Search for a command to run...
(Kommissionens gennemførelsesforordning (EU) nr. 855/2014 af 4. august 2014 om godkendelse af en mindre ændring i varespecifikationen for en betegnelse, der er opført i registret over beskyttede oprindelsesbetegnelser og beskyttede geografiske betegnelser (Robiola di Roccaverano (BOB)))
Varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Robiola di Roccaverano« ændres i overensstemmelse med bilag I til nærværende forordning.
Det konsoliderede enhedsdokument med de vigtigste elementer af varespecifikationen findes i bilag II til nærværende forordning.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i hver medlemsstat.
Udfærdiget i Bruxelles, den 4. august 2014.
EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1.
I varespecifikationen for den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Robiola di Roccaverano« foretages følgende ændring:
Følgende sætning i afsnittet om produktionsmetode i varespecifikationen: »Den naturlige modning foregår, når det friske produkt opbevares i hertil indrettede lokaler i mindst tre dage, efter at det er fyldt i forme, ved en temperatur på mellem 15 og 20 °C« udgår. Formålet med denne ændring er at imødekomme producenterne, da disse ofte bruger samme lokale til både produktionen, som kræver temperaturer mellem 20 og 24 °C, og den første tørring. Det er meget vanskeligt at fastholde de forskellige temperaturer i samme lokale, og dette krav rammer derfor de mindre ostemejerier. Ansøgningen om ændring er baseret på de erfaringer, som producenterne har gjort i årenes løb, og som viser, at det krav, der ønskes slettet, ikke har nogen betydning for ostens egenskaber.
»Robiola di Roccaverano«
Italien
Kategori 1.3 — Oste
»Robiola di Roccaverano« BOB fremstilles hele året rundt. Det er en ost, der fremstilles ved anvendelse af frisk ostemasse, som modnes eller lagres.
»Robiola di Roccaverano« BOB er cylindrisk med flad over- og underside med en let fremtrædende kant og let udadbuede sider. Oversidens diameter måler 10-14 cm, og osten er 2,5-4 cm høj. Ostens vægt varierer fra 250 til 400 g. Disse parametre gælder for produktet efter minimumsmodningsperioden.
»Robiola di Roccaverano« skal overholde følgende parametre for fedtindhold, mælkeproteiner og aske på den tredje modningsdag:
fedt: mindst 40 % beregnet på grundlag af tørstofindholdet
mælkeproteiner: mindst 34 % beregnet på grundlag af tørstofindholdet
askeindhold: mindst 3 % beregnet på grundlag af tørstofindholdet.
»Robiola di Roccaverano«-ostens organoleptiske egenskaber udmærker sig alt efter modningen således:
frisk ost efter 4-10 dages modning: skorpe: kan eventuelt vise sig i form af en let naturlig skimmeldannelse eller ikke være til stede; udseende: mælkehvid eller gullig; ostemasse: mælkehvid; struktur: cremet og blød; smag og lugt: delikat, fyldig og/eller lettere syrlig
lagret ost efter 11 dages modning: skorpe: dækket af naturlig skimmeldannelse; udseende: flødefarvet, gullig eller lettere rødlig; ostemasse: mælkehvid; struktur: blød og lidt kompakt, efterhånden som modningen skrider frem; kan være cremet i det smagsfyldige lag under overfladen.
I »Robiola di Roccaverano« udvikler duft- og smagsnuancer sig under lagringen og kan blive skarpe.
Til fremstilling af »Robiola di Roccaverano« anvendes rå sødmælk fra geder af racerne Roccaverano og Camosciata Alpina og krydsninger heraf, fra får af racen Pecora delle Langhe og fra køer af racerne Piemontese og Bruna Alpina samt krydsninger heraf, udelukkende stammende fra produktionsområdet og med følgende procentsatser: rå ublandet eller blandet i forskellige forhold med mindst 50 % gedesødmælk sammen med rå ko- og/eller fåresødmælk op til højst 50 % stammende fra på hinanden følgende malkninger foretaget inden for en periode på mellem 24 og 48 timer.
