meningen.

Vi skal have et fuldt forbud mod nye moskéer i Danmark. Moskéer virker som ambassader for politisk islam, og Danmark skal ikke naivt tillade nye islamiske forposter, som undergraver Danmark og vores værdier. Derudover skal vi kigge grundigt på de eksisterende og lukke alle dem, som er finansieret af udlandet. De få tilbageværende skal udvise fuld åbenhed om deres økonomi, og vi skal sikre, at der intet foregår, som kan tillægges sharialov og -forkyndelse, for så lukker vi også dem. Vi skal have et forbud mod muslimske friskoler. Vi skal ikke tillade, at der bliver formet nye generationer af islamister i skolerne, og der skal ikke være nogen fritagelse eller særhensyn grundet islam i folkeskolen og andre institutioner. Vi skal have et forbud mod det islamiske tørklæde inden for det offentlige. Det gælder både for børn og voksne. Den danske stat skal ikke længere dukke sig for et middelalderligt grotesk syn på kvinder, og vi skal ikke tillade islams underkastende uniformer i det offentlige Danmark. Hvis den islamiske uniform er så vigtig, er det netop, fordi man vægter islam over Danmark. Så ingen tørklæder i det offentlige Danmark. Alle offentligt ansatte skal i deres ansættelseskontrakt skrive under på, at de vægter grundloven og danske sekulære love og regler over de islamiske, og vi skal have et grundigt eftersyn og kortlægge islams infiltration af det offentlige system. Vi skal have et forbud mod islamisk massebøn på gader og stræder og et forbud mod bønnekald og anden islamisk propaganda, sharialov og social kontrol, og vi fratager islam sin officielle anerkendelse, som kan facilitere disse ting. Vi gider det ikke i Danmark. Det var det ene hovedspor.

Det andet hovedspor er remigration. Remigration er grundlæggende blot det modsatte af migration. Det er at vende den nuværende mangeårige fatale migration fra Afrika og Mellemøsten om og sikre, at Danmark forbliver dansk. I årevis har man solgt danskerne et asylsystem, men det har reelt set været en indvandringsmaskine. Asyl er blevet til permanent ophold, og permanent ophold er blevet til statsborgerskab, og derfor skal Folketinget foretage de nødvendige lovmæssige tiltag, som gør op med den fatale demografiske udvikling, som vi har set igennem de sidste 40 år, og sikre, at andelen af folk i Danmark med baggrund i Mellemøsten og Afrika ikke længere fortsat stiger, men at kurven knækker og går nedad.

Lad mig gøre det klart: Bare at lave hjemsendelser, eller at det er flere muslimer ud eller ind, som nogle taler om, er på ingen måde nok. For det ændrer nødvendigvis ikke på den grundlæggende demografiske udvikling i Danmark. Så er det bare reelt at sænke farten lidt på vej ud over klippen fra 110 til 80 km/t. Ja, det forsinker katastrofen, men det ender stadig fatalt.

Vi har ganske enkelt brug for at stoppe helt op og ændre kursen, og derfor skal der ske følgende: Et fuldt stop for asyl til folk fra Mellemøsten og Afrika; vi skal have et fuldt stop for tildelingen af permanente opholdstilladelser til folk fra Mellemøsten og Afrika; vi skal have et fuldt stop for tildelingen af statsborgerskaber til folk fra Mellemøsten og Afrika; og vi skal have en straksophævelse af tildelte statsborgerskaber og opholdsgrundlag for MENAPT-nationaliteter, der har begået grov strafferetlig kriminalitet. Statsborgerskab er ikke en rettighed. Det er faktisk også mere end en gave. Et statsborgerskab er arveretten til Danmark, og den arveret til Danmark skal gives videre til det danske folk og ikke til islam. Men for at bevare Danmark er det ikke nok, at vi bare kigger fremad. Dertil er skaderne begået af skiftende Folketing herinde ganske enkelt for store. Vi har ikke skabt problemerne i Borgernes Parti, men vi påtager os gerne ansvaret for at løse dem.

Derfor skal der ske følgende: Hjemsendelse af alle udlændinge, som er kommet hertil via asyl, hvor deres land nu er sikkert; ophævelse af alle permanente opholdstilladelser til nationalitet fra Mellemøsten og Afrika, som er kommet hertil via asylsystemet; konsekvent udvisning af kriminelle udlændinge efter første dom og for bestandigt. Vi fjerner hele den tidsbegrænsede indrejseforbuddel, og overførselsindkomster skal kun være til danske statsborgere. Så skal vi potentielt have et stop for automatisk statsborgerskab ved fødsel til personer, hvis forældre eller bedsteforældre har baggrund i Mellemøsten og Afrika, og hvis det er nødvendigt for at ændre den demografiske udvikling, skal vi også genbesøge tildelte statsborgerskaber, som er opnået gennem forløb igennem asylsystemet. Hvis vi skal redde Danmark, duer det altså ikke, at nu selv blå partier render rundt med en fortælling om, at man bare lige kan føle sig dansk, og at man jo så er velkomme til at blive. Det er et fatalt svigt af Danmark og det danske folk. Så kort sagt: Vi går så langt op ad trappestigen, indtil vi sikrer, at danskerne ikke kommer i mindretal i vores eget land, og andelen af folk med baggrund i Mellemøsten og Afrika falder.

