Styrkelse af strafferetten mod miljøkriminalitet i EU

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS DIREKTIV (EU) 2024/1203

af 11. april 2024

om strafferetlig beskyttelse af miljøet og om erstatning af direktiv 2008/99/EF og 2009/123/EF

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 83, stk. 2,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) I henhold til artikel 3, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Union (TEU) og artikel 191 i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) er Unionen forpligtet til at sikre et højt niveau for beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten. Miljøet i videste forstand bør beskyttes, jf. artikel 3, stk. 3, i TEU og artikel 191 i TEUF, hvilket omfatter alle naturressourcer, herunder luft, vand, jord, økosystemer, herunder økosystemtjenester og -funktioner, og vilde dyr og planter, herunder levesteder, samt tjenester, der leveres af naturressourcer.

(2) Ifølge artikel 191, stk. 2, i TEUF tager Unionens politik på miljøområdet sigte på et højt beskyttelsesniveau under hensyntagen til de forskelligartede forhold, der gør sig gældende i de forskellige områder i Unionen. Denne politik bygger på forsigtighedsprincippet, princippet om forebyggende indsats, princippet om indgreb over for miljøskader fortrinsvis ved kilden og princippet om, at forureneren betaler. I betragtning af at miljøkriminalitet også påvirker de grundlæggende rettigheder, er bekæmpelse af miljøkriminalitet på EU-plan afgørende for at sikre, at disse rettigheder beskyttes.

(3) Unionen er fortsat bekymret over stigningen i strafbare miljølovovertrædelser og virkningerne heraf, som underminerer effektiviteten af Unionens miljøret. Sådanne overtrædelser strækker sig i stigende grad ud over grænserne for de medlemsstater, hvor de begås. Sådanne lovovertrædelser udgør en trussel mod miljøet og bør derfor imødegås på en passende og effektiv måde, hvilket ofte nødvendiggør et effektivt samarbejde på tværs af grænserne.

(4) De eksisterende regler om sanktioner i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2008/99/EF og i henhold til Unionens sektorspecifikke miljøret har ikke været tilstrækkelige til at sikre overholdelse af EU-retten om miljøbeskyttelse. En sådan overholdelse bør styrkes ved, at der findes effektive, forholdsmæssige og afskrækkende strafferetlige sanktioner, som modsvarer lovovertrædelsernes grovhed, og som kan udtrykke større social misbilligelse end brugen af administrative sanktioner. Komplementaritet mellem strafferet og forvaltningsret er afgørende for at forebygge og afskrække fra ulovlig adfærd, der skader miljøet.

(5) Listen over strafbare miljølovovertrædelser i direktiv 2008/99/EF bør revideres, og der bør tilføjes yderligere strafbare handlinger baseret på de mest alvorlige overtrædelser af Unionens miljøret. Sanktionerne bør styrkes for at øge deres afskrækkende virkning, og effektiviteten af afsløring, efterforskning, retsforfølgning og domfældelse af strafbare miljølovovertrædelser bør forbedres.

(6) Medlemsstaterne bør kriminalisere visse former for ulovlig adfærd, sørge for større præcision med hensyn til definitionen af de relevante strafbare handlinger og harmonisere sanktionstyper og -niveauer.

(7) Manglende efterlevelse af en retlig forpligtelse til at handle kan have den samme negative indvirkning på miljøet og menneskers sundhed som aktive handlinger. Derfor bør definitionen af strafbare handlinger i dette direktiv omfatte både handlinger og undladelser, hvor det er relevant.

(8) Medlemsstaterne bør fastsætte strafferetlige sanktioner i deres nationale ret for alvorlige overtrædelser af EU-retten vedrørende miljøbeskyttelse. Inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik indeholder EU-retten et omfattende sæt regler for kontrol og håndhævelse i henhold til Rådets forordning (EF) nr. 1224/2009 og (EF) nr. 1005/2008 i tilfælde af alvorlige overtrædelser, herunder overtrædelser, der skader havmiljøet. I henhold til dette regelsæt kan medlemsstaterne vælge at anvende administrative eller strafferetlige sanktioner eller begge dele. I overensstemmelse med Kommissionens meddelelse af 11. december 2019 om den europæiske grønne pagt og af 20. maj 2020 med titlen »EU's biodiversitetsstrategi for 2030 — naturen skal bringes tilbage i vores liv« bør visse forsætlige ulovlige handlinger, der er omfattet af forordning (EF) nr. 1224/2009 og forordning (EF) nr. 1005/2008, betragtes som en strafbar handling.

(9) For at en adfærd udgør en strafbar miljølovovertrædelse i henhold til dette direktiv, bør den være ulovlig. For at en adfærd kan være ulovlig, bør den være i strid med EU-retten, som bidrager til at forfølge et af målene for Unionens miljøpolitik som fastsat i artikel 191, stk. 1, i TEUF, uanset retsgrundlaget for sådan EU-ret, som f.eks. vil kunne omfatte artikel 91, 114, 168 eller 192 i TEUF, eller bør den være i strid med en medlemsstats love og administrative bestemmelser, eller afgørelser truffet af en kompetent myndighed i en medlemsstat, som gennemfører en sådan EU-ret. Dette direktiv bør definere, hvilken ulovlig adfærd, der kan udgøre en strafbar handling, og bør, hvor det er relevant, fastsætte en kvantitativ eller kvalitativ tærskel, som skal være opfyldt, for at sådan adfærd kan udgøre en strafbar handling. En sådan adfærd bør udgøre en strafbar handling, når den er forsætlig, og i visse tilfælde også når den som minimum udføres ved grov uagtsomhed. Navnlig ulovlig adfærd, der forårsager dødsfald eller alvorlig personskade, betydelig skade eller væsentlig risiko for betydelig skade på miljøet eller på anden måde anses for at være særligt skadelig for miljøet, bør også udgøre en strafbar handling, når den som minimum begås ved grov uagtsomhed. Medlemsstaterne kan vedtage eller opretholde strengere regler på det strafferetlige område.

(10) Adfærd bør være ulovlig, selv når den udføres i henhold til en tilladelse udstedt af en kompetent myndighed i en medlemsstat, hvis en sådan tilladelse er opnået på svigagtig vis eller ved korruption, afpresning eller tvang. Besiddelse af en sådan tilladelse bør endvidere ikke være til hinder for, at indehaveren kan holdes strafferetligt ansvarlig, hvis tilladelsen er en åbenbar tilsidesættelse af relevante materielle retlige krav. »Åbenbar tilsidesættelse af relevante materielle retlige krav« bør fortolkes som en henvisning til en åbenbar og væsentlig overtrædelse af relevante materielle retlige krav og har ikke til formål at omfatte overtrædelser af proceduremæssige krav eller mindre elementer i tilladelsen. Dette flytter ikke forpligtelsen til at sikre, at tilladelser er lovlige, fra de kompetente myndigheder til operatørerne. Når der kræves en tilladelse, er den omstændighed, at tilladelsen er lovlig, desuden ikke til hinder for strafforfølgning af indehaveren af tilladelsen, hvis indehaveren ikke opfylder alle forpligtelser i tilladelsen eller andre relevante retlige forpligtelser, der ikke er omfattet af tilladelsen.