Får og geder græsser i perioden fra 1. marts til 30. november og fodres med frisk og/eller tørret grøntfoder samt korn, bælgfrugter, olieholdige frø samt forarbejdninger heraf. Græsmarker, græsenge og skovområder skal være opført på en liste, som føres af kontrolorganet. Køerne græsser og fodres med frisk og/eller tørret grøntfoder samt korn, bælgfrugter, olieholdige frø samt forarbejdninger heraf.
Alle dyrenes foder skal for mindst 80 % vedkommende stamme fra produktionsområdet. Det er ikke tilladt at bruge majs- og grøntfoderensilage. Dyrenes foder må under ingen omstændigheder indeholde genmodificerede organismer. Det er ikke tilladt at bruge mælk fra intensivt opdræt.
Opdræt, hvorfra der bruges mælk til fremstillingen af »Robiola di Roccaverano«, skal være beliggende i det afgrænsede geografiske område.
Dette gælder ligeledes produktion, forarbejdning og lagring af mælken.
Emballeringen skal foregå i produktionsområdet, da ostemassen er frisk og blød, og den manglende skorpe kan medføre, at osten udtørrer, iltes eller ændres på grund af fedtindholdet. Det er desuden ikke muligt på produktionstidspunktet at mærke selve osten på en uudslettelig måde, da den ikke har nogen skorpe.
Ved markedsføringen skal ostens emballage være lukket med et klæbende segl, hvorpå er angivet logoet for den beskyttede betegnelse bestående af et stiliseret »R«. I det grafiske symbol bestående af et stiliseret brunt »R« er der tegnet et takket tårn, der er inspireret af det gamle rådhustårn i Roccaverano; i R'ets hoved vises »Robiola di Roccaverano«-ostens form, og mellem bogstavets ben og ryg er der en grøn og gul linje, der bringer tankerne hen på Langa-bakkernes typiske græsmarker og enge. Bogstavet er omgivet af en mørkegrøn ring med inskriptionen »ROBIOLA DI ROCCAVERANO« med hvide versaler og nederst i midten en lille stiliseret hvid blomst. Hele logoet er trykt på hvid baggrund. Under logoet anføres producentvirksomhedens kode og etikettens løbenummer på okkergul baggrund, hvis »Robiola di Roccaverano« udelukkende er fremstillet af gedemælk, og på hvid baggrund, hvis den er fremstillet af blandet mælk. De forskellige procentsatser for den anvendte mælk skal under alle omstændigheder være angivet på etiketten. Hver enkelt ost markedsføres hel, emballeret og forsynet med segl.
Det geografiske område omfatter følgende kommuner: Asti-provinsen: Bubbio, Cessole, Loazzolo, Mombaldone, Monastero Bormida, Olmo Gentile, Roccaverano, San Giorgio Scarampi, Serole og Vesime; Alessandria-provinsen: Castelletto d'Erro, Denice, Malvicino, Merana, Montechiaro d'Acqui, Pareto, Ponti, Spigno Monferrato og den del af Cartosio kommune, der er beliggende på venstre side af floden Erro.
Jorden er leret, og undergrunden er mergelholdig; i visse områder er jordkomprimeringen sunket sammen, hvilket har ført til naturligt mudrede jorder med meget dybe lerlag og høj vandkapacitet og et meget højt frugtbarhedsindeks. Klimaet er typisk kontinentalt med kraftige kuldeperioder, rigelige snefald, hyppige skift mellem plus- og minusgrader om vinteren og høje sommertemperaturer, der meget pludseligt slår igennem i slutningen af juni. Nedbørsmængden varierer kun i ringe grad med en gennemsnitlig årlig nedbørsmængde på 300 mm; den er ringest i forårs- og sommerperioden, og der kan forekomme år med megen tørke. Disse jordbunds- og klimaforhold er afgørende for den typiske fodermasse, der vokser på marker og enge. Det drejer sig om artsrige marker med overvejende græsarter (ca. 75 %) og bælgplanter (ca. 25 %), hvortil kommer talrige krydder- og lægeurter. De væsentligste græsarter er: rajgræs (Lolium spp.), hundegræs (Dactylis glomerata), diverse svingelarter (Festuca spp.), rapgræs (Poa spp.), guldaks osv. De væsentligste bælgplanter er: bjergkløver (Trifolium montanum), kællingetand (Lotus corniculatus), røllike (Achillea spp.) osv. Blandt krydderurterne findes der foruden guldaks en hel række skærmplanter såsom vild gulerod (Daucus carota carota), agertidsel (Cirsium arvense), lægesalvie (Salvia officinalis), lavendel (Lavandula latifolia), mange timian-arter (Thymus spp.), almindelig rude (Ruta graveolens), hunderose (Rosa canina canina) osv. Denne fodermasse, hvor næringsstofferne i form af forholdet mellem kulstof, vand, proteiner og vitaminer, findes i en naturlig balance, giver foder af høj kvalitet til fåre- og gedeavl såvel som til kvægavl. Får og geder græsser også i skovene, der foruden at beskytte jordbunden også beskytter dyrene under hedebølger om sommeren.
Lille, blød ost uden skorpe. Den adskiller sig fra andre oste ved sin mælkehvide masse uden huller. Dens tekstur varierer fra blød og fløjlsagtig til kompakt og fast. Den smelter i munden og har en behagelig smag med en eftersmag, der går fra grønt græs og lægeurter til en stærkere og skarpere smag, som minder om ristede hasselnødder og ged.
De smags- og duftstoffer, der kendetegner »Robiola di Roccaverano«, er knyttet til kvaliteten af den anvendte råmælk, som afhænger af dyrefoderets kvalitet.
De særlige karakteristika ved en flora, der udmærker sig ved forskellige dufte og aromaer, sætter deres præg på den mælk, som bruges til fremstillingen af »Robiola di Roccaverano«, og giver den en duft, der adskiller den fra alle andre oste.
I et dokument underskrevet af præsten Pistone i 1899 fortælles historien om Roccaverano sogn og omegn fra 960 til 1860. Blandt de historiske optegnelser af politisk interesse optræder der også økonomiske oplysninger, der tjener til at fremhæve betydningen af »Robiola«, som det forhold, at Roccaverano kommune afholdt fem markedsfester om året. Ved disse lejligheder solgtes der med henblik på eksport »de fremragende Robiole-oste«. Der tales udtrykkeligt om »eksport«, fordi »Robiola« allerede på den tid var en ost, der ikke kun var kendt i Italien, men også i Frankrig. Heraf fremgår, at »Robiola« allerede dengang ikke blev anset for en almindelig ost, men en ost med særlige egenskaber, der adskilte sig fra andre oste. Den håndværksmæssigt fremstillede »Robiola« kan opbevares i op til seks måneder i glas med olie eller omgivet af halmstrå.
()
De italienske myndigheder har indledt den nationale indsigelsesprocedure ved at offentliggøre forslaget om ændring af den beskyttede oprindelsesbetegnelse »Robiola di Roccarerano« i Gazzetta Ufficiale, det italienske statstidende, nr. 160 af 10.7.2013.
Den konsoliderede udgave af varespecifikationens produktionsregler kan ses på: http://www.politicheagricole.it/flex/cm/pages/ServeBLOB.php/L/IT/IDPagina/3335
eller
ved at gå direkte til fødevare- og skovministeriets, Ministero delle politiche agricole alimentari e forestali, hjemmeside (http://www.politicheagricole.it) og klikke på »Qualità e sicurezza« (Kvalitet og sikkerhed) (øverst i skærmens højre side) og herefter på »Disciplinari di Produzione all'esame dell'UE« (Varespecifikation forelagt EU til behandling).
EUT L 93 af 31.3.2006, s. 12. Erstattet af Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1151/2012 af 21.11.2012 om kvalitetsordninger for landbrugsprodukter og fødevarer (EUT L 343 af 14.12.2012, s. 1).