Så skal det ikke længere være danskerne, der skal betale for, at de rejser hjem. Folketinget skal derfor straks indføre en hjemrejsefond, hvor udlændinge fra MENAPT-landene hver måned trækkes et beløb, inden de får pengene udbetalt. De penge indsættes på en personlig konto, som de så kan få udbetalt, når de forlader landet. Kort sagt: Vi ønsker ikke længere, at det skal være danskerne, som skal finansiere, at MENAPT-landenes borgere befinder sig i Danmark, og det skal heller ikke være danskerne, der skal betale for, at de rejser hjem. Det skal de selv gøre fremadrettet. Og alle MENAPT-lande, som nægter at tage imod deres egne statsborgere, skal miste enhver støtte, samhandel og retten til at kunne komme ind i Danmark. De love, regler og konventioner, som potentielt skulle stille sig som forhindringer for at kunne redde Danmark, skal naturligvis ændres. Man skal huske, at love og regler, som har skabt muligheden og grundlaget for den her fatale udvikling, er lavet af folkevalgte, og det er folkevalgte, der har magten til at lave dem om, hvis man har modet og viljen. I det mindste kunne man jo spørge danskerne med en folkeafstemning, om de fortsat vil deponere deres udlændingepolitik nede i Strasbourg og ved en Menneskerettighedsdomstol.

Så den her dag er historisk. Ingen danskere kan, hvis den nuværende fatale udvikling fortsætter, senere i historien påstå, at de ikke vidste eller var oplyst om konsekvenserne, og ingen kan længere undskylde sig med, at de jo ikke havde et parti, som havde den nødvendige politik og var villige til at gøre det nødvendige for at redde Danmark. Det er der, og det er Borgernes Parti.

Så kære danskere: Danmark er jeres og ikke politikernes og magthavernes; I har magten, hvis I har modet og viljen til at bruge den. Det er nu op til jer at beslutte jer for, om I vil give Danmark videre til jeres børn og børnebørn, eller om I vil fortsætte den nuværende kurs og forære det til Mellemøsten, Afrika og islam. Tak for ordet.

Hvornår var det, det skete, at staten blev en modspiller i stedet for en medspiller? Det er jo der, vi er i dag. Jeg tror ikke, at der er en specifik skæringsdato. Jeg tror ikke, vi kan slå ned på en dato og sige: Der skete det. Men i takt med at kompleksiteten, både i samfundet, men også i den lovgivning, som vi herinde fra Folketinget sender videre ud til ministerier via bekendtgørelser, videre ud til styrelser, videre ud til kommunerne, ud til den enkelte sagsbehandler, så står vi i dag med et lovkompleks, som er så kompliceret, så omfattende, at selv for sagsbehandlere, der sidder ude i det yderste led, er det en umulighed at undgå at lave fejl. Vi kan godt skyde skylden på den enkelte faglige medarbejder, der sidder derude. De skal også træffe rigtige beslutninger, men vi skal også tage ansvar for, hvad det er for nogle arbejdsbetingelser, vi giver de mennesker, der sidder med det derude.

Derude sidder der en sagsbehandler, som måske laver en fejl. Det kan være en kommune, som laver en fejl. På den anden side sidder der en familie, som bliver ofre for det her, og som føler sig fuldstændig kørt over af systemet, hvad der kan have store konsekvenser for deres familieliv, for deres økonomi mange år frem. Alle, der har oplevet at få deres liv sat på standby igennem flere år, ved, hvordan det slider. Det slider på ægteskab. Det slider på familierelationer. Det slider på arbejdet, på kollegaerne, på alt i livet. Så ansvaret for at gøre noget ved, at vi har et system, som i dag i stor grad er blevet modspiller i stedet for medspiller, falder på det her Folketing herinde. Derfor er jeg glad for, at man tager et skridt hen imod en forvaltningsdomstol.

Da jeg startede Borgernes Parti i 2024, var en af de første ting, som kom på partiprogrammet en forvaltningsdomstol sammen med en forfatningsdomstol. Nu tager vi et skridt mod en forvaltningsdomstol – et skridt mod, at pendulet igen svinger over mod borgerrettigheder og væk fra systemet. Vi ser for mange sager, hvor skattemyndigheder, teknik- og miljømyndigheder, sociale myndigheder tromler hen over borgerne, og det, jeg ikke bryder mig om, og som nogle gange følger i halen på det her, er den form for arrogance, som kommer med systemet: Hvad bilder borgerne sig ind, at de klager? Jamen systemet er vel ufejlbarligt?

Det findes derude, og det er grotesk, når borgere kommer i klemme og vi gang på gang kan se, at når fejlen ligger i systemet, er det borgerne, som bliver anklaget. Det er borgerne, der nærmest skal undskylde for, at de faktisk står på, hvad der er deres rettigheder. Det system skal vi have gjort op med. Derfor er jeg glad for, at vi tager første skridt i dag med en undersøgelse af det. I Borgernes Parti kunne vi faktisk godt allerede gå skridtet videre. Vi er store tilhængere af den tyske model, som vi mener passer bedst til det danske samfund, og vi kunne tage nogle elementer derfra, men vi anerkender også, at der er elementer fra andre lande, som absolut kan være gavnlige. Så lad os kigge nærmere på det her.

Vi kommer til at stemme ja til det her. Det er en dejlig dag for dansk retssikkerhed og for borgernes sikkerhed i Danmark.

Tak, formand. Ofte herinde tegner der sig en form for – cirkus, er måske et forkert ord, men så i stedet teater, hvor oppositionen har bestemte roller, regeringen har bestemte roller, støttepartierne har bestemte roller, og man træder ind i de vante måder at agere på. Jeg vil gerne adressere to ting i dag, hvor jeg træder ud af den rolle, som man måske har som opposition. Men jeg har aldrig spillet efter de regler alligevel, så det er sådan set lige meget. Jeg siger det, jeg mener, og mener det, jeg siger. Der er behov for, at det her Folketing støtter op om en skatteminister, som tydeligt har tilkendegivet, at man nu vil tage et opgør med de her ting. Det er ikke kun den her sag, men en generel ting i skattevæsenet. Guderne skal vide, at det har jeg ventet længe på.

Til trods for at vi selvfølgelig har vores politiske uenigheder om skattetryk og alt mulig andet, som vi kan have, er det meget, meget vigtigt, at vi som Folketing bakker op, for skatteministerens kamp nu er en kamp for os alle sammen, og vi er oppe imod i system, som kan være hårdt at gå imod som borger. Men jeg har siddet i Folketinget siden 2019, og det kan også nogle gange være hårdt for et folketingsmedlem at gå op imod systemet, og det kan det også for en minister. Vi har set utallige eksempler på det i historien. Så vi bliver nødt til at prøve at træde ud af rollerne, hvis vi vil have ændringerne. Hvis vi oprigtigt mener, at vi vil have ændringerne nu, skal vi turde have modet os til at bakke hinanden op.

Der er to ting, som jeg synes er dejlige i de her ting. Det første er, at der faktisk er en regering, som stemmer for et beslutningsforslag, som man er enig i. Det kunne være dejligt, hvis vi begynder at have en tradition for det og stopper det teater, som vi ellers nogle gange har oplevet. Og der er ikke nogen, man skal skyde på til højre og venstre, for alle har gjort det. Men det så jeg i dag man ikke gjorde, altså at man rent faktisk sagde: Det kan vi godt støtte; det er vi enige i. Hvor er det befriende for folkestyret, synes jeg faktisk.

Så synes jeg, at skatteministeren skal have den opbakning, for jeg tror på, at skatteministeren mener det her oprigtigt. Skatteministeren var dygtig som kulturminister, jeg var ikke enig, men man formåede at få kulturområdet prioriteret højere op på listen, end det ellers var. Hvis man på samme måde formår at få skatteområdet ind på den politiske dagsorden, ikke kun her, men også ude i samfundet og får skabt de resultater, vil det her være det største kvantespring på skatteområdet, vi har set siden måske engang i 1990'erne. Jeg kommer til at holde øje med det, for det er jo også min opgave som opposition, men det er vigtigt for mig at kommunikere, ikke kun til Folketinget, men især til skatteministeren, at man har min fulde opbakning til den kamp, som nu bliver taget, og jeg vil gøre, hvad jeg kan, og vi vil i Borgernes Parti gøre, hvad vi kan, for at støtte konstruktivt op om det arbejde. Tak for ordet.

Det her er et af de vigtigste områder i dansk politik i de næste mange år fremad, for det, som vi reelt set snakker om i dag, er, hvordan vi skaffer nok energi, og, som vi også kan høre på debatten i dag, hvem der skal have lov til at have den energi. Grundlæggende er det en absurd situation, at politikerne nu vil gøre sig til dommer over, hvem der må få energi, hvem der må få el, og hvem der ikke kan få. Vi burde ikke være i den situation. Vi har i årevis vidst, at Danmark skulle bruge mere elektricitet. Man har fra Folketingets side besluttet at sætte fokus på og sætte fart på en omstilling, som selvfølgelig og naturligvis kræver mere elektricitet. Skiftende flertal herinde har diskuteret, hvad de rigtige energiformer var. Nogle ville have vind, nogle ville have sol, og andre ville have kernekraft. Men fokus har ikke så meget været på, om vi har nok kapacitet, og om infrastrukturen er fulgt med. I min og i Borgernes Partis optik er det det, der skal være det centrale, og ikke, om man er meget tilhænger af det ene eller det andet, og slet ikke af ideologiske årsager.

Det her er alt, alt for vigtigt til, at vi gør det til et spørgsmål om det, for vi bliver nødt til at kunne producere nok strøm, og udfordringen er massiv. Energinet oplyser selv, at ønskerne om nyt elforbrug er vanvittig enorme. Vi taler ikke om en potentiel efterspørgsel på 10 pct. af Danmarks nuværende maksimale elforbrug og heller ikke 20 pct. eller 30 pct. Vi taler endda heller ikke engang om 100 pct. Vi taler om 800 pct. – otte gange Danmarks nuværende maksimale elforbrug. Det bliver vi nødt til at adressere, og vi bliver nødt til at tage det meget, meget alvorligt. For vores ambition skal ikke være at fordele en knaphed; vores ambition skal være at skabe en overflod, og det haster, for Danmark og Europa er allerede ved at sakke bagud i den globale konkurrence. Det har vi gjort grundet en forfejlet skattepolitik, administration og bureaukrati i mange år, men nu gør vi det også, når det gælder energi. Danske virksomheder, europæiske virksomheder oplever energipriser, som er væsentlig højere end for deres konkurrenter fra Asien og fra USA. Det er ikke holdbart. Vi hører også toner fra EU, Ursula von der Leyen og andre, som siger, at vi bliver nødt til at adressere det her. Desværre kommer der en eller anden form for protektionisme, hvor man tror, man kan holde verden ude ved at sætte toldmure op – noget, man tidligere har kritiseret Trump for, men nu vil man sådan set gøre det samme i Europa.

I stedet burde man adressere, at vi skal have langt mere energi, at vi skal have langt mere billig energi, og at vi skal have langt mere stabil energi. For vi har et kæmpeproblem i Danmark og i Europa: Kun 4 ud af verdens 50 største teknologivirksomheder er europæiske, og der er ikke noget i sol, måne og stjerner, der tyder på, at det forandrer sig. Den her AI-revolution, vi står på tærsklen til, er noget, som den her verden aldrig nogen sinde har set før. Det her er ikke en nyopfindelse eller en videreudvikling af internettet; det her er noget, som verden aldrig har oplevet før – hastigheden, skalaen, omfanget. Og de geografiske, de geopolitiske områder, som formår at skabe nok energi, bliver dem, som kommer til at vinde. Dem, som ikke får nok energi og ikke kan levere nok energi, om det er til datacentre, om det er til virksomheder, om det er til alle små aspekter i samfundet, bliver dem, som kommer til at stå som tabere. Man snakker i dag om produkter, som har AI eller AI-produkter, og man snakker om techvirksomheder, men det er jo kun den spæde start. Om ganske få år har vi AI i stort set alle produkter, fysiske produkter og også softwareprodukter; det vil være en naturlig del af det. Det kræver strøm, det kræver energi, og vi har ikke nok til det i Danmark.

Derfor er min opfordring til Folketinget, at vi bliver nødt til at tage arbejdshandskerne på, at vi bliver nødt til at afsætte de nødvendige midler til både at få udbygget vores infrastruktur, men også skabe større kapacitet. Borgernes Parti er store tilhængere af, at vi begynder med kernekraft, og lad nu være med at gøre det til et administrativt og bureaukratisk bøvl, som kommer til at tage alt for lang tid; vi har ikke tid til at vente. Tak for ordet.

I årevis har der været en dybt forfejlet indvandring i Danmark. Den fejler på tre helt grundlæggende parametre: Den koster danskerne milliarder af kroner hvert eneste år, den gør landet mere kriminelt, og den medbringer en totalitær ideologi, islam. Nu vil man så give ministeren mulighed for at kunne udbetale penge, hvis folk tager hjem igen – folk, som er kommet hertil på asyl, altså midlertidig beskyttelse, eller under andre ordninger.

Det er fuldstændig grotesk, at man mener, at danskerne skal til lommerne igen. Men det er, fordi man har gjort sig nogle forkerte tanker om, hvad et asylsystem er. Asylsystemet skulle være en midlertidig beskyttelse, men det, der er sket i Danmark over de sidste 50 år, er, at man har gjort asylsystemet til en indvandringspolitik. Folk er kommet hertil på asyl, så har de fået permanent opholdstilladelse, og så giver et Folketing dem som regel statsborgerskab. Så asylpolitikken er blevet en indvandringspolitik. Det er grotesk, at man beder danskerne om at skulle betale for, at de så også rejser hjem igen. Det kommer Borgernes Parti aldrig nogen sinde til at støtte.

Det, Folketinget burde gøre, var at kræve en afgift af de mennesker, som er kommet hertil på asyl, og de udlændinge, som er her og har permanent opholdstilladelse. Så kan man lave en fond, hvor de sparer op til, at de kan rejse hjem igen. Sådan en afgift vil flytte byrden fra danske skatteborgere over på de udlændinge, der er kommet hertil, og så kan de selv betale for, at de rejser hjem igen. Se, det ville være at sætte danskerne først, og det er det, vi støtter i Borgernes Parti. Tak.

Det siges, at definitionen på idioti er at begå den samme fejl igen og igen og hver gang forvente et andet resultat, men det er desværre præcis det, som regeringen og Folketinget er i gang med her. For vi har set den her film før.

Vi så det under corona med hastelovgivning, lovsjusk og overgreb på et minkerhverv. Vi har set det med Gældsstyrelsen og med skattevæsenet, som tromler hen over borgerne. Vi har set det med ejendomsvurderingerne, der i dag, her 10 år efter, stadig væk ikke fungerer og er gået fra at koste 80 mio. kr. til nu næsten ca. 5 mia. kr. Og vi så det f.eks. med folkeskolereformen. Gang på gang stod fagfolk og mennesker ude i virkeligheden og advarede mod det: Stop nu op; det her er ikke gennemarbejdet; konsekvenserne er ikke ordentligt belyst. Men altid vidste Christiansborg bedre, for aftaler var indgået, prestige var på spil, og ingen havde lyst til at være den, der sagde: Ved I hvad, måske tog vi fejl. Måske skulle vi lige tænke os om en gang mere. Og bagefter stod samfundet tilbage med regningen.

Nu er vi så i gang igen. Denne gang hedder det L 5, og denne gang er det landbruget, gartnerierne og de følgeerhverv, der råber vagt i gevær, som i dag står uden for Christiansborg. Derfor vil jeg gerne sige det meget klart til regeringen: Tænk jer nu om, måske for en gangs skyld; udskyd loven, tag kritikken alvorligt, få konsekvenserne ordentligt belyst, og kom så tilbage til Folketinget med en lovgivning, der rent faktisk er gennemarbejdet.

For det her handler ikke om, hvorvidt man er for eller imod rent drikkevand; vi er alle for rent vand. Det handler heller ikke om, om man ønsker et godt miljø; selvfølgelig gør vi det. Nej, det handler om det helt grundlæggende, det fundamentale, i den måde, et demokrati arbejder på, og i den måde, et Folketing og et folkestyre bør arbejde på. Det handler om kvaliteten af den lovgivning, vi vedtager her i Folketinget.

Når mennesker, der arbejder med området hver eneste dag, advarer om alvorlige konsekvenser, så er det vores opgave at lytte, ikke bare at tromle videre, fordi den politiske kalender siger: Jamen loven skal igennem. For hvis advarslerne viser sig at være rigtige, er det ikke os herinde, der først mærker konsekvenserne. Det er landmændene derude, det er gartneren, det er følgeerhvervene, og i sidste ende er det også forbrugerne, hvis konsekvensen bliver, at det bliver vanskeligere at producere danske fødevarer og danske grøntsager.

Så min opfordring til regeringen er ganske enkelt: Stop op; lær af fortidens fejl. Det er ikke et nederlag at udskyde en lov, fordi der er rejst alvorlig tvivl om konsekvenserne, tværtimod. Det er ansvarlighed. Det virkelige nederlag er at blive advaret og alligevel begå den præcis samme fejl igen og lave lovsjusk. Og hvis regeringen vælger at fortsætte med L 5 på det foreliggende grundlag, er Borgernes Partis besked klar: Vi kommer til at stemme nej til L 5.

Så er valgkampen slut, og stemmerne er talt, og Folketinget er straks gået i gang med at gøre præcis det modsatte af, hvad de har sagt til danskerne de vil gøre. Så nu står vi med et lovforslag, som skaber mere bureaukrati, flere statsligt ansatte, til trods for at man har sagt, at man ønsker det modsatte. Her får vi mere stat, ja, og vi får sandsynligvis også mere muslimsk indvandring og derfor mere islam i det danske samfund.

Det burde være nok til at sige: Hov, der er nogle alarmklokker, der ringer. Men der er 3 år til et folketingsvalg, så Folketinget fortsætter den katastrofekurs, man har været på de sidste 40 år. Der er intet nyt under solen, og vi som danskere må forberede os på, at der kommer en lang række lovforslag de næste 3 år, som går stik imod det, som politikerne lige har stået og sagt til danskerne, da de skulle have deres stemmer. Sådan fungerer dansk politik desværre i dag.

Det her lovforslag handler om, at man vil sænke en beløbsgrænse, så der kan komme mere udenlandsk arbejdskraft ind, og det i en situation, hvor man lige har stået i Folketingssalen i går og problematiseret, at Spanien vil lovliggøre en million indvandrere, som så om ganske få år kan komme rundt på det europæiske arbejdsmarked.

Og det helt centrale, som man ikke har snakket meget om i det her lovforslag, er også, at der står i lovforslaget, at Tyrkiet på nuværende tidspunkt ikke er omfattet af ordningen. Men hvis Tyrkiet igen bliver et kandidatland – og jo er et kandidatland nu – til at komme med i EU, og hvis man nu i EU beslutter sig for at tage skridt mod, at Tyrkiet kommer med, ja, så er Tyrkiet et kandidatland til EU, og så står vi potentielt i en situation, hvor 87,9 millioner mennesker, tror jeg det er, som bor i Tyrkiet, også kan komme herpå. Det synes jeg er yderst problematisk. Jeg synes, det er fornuftigt, at der p.t. ikke er forhandlinger om, at Tyrkiet skal tættere på EU eller skal være en del af EU. Men det kan jo komme, og med det her lovforslag ryger Tyrkiet så potentielt på en kandidatliste til EU, som også er omfattet af den her liste. Det er et problem.

Så jeg vil meget anbefale, at man ikke stemmer for det her lovforslag, for det er en glidebane til at få mere muslimsk indvandring til Danmark og derfor mere islam. Folketinget bredt har jo sagt, at der skal være mindre islam i Danmark, men som sagt gør man konstant det modsatte.

Lad os forestille os, at vi havde den simple politik, at udlændingepolitikken bestod af tre søjler, som var, at indvandringen til Danmark skulle gavne landet økonomisk, at det skulle gøre landet mere sikkert, og at det skulle bibringe noget godt til vores kultur, og så ville vi stort set have løst hele udlændingepolitikken. Men den politik, som man har ført de sidste 50 år fra det danske Folketings side, gør præcis det modsatte. Det koster danske skatteborgere milliarder hvert eneste år, når de skal gå på arbejde og tage dem op af lommerne for at aflevere dem til politikerne, så de kan give dem til nogle udlændinge, der kommer hertil. Det gør landet mere kriminelt år efter år, og det bibringer endnu mere islam og en mellemøstlig og afrikansk indvandring, som ikke bidrager kulturelt til det danske samfund.

Så i forhold til alle de her søjler fejler den danske udlændingepolitik, og alt det, som man har kørt frem i dansk politik om, at der bliver ført en stram udlændingepolitik, er jo et bluffnummer, et fatamorgana. For i forhold til ingen af de her tre søjler ændrer vi på noget som helst, når det drejer sig om den katastrofekurs, som Danmark er på – ikke på noget som helst.

Nu har vi så i dag en hasteforespørgselsdebat om en situation i Spanien, og det handler måske ikke så meget om de 70.000, og så får vi se, hvor mange af dem der er tilbage, og hvis der er 10.000 tilbage, vil jeg også sige, at det er ret mange, altså hvis der er 20 pct. tilbage, men det egentlige problem, som den her hasteforespørgselsdebat også handler om, er den million, som illegalt har været i Spanien, men som man nu fra Spaniens side har valgt at gøre legale. Der har vi intet svar fået på, hvordan man vil håndtere det. Der bliver snakket om, at de kun har arbejdstilladelse i Spanien, og at det er midlertidigt, og at vi jo har masser af instrumenter, når det drejer sig om illegal arbejdskraft i Danmark. Men det er jo ikke det, der er problemet, det er jo ikke det, der er udfordringen, og det ved regeringen også godt. For dens egentlige udfordring er den, der er svær at håndtere, og det er jo, at de her mennesker nu bliver lovliggjort. Det er først i 1 år med en midlertidig arbejdstilladelse. Når den er færdig, kan man jo sagtens forestille sig, at de ikke lige pludselig vil til at smide en million mennesker ud af Spanien. Det vil så sige, at de ryger ind i den formalitet, som gør, at de bliver lovliggjort, og det vil sige, at de får en længerevarende arbejds- og opholdstilladelse, og det ved regeringen også godt de får. Men det ønsker man ikke at tale om, for det er der, udfordringerne kommer, og når det er sådan, at de har været 5 år i Spanien med den her arbejdstilladelse, får de også ret til at rejse rundt i Europa med fri bevægelighed til at arbejde i langt større grad, end de har nu.

Sådan er lovgivningen, og det ved regeringen godt, og det ønsker man ikke at tale om. Endnu værre bliver det, at vi kan se på de tal, som de har indtil videre, at omkring to tredjedele af dem, som nu har fået den her legale opholdstilladelse, stammer fra Latinamerika. Hvorfor er det så vigtigt? Jo, det er det, fordi Spanien har en speciel lovgivning, når du kommer fra Latinamerika, og det gør, at efter 2 år kan mange af dem søge om at få et spansk statsborgerskab, og det ved regeringen jo også udmærket godt. Og hvis der er to tredjedele af den over en million mennesker, som efter 2 år kan søge om spansk statsborgerskab, vil det sige, at der vil være mange, som efter 3-4-5 år som spanske statsborgere vil kunne rejse rundt med deres familie som arbejdskraft med fri bevægelighed inden for Schengen. Det ved regeringen også udmærket godt. Men man har i dag forsøgt at få den her hastebehandling til at handle om alle mulige andre småting, som vi så kan stå og drille hinanden med på et eller andet metaniveau.

Så det har været spild af tid. Man burde adressere, hvad der er udfordringen, og det er, at Spanien har legaliseret sandsynligvis mere end en million mennesker, som nu har direkte kurs mod at få permanent opholdstilladelse og blive spanske statsborgere, og som derved kan rejse rundt i Europa, og det kan Danmark ikke nægte. Så kan de også komme hertil, og det har man desværre ikke snakket om i dag.

Tak, formand – i tredje person. (Fjerde næstformand (Lars-Christian Brask): Ja). Når de islamiske bønnekald lyder ud over en by gennem højtalerne, er det ikke bare en praktisk meddelelse om, at det er tid til bøn. Det er et offentligt religiøst budskab og en erklæring om, at dette område nu også er et sted, hvor islam gør krav på sin synlige plads, og det er en udvikling, vi ikke ønsker i Danmark. Det er en udvikling, som vi vil kæmpe imod i Borgernes Parti. Vi har gennem årtier oplevet, hvordan stadig flere konflikter er opstået, fordi politikerne herinde i Folketinget har været bange for at sige stop i tide. Hver gang er der blevet sagt: Ja, det er jo kun en lille ting; det er kun et tørklæde, kun en særregel, kun en undtagelse, kun et bederum, kun et håndtryk og kun et bønnekald. Men summen af de mange små skridt bliver til sidst til en grundlæggende forandring af det samfund, som vi har arvet. Og Danmark er ikke bare et tilfældigt geografisk område. Danmark er et folk, en historie, en kultur og en slægt.

Borgernes Parti ønsker ikke, at islam skal fylde mere i Danmark. Vi ønsker, at islam skal fylde mindre i Danmark. Der er ikke noget status quo med en totalitær ideologi. Enten har vi en udvikling, hvor vi får mere islam i Danmark, eller også tager vi aktive handlinger, så vi får mindre islam i Danmark. Og hvis vi ikke tager nogle aktive handlinger, er udviklingen, at vi får mere islam i Danmark. Det har vi set over de sidste 30-40 år. Det kræver aktive handlinger, hvis vi skal ændre den udvikling. Og vi ønsker ikke, at islamiske bønnekald skal være en del af lydbilledet i Danmark. Derfor er det rimeligt at sige, at islamisk religiøs forkyndelse over højtalere selvfølgelig ikke hører hjemme i det offentlige rum.

Og nej, det er ikke et angreb på muslimer. Det er et forsvar for Danmark. Når man vælger at bosætte sig i Danmark, må man acceptere, at Danmark har sine egne normer, traditioner og grænser. Danmark skal ikke gradvis tilpasses alle andre kulturer, men de må tilpasse sig Danmark. Og vi skylder kommende generationer at bevare det land, vi selv voksede op i.

Der svigter det danske Folketing desværre stadig. For hvis vi ikke tør sætte grænser for de små forandringer, bliver vi en dag overrasket over, hvor meget Danmark har ændret sig. Når man som jeg er historielærer, kigger man nogle gange over længere perioder, og så kan man se forandringerne. Og hvis man zoomer ud, er der sket voldsomme forandringer i det danske samfund igennem de sidste 20-30 år. Det er nu blevet hverdag, når vi åbner aviserne, at der er utilpassede udlændinge, som er kommet hertil, som laver ballade, og som laver bøvl. Det er nærmest blevet normalen, at islam kræver endnu flere særhensyn og endnu mere plads i vores samfund. Og i takt med at gruppen af muslimer i Danmark bliver større, bliver deres stemme også tydeligere, og de stiller flere og flere krav. Vi møder det i debatten. Og hvis vi ikke som land sætter foden ned nu, lukkes det vindue, hvor vi har mulighed for at handle. Kære venner, det lukkes hurtigt i de her år. Og det er derfor, Folketinget selvfølgelig skal handle, mens vi stadig kan, ikke af frygt, ikke af had, men af kærlighed til Danmark og af respekt for den kultur og de normer, som har gjort Danmark til et af verdens bedste lande at leve i.

Derfor støtter Borgernes Parti selvfølgelig det her forslag om at forbyde islamiske bønnekald. Vi mener, at det offentlige rum skal være dansk. Vi mener, at det er vores fælles normer, som er værd at bevare. Og vi mener, at det er Folketingets ansvar at sætte klare grænser, før de grænser bliver umulige at trække. Tak for ordet.

Der er tidspunkter, hvor et Folketing må stoppe op og spørge sig selv: Hvad er egentlig vores hovedformål herinde? Hvad er det, vi kæmper for, og hvad er det, vi ønsker at bevare? For den her sag handler ikke kun om håndtryk og om, om skoler skal have lov til at kræve, at deres medarbejdere selvfølgelig giver håndtryk, for det burde være en naturlig ting.

Det handler om, hvorvidt vi har modet til at stå fast på de normer og de værdier, som har gjort Danmark til det frie, tillidsfulde og lige samfund, som vi har arvet. For Danmark er under pres. Vi ser i de her år, hvordan normer, som de fleste danskere har taget for givet i generationer, igen og igen bliver udfordret. Og det sker skridt for skridt, undtagelse for undtagelse, særhensyn for særhensyn. Hver enkelt sag kan måske virke lille, men tilsammen ændrer de retningen, og det er sådan, samfund forandrer sig – ikke fra den ene dag til den anden, men langsomt; så langsomt, at mange først opdager det, når det allerede er forandret.

Derfor er den her sag vigtig. For et håndtryk er ikke bare en hilsen. Det er et symbol; et symbol på tillid, et symbol på ligeværd, et symbol på, at mænd og kvinder mødes som ligeværdige borgere, og det er en del af dansk kultur, og den kultur har vi ikke pligt til at undskylde for. Nej, vi har pligt til at bevare den. Og Højesteret har fortolket den gældende lov. Det er deres opgave.

Men når vi kan konstatere, at Højesteret vurderer, at religiøse særhensyn til islam står over at føre danske normer og værdier videre, så er det Folketingets opgave at agere og handle. Og derfor skal vi selvfølgelig ændre loven.

For ethvert samfund bygger både på de skrevne love, men også på de uskrevne regler, på traditioner, på fælles forventninger og på en kultur. Og hvis vi hele tiden ændrer vores egne normer for at imødekomme enhver kulturel eller religiøs undtagelse, så har det jo intet at gøre med integration, men blot at dansk kultur, danske normer, dansk historie og Danmark som land forfalder. Og det er ikke vejen frem.

Danmark må aldrig blive grænseløst, hverken fysisk eller symbolsk. For et land uden grænser er ikke længere end nation. Når man vælger at leve og arbejde i Danmark, og særlig når man repræsenterer det offentlige, må man også acceptere de normer, som gælder her i Danmark.

Derfor bør Folketinget nu gøre det klart, at offentlige institutioner selvfølgelig kan kræve, at ansatte, praktikanter og andre hilser på alle borgere, mænd som kvinder, ikke fordi et håndtryk alene redder Danmark. Det er symbolpolitik, men det er vigtig symbolpolitik. Symboler er vigtige. Det handler med det dybere spadestik om, om vi har viljen til at stå fast på vores normer. For hvis vi ikke gør det, vil Danmark ikke være Danmark længere. Og hvis vi ikke tør at stå og forsvare selv de små symboler på vores fælles kultur, hvordan skal vi så kunne forsvare de store? Derfor støtter jeg og Borgernes Parti selvfølgelig forslaget.

Tak, formand. Da jeg startede Borgernes Parti, var det med et helt klart formål. Det var at sikre borgerne bedre rettigheder ind mod systemet. Det var at skubbe til pendulet, for efter min opfattelse har pendulet i alt for mange år svinget over mod systemet, over mod magten, som centralt kunne sidde og kontrollere, styre, pådutte og efter min opfattelse også begå overgreb mod borgere, uden at der var en retssikkerhed for borgerne. Så det er helt grundlæggende for Borgernes Parti, for vores eksistens, at vi kæmper for, at borgerne skal have bedre rettigheder ind i systemet.

Da vi blev grundlagt, sagde vi også klart, at vi vil have en forfatningsdomstol, og at vi vil have en forvaltningsdomstol. I dag har vi så at gøre med en forvaltningsdomstol. At undersøge det hilser vi meget velkommen, og det kommer vi til at støtte. Der bliver så talt her om handlingsplaner og modeller, og jeg vil godt, selv om jeg hilser velkommen, at man undersøger det, sige, at for mig at se vil den svenske model være den mest oplagte at gå hen mod. Jeg synes, at med den tyske, selv om den har fordele, er magten alligevel lidt tæt knyttet op på centraladministrationen. Så er der ellers den franske model, som er kendt, og den synes jeg er bygget op om et andet system. Den svenske kan jeg godt se har et slægtskab, både et kulturelt og juridisk slægtskab, som vil passe bedre ind og passe bedre til den danske grundlov.

Jeg synes, det svenske system med de to instanser, som er sat ind, giver mening. Jeg kan især godt lide, at det helt centrale er undersøgelsesprincippet, som der skal være i en forvaltningsdomstol, altså at domstolen overtager ansvaret fra borgerne for at belyse de her sager, og at det er domstolens pligt og ret at sørge for, at de her sager er belyst ordentligt. For vi har at gøre med borgere, som i forvejen er pressede, og i det danske civilretlige system ligger det ansvar alt for meget hos borgerne i det nuværende system. Tilmed gør det, at borgerne har svært ved at løfte det, fordi de ofte skal involvere dyre advokater, og det gør, at overvejelsen går på at sige: Jamen skal vi risikere vores hus, eller skal vi tage en kamp her? Det er ikke værdigt for et moderne samfund.

Så jeg synes, at den svenske model har nogle klare fordele i sig. Jeg kan også godt lide det element med, at dommerne i den svenske model bliver langt mere specialiserede. I dag er det generalister, som sidder i den danske dommerstand, og selv om de gør et godt stykke arbejde, ved vi, at det her ville gøre en fordel, tror jeg, hvis det var højt specialiserede dommere, som kom til at arbejde med de her ting.

Så grundlæggende synes vi, at det ville blive et bedre system, og det ville blive lettere, billigere og hurtigere, som også i høj grad er en af de her ting, hvis vi lægger os op af den svenske model. Men vi er åbne, selvfølgelig, for at kigge på andre modeller. Det kan også være en kombination af den svenske og noget af den tyske. Jeg vil måske ikke konkludere for meget på det, men jeg vil også godt lægge hånden lidt på kogepladen, i forhold til at i Borgernes Parti kigger vi mod den svenske model, som vi synes vi kan finde stor, stor inspiration i. Det skal være ordene herfra. Tak.