20.5.2015 DA Den Europæiske Unions Tidende L 124/4
KOMMISSIONENS GENNEMFØRELSESFORORDNING (EU) 2015/781
af 19. maj 2015
om åbning og forvaltning af EU-toldkontingenter for fisk og fiskevarer med oprindelse i Republikken Serbien
EUROPA-KOMMISSIONEN HAR —
under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,
under henvisning til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 332/2014 af 11. marts 2014 om visse procedurer for anvendelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side , særlig artikel 2,
og ud fra følgende betragtninger:
(1) Stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (»stabiliserings- og associeringsaftalen«) blev undertegnet den 29. april 2008. Stabiliserings- og associeringsaftalen trådte i kraft den 1. september 2013 .
(2) Stabiliserings- og associeringsaftalen erstattede interimsaftalen om handel og handelsanliggender mellem Det Europæiske Fællesskab på den ene side og Republikken Serbien på den anden side (»interimsaftalen«), som trådte i kraft den 1. februar 2010 og gav virkning til bestemmelserne om handel og handelsanliggender i stabiliserings- og associeringsaftalen.
(3) Bilag IV til stabiliserings- og associeringsaftalen samt bilag IV til interimsaftalen vedrører fællesskabsindrømmelser for serbiske fiskevarer i form af toldkontingenter.
(4) For at tage hensyn til Republikken Kroatiens tiltrædelse af Den Europæiske Union blev protokollen til stabiliserings- og associeringsaftalen (herefter »protokollen«) undertegnet den 25. juni 2014. Bemyndigelsen til undertegnelsen på vegne af Den Europæiske Union, Det Europæiske Atomenergifællesskab og medlemsstaterne blev givet ved Rådets afgørelse 2014/517/EU og afgørelse 2014/518/Euratom .
(5) Protokollen omhandler en forhøjelse af de eksisterende toldkontingenter for karper med oprindelse i Serbien på 26 ton samt en åbning af nye toldkontingenter for indførsel af varer henhørende under pos. 1604 i HS inden for et årligt loft på 15 ton. I det første år skal toldkontingentmængderne beregnes som en pro rata af de grundlæggende årlige mængder efter den tid, der er forløbet fra begyndelsen af kalenderåret og indtil datoen for anvendelsen af protokollen.
(6) Toldindrømmelser er betinget af, at det relevante oprindelsesbevis forelægges for toldmyndighederne i henhold til interimsaftalen og stabiliserings- og associeringsaftalen.
(7) Toldkontingenterne bør forvaltes af Kommissionen efter først til mølle-princippet i overensstemmelse med Kommissionens forordning (EØF) nr. 2454/93 .
(8) I den kombinerede nomenklatur i bilag I til Rådets forordning (EØF) nr. 2658/87 er der nye KN-koder, som er forskellige fra dem, der henvises til i interimsaftalen og stabiliserings- og associeringsaftalen. De nye KN-koder bør derfor fremgå af bilaget til nærværende forordning.
(9) For at sikre en effektiv anvendelse og forvaltning af de toldkontingenter, der er tildelt i medfør af interimsaftalen og stabiliserings- og associeringsaftalen, og for at sikre retssikkerhed og ligebehandling med hensyn til opkrævning af told bør bestemmelserne i denne forordning finde anvendelse fra datoen for interimsaftalens ikrafttræden.
(10) Protokollen skal anvendes midlertidigt fra den første dag i anden måned efter datoen for dens undertegnelse, i afventning af at procedurerne for dens indgåelse afsluttes. Forhøjelsen af det bestående toldkontingent for karper og anvendelsen af det nye toldkontingent for indførsel af varer henhørende under pos. 1604 i HS bør derfor have virkning fra den 1. august 2014.
(11) Foranstaltningerne i denne forordning er i overensstemmelse med udtalelse fra Toldkodeksudvalget —
VEDTAGET DENNE FORORDNING: