Search for a command to run...
(Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) 2019/133 om ændring af forordning (EU) 2015/640 for så vidt angår indførelsen af nye supplerende luftdygtighedsspecifikationer)
I forordning (EU) 2015/640 foretages følgende ændringer:
1) I artikel 2 foretages følgende ændringer:
a) Litra b) affattes således:
»b) »stor flyvemaskine«: en flyvemaskine, der har certificeringsspecifikationerne for store flyvemaskiner »CS-25« eller tilsvarende i sit certificeringsgrundlag«
b) Som litra c) og d) tilføjes:
»c) »stor helikopter«: en helikopter, der har certificeringsspecifikationerne for store rotorluftfartøjer »CS-29« eller tilsvarende i sit certificeringsgrundlag
d) »flyvemaskine med lav belægning«: en flyvemaskine med en maksimal passagersædekonfiguration for operation på:
1) til og med 19 sæder eller
2) til og med en tredjedel af den typegodkendte flyvemaskines maksimale passagersædekapacitet som angivet i specifikationsbladet til flyvemaskinens typecertifikat (TCDS), forudsat at begge følgende betingelser er opfyldt:
a) det samlede antal passagersæder, der er godkendt til belægning under taxiing, start og landing overstiger ikke 100 pr. dæk
b) den maksimale passagersædekonfiguration for operation under taxiing, start og landing i ethvert område mellem to sæt nødudgange (eller ethvert endeområde) overstiger ikke en tredjedel af summen af passagersædetildelingerne for de to sæt nødudgange, der afgrænser området (baseret på passagersædetildelingen for hvert sæt nødudgange som defineret i flyvemaskinens gældende certificeringsgrundlag). Med henblik på at fastslå, om denne områdebaserede begrænsning er overholdt, antages det i tilfælde af en flyvemaskine med deaktiverede nødudgange, at alle nødudgangene er funktionelle.«
2) Bilag I (del-26) ændres i overensstemmelse med bilaget til nærværende forordning.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 28. januar 2019.
Kommissionens forordning (EU) 2015/640 af 23. april 2015 om supplerende luftdygtighedsspecifikationer for en given type operationer og om ændring af forordning (EU) nr. 965/2012 (EUT L 106 af 24.4.2015, s. 18).
I bilag I foretages følgende ændringer:
1) Indholdsfortegnelsen affattes således:
»INDHOLDSFORTEGNELSE
SUBPART A — GENERELLE BESTEMMELSER
26.10 Kompetent myndighed
26.20 Udstyr, der er midlertidigt ude af drift
26.30 Påvisning af overensstemmelse
SUBPART B — STORE FLYVEMASKINER
26.50 Sæder, køjer, sikkerhedsbælter og -seler
26.60 Nødlanding — dynamiske forhold
26.100 Placering af nødudgange
26.105 Adgang til nødudgange
26.110 Markering af nødudgange
26.120 Indvendig nødbelysning og betjening af nødbelysning
26.150 Kabineinteriør
26.155 Lastrumsforingers brandfarlighed
26.156 Varme- eller lydisoleringsmaterialer
26.160 Brandbeskyttelse af toiletrum
26.170 Ildslukkere
26.200 Landingsstel — auditivt advarselssignal
26.250 Cockpitdørbetjeningssystemer — hvis et flyvebesætningsmedlem bliver uarbejdsdygtig
26.400 Ildslukkere«
2) Følgende indsættes som punkt 26.60:
» 26.60 Nødlanding — dynamiske forhold
Operatører af store flyvemaskiner, som anvendes til erhvervsmæssig lufttransport af passagerer, som er typegodkendt den 1. januar 1958 eller senere, og for hvilke det individuelle luftdygtighedsbevis første gang udstedes den 18. februar 2021 eller senere, skal for hver sædetypekonstruktion, der er godkendt til belægning under taxiing, start eller landing, påvise, at brugeren af sædet er beskyttet, når denne udsættes for belastninger som følge af nødlandingsbetingelser. Påvisningen sker på en af følgende måder:
a) gennem velafsluttede dynamiske prøvninger
b) gennem rationelle analyser, der giver samme sikkerhed og er baseret på dynamiske prøvninger af en tilsvarende sædetypekonstruktion.
Forpligtelsen i stk. 1 gælder ikke for følgende sæder:
a) cockpitsæder
b) sæder i flyvemaskiner med lav belægning, der er involveret i ikkeregelmæssige erhvervsmæssige lufttransportoperationer på bestilling.«
3) Følgende indsættes som punkt 26.156:
» 26.156 Varme- eller lydisoleringsmaterialer
Operatører af store flyvemaskiner, som anvendes til erhvervsmæssig lufttransport, og som er typegodkendt den 1. januar 1958 eller senere, skal sørge for følgende:
a) for flyvemaskiner, for hvilke det første individuelle luftdygtighedsbevis er udstedt inden den 18. februar 2021, at nye varme- eller lydisoleringsmaterialer, der installeres som erstatning den 18. februar 2021 eller senere, har egenskaber, der forhindrer eller mindsker risikoen for flammeudbredelse i flyvemaskinen
b) for flyvemaskiner, for hvilke det første individuelle luftdygtighedsbevis udstedes den 18. februar 2021 eller senere, at varme- og lydisoleringsmaterialer har egenskaber, der forhindrer eller mindsker risikoen for flammeudbredelse i flyvemaskinen
c) for flyvemaskiner, for hvilke det første individuelle luftdygtighedsbevis udstedes den 18. februar 2021 eller senere, og som har en passagerkapacitet på 20 eller derover, at varme- og lydisoleringsmaterialer (herunder midlerne til at fastgøre materialerne til fuselagen), der er installeret i den nederste halvdel af flyvemaskinen, har egenskaber, der forhindrer eller mindsker risikoen for flammeindtrængning i flyvemaskinen efter en ulykke, og som gør det muligt at overleve i kabinen i den tid, der kræves for at evakuere flyvemaskinen.«
4) Følgende indsættes som punkt 26.170:
» 26.170 Ildslukkere
Operatører af store flyvemaskiner skal sørge for, at følgende ildslukkere ikke anvender halon som slukningsmiddel:
a) indbyggede ildslukkere for hver affaldsbeholder til håndklæder, papir eller andet affald på toilettet i store flyvemaskiner, for hvilke det første individuelle luftdygtighedsbevis udstedes den 18. februar 2020 eller senere
b) transportable ildslukkere i store flyvemaskiner, for hvilke det første individuelle luftdygtighedsbevis udstedes den 18. maj 2019 eller senere.«
5) Følgende tilføjes som subpart C:
» SUBPART C — STORE HELIKOPTERE
26.400 Ildslukkere
Operatører af store helikoptere skal sørge for, at følgende ildslukkere ikke anvender halon som slukningsmiddel:
a) indbyggede ildslukkere for hver affaldsbeholder til håndklæder, papir eller andet affald på toilettet i store helikoptere, for hvilke det individuelle luftdygtighedsbevis første gang udstedes den 18. februar 2020 eller senere
b) transportable ildslukkere i store helikoptere, for hvilke det individuelle luftdygtighedsbevis første gang udstedes den 18. maj 2019 eller senere.«