(11) Det er desuden nødvendigt, at operatører tager de nødvendige skridt til at overholde gældende love og administrative bestemmelser om miljøbeskyttelse, når de udfører den pågældende aktivitet, herunder ved at overholde deres forpligtelser som fastsat i gældende EU-ret og national ret, i forbindelse med procedurer for ændring eller ajourføring af eksisterende tilladelser. Dette bør også omfatte forpligtelser for indehaveren af tilladelsen til at ajourføre og forny en sådan tilladelse.

(12) For så vidt angår de lovovertrædelser og sanktioner, der er defineret i dette direktiv, bør termen »juridiske personer« forstås således, at de ikke omfatter stater eller offentlige organer, der udøver statsmyndighed, eller offentlige internationale organisationer. Da dette direktiv fastsætter minimumsregler, kan medlemsstaterne vedtage strengere regler, herunder regler om offentlige organers strafferetlige ansvar.

(13) Nogle strafbare handlinger defineret i dette direktiv omfatter en kvalitativ tærskel for at adfærden udgør en strafbar handling, nemlig at en sådan adfærd forårsager død eller alvorlig personskade eller betydelig skade på luftens, vandets eller jordens kvalitet eller på et økosystem, dyr eller planter. For at beskytte miljøet i videst mulig udstrækning bør denne kvalitative tærskel forstås i bred forstand, der, hvor det er relevant, omfatter betydelig skade på fauna og flora, levesteder, på tjenester, der leveres af naturressourcer og af økosystemer og økosystemfunktioner. Termen »økosystem« bør forstås som et dynamisk system af plante-, dyre-, svampe- og mikroorganismesamfund og disses abiotiske miljø, der vekselvirker som en funktionel enhed, og som bør omfatte naturtyper, levesteder for arter og artsbestande. Et »økosystem« bør også omfatte økosystemtjenester, gennem hvilke et økosystem direkte eller indirekte bidrager til menneskers trivsel, og økosystemfunktioner, som henviser til naturlige processer i et økosystem. Mindre enheder såsom et bistade, en myretue eller en stub kan være en del af et økosystem, men bør ikke i sig selv betragtes som værende et økosystem i forbindelse med dette direktiv.

(14) I forbindelse med dette direktiv bør udtrykket »skade« forstås i bred forstand, dvs. som omfattende enhver form for fysisk skade på en person, herunder en ændring i legemsfunktion eller cellestruktur, midlertidig, kronisk eller dødelig sygdom, en funktionsfejl i kroppen eller anden forringelse af den fysiske sundhed, men ikke mental sundhed.

(15) Tilførelsen af forskellige former for energi, såsom varme, kilder til varmeenergi, støj, herunder undervandsstøj, og andre kilder til akustisk energi, vibrationer, elektromagnetiske felter, elektricitet eller lys, kan forårsage betydelig skade på luftens, jordens eller vandets kvalitet eller betydelig skade på et økosystem, dyr eller planter, eller dødsfald eller alvorlig personskade. Forskellige instrumenter i Unionens miljøret regulerer tilførelsen af energi til miljøet, f.eks. inden for beskyttelse af vand, havmiljøet, støjkontrol, affaldshåndtering og industrielle emissioner. I lyset af disse instrumenter bør ulovlig tilførsel af energi til miljøet udgøre en strafbar handling i henhold til dette direktiv, hvis den forårsager eller sandsynligvis vil forårsage betydelig skade på miljøet eller menneskers sundhed.

(16) Når de strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, vedrører adfærd såsom tilgængeliggørelse eller markedsføring, salg, udbydelse til salg eller handel, bør adfærd, der udføres ved hjælp af informations- og kommunikationsteknologi, omfattes.

(17) I dette direktiv indføres den strafbare handling i forbindelse med markedsføring, der er i strid med et forbud eller et andet krav, som har til formål at beskytte miljøet, af et produkt, hvis anvendelse i større omfang medfører udledning, emission eller tilførsel af et kvantum materialer eller stoffer, energi eller af ioniserende stråling til luft, jord eller vand, og forårsager eller sandsynligvis vil forårsage betydelig skade på miljøet eller menneskers sundhed. I den forbindelse bør der fastsættes et forbud eller et andet krav, der har til formål at beskytte miljøet, inden for det område af EU-retten, som har blandt sine udtrykkelige mål at beskytte miljøet eller tilsigter bevarelse, beskyttelse og forbedring af miljøkvaliteten, beskyttelse af menneskers sundhed, forsigtig og rationel udnyttelse af naturressourcerne eller bekæmpelse af klimaændringer eller fremme på internationalt plan af foranstaltninger til håndtering af de regionale og globale miljøproblemer. Hvis et sådant forbud eller et sådant krav derimod er fastsat på andre områder af EU-retten, der har andre mål, f.eks. beskyttelse af arbejdstagernes sundhed og sikkerhed, bør adfærden ikke være omfattet af denne strafbare handling. I forbindelse med dette direktiv menes der med »anvendelse i større omfang« den kombinerede virkning af flere brugeres anvendelse af produktet, uanset deres antal, forudsat at adfærden forårsager eller sandsynligvis vil forårsage skade på miljøet eller menneskers sundhed.

(18) Ulovlig indsamling, transport, og behandling af affald og manglende tilsyn med sådanne aktiviteter og efterbehandling af deponeringsanlæg, herunder handlinger udført som forhandler eller mægler, kan få ødelæggende virkninger for miljøet og menneskers sundhed. Sådanne virkninger kan skyldes ulovlig adfærd, der vedrører skadeligt affald fra farmaceutiske produkter, narkotiske midler, herunder komponenter til produktion af narkotiske midler, kemikalier, syre- eller baseholdigt affald eller affald indeholdende toksiner, tungmetaller, olie, fedt, elektrisk og elektronisk affald, udrangerede køretøjer eller plastaffald. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at ulovlig affaldshåndtering udgør en strafbar handling, hvis en sådan adfærd vedrører farligt affald i ikke ubetydelige mængder eller vedrører andet affald, og sådant andet affald forårsager eller sandsynligvis vil forårsage betydelig skade på miljøet eller menneskers sundhed.

(19) Med henblik på den strafbare handling, der indføres ved dette direktiv i forbindelse med ophugning af skibe, der er omfattet af anvendelsesområdet for Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1257/2013, skal det bemærkes, at forpligtelserne i nævnte forordning efter EU-retten på nuværende tidspunkt kun finder anvendelse på skibsredere som defineret i nævnte forordning.

(20) Med hensyn til vurderingen af om mængden af et relevant produkt eller en relevant råvare, der er forbundet med skovrydning eller skovforringelse som omhandlet i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2023/1115 , er ubetydelig, kan medlemsstaterne f.eks. tage hensyn til mængden af den relevante råvare eller det relevante produkt udtrykt i nettovægt eller, hvor det er relevant, i volumen eller i antal elementer, eller om omfanget af den pågældende aktivitet er ubetydeligt med hensyn til mængden. Ved en sådan vurdering kan medlemsstaterne også, hvor det er relevant, tage hensyn til andre elementer anført i dette direktiv for visse strafbare handlinger, herunder de pågældende arters bevaringsstatus eller omkostningerne til genopretning af miljøet.

(21) Strafbare handlinger i forbindelse med forsætlig adfærd, der er anført i dette direktiv, kan få katastrofale følger såsom udbredt forurening, industriulykker med alvorlige konsekvenser for miljøet eller omfattende skovbrande. Hvis sådanne strafbare handlinger forårsager ødelæggelse eller omfattende og betydelig skade, som enten er uoprettelig eller langvarig, på et økosystem af betydelig størrelse eller miljømæssig værdi eller på et levested inden for et beskyttet område eller på luftens, eller som forårsager omfattende og betydelig skade, som enten er uoprettelig eller langvarig, på jordens eller vandets kvalitet, bør sådanne strafbare handlinger, der får sådanne katastrofale følger, udgøre kvalificerede strafbare handlinger og derfor straffes med strengere sanktioner end dem, der finder anvendelse i tilfælde af andre strafbare handlinger defineret i dette direktiv. Disse kvalificerede strafbare handlinger kan omfatte adfærd, der kan sammenlignes med »økocid«, som allerede er omfattet af visse medlemsstaters retssystemer, og som drøftes i internationale fora.

(22) Hvis en adfærd efter dette direktiv udgør en strafbar handling, alene hvis den vedrører en ikke ubetydelig mængde svarende til overskridelsen af en forskriftsmæssig tærskel, værdi eller andre obligatoriske parametre, bør en sådan vurdering af, om tærsklen, værdien eller andre parametre er overskredet tage hensyn til bl.a. materialets eller stoffets farlighed og toksicitet, eftersom jo mere farligt eller toksisk materialet eller stoffet er, desto hurtigere vil tærsklen, værdien eller anden parameter være nået, og selv en meget lille mængde af særligt farlige og giftige stoffer eller materialer kan forårsage betydelig skade på miljøet eller menneskers sundhed.

(23) Fremskyndelsen af klimaændringerne, tab af biodiversitet og miljøforringelse kombineret med håndgribelige eksempler på deres ødelæggende virkninger har ført til anerkendelse af den grønne omstilling som det afgørende mål for vor tid og et spørgsmål om lighed mellem generationerne. Når der i dette direktiv for at definere strafbare handlinger anvendes udtryk, som er defineret i Unionens miljøret, for at beskrive ulovlig adfærd, bør sådanne udtryk forstås i betydningen af de tilsvarende definitioner, der er fastsat i de relevante EU-retsakter, der er omfattet af dette direktiv. Dette direktiv bør også omfatte alle EU-retsakter, som ændrer bestemmelser eller krav, der er relevante for beskrivelsen af ulovlig adfærd, der er omfattet af anvendelsesområdet for strafbare handlinger som defineret i dette direktiv. Ved udarbejdelsen af sådanne EU-ændringsretsakter vil det være passende at medtage en henvisning til nærværende direktiv. Når nye typer af ulovlig adfærd, som endnu ikke er omfattet af anvendelsesområdet for de strafbare handlinger defineret i dette direktiv, indføres i Unionens miljøret, bør dette direktiv ændres for at tilføje sådanne nye typer af ulovlig adfærd til dets anvendelsesområde.

(24) Uden at det berører denne dynamiske karakter af dette direktiv, bør Kommissionen regelmæssigt og om nødvendigt overveje, om der er behov for at ændre beskrivelsen i dette direktiv af adfærd, der kan udgøre strafbare handlinger efter dette direktiv. Kommissionen bør også overveje, om der er behov for at definere andre strafbare handlinger, når nye typer ulovlig adfærd, der endnu ikke er omfattet af dette direktivs anvendelsesområde, indføres i Unionens miljøret.

(25) Dette direktiv bør fastsætte en ikkeudtømmende liste over elementer, som bør tages i betragtning, hvor det er relevant, af de kompetente myndigheder i vurderingen af, om de kvalitative og kvantitative tærskler, der anvendes til at definere strafbare handlinger på miljøområdet, er blevet nået. Fastsættelse af en sådan liste bør lette en sammenhængende anvendelse af dette direktiv og en mere effektiv bekæmpelse af miljøkriminalitet samt skabe retssikkerhed. Sådanne elementer i vurderingen eller anvendelsen af disse bør dog ikke gøre afsløring, efterforskning, retsforfølgning eller domfældelse af straffelovsovertrædelser uforholdsmæssigt vanskelig.

(26) Hvor dette direktiv fastsætter, at en ulovlig adfærd kun udgør en strafbar handling, når den udføres forsætlig og forårsager en persons død, bør begrebet »hensigt« fortolkes i overensstemmelse med national ret under hensyntagen til relevant retspraksis fra Den Europæiske Unions Domstol (»Domstolen«). I forbindelse med dette direktiv kan »hensigt« derfor forstås som hensigten om at forårsage en persons død, eller den kan også omfatte en situation, hvor lovovertræderen, skønt uden at have villet forårsage en persons død alligevel accepterer sandsynligheden herfor, og har handlet eller undladt at handle frivilligt og i strid med en bestemt forpligtelse og derved forårsaget en persons død. Den samme forståelse hvad angår begrebet »hensigt« bør gælde når ulovlig adfærd beskrevet i dette direktiv, der er tilsigtet, forårsager alvorlig personskade eller ødelæggelse af, eller omfattende og betydelig skade, som enten er uoprettelig eller langvarig, på et økosystem af betydelig størrelse eller miljømæssig værdi, på et levested inden for et beskyttet område eller forårsager omfattende og betydelig skade, som enten er uoprettelig eller langvarig, på luftens, jordens eller vandets kvalitet.

(27) For så vidt angår de strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, bør begrebet »grov uagtsomhed« fortolkes i overensstemmelse med national ret under hensyntagen til relevant retspraksis fra Domstolen. Dette direktiv kræver ikke, at begrebet »grov uagtsomhed« indføres i national ret for hvert element i den strafbare handlings gerningsindhold, f.eks. besiddelse, salg eller udbud til salg, markedsføring og lignende elementer. I sådanne tilfælde er det muligt for medlemsstaterne at beslutte, at begrebet »grov uagtsomhed« er relevant for elementer af den strafbare handling, f.eks. beskyttelsesstatus, en »ubetydelig mængde«, eller »sandsynligheden for«, at adfærden vil forårsage betydelig skade.

(28) I straffesager og retssager bør der tages behørigt hensyn til, om sagen involverer organiserede kriminelle grupper, der arbejder på måder, som har negativ indvirkning på miljøet. Straffesager i forbindelse med miljølovovertrædelser bør behandle korruption, hvidvaskning af penge, cyberkriminalitet og dokumentfalsk og, i forbindelse med forretningsaktiviteter, lovovertræderens hensigt om at maksimere fortjenesten eller spare udgifter. Sådanne former for kriminalitet hænger ofte sammen med alvorlige former for miljøkriminalitet og bør derfor ikke behandles isoleret. De er desuden særligt tilbøjelige til at forårsage betydelig skade på miljøet og menneskers sundhed, herunder ødelæggende virkninger på naturen og lokalsamfundene. Det er desuden særlig bekymrende, at visse strafbare miljølovovertrædelser begås med billigelse eller aktiv støtte fra de kompetente myndigheder eller embedsmænd, der udfører deres offentlige opgaver. I visse tilfælde kan dette endda have form af korruption. Eksempler på en sådan adfærd er at vende det blinde øje til eller tie stille om overtrædelse af miljøretten efter inspektioner, bevidst undlade at foretage inspektioner eller kontrol, f.eks. med hensyn til, om tilladelsesindehaveren overholder betingelserne i en tilladelse, at støtte beslutninger eller stemme til fordel for udstedelse af ulovlige tilladelser eller udstedelse af forfalskede eller usande positive rapporter.

(29) Anstiftelse og medvirken og tilskyndelse til strafbare handlinger, der begås forsætligt, bør også være strafbart. Et forsøg på at begå en strafbar handling, der forårsager eller sandsynligvis vil forårsage dødsfald eller alvorlig personskade eller forårsager eller sandsynligvis vil forårsage betydelig skade på miljøet eller på anden måde betragtes som særligt skadeligt, bør også udgøre en strafbar handling, når den begås forsætligt. Begrebet »forsøg« fortolkes i overensstemmelse med national ret. Med hensyn til den strafbare handling, der er defineret i dette direktiv vedrørende gennemførelsen af et projekt uden byggetilladelse, idet gennemførelsen af et projekt skal forstås således, at det omfatter påbegyndelse af gennemførelsen af et sådant projekt, f.eks. påbegyndelse af arbejdet med henblik på at forberede jorden til opførelse eller andet arbejde med virkning på miljøet, opregner dette direktiv ikke denne lovovertrædelse blandt de strafbare handlinger, for hvilke et forsøg bør kunne straffes som en strafbar handling.

(30) Sanktionerne for de strafbare handlinger defineret i dette direktiv bør være effektive, have en afskrækkende virkning og stå i et rimeligt forhold til overtrædelsen. Med henblik herpå bør der fastsættes mindsteniveauer for den maksimale fængselsstraf for fysiske personer. De maksimale fængselsstraffe, der er fastsat i dette direktiv for strafbare handlinger begået af fysiske personer, bør finde anvendelse på i det mindste de alvorligste af sådanne strafbare handlinger. Alle medlemsstaters strafferet indeholder bestemmelser om drab, enten begået forsætligt eller ved grov uagtsomhed. Medlemsstaterne bør kunne gøre brug af disse generelle bestemmelser, herunder bestemmelser om skærpende omstændigheder, når de gennemfører bestemmelserne i dette direktiv vedrørende strafbare handlinger, der forårsager en persons dødsfald, uanset om de begås forsætligt eller ved grov uagtsomhed.

(31) Accessoriske sanktioner eller foranstaltninger anses ofte for at være mere effektive end finansielle sanktioner, navnlig for juridiske personer. Der bør derfor være mulighed for accessoriske sanktioner eller foranstaltninger i de relevante retssager. Disse sanktioner eller foranstaltninger kan omfatte forpligtelsen til at genoprette miljøet, udelukkelse fra adgang til offentlig finansiering, herunder udbudsprocedurer, tilskud og koncessioner og inddragelse af tilladelser og godkendelser. Dette berører ikke dommeres eller domstoles skønsbeføjelser i straffesager til at pålægge passende sanktioner i de enkelte sager.

(32) Accessoriske sanktioner eller foranstaltninger kan, uden at det berører kravene i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2004/35/EF , omfatte et krav om at genoprette miljøet, hvis skaden er reversibel, og et krav om at yde erstatning, hvis skaden er uoprettelig, eller lovovertræderen ikke har kapacitet til at foretage en sådan genopretning.

(33) For så vidt som adfærd, der udgør en strafbar miljølovovertrædelse som defineret i dette direktiv, kan tilskrives juridiske personer, bør sådanne juridiske personer holdes strafferetligt ansvarlige for en sådan lovovertrædelse. Med henblik på at nå målene i dette direktiv bør medlemsstater, hvis retsregler indeholder bestemmelser om juridiske personers strafferetlige ansvar, sikre, at deres retsregler indeholder bestemmelser om effektive, afskrækkende og forholdsmæssige strafferetlige sanktionstyper og -niveauer som fastsat i dette direktiv. Medlemsstater, hvis retsregler ikke indeholder bestemmelser om juridiske personers strafferetlige ansvar, bør sikre, at deres retsregler indeholder bestemmelser om effektive, afskrækkende og forholdsmæssige ikkestrafferetlige sanktionstyper og -niveauer med tilsvarende virkning som fastsat i dette direktiv. De maksimale bødeniveauer, der er fastsat i dette direktiv for de deri definerede strafbare handlinger, bør i det mindste finde anvendelse på de alvorligste af sådanne strafbare handlinger. Adfærdens grovhed samt de berørte juridiske personers individuelle, finansielle og øvrige omstændigheder bør tages i betragtning for at sikre, at den pålagte sanktion er effektiv, har afskrækkende virkning og er forholdsmæssig. Medlemsstaterne bør have mulighed for at fastsætte de maksimale bødeniveauer enten som en procentdel af den pågældende juridiske persons samlede omsætning på verdensplan eller som faste beløb. Ved gennemførelsen af dette direktiv bør medlemsstaterne beslutte, hvilken af disse to muligheder de vil anvende.

(34) Hvis medlemsstaterne ved fastsættelsen af de bøder, der skal pålægges juridiske personer, vælger at anvende kriteriet om en juridisk persons samlede omsætning på verdensplan, bør de beslutte, om de skal beregne omsætningen på grundlag af det regnskabsår, der går forud for det regnskabsår, hvor den strafbare handling blev begået, eller det regnskabsår, der går forud for afgørelsen om at pålægge bøden. Medlemsstaterne bør også overveje at fastsætte regler for de tilfælde, hvor det ikke er muligt at fastsætte en bødes størrelse på grundlag af den juridiske persons samlede omsætning på verdensplan i det regnskabsår, der gik forud for det regnskabsår, hvor den strafbare handling blev begået, eller i det regnskabsår, der gik forud for året for afgørelsen om pålæggelse af bøden. I sådanne tilfælde bør medlemsstaterne kunne tage hensyn til andre kriterier, såsom den samlede omsætning på verdensplan i et andet regnskabsår. Hvis disse regler omfatter fastsættelse af faste bødestørrelser, bør det ikke være nødvendigt, at de maksimale niveauer af disse beløb når de niveauer, der er fastsat i dette direktiv som mindstekravet for de maksimale bødeniveauer i faste bødestørrelser.

(35) Hvis medlemsstaterne vælger et maksimalt niveau for bøder, der fastsættes i faste beløb, bør sådanne niveauer fastsættes i national ret. De højeste niveauer for sådanne bøder bør gælde for de groveste strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, og som begås af økonomisk stærke juridiske personer. Medlemsstaterne bør kunne fastsætte, hvordan disse højeste bødeniveauer skal beregnes, herunder fastlægge betingelser herfor. Det er vigtigt, at medlemsstaterne regelmæssigt reviderer de bødeniveauer, der fastsættes i faste beløb, under hensyntagen til inflationsrater og andre udsving i pengeværdien i overensstemmelse med procedurerne i deres nationale ret. Medlemsstater, der ikke har euroen som valuta, bør fastsætte maksimale bødeniveauer i deres valuta, som svarer til de i dette direktiv fastsatte niveauer i euro på datoen for dets ikrafttræden. Disse medlemsstater opfordres til regelmæssigt at revidere bødeniveauerne, også med hensyn til udviklingen i vekselkursen.

(36) Fastsættelsen af det maksimale bødeniveau berører ikke dommeres eller domstoles skønsbeføjelser i straffesager til at pålægge passende sanktioner i de enkelte sager. Da dette direktiv ikke fastsætter nogen mindste bødesatser, bør dommerne eller domstolene under alle omstændigheder pålægge passende sanktioner under hensyntagen til den pågældende juridiske persons individuelle, finansielle og øvrige omstændigheder og adfærdens grovhed.

(37) Medlemsstaterne bør sikre, at de strafferetlige eller ikkestrafferetlige sanktioner eller foranstaltninger, der finder anvendelse på juridiske personer, der drages til ansvar for kvalificerede strafbare handlinger som defineret i dette direktiv, er strengere end dem, der finder anvendelse i tilfælde af andre strafbare handlinger som defineret i dette direktiv. Med henblik herpå bør medlemsstaterne i overensstemmelse med deres nationale ret fastsætte et højere niveau for strafferetlige og ikkestrafferetlige bøder end det maksimale bødeniveau, der er fastsat i dette direktiv, eller på anden måde fastsætte strengere sanktioner eller foranstaltninger, herunder strafferetlige eller ikkestrafferetlige sanktioner eller foranstaltninger, eller en kombination heraf.

(38) Det forhold, at juridiske personer drages til ansvar i henhold til dette direktiv, bør ikke være til hinder for, at der indledes en straffesag mod fysiske personer, der begår, anstifter eller medvirker til de strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv. Hvis betingelserne for strafferetligt ansvar er opfyldt, bør sådanne fysiske personer anses for at omfatte bestyrelsesmedlemmer i selskaber.

(39) Det er nødvendigt, at medlemsstaterne overvejer at indføre sanktioner eller foranstaltninger, der udgør et alternativ til fængselsstraf med henblik på at bidrage til miljøets genopretning.

(40) De sanktionsniveauer, der pålægges, bør tilnærmes yderligere, og effektiviteten af sådanne niveauer bør fremmes gennem indførelse af fælles skærpende omstændigheder, der afspejler grovheden af den begåede strafbare handling. Begrebet »skærpende omstændigheder« bør forstås enten som forhold, der giver dommeren mulighed for at idømme strengere straffe for den samme strafbare handling end den straf, der normalt idømmes uden sådanne forhold, eller som muligheden for at behandle flere strafbare handlinger kumulativt og derved øge sanktionsniveauet. Medlemsstaterne er derfor ikke forpligtede til at fastsætte bestemte skærpende omstændigheder, hvis der i national ret allerede er fastsat bestemmelser om særskilte strafbare handlinger, der kan føre til strengere straffe.

(41) Medlemsstaterne bør sikre, at mindst én af de skærpende og formildende omstændigheder, der er fastsat i dette direktiv, fastsættes som en mulig skærpende eller formildende omstændighed i overensstemmelse med gældende regler i deres retssystem. I alle tilfælde bør det ligge inden for dommerens eller domstolens skøn at afgøre, hvorvidt straffen skal skærpes eller mildnes, under hensyntagen til de særlige omstændigheder i den enkelte sag.

(42) Dette direktiv bør ikke berøre de generelle regler og principper i national strafferet om idømmelse eller fuldbyrdelse af straffe i overensstemmelse med de særlige omstændigheder i den enkelte sag. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastsætte de mest hensigtsmæssige typer accessoriske sanktioner eller foranstaltninger. Hvis national ret giver mulighed for at pålægge en forpligtelse til at genoprette miljøet inden for en given periode, forudsat at skaden er reversibel, kræver dette direktiv ikke, at en dommer eller domstol også er ansvarlig for at overvåge opfyldelsen af en sådan forpligtelse. På samme måde bør medlemsstaterne, hvis inddragelsen af tilladelser og godkendelser til at udøve aktiviteter, der har ført til den relevante strafbare handling, kan udgøre en sanktion i henhold til national ret, sikre, at dommere eller domstole enten selv kan pålægge sådanne sanktioner, eller at en anden kompetent myndighed underrettes og kan handle i overensstemmelse med nationale procedureregler.

(43) Dette direktiv bør ikke berøre det civilretlige ansvar i henhold til national ret eller forpligtelsen til i overensstemmelse med EU-retten eller national ret at erstatte skader, der er forvoldt som følge af en given strafbar handling som defineret i dette direktiv.

(44) Offentliggørelse af personoplysninger om dømte personer i retsafgørelser bør kun være muligt i behørigt begrundede undtagelsestilfælde som følge af en vurdering af den enkelte sag, hvor offentlighedens interesse vejes op mod retten til privatlivets fred og beskyttelse af den dømte persons persondata, jf. henholdsvis artikel 7 og 8 i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder (»chartret«). Offentliggørelsen af disse personoplysninger bør derfor kun være mulig i tilfælde af grove strafbare handlinger, hvor der kræves stærke afskrækkende konsekvenser. Vurderingen fra sag til sag kan tage hensyn til elementer såsom alvoren af den skade, der er påført miljøet, den skade, som fysiske personer har lidt, eller begge, om den strafbare handling er begået gentagne gange i den samme miljøsektor, og om den strafbare handling blev begået af eller til fordel for et stort selskab, der er aktivt i flere medlemsstater, eller af en vigtig markedsaktør i en specifik miljøsektor. Enhver behandling af personoplysninger i forbindelse med dette direktiv bør ske i overensstemmelse med gældende databeskyttelseslovgivning på EU-plan og på nationalt plan, navnlig Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2016/679 og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2016/680 . Denne databeskyttelseslovgivning omfatter en forpligtelse for medlemsstaterne til at fastsætte passende garantier for registreredes rettigheder og frihedsrettigheder, når de offentliggør hele eller en del af den retsafgørelse, der vedrører den begåede strafbare handling, og de pålagte sanktioner eller foranstaltninger. Desuden bør offentliggørelsen af afgørelsen om at pålægge en juridisk person sanktioner eller foranstaltninger anvendes med forbehold af nationale regler for anonymisering af retsafgørelser eller varigheden af offentliggørelsen.

(45) Forpligtelsen fastsat i dette direktiv til at fastsætte strafferetlige sanktioner bør ikke fritage medlemsstaterne fra forpligtelsen til at fastsætte administrative sanktioner og andre foranstaltninger i national ret for overtrædelser af Unionens miljøret.

(46) Medlemsstaterne bør klart definere anvendelsesområdet for den administrative og strafferetlige retshåndhævelse med hensyn til miljølovovertrædelser i overensstemmelse med deres nationale ret. Når de anvender national ret til gennemførelse af dette direktiv, bør medlemsstaterne sikre, at pålæggelsen af strafferetlige og administrative sanktioner er i overensstemmelse med principperne i chartret, herunder forbuddet mod retssager, hvor ne bis in idem-princippet ikke overholdes.

(47) Desuden bør de retlige og administrative myndigheder i medlemsstaterne råde over en række strafferetlige og ikkestrafferetlige sanktioner og andre foranstaltninger, herunder forebyggende foranstaltninger, så de er i stand til at håndtere forskellige typer af kriminel adfærd på en skræddersyet, rettidig, forholdsmæssig og effektiv måde.

(48) Hvis strafbare handlinger er af vedvarende karakter, bør de bringes til ophør hurtigst muligt. Medlemsstaterne tilskyndes til at sætte de kompetente myndigheder i stand til at beordre øjeblikkeligt ophør af den ulovlige adfærd eller til at forhindre en sådan adfærd.

(49) Hvis lovovertræderne har opnået økonomisk gevinst, bør sådanne gevinster konfiskeres. Medlemsstaterne bør træffe de nødvendige foranstaltninger til at muliggøre en hensigtsmæssig forvaltning af udbytte og redskaber, som er indefrosset og konfiskeret, i overensstemmelse med karakteren heraf. Medlemsstaterne bør overveje at træffe foranstaltninger, der gør det muligt at anvende konfiskerede formuegoder, hvor det er muligt, til i overensstemmelse med national ret at finansiere genopretning af miljøet, til at afhjælpe eventuelle skader eller til at yde erstatning for miljøskaden.

(50) Medlemsstaterne bør fastsætte regler om forældelsesfrister, der er nødvendige for effektivt at bekæmpe miljøkriminalitet, uden at dette berører nationale regler, der ikke fastsætter forældelsesfrister for efterforskning, retsforfølgning og håndhævelse. Som hovedregel løber en forældelsesfrist fra det tidspunkt, hvor den strafbare handling blev begået. Da dette direktiv fastsætter minimumsregler, kan medlemsstaterne dog fastsætte, at forældelsesfristen begynder at løbe senere, nemlig fra det tidspunkt, hvor den strafbare handling blev afsløret, forudsat at dette tidspunkt for afsløring er blevet klart fastlagt i overensstemmelse med national ret. Det er i henhold til dette direktiv tilladt medlemsstaterne at fastsætte kortere forældelsesfrister end de forældelsesfrister, der er fastsat i dette direktiv, forudsat at det i deres retssystem er muligt at afbryde eller suspendere sådanne kortere forældelsesfrister i tilfælde af handlinger, der kan fastsættes i overensstemmelse med national ret.

(51) I betragtning af navnlig lovovertrædernes mobilitet, den grænseoverskridende karakter af de strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, og muligheden for at gennemføre grænseoverskridende efterforskning, bør medlemsstaterne fastlægge jurisdiktion med henblik på at bekæmpe sådanne lovovertrædelser effektivt. Medlemsstaterne bør samarbejde med Eurojust, navnlig på grundlag af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) 2018/1727 , i tilfælde, hvor der kan opstå jurisdiktionskonflikter. En given medlemsstat bør fastlægge jurisdiktion for strafbare handlinger, der begås om bord på et skib eller et luftfartøj, der er registreret i den pågældende medlemsstat, eller som fører den pågældende medlemsstats flag, under hensyntagen til relaterede standarder i henhold til relevante internationale konventioner. Dette direktiv bør ikke forpligte medlemsstaterne til første gang at fastlægge en sådan jurisdiktion til at omfatte strafbare handlinger, der, som følge af deres karakter, ikke kan begås om bord på et skib eller et luftfartøj.

(52) Medlemsstaterne bør fastlægge jurisdiktion for strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, hvor skaden, som indgår i den strafbare handlings gerningsindhold, fandt sted på deres område. I overensstemmelse med national ret og med territorialitetsprincippet kan en medlemsstat fastlægge jurisdiktion for strafbare handlinger, der helt eller delvis er begået på dens område.

(53) For at sikre en vellykket håndhævelse af miljøstrafferetten bør medlemsstaterne for de kompetente myndigheder i forbindelse med strafbare miljølovovertrædelser stille effektive efterforskningsværktøjer til rådighed som dem, der findes i deres nationale ret til bekæmpelse af organiseret kriminalitet eller andre alvorlige strafbare handlinger, hvis og i det omfang anvendelsen af disse værktøjer er hensigtsmæssig og står i et rimeligt forhold til arten og grovheden af de strafbare handlinger, der er fastsat bestemmelser om i national ret. Sådanne værktøjer kan omfatte aflytning af kommunikation, skjult overvågning, herunder elektronisk overvågning, kontrollerede leverancer, overvågning af bankkonti og andre finansielle efterforskningsværktøjer. Disse værktøjer bør anvendes i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og under fuld overholdelse af chartret. Det er bydende nødvendigt, at retten til beskyttelse af personoplysninger respekteres.

(54) Strafbare miljølovovertrædelser skader natur og samfund. Personer, der indberetter overtrædelser af Unionens miljøret, udfører en tjenesteydelse af offentlig interesse og spiller en central rolle med hensyn til at afsløre og forebygge sådanne overtrædelser og dermed beskytte miljøet og velfærden i samfundet. Personer, der er i kontakt med en organisation i forbindelse med deres arbejdsrelaterede aktiviteter, er ofte de første, der får kendskab til trusler mod eller skader på offentlighedens interesser og miljøet. Personer, der indberetter uregelmæssigheder, kaldes »whistleblowere«. De potentielle whistleblowere afskrækkes imidlertid ofte fra at give udtryk for deres mistanke eller bekymringer af frygt for repressalier. Sådanne indberettende personer nyder godt af en afbalanceret og effektiv beskyttelse i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv (EU) 2019/1937 , som omfatter direktiv 2008/99/EF og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/123/EF inden for sit anvendelsesområde. Efter at direktiv 2008/99/EF og 2009/123/EF er blevet erstattet af nærværende direktiv, bør personer, der indberetter overtrædelser af Unionens miljøret, i medfør af nærværende direktiv fortsat nyde godt af denne beskyttelse fra de medlemsstater, der er bundet af det.

(55) Andre personer end dem, der indberetter overtrædelser af EU-retten i henhold til direktiv (EU) 2019/1937, kan også være i besiddelse af værdifulde oplysninger om potentielle strafbare miljølovovertrædelser. De kan være medlemmer af det berørte lokalsamfund eller medlemmer af samfundet som helhed, der deltager aktivt i beskyttelsen af miljøet. Sådanne personer, der indberetter strafbare miljølovovertrædelser, samt personer, der samarbejder med hensyn til håndhævelsesprocedurer i forbindelse med sådanne lovovertrædelser, bør modtage den nødvendige støtte og bistand i forbindelse med straffesager, således at de ikke stilles ringere i deres samarbejde, men støttes og bistås. De nødvendige støtte- og bistandsforanstaltninger bør være til rådighed for sådanne personer i overensstemmelse med deres proceduremæssige rettigheder i national ret og bør som minimum omfatte alle støtte- og bistandsforanstaltninger, der er til rådighed for personer, som har tilsvarende proceduremæssige rettigheder i straffesager vedrørende andre strafbare handlinger. Disse personer bør i overensstemmelse med deres proceduremæssige rettigheder i national ret også være beskyttet mod at blive retsforfulgt for at indberette sådanne strafbare miljøovertrædelser eller for deres samarbejde i straffesager. Indholdet af de nødvendige støtte- og bistandsforanstaltninger fastlægges ikke i nærværende direktiv og bør fastlægges af medlemsstaterne. Medlemsstaterne er ikke forpligtet til at stille støtte- og bistandsforanstaltninger til rådighed for personer, der er mistænkt eller tiltalt i forbindelse med den pågældende straffesag.

(56) Medlemsstaterne bør vurdere behovet for at gøre det muligt for personer at anmelde strafbare miljølovovertrædelser anonymt, hvis en sådan mulighed ikke allerede eksisterer.

(57) Eftersom miljøet ikke kan repræsentere sig selv som offer i straffesager, bør medlemmer af den berørte offentlighed med henblik på en effektiv håndhævelse have mulighed for at handle på vegne af miljøet som et offentligt gode i overensstemmelse med national ret og med forbehold af de relevante procedureregler.

(58) Dette direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at indføre nye proceduremæssige rettigheder for medlemmer af den berørte offentlighed. Når sådanne proceduremæssige rettigheder for medlemmer af den berørte offentlighed findes i en medlemsstat i tilsvarende situationer vedrørende andre strafbare handlinger end de i nærværende direktiv omhandlede, såsom retten til at deltage i retssager som civil part, bør sådanne proceduremæssige rettigheder dog også indrømmes medlemmer af den berørte offentlighed i sager vedrørende de strafbare miljølovovertrædelser, der er defineret i dette direktiv. Rettighederne for medlemmer af den berørte offentlighed berører ikke ofres rettigheder som fastsat i Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2012/29/EU . Begrebet »medlemmer af den berørte offentlighed« og begrebet »ofre« bør forblive adskilte, og medlemsstaterne bør ikke være forpligtet til at anvende ofres rettigheder på medlemmer af den berørte offentlighed. Nærværende direktiv forpligter ikke medlemsstaterne til at give medlemmer af den berørte offentlighed de proceduremæssige rettigheder i straffesager, som de indrømmer andre kategorier af personer end medlemmer af den berørte offentlighed.

(59) Medlemsstaterne bør træffe passende foranstaltninger såsom oplysnings- og bevidstgørelseskampagner rettet mod relevante interessenter fra såvel den offentlige som den private sektor samt iværksætte forsknings- og uddannelsesprogrammer, der har til formål at mindske strafbare miljølovovertrædelser overordnet set og risikoen for miljøkriminalitet. Hvor det er relevant, bør medlemsstaterne handle i samarbejde med sådanne interessenter. I den forbindelse kan foranstaltninger, der har til formål at forbedre forebyggelsen af strafbare miljølovovertrædelser, omfatte fremme af overholdelses- og due diligence-ordninger, tilskyndelse af virksomheder til at have overvågningsansvarlige, der kan bidrage til at sikre overholdelse af Unionens miljøret, og fremme gennemsigtighed med henblik på at styrke overholdelsen af miljøstrafferetten. Accessoriske sanktioner, der pålægges juridiske personer i henhold til dette direktiv, kan desuden omfatte en forpligtelse for virksomheder til at indføre due diligence-ordninger, der kan forbedre overholdelsen af miljøstandarder, hvilket også bidrager til at forebygge yderligere strafbare miljølovovertrædelser. Endvidere kan medlemsstaterne overveje at oprette en fond til støtte for forebyggende foranstaltninger for så vidt angår strafbare miljølovovertrædelser og deres ødelæggende konsekvenser.

(60) Mangel på ressourcer og håndhævelsesbeføjelser for nationale myndigheder, der afslører, efterforsker, retsforfølger eller pådømmer strafbare miljølovovertrædelser, skaber hindringer for effektiv forebyggelse og sanktionering af sådanne lovovertrædelser. Manglen på ressourcer kan navnlig forhindre myndighederne i at gribe ind eller begrænse deres håndhævelsesforanstaltninger, hvilket gør det muligt for lovovertrædere at unddrage sig ansvar eller at få en straf, der ikke står i forhold til den strafbare handlings grovhed. Der bør derfor fastsættes minimumskriterier vedrørende ressourcer og håndhævelsesbeføjelser.

(61) Hvis håndhævelseskæden skal fungere effektivt, afhænger det af en række specialisters færdigheder. Da kompleksiteten af de udfordringer, der er forbundet med strafbare miljølovovertrædelser, og den tekniske karakter af sådanne lovovertrædelser kræver en tværfaglig tilgang, er det nødvendigt med en høj grad af juridisk viden og teknisk ekspertise, økonomisk støtte samt et højt uddannelses- og specialiseringsniveau hos alle relevante kompetente myndigheder. Medlemsstaterne bør tilbyde uddannelse, der er relevant for funktionen af dem, der er ansvarlige for at afsløre, efterforske, retsforfølge eller pådømme miljøkriminalitet. Hvor det er relevant, bør medlemsstaterne under hensyntagen til deres forfatningsmæssige traditioner og strukturen i deres retssystemer samt andre omstændigheder, herunder den pågældende medlemsstats størrelse, vurdere behovet for at øge sådanne myndigheders specialiseringsgrad inden for strafbare miljølovovertrædelser i overensstemmelse med national ret. Hvis den pågældende medlemsstat er lille og kun har et begrænset antal kompetente myndigheder, kan det i vurderingen konkluderes, at specialisering i betragtning af dette begrænsede antal ikke er mulig eller tilrådelig. For at maksimere håndhævelseskædens professionalisme og effektivitet bør medlemsstaterne navnlig også overveje at udpege specialiserede efterforskningsenheder, anklagere og dommere til at behandle miljøstraffesager. De almindelige straffedomstole kan åbne mulighed for specialiserede dommerkollegier. Der bør stilles teknisk ekspertise til rådighed for alle relevante håndhævende myndigheder.

(62) For at sikre et effektivt, integreret og sammenhængende håndhævelsessystem, der omfatter administrative, civilretlige og strafferetlige foranstaltninger, bør medlemsstaterne tilrettelægge internt samarbejde og kommunikation mellem alle deres kompetente myndigheder involveret i administrativ og strafferetlig håndhævelse, herunder alle myndigheder, der udøver forebyggende, strafferetlige og afhjælpende funktioner.

(63) I overensstemmelse med gældende regler bør medlemsstaterne også samarbejde med hinanden gennem EU-agenturer, navnlig Eurojust og Europol, samt med EU-organer, herunder Den Europæiske Anklagemyndighed og Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig, inden for deres respektive kompetenceområder. Uden at det berører reglerne om grænseoverskridende samarbejde og gensidig retshjælp i straffesager bør et sådant samarbejde findes for at sikre en effektiv indsats mod de strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, og det bør omfatte teknisk og operationel bistand, der ydes, hvor det er passende, fra Eurojust til de nationale kompetente myndigheder, som der er behov for, for at disse myndigheder kan koordinere deres efterforskninger. Kommissionen kan, hvor det er relevant, yde bistand. En sådan bistand bør ikke indebære, at Kommissionen deltager i de nationale kompetente myndigheders efterforskning eller retsforfølgning af individuelle straffesager og bør ikke forstås således, at den omfatter finansiel støtte eller nogen anden budgetmæssig forpligtelse fra Kommissionens side.

(64) Medlemsstaterne bør sikre, at oplysninger om personer, der er dømt for de strafbare handlinger, der er defineret i dette direktiv, udveksles mellem de nationale kompetente myndigheder i overensstemmelse med Rådets rammeafgørelse 2009/315/JHA .

(65) For at sikre en sammenhængende tilgang til bekæmpelse af miljøkriminalitet bør medlemsstaterne vedtage, offentliggøre, gennemføre og regelmæssigt revidere en national strategi for bekæmpelse af strafbare miljølovovertrædelser og fastsætte mål, prioriteter og de tilsvarende foranstaltninger og nødvendige ressourcer. Denne nationale strategi bør navnlig omhandle målene og prioriteterne for den nationale politik på området for miljøkriminalitet, metoderne til koordinering og samarbejde mellem de kompetente myndigheder, procedurerne og mekanismerne for regelmæssig overvågning og evaluering af de opnåede resultater samt bistanden fra europæiske netværk, der arbejder med spørgsmål, som er af direkte relevans for bekæmpelsen af strafbare miljølovovertrædelser og relaterede overtrædelser. Det bør være muligt for medlemsstaterne at fastlægge et passende format for denne strategi, som kan tage hensyn til deres forfatningsmæssige traditioner med hensyn til magtens tredeling og kompetencer, og som kan være enten sektorbestemt eller en del af et bredere strategisk dokument. Uanset om medlemsstaterne påtænker at vedtage én eller flere strategier, bør disses overordnede indhold omfatte hele medlemsstatens område.

(66) For effektivt at kunne bekæmpe de strafbare miljølovovertrædelser, der er defineret i dette direktiv, er det nødvendigt, at de kompetente myndigheder i medlemsstaterne indsamler nøjagtige, sammenhængende og sammenlignelige statistiske data om disse lovovertrædelser. Medlemsstaterne bør derfor sikre, at der findes et passende system til registrering, fremstilling og fremsendelse af eksisterende statistiske data om de lovovertrædelser, der er defineret i dette direktiv. Disse statistiske data bør anvendes af medlemsstaterne til brug for den strategiske og operationelle planlægning af håndhævelsesaktiviteter, til analyse af omfanget af og tendenserne forbundet med strafbare miljølovovertrædelser samt til at informere borgerne. Medlemsstaterne bør fremsende relevante statistiske data til Kommissionen om sager vedrørende miljøkriminalitet, hentet fra data, der allerede findes på centraliseret eller decentraliseret niveau inden for hele medlemsstaten. Kommissionen bør regelmæssigt vurdere og i en rapport offentliggøre resultaterne af dens vurderinger på grundlag af de statistiske data, som medlemsstaterne fremsender.

(67) De statistiske data, der fremsendes i henhold til dette direktiv om strafbare miljølovovertrædelser, bør være sammenlignelige mellem medlemsstaterne og uddrages på grundlag af fælles minimumsstandarder. For at sikre ensartede betingelser for gennemførelsen af dette direktiv bør Kommissionen tillægges gennemførelsesbeføjelser til at fastlægge standardformatet for fremsendelsen af statistiske data. Disse beføjelser bør udøves i overensstemmelse med Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 182/2011 .

(68) Standardformatet for fremsendelsen til Kommissionen af statistiske data om sanktionstyper og -niveauer, herunder oplysninger om de relaterede kategorier af lovovertrædelser, i overensstemmelse med dette direktiv bør fastlægges efter den udvalgsprocedure, der er omhandlet i dette direktiv.

(69) I medfør af artikel 1 og 2 og artikel 4a, stk. 1, i protokol nr. 21 om Det Forenede Kongeriges og Irlands stilling, for så vidt angår området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, og med forbehold af artikel 4 i samme protokol, deltager Irland ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Irland.

(70) I medfør af artikel 1 og 2 i protokol nr. 22 om Danmarks stilling, der er knyttet som bilag til TEU og til TEUF, deltager Danmark ikke i vedtagelsen af dette direktiv, som ikke er bindende for og ikke finder anvendelse i Danmark.

(71) Dette direktiv har til formål at ændre og udvide bestemmelserne i direktiv 2008/99/EF. Da de ændringer, der skal foretages, er væsentlige både med hensyn til antal og art, bør direktiv 2008/99/EF af klarhedshensyn erstattes i sin helhed for de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv.

(72) Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2005/35/EF blev suppleret af direktiv 2009/123/EF med bestemmelser om strafbare handlinger og sanktioner for udtømning af forurenende stoffer fra skibe. Sådanne lovovertrædelser og sanktioner bør være omfattet af nærværende direktivs anvendelsesområde. For de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv, bør direktiv 2009/123/EF derfor erstattes. Denne erstatning bør ikke berøre disse medlemsstaters forpligtelse med hensyn til datoen for gennemførelse af nævnte direktiv i national ret. For så vidt angår de medlemsstater, der er bundet af nærværende direktiv, bør henvisninger til de bestemmelser i direktiv 2005/35/EF, der er tilføjet eller erstattet ved direktiv 2009/123/EF, derfor betragtes som henvisninger til nærværende direktiv. De medlemsstater, der ikke er bundet af nærværende direktiv, bør forblive bundet af direktiv 2005/35/EF som ændret ved direktiv 2009/123/EF.

(73) Målene for dette direktiv, nemlig at fastsætte fælles definitioner af strafbare miljølovovertrædelser og adgang til effektive, afskrækkende og forholdsmæssige strafferetlige sanktioner for alvorlige lovovertrædelser, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne, men kan bl.a. på grund af den grænseoverskridende skade, som den pågældende ulovlige adfærd kan forårsage på miljøet, og på grund af den nødvendige handlings omfang og virkninger bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor vedtage foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i TEU. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går dette direktiv ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(74) Forpligtelserne i henhold til dette direktiv berører ikke EU-retten om proceduremæssige rettigheder i straffesager, og medlemsstaterne bør sikre, at mistænktes eller tiltaltes proceduremæssige rettigheder i straffesager respekteres fuldt ud.

(75) Dette direktiv respekterer de grundlæggende rettigheder og overholder de principper, som navnlig anerkendes i chartret, herunder beskyttelse af personoplysninger, ytrings- og informationsfrihed, friheden til at oprette og drive egen virksomhed, adgang til effektive retsmidler og til en upartisk domstol, uskyldsformodningen og retten til et forsvar, legalitetsprincippet og princippet om proportionalitet mellem strafbare handlinger og straf samt retten til ikke at blive retsforfulgt eller straffet to gange for samme lovovertrædelse. Dette direktiv søger at sikre fuld overholdelse af disse rettigheder og principper og bør gennemføres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DETTE DIREKTIV: