29.12.2011 DA Den Europæiske Unions Tidende L 345/1
RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 1386/2011
af 19. december 2011
om midlertidig suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif ved indførsel af visse industrivarer til De Kanariske Øer
RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 349,
under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,
efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,
under henvisning til udtalelse fra Europa-Parlamentet ,
under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ,
efter høring af Regionsudvalget,
efter en særlig lovgivningsprocedure, og
ud fra følgende betragtninger:
(1) I henhold til Rådets forordning (EF) nr. 704/2002 af 25. marts 2002 om midlertidig suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif ved indførsel af visse industrivarer og om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskerivarer til De Kanariske Øer udløber suspensionen af den fælles toldtarifs toldsatser for visse investeringsgoder til kommerciel eller industriel brug den 31. december 2011.
(2) I september 2010 anmodede den spanske regering på vegne af De Kanariske Øers regering om en forlængelse af den midlertidige suspension af de autonome satser i den fælles toldtarif for en række varer i overensstemmelse med traktatens artikel 349. Anmodningen blev begrundet med, at de erhvervsdrivende på grund af øernes fjerne beliggenhed lider under alvorlige økonomiske og handelsmæssige ulemper, som har negative følger for den demografiske udvikling, beskæftigelsen og den sociale og økonomiske udvikling.
(3) Industrien på De Kanariske Øer er sammen med byggebranchen blevet alvorligt ramt af den seneste økonomiske krise. Den kraftige nedgang i byggeaktiviteten lagde en dæmper på de dele af industrien, der er afhængige af byggebranchen. Ugunstige finansielle vilkår fik alvorlige følger for mange dele af erhvervslivet. Desuden forværrede den skarpe stigning i arbejdsløsheden i Spanien nedgangen i den indenlandske efterspørgsel, herunder efterspørgslen efter industrivarer.
(4) Arbejdsløsheden på De Kanariske Øer har i mindst ti år konstant ligget over landsgennemsnittet for Spanien, og siden 2009 har De Kanariske Øer haft den højeste arbejdsløshed i hele landet (Eurostat: Regionale statistikker — Arbejdsløshed i NUTS 2-regioner, 1999-2009). Desuden afsættes over halvdelen af De Kanariske Øers industriproduktion på øerne selv, hvilket er særlig problematisk, eftersom efterspørgslen er blevet hårdere ramt netop dér.
(5) Med henblik på at give investorerne et langsigtet perspektiv og gøre det muligt for de erhvervsdrivende at nå et industrielt og kommercielt aktivitetsniveau, der kan stabilisere de økonomiske og sociale forhold på De Kanariske Øer, er det derfor hensigtsmæssigt at forlænge suspensionen af den fælles toldtarifs satser for visse varer som angivet i bilag II og III til forordning (EF) nr. 704/2002 med ti år.
(6) De spanske myndigheder anmodede i samme forbindelse desuden om suspension af den fælles toldtarifs satser for tre nye varer henhørende under KN-koderne 3902 10 , 3903 11 og 3906 10 . Denne anmodning blev imødekommet, da disse suspensioner vil styrke De Kanariske Øers økonomi.
(7) For at sikre, at det kun er erhvervsdrivende, der er etableret på De Kanariske Øer, der drager fordel af disse toldforanstaltninger, bør suspensionerne gøres betinget af varernes endelige anvendelse, jf. Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om indførelse af en EF-toldkodeks og Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-toldkodeks .
(8) I tilfælde af fordrejninger af handelen og med det formål at sikre ensartede vilkår for gennemførelsen af denne forordning bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser, der giver den mulighed for midlertidigt at trække suspensionen tilbage. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 af 16. februar 2011 om de generelle regler og principper for, hvordan medlemsstaterne skal kontrollere Kommissionens udøvelse af gennemførelsesbeføjelser .
(9) Ændringer af den kombinerede nomenklatur skulle ikke medføre større ændringer af toldsuspensionerne. Kommissionen bør derfor i overensstemmelse med artikel 290 i traktaten tillægges beføjelser til at vedtage retsakter med henblik på at foretage de nødvendige ændringer af og tekniske tilpasninger til listen over de varer, som en suspensionerne gælder for. Kommissionen bør i forbindelse med forberedelsen og udarbejdelsen af delegerede retsakter sørge for rettidig og hensigtsmæssig fremsendelse af relevante dokumenter til Rådet.
(10) For at sikre kontinuiteten i forhold til de foranstaltninger, der er fastlagt i forordning (EF) nr. 704/2002, er det nødvendigt, at foranstaltningerne i nærværende forordning finder anvendelse fra den 1. januar 2012 —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: