31.1.2020 DA Den Europæiske Unions Tidende L 27/8
KOMMISSIONENS DELEGEREDE FORORDNING (EU) 2020/129
af 26. november 2019
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 978/2012 af 25. oktober 2012 om anvendelse af et arrangement med generelle toldpræferencer og om ophævelse af Rådets forordning (EF) nr. 732/2008 , særlig artikel 9, stk. 2, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til kan et land, der er omfattet af det generelle toldpræferencearrangement (»GSP-ordningen«), indrømmes toldpræferencerne i den særlige ansporende ordning for bæredygtig udvikling og god regeringsførelse, hvis det betragtes som sårbart på grund af mangel på diversificering og utilstrækkelig integration i det internationale handelssystem, jf. bilag VII til forordning (EU) nr. 978/2012.
(2) I punkt 1, litra b), i bilag VII til forordning (EU) nr. 978/2012 er det fastsat, at for at et land kan betragtes som sårbart, skal dets samlede import af varer opført på listen i bilag IX til Unionen i gennemsnit udgør mindre end 6,5 % i værdi af dets samlede import til Unionen af varer opført i dette bilag med oprindelse i de lande, der er opført på listen i bilag II, i de seneste tre på hinanden følgende år.
(3) Når listen over GSP-begunstigede lande ændres, tillægges Kommissionen ved forordning (EU) nr. 978/2012 beføjelse til at vedtage delegerede retsakter med henblik på at ændre bilag VII for at revidere den sårbarhedstærskel, der er defineret i bilag VII, punkt 1, litra b), for derved at bibeholde forholdsmæssigt den samme vægtning af sårbarhedstærsklen til fastslåelse af, hvorvidt landene anses for at være sårbare, uanset ændringer i listen over GSP-begunstigede lande. I henhold til bilag VII til forordning (EU) nr. 978/2012 udgør vægtningen af sårbarhedstærsklen gennemsnitsværdien af den samlede import til Unionen fra alle GSP-begunstigede lande af de varer, der er opført i bilag IX.
(4) Sårbarhedstærsklen blev ved Kommissionens delegerede forordning (EU) 2015/602 ændret fra 2 % til 6,5 % gældende pr. 1. januar 2015.
(5) Listen over GSP-begunstigede lande i bilag II til forordning (EU) nr. 978/2012 er blevet ændret væsentligt, da 21 lande blev fjernet i tidsrummet mellem den seneste revision af sårbarhedstærsklen i 2015 og den 1. januar 2019. Det er derfor nødvendigt at ændre sårbarhedstærsklen som fastsat i punkt 1, litra b), i bilag VII til forordning (EU) nr. 978/2012.
(6) Ændringerne i listen over lande i bilag II til forordning (EU) nr. 978/2012 i tidsrummet mellem den seneste revision af sårbarhedstærsklen i 2015 og den 1. januar 2019 har medført et fald på 12,2 % i den samlede import til Unionen fra alle GSP-begunstigede lande af de varer, der er opført i bilag IX. En forhøjelse af sårbarhedstærsklen fra 6,5 % til 7,4 % gældende pr. 1. januar 2019 vil således bibeholde forholdsmæssigt den samme vægtning af sårbarhedstærsklen som fastsat i bilag VII til forordning (EU) nr. 978/2012.
(7) For at tage hensyn til de faktiske ikrafttrædelsesdatoer for ændringer af listen over lande i bilag II til forordning (EU) nr. 978/2012 samt listens indvirkning på de begunstigede landes sårbarhed finder denne tærskel anvendelse fra den 1. januar 2019 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: