KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2024/2219
af 6. september 2024
afslutning af den delvise interimsundersøgelse af antidumpingforanstaltningerne vedrørende importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/1036 af 8. juni 2016 om beskyttelse mod dumpingimport fra lande, der ikke er medlemmer af Den Europæiske Union (»antidumpinggrundforordningen«), særlig artikel 11, stk. 3, og
ud fra følgende betragtninger:
1. SAGSFORLØB
1.1. Gældende foranstaltninger
(1) Europa-Kommissionen (»Kommissionen«) indførte den 18. oktober 2018 ved gennemførelsesforordning (EU) 2018/1579 (»den oprindelige forordning«) en endelig antidumpingtold på importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Folkerepublikken Kina (»Kina«). Dumpingtolden varierede mellem 42,73 EUR og 61,76 EUR pr. enhed. Den undersøgelse, der førte til indførelsen af de oprindelige foranstaltninger, er i det følgende benævnt »den oprindelige undersøgelse«.
(2) Efter en klage indgivet af China Rubber Industry Association og China Chamber of Commerce of Metals, Minerals & Chemicals Importers & Exporters, annullerede Den Europæiske Unions Ret den 4. maj 2022 ved sin dom i sag T-30/19 og T-72/19 (»Rettens dom«) den oprindelige forordning for så vidt angår flere eksporterende producenter.
(3) Efter Rettens dom genoptog Kommissionen undersøgelsen og genindførte den 4. april 2023 en endelig antidumpingtold over for flere eksporterende producenter ved Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2023/737 (»den anden forordning«).
(4) Den gældende antidumpingtold varierer mellem 0 EUR og 35,74 EUR pr. enhed. GITI Tire (Anhui) Company Ltd., GITI Tire (Fujian) Company Ltd., GITI Tire (Hualin) Company Ltd. og GITI Tire (Yinchuan) Company Ltd. er i øjeblikket pålagt en dumpingtold på 35,74 EUR pr. enhed.
1.2. Anmodning om en delvis interimsundersøgelse, der er begrænset til dumpingaspektet
(5) Den 16. august 2021 indgav GITI Group (»ansøgeren«) en anmodning om en navneændring, der vedrører den eksporterende producent GITI Tire (Anhui) Company Ltd. Ansøgeren anmodede om at ændre navnet GITI Tire (Anhui) Company Ltd. til GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. i den oprindelige forordning, idet sidstnævnte havde overtaget driften i førstnævnte. Kommissionen anmodede ansøgeren om at udfylde et spørgeskema med henblik på en navneændring. Ansøgeren indsendte besvarelsen af dette spørgeskema inden for den fastsatte frist.
(6) Ansøgeren forklarede, at virksomheden i april 2021 havde besluttet at omstrukturere nogle af sine aktiviteter i Kina, navnlig ved at fusionere tre virksomheder til GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd., nemlig GITI Tire (Anhui) Company Ltd., GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. og Anhui GITI Tire Retreading Company Ltd.
(7) Efter yderligere udvekslinger meddelte Kommissionen ansøgeren, at anmodningen om navneændring ikke var den rette procedure at følge til at vurdere den omstruktureringsproces, som ansøgeren havde beskrevet, hvorved den eksporterende producent GITI Tire (Anhui) Company Ltd. med en Taric-tillægskode C332 ville blive afmeldt ved afslutningen af fusionsprocessen. Kommissionen forklarede, at en interimsundersøgelse ville være nødvendig for at vurdere omstruktureringsprocessen.
(8) Den 8. september 2023 modtog Kommissionen en anmodning om en delvis interimsundersøgelse i henhold til artikel 11 i antidumpinggrundforordningen fra GITI Group (»ansøgeren«). Målet med anmodningen var at undersøge, om omstruktureringen af GITI Group skulle resultere i en ny beregning af dumpingmargenen for ansøgeren, og at ændre navnet på den eksporterende producent GITI Tire (Anhui) Company Ltd. til GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd.
1.3. Indledning af en delvis interimsundersøgelse, der er begrænset til dumpingaspektet
(9) Efter at have underrettet medlemsstaterne fastslog Kommissionen, at der forelå tilstrækkelige beviser til at berettige indledningen af en delvis interimsundersøgelse, der var begrænset til en undersøgelse af dumpingaspektet for så vidt angår ansøgeren, og indledte den 15. december 2023 en delvis interimsundersøgelse i overensstemmelse med antidumpinggrundforordningens artikel 11 ved en meddelelse i Den Europæiske Unions Tidende (»indledningsmeddelelsen«).
1.4. Sideløbende udløbsundersøgelse
(10) Den 20. oktober 2023 indledte Kommissionen en udløbsundersøgelse vedrørende importen af visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, med oprindelse i Kina i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 11. Anmodningen om udløbsundersøgelsen blev indgivet af Coalition Against Unfair Tyres Imports, en ad hoc-sammenslutning af europæiske producenter på vegne af EU-erhvervsgrenen, jf. antidumpinggrundforordningens artikel 5, stk. 4. Udløbsundersøgelsen er endnu ikke afsluttet.
1.5. Undersøgelsen
(11) Den delvise interimsundersøgelse, der var begrænset til dumpingaspektet, omfattede perioden fra den 1. juli 2022 til den 30. juni 2023 (»den nuværende undersøgelsesperiode«).
(12) Kommissionen underrettede ansøgeren, myndighederne i eksportlandet og EU-erhvervsgrenen om indledningen af den delvise interimsundersøgelse. Interesserede parter fik lejlighed til at fremsætte deres synspunkter skriftligt og til at blive hørt.
(13) Kommissionen sendte spørgeskemaer til GITI Group for at indhente de oplysninger, der var nødvendige med henblik på undersøgelsen. For at mindske den administrative byrde var Kommissionen enig i ansøgerens forslag om at anvende dennes svar på de spørgeskemaer, der blev indsendt i forbindelse med udløbsundersøgelsen. Besvarelserne blev indsendt inden for den fastsatte frist.
2. DEN PÅGÆLDENDE VARE OG SAMME VARE
2.1. Den pågældende vare
(14) Den undersøgte vare er den samme som i den oprindelige forordning og den anden forordning, nemlig visse dæk, nye eller regummierede, af gummi, af den art, der anvendes til busser og lastbiler, med belastningsevne over 121, henhørende under KN-kode 4011 20 90 og ex 4012 12 00 (Taric-kode 4012 12 00 10) og med oprindelse i Kina (»den pågældende vare«).
2.2. Samme vare
(15) Som fastslået i den oprindelige undersøgelse har den pågældende vare og den vare, der fremstilles og sælges i Unionen af EU-erhvervsgrenen, de samme grundlæggende fysiske egenskaber og anvendelsesformål.
(16) Kommissionen konkluderede derfor, at disse varer er samme vare i henhold til antidumpinggrundforordningens artikel 1.
3. DE ÆNDREDE OMSTÆNDIGHEDERS VARIGE KARAKTER
(17) I overensstemmelse med antidumpinggrundforordningens artikel 11, undersøgte Kommissionen, om de omstændigheder, der blev lagt til grund for de gældende foranstaltninger, havde ændret sig, og om denne ændring var af varig karakter.
(18) Ansøgeren anførte, at GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd., der er beliggende ved siden af GITI Tire (Anhui) Company Ltd., i juni 2023 havde gennemført integrationen af tre andre virksomheder i GITI Group, nemlig: i) GITI Tire (Anhui) Company Ltd., ii) Anhui Prime Cord Fabrics Company Ltd. og iii) Anhui GITI Tire Retreading Company Ltd. I den oprindelige undersøgelse havde Kommissionen undersøgt alle disse virksomheder, undtagen Anhui GITI Tire Retreading Company Ltd. GITI Tire (Anhui) Company Ltd. var en af de eksporterende producenter, mens GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd., og Anhui Prime Cord Fabrics Company Ltd. leverede inputmaterialer. På grundlag af de beviser, som ansøgeren har fremlagt, vil den fusionerede virksomhed i vid udstrækning fortsætte med at udføre de samme produktions- og leveringsaktiviteter som de oprindeligt undersøgte virksomheder. Ansøgeren indberettede også andre virksomhedsændringer, der påvirkede flere virksomheder i GITI Group. Dette omfatter hovedsagelig i) ændringer i produktionsniveauet hos de eksporterende producenter og leverandørerne af inputmaterialer og ii) mindre virksomhedsændringer.
(19) I den oprindelige undersøgelse blev den normale værdi beregnet på grundlag af oplysninger om priser og omkostninger fra det valgte referenceland og var ikke afhængig af kinesiske hjemmemarkedspriser eller -omkostninger. Der er derfor intet, der tyder på, at den interne omstrukturering og de andre rapporterede virksomhedsændringer i GITI Group i Kina er relevante. Desuden er der ingen tegn på, at salgskanalerne har ændret sig væsentligt, og eftersom gruppen stadig eksporterer via sin forretningsmæssigt forbundne forhandler, er eksport priserne og de direkte salgsomkostninger for GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. og GITI Tire (Anhui) Company Ltd. de samme, idet virksomhederne er beliggende ved siden af hinanden. Der er derfor intet, der tyder på, at de indberettede omstruktureringsændringer og de andre mindre virksomhedsændringer har ændret omstændighederne med hensyn til dumping, og at en ændring af niveauet for antidumpingforanstaltningerne vil være berettiget på dette grundlag.
(20) I lyset af den ovenfor beskrevne fusion anmodede ansøgeren om at erstatte henvisningerne til GITI Tire (Anhui) Company Ltd. med GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. i den anden forordning. Den dokumentation, som ansøgeren har fremlagt, viser, at integreringen af GITI Tire (Anhui) Company Ltd. blev afsluttet den 6. juli 2023, som er den dag, hvor GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. modtog sin nye erhvervslicens efter at have indgivet en ansøgning til de relevante myndigheder den 20. juni 2023. Kommissionen finder det derfor hensigtsmæssigt at ændre gennemførelsesforordning (EU) 2023/737 for at afspejle GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd.'s overtagelse af produktionsaktiviteterne i GITI Tire (Anhui) Company Ltd. og at tildele GITI Radial Tire (Anhui) Company Ltd. Taric-tillægskode C332.
(21) Ansøgeren fik mulighed for at fremsætte bemærkninger til denne forordning. Ansøgeren gjorde indsigelse mod afslutningen af undersøgelsen af to grunde.
(22) Ansøgerens første argument var, at Kommissionen havde bedt ansøgeren om at anmode om en interimsundersøgelse således, at Kommissionen kunne foretage en ny beregning af dumpingmargenen i lyset af de virksomhedsændringer, som GITI Group agtede at foretage. Med hensyn til denne påstand havde Kommissionen underrettet GITI Group om, at den navneændringsprocedure, der oprindeligt blev anmodet om, ikke syntes at være egnet til at analysere de påtænkte virksomhedsændringer i lyset af de oplysninger, der blev modtaget på daværende tidspunkt. Kommissionen havde meddelt ansøgeren, at det ville være nødvendigt at anmode om en interimsundersøgelse, når ændringerne i virksomheden reelt var gennemført. Kommissionen anførte imidlertid ikke, at det ville være nødvendigt at foretage en ny beregning af dumpingmargenen. Formålet med interimsundersøgelsen var at vurdere, om ændringerne i virksomhederne gav anledning til en ny beregning af dumpingmargenen. Kommissionen konkluderede, at disse ændringer ikke berettigede til en ny beregning af dumpingmargenen, og Kommissionen imødekom derfor den oprindelige anmodning om navneændring.
(23) Ansøgerens andet argument var, at salgskanalerne havde ændret sig, da GITI Group ikke længere benyttede sig af de forretningsmæssigt forbundne importører, som man konstaterede i den oprindelige undersøgelse. Efter ansøgerens opfattelse bør Kommissionen derfor ikke længere anvende en beregnet eksportpris i overensstemmelse med antidumpinggrundforordningens artikel 2, stk. 9, til at fastsætte dumpingniveauet. Med hensyn til det andet argument bemærker Kommissionen, at en af de indberettede ændringer vedrørte en forretningsmæssigt forbundet importør uden for Unionen, og at disse data derfor ikke længere er relevante for fastsættelsen af dumpingniveauet i Unionen. Hvad angår argumentet om, at GITI Group ikke længere sælger den pågældende vare via en forretningsmæssigt forbundet forhandler i Unionen, bemærkede Kommissionen desuden, at det meste af eksportsalget til Unionen i den oprindelige undersøgelse fandt sted via de samme salgskanaler. Procentdelen af den forretningsmæssigt forbundne importørs salg i Unionen var ikke betydelig. Kommissionen bekræftede endvidere på grundlag af oplysningerne fra ansøgeren, at den forretningsmæssigt forbundne importør stadig er aktiv og leverer markedsføringstjenester til GITI Group. Da GITI Group stadig kan anvende denne forretningsmæssigt forbundne importør som salgskanal på et hvilket som helst tidspunkt, vil det forhold, at den ikke anvendes på nuværende tidspunkt, ikke blive betragtet som en væsentlig ændring af varig karakter.
4. AFSLUTNING AF UNDERSØGELSEN
(24) De interesserede parter blev underrettet om de vigtigste kendsgerninger og betragtninger, der lå til grund for at afslutte denne undersøgelse, og fik mulighed for at fremsætte bemærkninger.
(25) Af ovennævnte grunde konkluderer Kommissionen derfor, at den delvise interimsundersøgelse vedrørende antidumpingforanstaltningerne over for importen af den pågældende vare med oprindelse i Kina, som er begrænset til ansøgeren, bør afsluttes.
(26) Denne forordning er i overensstemmelse med udtalelsen fra det udvalg, der er nedsat i medfør af —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: