31.5.2013 DA Den Europæiske Unions Tidende L 146/1

---

EUROPA-PARLAMENTETS OG RÅDETS FORORDNING (EU) Nr. 462/2013

af 21. maj 2013

om ændring af forordning (EF) nr. 1060/2009 om kreditvurderingsbureauer

(EØS-relevant tekst)

EUROPA-PARLAMENTET OG RÅDET FOR DEN EUROPÆISKE UNION HAR —

under henvisning til traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde, særlig artikel 114,

under henvisning til forslag fra Europa-Kommissionen,

efter fremsendelse af udkast til lovgivningsmæssig retsakt til de nationale parlamenter,

under henvisning til udtalelse fra Den Europæiske Centralbank ,

under henvisning til udtalelse fra Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg ,

efter den almindelige lovgivningsprocedure , og

ud fra følgende betragtninger:

(1) Kreditvurderingsbureauer skal ifølge Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1060/2009 overholde visse adfærdsregler for at begrænse eventuelle interessekonflikter og sikre, at kreditvurderingerne og vurderingsprocessen er af høj kvalitet og tilstrækkelig gennemsigtig. Efter de ændringer, der blev indført ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 513/2011 , har Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Værdipapir- og Markedstilsynsmyndighed) (ESMA), der blev oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1095/2010 fået beføjelse til at registrere kreditvurderingsbureauer og føre tilsyn med dem. Nærværende forordning supplerer det nuværende lovgivningsgrundlag for kreditvurderingsbureauer. Visse af de vigtigste problemer såsom interessekonflikter i forbindelse med udsteder betaler-modellen og oplysning om strukturerede finansielle instrumenter er blevet behandlet, og rammen skal gennemses efter at have været gældende i en rimelig tidsperiode, for at vurdere, om den fuldt ud løser disse problemer. I mellemtiden har den aktuelle statsgældskrise understreget behovet for en gennemgang af timingen af offentliggørelse og de gennemsigtigheds- og procedurekrav, der gælder specifikt for vurderinger af offentlige låntagere.

(2) I Europa-Parlamentets beslutning af 8. juni 2011 om kreditvurderingsbureauernes fremtidsperspektiver efterlystes en bedre regulering af kreditvurderingsbureauerne. På sit uformelle møde den 30. september og 1. oktober 2010 erkendte Økofinrådet, at der bør gøres en yderligere indsats for at løse en række problemer i forbindelse med kreditvurderingsaktiviteter, herunder risikoen for overdreven afhængighed af kreditvurderinger og risikoen for interessekonflikter, der opstår som følge af den måde, hvorpå kreditvurderingsbureauerne modtager betaling. Det Europæiske Råd konkluderede på sit møde den 23. oktober 2011, at det er nødvendigt at gøre en indsats for at begrænse overdreven brug af kreditvurderinger.

(3) På internationalt plan gav Rådet for Finansiel Stabilitet (FSB), som Den Europæiske Centralbank (ECB) er medlem af, den 20. oktober 2010 sin tilslutning til en række principper, som skal nedbringe myndigheders og finansielle institutioners afhængighed af kreditvurderinger (i det følgende »FSB's principper«). FSB's principper blev godtaget på G20-topmødet i Seoul i november 2010. Det er derfor hensigtsmæssigt, at de kompetente sektormyndigheder vurderer markedsdeltagernes praksis og tilskynder disse markedsdeltagere til at begrænse virkningerne af denne praksis. Kompetente sektormyndigheder bør træffe afgørelse om tilskyndelsesforanstaltninger. ESMA bør, hvor det er relevant i samarbejde med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Banktilsynsmyndighed), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1093/2010 , og med Den Europæiske Tilsynsmyndighed (Den Europæiske Tilsynsmyndighed for Forsikrings- og Arbejdsmarkedspensionsordninger), der er oprettet ved Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 1094/2010 , træffe foranstaltninger til at fremme konvergens af tilsynspraksis i overensstemmelse med forordning (EU) nr. 1095/2010 og inden for rammerne af nærværende forordning.

(4) Kreditvurderingsbureauer bør gøre investorer opmærksomme på oplysningerne om sandsynligheden for mangler i kreditvurderinger og vurderingsforventninger, der er baseret på oplysninger om hidtidige resultater, som er blevet offentliggjort i ESMA's centrale register.

(5) Ifølge FSB's principper bør centralbanker selv foretage deres egne kreditvurderinger af de finansielle instrumenter, som de ønsker at acceptere i markedsoperationer, både som sikkerhedsstillelse og direkte køb. Der bør i centralbankernes politikker undgås mekaniske fremgangsmåder, som kunne føre til unødvendigt pludselige og større ændringer i de finansielle instrumenters berettigelse og i niveauet af »haircut«, som kan forværre »cliff effects«. ECB oplyste endvidere i sin udtalelse af 2. april 2012, at den er forpligtet til at støtte den fælles målsætning om at reducere overdreven afhængighed af kreditvurderinger. ECB rapporterer i denne forbindelse regelmæssigt om de forskellige foranstaltninger, som Eurosystemet har truffet for at reducere afhængigheden af kreditvurderinger. I henhold til artikel 284, stk. 3, i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF) fremsender ECB en årsberetning om Det Europæiske System af Centralbankers (ESCB's) aktiviteter og om den monetære politik i de foregående og de indeværende år til Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen og også til Det Europæiske Råd. Formanden for ECB forelægger beretningen for Europa-Parlamentet, som kan foranstalte en generel drøftelse på grundlag heraf, og for Rådet. Endvidere kunne ECB i sådanne beretninger redegøre for, hvordan ECB har gennemført FSB's principper og de alternative vurderingsmekanismer, som den anvender.

(6) Unionen arbejder i retning af at vurdere i første omgang, hvorvidt der i EU-retten er henvisninger til kreditvurderinger, der medfører eller har potentiale til at medføre udelukkende eller mekanisk afhængighed af sådanne kreditvurderinger, og i anden omgang alle henvisninger til kreditvurderinger i reguleringsøjemed, med henblik på at fjerne dem inden udgangen af 2020, forudsat at der findes frem til og gennemføres passende alternativer til vurdering af kreditrisikoen.

(7) Relevansen af vurderingsforventninger for investorer og udstedere og deres markedsmæssige virkninger kan sammenlignes med kreditvurderingers relevans og virkninger. Alle de krav i forordning (EF) nr. 1060/2009, der har til formål at sikre, at vurderingshandlingerne er nøjagtige, gennemsigtige og fri for interessekonflikter, bør derfor også gælde for vurderingsforventningerne. Ifølge den nuværende tilsynspraksis finder en række krav i forordningen anvendelse på vurderingsforventningerne. Denne forordning bør præcisere reglerne og skabe retssikkerhed ved at indføre en definition af vurderingsforventninger og præcisere, hvilke særlige bestemmelser der gælder for sådanne vurderingsforventninger. Definitionen af vurderingsforventninger bør også omfatte tilkendegivelser om kreditvurderingers forventede udvikling på kort sigt, de såkaldte »credit watches«.

(8) På mellemlang sigt bør der overvejes yderligere tiltag for at tage henvisninger til kreditvurderinger i reguleringsøjemed ud af den finansielle regulering og fjerne risikovægtningen af aktiver ved hjælp af kreditvurderinger. Indtil videre er kreditvurderingsbureauer dog vigtige deltagere på de finansielle markeder. Kreditvurderingsbureauernes og kreditvurderingernes uafhængighed og integritet er således af stor betydning for at sikre deres troværdighed over for markedsdeltagerne og navnlig over for investorer og andre brugere af kreditvurderinger. Det fastsættes i forordning (EF) nr. 1060/2009, at kreditvurderingsbureauer skal registreres og overvåges, fordi de tjenester, de leverer, i stort omfang har offentlighedens interesse. Kreditvurderinger er til forskel fra investeringsanalyser ikke bare tilkendegivelser om værdien af eller prisen for et finansielt instrument eller en finansiel forpligtelse. Kreditvurderingsbureauer er ikke bare finansanalytikere eller investeringsrådgivere. Kreditvurderinger har en reguleringsmæssig værdi for de regulerede investorer, dvs. kreditinstitutter, forsikringsselskaber og andre institutionelle investorer. Selv om incitamentet til overdreven afhængighed af kreditvurderinger reduceres, vil valget af investeringer stadig være baseret på kreditvurderinger, navnlig som følge af informationsasymmetri og af hensyn til effektiviteten. Det er nødvendigt, at kreditvurderingsbureauerne i denne forbindelse er uafhængige, og at de opfattes sådan af markedsdeltagerne, og at deres vurderingsmetoder er gennemsigtige og opfattes som sådan.

(9) Overdreven afhængighed af kreditvurderinger bør reduceres, og alle de automatiske virkninger som følge af kreditvurderingerne bør gradvist fjernes. Kreditinstitutter og investeringsfirmaer bør tilskyndes til at indføre interne procedurer for at foretage deres egne vurderinger af kreditrisikoen og bør tilskynde investorer til at foretage en due diligence-undersøgelse. I forordningen fastsættes i denne forbindelse, at finansielle institutioner ikke udelukkende eller mekanisk bør basere sig på kreditvurderinger. Disse institutioner bør derfor undgå at indgå aftaler, hvor de udelukkende eller mekanisk er afhængige af kreditvurderinger, og de bør undgå at anvende dem i aftaler som den eneste parameter for at vurdere investeringers kreditværdighed eller træffe beslutning om at foretage eller afhænde investeringen.

(10) Forordning (EF) nr. 1060/2009 indeholder allerede en række foranstaltninger, der skal sikre kreditvurderingsbureauernes og kreditvurderingernes uafhængighed og integritet. Mange af bestemmelserne i denne forordning har til formål at garantere kreditvurderingsbureauernes uafhængighed og indkredse, håndtere og så vidt muligt undgå enhver interessekonflikt, der måtte opstå. Udvælgelsen af kreditvurderingsbureauer og den måde, hvorpå de modtager betaling (udsteder betaler-modellen), giver i sig selv anledning til interessekonflikter. Med denne betalingsmåde får kreditvurderingsbureauer incitament til at udstede favorable vurderinger af udstederen for at indgå en langvarig forretningsforbindelse for at sikre indtægter eller for at sikre ekstra arbejde og indtægter. Forholdet mellem kreditvurderingsbureauernes aktionærer og de kreditvurderede enheder kan desuden give anledning til interessekonflikter, som der ikke tages tilstrækkelig højde for i de eksisterende regler. Man kan derfor få opfattelsen af, at de kreditvurderinger, der udstedes efter udsteder betaler-modellen, tilgodeser udstederen i stedet for at opfylde investorens behov. Det er vigtigt at skærpe betingelserne vedrørende kreditvurderingsbureauers uafhængighed for at gøre de kreditvurderinger, som udstedes efter udsteder betaler-modellen, mere troværdige.

(11) For at øge konkurrencen i et marked, som er blevet domineret af tre kreditvurderingsbureauer, bør der træffes foranstaltninger for at tilskynde til at anvende mindre kreditvurderingsbureauer. Det har i den seneste tid været praksis, at udstedere eller tilknyttede tredjeparter anmoder om kreditvurderinger fra to eller flere kreditvurderingsbureauer, og derfor bør udstederen eller en tilknyttet tredjepart, når der anmodes om to eller flere kreditvurderinger, overveje at udnævne mindst et kreditvurderingsbureau, som ikke har mere end 10 % af den samlede markedsandel, og som udstederen eller en tilknyttet tredjepart vurderer som værende kompetent til at vurdere den pågældende udstedelse eller enhed.

(12) Kreditvurderingsbureauerne og de kreditvurderede enheder etablerer traditionelt langvarige forbindelser på kreditvurderingsmarkedet. Dette øger risikoen for fortrolighed, idet kreditvurderingsbureauet kan blive for imødekommende over for den kreditvurderede enheds ønsker. Under disse omstændigheder vil der med tiden kunne sås tvivl om kreditvurderingsbureauers uafhængighed. Kreditvurderingsbureauer, som udnævnes og betales af en udstedende virksomhed, får således incitament til at udstede overdrevent positive vurderinger af den vurderede enhed eller dens gældsinstrumenter for at bevare forretningsforbindelsen med denne udsteder. Udstederne kan også have incitament til at opretholde langvarige forbindelser, som ved fastholdelseseffekten, hvorved en udsteder afholder sig fra at skifte kreditvurderingsbureau, fordi det kunne skabe usikkerhed hos investorerne om udstederens kreditværdighed. Dette problem påpeges allerede i forordning (EF) nr. 1060/2009, som indeholder krav om, at kreditvurderingsbureauerne anvender en rotationsordning, der sikrer en gradvis udskiftning af de analytiske hold og kreditvurderingsudvalgene og samtidig sikrer analytikernes og de valideringsansvarliges uafhængighed. Virkningen af disse regler afhænger dog i høj grad af den løsning, man finder internt i kreditvurderingsbureauet, nemlig kreditvurderingsbureauets ansattes faktiske uafhængighed og professionalisme i forhold til kreditvurderingsbureauets egne kommercielle interesser. Hensigten med reglerne er ikke at give tredjeparter en tilstrækkelig garanti for, at de interessekonflikter, der måtte opstå på grund af den langvarige forbindelse, begrænses eller undgås effektivt. En måde at opnå dette på kan være at begrænse den periode, hvor et kreditvurderingsbureau kan fortsætte med at foretage kreditvurderinger af den samme udsteder eller dennes gældsinstrumenter. Incitamentet til at udstede positive kreditvurderinger af den udsteder, der vurderes, eller dennes gældsinstrumenter, der vurderes, forsvinder, hvis der fastsættes en øvre grænse for, hvor længe kontraktforholdet mellem denne udsteder og kreditvurderingsbureauet må vare. Kravet om rotation af kreditvurderingsbureauer som en almindelig og udbredt markedspraksis bør effektivt afhjælpe fastholdelseseffekten. En rotationsordning for kreditvurderingsbureauer bør desuden få positive konsekvenser for kreditvurderingsmarkedet ved at fremme nye markedsaktører og give eksisterende kreditvurderingsbureauer mulighed for at udvide deres virksomhed til nye områder.

(13) Det er imidlertid vigtigt, at indførelsen af en rotationsordning udformes på en sådan måde, at fordelene ved ordningen mere end opvejer dens negative følger. Hyppig rotation kan for eksempel medføre øgede omkostninger for udstedere og kreditvurderingsbureauer, idet omkostningerne i forbindelse med vurdering af en ny enhed eller et nyt finansielt instrument typisk er højere end omkostningerne ved at overvåge en kreditvurdering, der allerede er blevet udstedt. Det kræver endvidere forholdsvis lang tid og ressourcer at blive etableret som et kreditvurderingsbureau, uanset om det er som nicheaktør eller et, der dækker alle aktivklasser. Endvidere kunne en fortsat rotation af kreditvurderingsbureauer have en betydelig indvirkning på kvaliteten og kontinuiteten af kreditvurderinger. Lige så vigtigt er det, at en rotationsordning bør indføres med tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger for at gøre det muligt for markedet at tilpasse sig gradvist, inden ordningen eventuelt udvides i fremtiden. Dette kan opnås ved at begrænse anvendelsesområdet for ordningen til gensecuritisationer, som er en begrænset finansiel kilde til bankfinansiering, samtidig med at det tillades, at allerede udstedte kreditvurderinger fortsat overvåges på opfordring, selv efter at rotation bliver obligatorisk. Rotation bør derfor generelt kun berøre nye gensecuritisationer med underliggende aktiver fra den samme initiativtager. Kommissionen bør vurdere, om det er hensigtsmæssigt at opretholde en begrænset rotationsordning eller tillige at anvende den på andre aktivklasser, og i bekræftende fald, hvorvidt disse andre klasser kræver anden behandling f.eks. med hensyn til grænsen for, hvor længe kontraktforholdet må vare. Såfremt rotationsordningen indføres for andre aktivklasser, bør Kommissionen vurdere behovet for at indføre en forpligtelse for kreditvurderingsbureauet til ved afslutningen af den maksimale varighed af kontraktforholdet at forelægge oplysninger om udstederen og de kreditvurderede finansielle instrumenter (overdragelsesmateriale) for det nye kreditvurderingsbureau.

(14) Det er hensigtsmæssigt at indføre rotation på kreditvurderingsmarkedet for gensecuritisationer. For det første er det det segment af det europæiske marked for securitisationer, der siden den finansielle krise har klaret sig dårligst, og det er derfor det segment, som det er mest relevant at behandle interessekonflikterne for. For det andet er kreditrisikoen på gensecuritisationer generelt unik for hver transaktion, mens kreditrisikoen på gældsinstrumenter, der eksempelvis udstedes af virksomheder, i høj grad afhænger af selve udstederens evne til at opfylde gældsforpligtelser. Når der etableres en ny gensecuritisation er risikoen for, at der går viden tabt ved at engagere et nyt kreditvurderingsbureau ikke stor. Selv om der med andre ord for øjeblikket kun findes et begrænset antal kreditvurderingsbureauer, der er aktive på kreditvurderingsmarkedet for gensecuritisationer, er dette marked mere åbent for konkurrence, og en rotationsordning kunne være drivkraften til opnåelse af mere dynamik i dette marked. Endelig er kreditvurderingsmarkedet for gensecuritisationer domineret af få store kreditvurderingsbureauer, men der er andre aktører, som har opbygget ekspertise på dette område.

(15) Regelmæssig rotation af de kreditvurderingsbureauer, der kreditvurderer gensecuritisationer bør gøre det muligt at foretage en mere nuanceret vurdering af kreditværdighed. Når kreditvurderingsbureauerne anvender mange forskellige synspunkter, perspektiver og metoder, bør det resultere i mere nuancerede kreditvurderinger og i sidste instans forbedre vurderingen af gensecuritisationernes kreditværdighed. For at udnytte denne nuancering og undgå laden stå til hos såvel initiativtagere som kreditvurderingsbureauer er det nødvendigt at begrænse den maksimale periode, hvori kreditvurderingsbureauet har mulighed for at kreditvurdere gensecuritisationer fra samme initiativtager, til et niveau, som sikrer, at der med jævne mellemrum foretages nye vurderinger af kreditværdigheden. Disse faktorer sammenholdt med behovet for at sikre en vis kontinuitet i tilgangen til kreditvurderinger medfører, at en periode på fire år er passende. Når der er udnævnt mindst fire kreditvurderingsbureauer, er formålene med rotationsordningen allerede opfyldt, og kravet om rotation bør derfor ikke finde anvendelse. Med henblik på at sikre reel konkurrence bør en sådan undtagelse kun finde anvendelse, hvis mindst fire af de kreditvurderingsbureauer, der er udnævnt, kreditvurderer en vis andel af initiativtagerens udestående finansielle instrumenter.

(16) Det er hensigtsmæssigt at strukturere en rotationsordning for gensecuritisationer omkring initiativtageren. Gensecuritisationer udstedes af special purpose vehicle-selskaber uden nogen særlige muligheder for at opfylde gældsforpligtelser. En strukturering af rotationen omkring udstederen vil derfor bevirke, at ordningen forbliver ineffektiv. En strukturering af rotationen omkring sponsoren vil derimod indebære, at undtagelsen næsten altid vil finde anvendelse.

(17) En rotationsordning kan være et vigtigt instrument til at reducere hindringerne for at komme ind på kreditvurderingsmarkedet for gensecuritisationer. Samtidigt kunne det dog gøre det vanskeligere for nye markedsaktører at få fodfæste på markedet, idet de ikke ville kunne fastholde deres kunder. Det er derfor hensigtsmæssigt at indføre en undtagelse for rotationsordningen for små kreditvurderingsbureauer.

(18) For at kunne fungere effektivt skal rotationsordningen håndhæves på en fornuftig måde. Rotationskravet ville ikke opfylde sit formål, hvis det hidtidige kreditvurderingsbureau i løbet af for kort en periode igen fik lov til at kreditvurdere gensecuritisationer fra den samme initiativtager. Det er derfor vigtigt at fastsætte en passende periode, hvori det hidtidige kreditvurderingsbureau ikke kan udnævnes til at kreditvurdere gensecuritisationer fra den samme initiativtager. Denne periode bør være tilstrækkelig lang til at give det nye kreditvurderingsbureau reel mulighed for at levere sine kreditvurderingstjenester, til at sikre, at gensecuritisationerne rent faktisk analyseres på ny ud fra en anden vinkel, og til at garantere, at der er den fornødne kontinuitet i de kreditvurderinger, der udstedes af det nye kreditvurderingsbureau. For at en rotationsordning kan fungere ordentligt, begrænses periodens længde samtidig til antallet kreditvurderingsbureauer med tilstrækkelig erfaring inden for gensecuritisationer. Periodens længde bør derfor være rimelig og normalt svare til længden af den udløbne kontrakt for det hidtidige kreditvurderingsbureau, men bør ikke være længere end fire år.

(19) Kravet om en regelmæssig rotation af kreditvurderingsbureauer står i rimeligt forhold til det mål, der forfølges. Kravet gælder kun for registrerede kreditvurderingsbureauer, som er regulerede, og som leverer en ydelse, der er i offentlighedens interesse (kreditvurderinger, der kan anvendes i reguleringsøjemed), efterudsteder betaler-modellen og for en bestemt aktivklasse (gensecuritisationer). Det privilegium, det er at opnå anerkendelse for den vigtige rolle, kreditvurderingsbureauets ydelser spiller for reguleringen af markedet for finansielle tjenesteydelser, og bureauets godkendelse til at varetage denne funktion, indebærer til gengæld, at bureauet skal opfylde visse forpligtelser for at sikre, at det under alle omstændigheder er uafhængigt og også anses for at være det. Et kreditvurderingsbureau, der forhindres i at kreditvurdere gensecuritisationer fra en bestemt initiativtager, vil stadig have ret til at kreditvurdere gensecuritisationer fra andre initiativtagere såvel som andre aktivklasser. I en markedssituation, hvor rotationsreglen gælder for alle deltagere, vil der opstå nye forretningsmuligheder, fordi alle kreditvurderingsbureauer skal rotere. Kreditvurderingsbureauerne vil desuden altid kunne udstede uopfordrede kreditvurderinger af gensecuritisationer fra den samme initiativtager og derved drage fordel af deres erfaringer. Uopfordrede kreditvurderinger er ikke bundet af udsteder betaler-modellen og påvirkes derfor teoretisk mindre af potentielle interessekonflikter. Reglerne om, hvor længe kontraktforholdet med et kreditvurderingsbureau må vare, og kravet om, at der skal engageres mere end et kreditvurderingsbureau, udgør også begrænsninger af retten til fri erhvervsudøvelse for alle kreditvurderingsbureauernes kunder. Disse restriktioner er imidlertid nødvendige i offentlighedens interesse, fordi udsteder betaler-modellen kan gøre det vanskeligt for kreditvurderingsbureauerne at bevare den uafhængighed, der er nødvendig for at sikre uafhængige kreditvurderinger, som investorerne kan anvende i reguleringsøjemed. Restriktionen går heller ikke ud over, hvad der er nødvendigt og bør snarere anses for at forbedre gensecuritisationens kreditværdighed i forhold til andre parter og i sidste instans markedet.

(20) Kreditvurderingsbureauets uafhængighed i forhold til den kreditvurderede enhed påvirkes også af potentielle interessekonflikter mellem dets største aktionærer og den kreditvurderede enhed. En aktionær i et kreditvurderingsbureau kan være medlem af en kreditvurderet enheds eller tilknyttet tredjeparts administrations- eller tilsynsorgan. Forordning (EF) nr. 1060/2009 forholder sig til denne situation for så vidt angår interessekonflikter forårsaget af vurderingsanalytikere, personer, der godkender kreditvurderinger, og andre ansatte i kreditvurderingsbureauet. Nævnte forordning er imidlertid tavs om potentielle interessekonflikter forårsaget af aktionærer eller selskabsdeltagere i kreditvurderingsbureauer. For at styrke opfattelsen af kreditvurderingsbureauerne som uafhængige af de vurderede enheder vil det være hensigtsmæssigt at udvide de eksisterende regler, der er fastsat i den nævnte forordning, vedrørende interessekonflikter forårsaget af kreditvurderingsbureauernes ansatte, til at omfatte interessekonflikter forårsaget af aktionærer eller selskabsdeltagere med betydelige aktieposter i kreditvurderingsbureauet. Kreditvurderingsbureauet bør derfor afholde sig fra at udstede kreditvurderinger, eller det bør oplyse, at det kan få indflydelse på kreditvurderingen, når en aktionær eller en selskabsdeltager, der besidder 10 % af stemmerettighederne i kreditvurderingsbureauet, også er medlem af den kreditvurderede enheds administrations- eller tilsynsorgan eller har investeret i den kreditvurderede enhed, når investeringen når et vist niveau. Endvidere bør det forhold, at en aktionær eller selskabsdeltager, der besidder mindst 5 % af stemmerettighederne i dette kreditvurderingsbureau, har investeret i den kreditvurderede enhed eller er medlem af dens administrations- eller tilsynsorgan, offentliggøres, i det mindste hvis investeringen når op på et vist niveau. Såfremt en aktionær eller en selskabsdeltager kan øve betydelig indflydelse på kreditvurderingsbureauets virksomhed, bør denne person desuden ikke yde konsulent- eller rådgivningsbistand til den kreditvurderede enhed eller en tilknyttet tredjepart vedrørende dennes selskabsstruktur eller juridiske struktur, aktiver, passiver eller aktiviteter.

(21) For at sikre, at reglerne om uafhængighed og forebyggelse af interessekonflikter som fastsat i forordning (EF) nr. 1060/2009 kan anvendes i praksis, er der behov for et tilstrækkeligt højt antal kreditvurderingsbureauer, som hverken er forbundet med det hidtidige kreditvurderingsbureau i tilfælde af rotation eller med det kreditvurderingsbureau, der leverer kreditvurderingstjenester sideløbende til den samme udsteder. Det er hensigtsmæssigt at kræve en skarp adskillelse mellem det hidtidige kreditvurderingsbureau og det nye bureau i tilfælde af rotation og mellem de to kreditvurderingsbureauer, der leverer kreditvurderingstjenester sideløbende til den samme udsteder. De berørte kreditvurderingsbureauer bør ikke være forbundet med hinanden ved et kontrolforhold, ved at indgå i den samme koncern af kreditvurderingsbureauer, ved at være aktionær eller selskabsdeltager eller ved at kunne udøve stemmerettigheder i et af de andre kreditvurderingsbureauer eller ved at kunne udpege medlemmer af administrations- eller tilsynsorganet i et af de andre kreditvurderingsbureauer.

(22) Kreditvurderingsbureauer bør etablere, fastholde, håndhæve og dokumentere en effektiv intern kontrolstruktur for gennemførelse af politikker og procedurer til forebyggelse og kontrol af eventuelle interessekonflikter og for at sikre kreditvurderinger, vurderingsanalytikere og vurderingsteams, der er uafhængige i forhold til aktionærer, administrations- og ledelsesorganer og salgs- og marketingaktiviteter. Der bør udarbejdes standardforskrifter vedrørende god virksomhedsledelse, organisation og håndtering af interessekonflikter. Disse standardforskrifter bør revideres og overvåges med jævne mellemrum for at vurdere deres effektivitet, samt hvorvidt de bør ajourføres.

(23) Opfattelsen af kreditvurderingsbureauer som uafhængige vil især lide skade, hvis de samme aktionærer eller selskabsdeltagere investerer i forskellige kreditvurderingsbureauer, der ikke tilhører den samme koncern af kreditvurderingsbureauer, i hvert tilfælde hvis investeringen er af et sådant niveau, at disse aktionærer eller selskabsdeltagere får mulighed for at udøve en vis indflydelse på kreditvurderingsbureauets virksomhed. For at sikre kreditvurderingsbureauernes uafhængighed (og opfattelsen af dem som uafhængige) bør der derfor fastsættes strengere regler for relationerne mellem kreditvurderingsbureauerne og deres aktionærer eller selskabsdeltagere. Derfor bør ingen kunne besidde en kapitalandel på 5 % eller derover i mere end et kreditvurderingsbureau på samme tid, medmindre de pågældende kreditvurderingsbureauer tilhører den samme koncern.

(24) Målet om at sikre, at kreditvurderingsbureauerne er tilstrækkeligt uafhængige, kræver, at investorerne ikke har investeringer på 5 % eller derover i mere end et kreditvurderingsbureau på samme tid. Europa-Parlamentets og Rådets direktiv af 15. december 2004 om harmonisering af gennemsigtighedskrav i forbindelse med oplysninger om udstedere, hvis værdipapirer er optaget til handel på et reguleret marked , fastsætter, at personer, som kontrollerer mindst 5 % af stemmerettighederne i et børsnoteret selskab, oplyser dette forhold til offentligheden, bl.a. fordi investorer har interesse i at kende til ændringer i stemmeretsstrukturen i det pågældende selskab. Grænsen på 5 % anses derfor for at være en større besiddelse af andele, som vil kunne få indflydelse på stemmeretsstrukturen i et selskab. Det er derfor hensigtsmæssigt at anvende grænsen på 5 % til begrænsning af samtidig investering i mere end et kreditvurderingsbureau. Foranstaltningen kan ikke anses for at være uforholdsmæssig, i betragtning af at alle registrerede kreditvurderingsbureauer i Unionen er ikke-børsnoterede virksomheder og derfor ikke er underlagt de gennemsigtigheds- og procedureregler, der finder anvendelse på børsnoterede selskaber i Unionen i henhold til direktiv 2004/109/EF. Ikke-børsnoterede virksomheder er ofte omfattet af aktionærprotokoller eller -aftaler, og der er som regel tale om få aktionærer eller selskabsdeltagere. En minoritetsandel i et ikke-børsnoteret kreditvurderingsbureau kan derfor også få betydning. For at sikre, at det stadig er muligt at foretage rent økonomiske investeringer i kreditvurderingsbureauer, bør denne begrænsning af samtidige investeringer i mere end et kreditvurderingsbureau dog ikke gælde for investeringer, der kanaliseres gennem kollektive investeringsordninger, som forvaltes af tredjeparter, der er uafhængige af investoren og ikke kontrolleres af denne.

(25) Denne forordnings bestemmelser om interessekonflikter med hensyn til aktionærstrukturen bør ikke kun indvirke på direkte aktieposter, men også på indirekte aktieposter, idet disse bestemmelser ellers let ville kunne omgås. Kreditvurderingsbureauer bør gøre deres yderste for at kende deres indirekte aktionærer, så de kan undgå potentielle interessekonflikter i forbindelse hermed.

(26) Reglerne om uafhængighed og forebyggelse af interessekonflikter, der indebærer, at kreditvurderingsbureauer ikke kreditvurderer samme udsteder over en lang periode, ville kunne miste deres virkning, hvis kreditvurderingsbureauer havde ret til at være betydelige aktionærer eller selskabsdeltagere i andre kreditvurderingsbureauer.

(27) Det er vigtigt at sikre, at ændringer af vurderingsmetoderne ikke gør metoderne mindre stringente. Udstedere, investorer og andre interesserede parter bør derfor have mulighed for at fremsætte bemærkninger til alle påtænkte ændringer af vurderingsmetoder. Det vil gøre det lettere for dem at forstå baggrunden for de nye metoder og årsagerne til den pågældende ændring. Udstedernes og investorernes bemærkninger til de foreslåede metoder kan være til stor nytte for kreditvurderingsbureauerne ved fastlæggelsen af disse metoder. ESMA bør også underrettes om de påtænkte ændringer. Selvom forordning (EF) nr. 1060/2009 giver ESMA beføjelse til at kontrollere, at de metoder, som anvendes af kreditvurderingsbureauer, er stringente, systematiske og kontinuerlige, og at de valideres på baggrund af den historiske erfaring, herunder nærmere efterprøvning (»backtesting«), bør denne kontrolproces ikke give ESMA beføjelse til at bedømme den foreslåede metodes egnethed eller indholdet af de kreditvurderinger, der udstedes, efter at metoderne er taget i anvendelse. Kreditvurderingsmetoderne bør i givet fald tage hensyn til de finansielle risici, der skyldes miljørisici.

(28) På grund af de strukturerede finansielle instrumenters kompleksitet er det ikke altid lykkedes for kreditvurderingsbureauerne at sikre, at kreditvurderingerne af disse instrumenter er af tilstrækkelig høj kvalitet. Det har svækket markedets tillid til denne type kreditvurderinger. For at genoprette tilliden vil det være hensigtsmæssigt at kræve, at udstederne eller tilknyttede tredjeparter engagerer mindst to forskellige kreditvurderingsbureauer til at kreditvurdere strukturerede finansielle instrumenter, hvilket kan betyde, at der opnås forskellige og konkurrerende vurderinger. Det vil også kunne reducere den overdrevne afhængighed af enkeltstående kreditvurderinger.

(29) Forslaget til direktiv om adgang til at udøve virksomhed som kreditinstitut og om tilsyn med kreditinstitutter og investeringsselskaber og forslaget til forordning om tilsynskrav for kreditinstitutter og investeringsselskaber, der skal erstatte Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/48/EF af 14. juni 2006 om adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut og Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/49/EF af 14. juni 2006 om kravene til investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag , indfører et krav om, at kreditinstitutter og investeringsselskaber selv skal vurdere kreditrisikoen i forbindelse med de enheder og finansielle instrumenter, de investerer i, og at de ikke udelukkende må forlade sig på kreditvurderinger. Dette krav bør også gælde for andre deltagere på det finansielle marked, der er reguleret i EU-lovgivningen, herunder investeringsforvaltere. For alle deltagere på det finansielle marked bør dette krav imidlertid håndhæves på en forholdsmæssig måde under hensyntagen til arten, omfanget og kompleksiteten af den pågældende deltager. Medlemsstaterne bør ikke kunne fastsætte eller opretholde regler, som gør det muligt for disse investorer i højere grad at forlade sig på kreditvurderinger.

(30) Investorerne vil endvidere være i stand til bedre at foretage en kvalificeret vurdering af strukturerede finansielle instrumenters kreditværdighed, hvis investorerne modtager tilstrækkelige oplysninger om disse instrumenter. Da risikoen på strukturerede finansielle instrumenter f.eks. i vidt omfang afhænger af de underliggende aktivers kvalitet og resultater, bør investorerne gives flere oplysninger om de underliggende aktiver. Dette ville reducere investorernes afhængighed af kreditvurderinger. Det forventes desuden, at offentliggørelsen af relevante oplysninger om strukturerede finansielle instrumenter vil øge konkurrencen mellem kreditvurderingsbureauerne, fordi det kan føre til et øget antal uopfordrede kreditvurderinger. Kommissionen bør inden udgangen af januar 2016 vurdere og aflægge rapport om, hvorvidt det er relevant at udvide dette offentliggørelseskrav til andre finansielle produkter. F.eks. er der andre finansielle produkter som f.eks. dækkede obligationer og andre former for sikret gæld, hvor risikoen i vidt omfang afhænger af den underliggende sikkerhedsstillelses karakteristika, og hvor det kunne være relevant give investorerne flere oplysninger om sikkerhedsstillelsen.

(31) Investorer, udstedere og andre interesserede parter bør have adgang til ajourførte kreditvurderingsoplysninger på et centralt websted. En europæisk kreditvurderingsplatform bør oprettes af ESMA og bør gøre det muligt for investorerne let at sammenligne alle de kreditvurderinger, der foreligger om en bestemt vurderet enhed. Det er vigtigt, at webstedet for den europæiske kreditvurderingsplatform indeholder alle tilgængelige kreditvurderinger af hvert instrument, for at investorerne kan træffe deres investeringsbeslutning på grundlag af alle de forskellige meningstilkendegivelser. For ikke at undergrave muligheden for, at kreditvurderingsbureauer kan anvende investor betaler-modellen, bør sådanne kreditvurderinger imidlertid ikke indgå i den europæiske kreditvurderingsplatform. Den europæiske kreditvurderingsplatform bør kunne medvirke til at gøre mindre og nye kreditvurderingsbureauer mere synlige. Den europæiske kreditvurderingsplatform bør integrere ESMA's centrale register med henblik på at skabe en fælles platform for alle tilgængelige kreditvurderinger af hvert instrument og for oplysninger om hidtidige resultater, der er offentliggjort i det centrale register. Europa-Parlamentet støttede indførelsen af en sådan offentliggørelse af kreditvurderinger i sin beslutning af 8. juni 2011 om kreditvurderingsbureauer.

(32) Kreditvurderinger har stor betydning for investeringsbeslutninger og for udstederes omdømme og finansielle attraktivitet, uanset om de udstedes i reguleringsøjemed. Kreditvurderingsbureauerne har derfor et stort ansvar over for investorerne og udstedere med hensyn til at sikre, at de overholder forordning (EF) nr. 1060/2009, således at deres kreditvurderinger er uafhængige, objektive og af tilstrækkelig kvalitet. Investorerne og udstederne vil dog ikke altid kunne tvinge kreditvurderingsbureauerne til at leve op til deres ansvar over for dem. Det kan være særlig vanskeligt at holde et kreditvurderingsbureau civilretligt ansvarligt i mangel af et kontraktforhold mellem et kreditvurderingsbureau og f.eks. en investor eller en udsteder, der uopfordret er blevet kreditvurderet. Udstedere kan også have vanskeligt ved at håndhæve kreditvurderingsbureauers civilretlige ansvar over for dem, selv når de har et kontraktforhold med det pågældende kreditvurderingsbureau. En nedgradering af en kreditvurdering besluttet på grundlag af en forsætlig eller groft uagtsom overtrædelse af forordning (EF) nr. 1060/2009 kan f.eks. få negativ indvirkning på en udsteders omdømme og finansieringsomkostninger og derved skade denne udsteder, selv om dette ikke er omfattet af det kontraktlige ansvar. Det er derfor vigtigt at fastsætte regler om passende klageadgang for investorer, som med rette har forladt sig på en kreditvurdering, der er udstedt i strid med forordning (EF) nr. 1060/2009, og for udstedere, der lider tab på grund af en kreditvurdering, der er udstedt i strid med forordning (EF) nr. 1060/2009. Investoren og udstederen bør have mulighed for at drage kreditvurderingsbureauet til ansvar for de skader, der skyldes overtrædelse af nævnte forordning, der har påvirket kreditvurderingens udfald. Mens investorer og udstedere, der har et kontraktforhold med et kreditvurderingsbureau, kan vælge at forlade sig på et krav mod dette kreditvurderingsbureau i tilfælde af kontraktbrud, bør alle investorer og udstedere have mulighed for at kræve skadeerstatning som følge af en overtrædelse af i forordning (EF) nr. 1060/2009, uanset om der er et kontraktforhold mellem parterne.

(33) Det bør være muligt at drage kreditvurderingsbureauer til ansvar, hvis de forsætligt eller groft uagtsomt tilsidesætter de forpligtelser, de er tillagt ved forordning (EF) nr. 1060/2009. Culpareglen er hensigtsmæssig, fordi kreditvurderingsaktiviteter i et vist omfang kræver, at der tages stilling til komplekse økonomiske faktorer, og anvendelsen af forskellige metoder kan føre til forskellige vurderingsresultater, uden at nogen af dem kan anses for ukorrekte. Det er endvidere hensigtsmæssigt kun at gøre kreditvurderingsbureauer genstand for potentielt ubegrænset ansvar, hvis de forsætligt eller groft uagtsomt overtræder forordning (EF) nr. 1060/2009.

(34) Investoren eller udstederen, som kræver skadeerstatning for overtrædelse af forordning (EF) nr. 1060/2009, bør forelægge nøjagtige og detaljerede oplysninger, hvoraf det fremgår, at kreditvurderingsbureauet har begået en sådan overtrædelse af denne forordning. Dette bør vurderes af den kompetente ret under hensyntagen til, at investoren eller udstederen muligvis ikke har adgang til de oplysninger, som kun kreditvurderingsbureauet har adgang til.

(35) Spørgsmål vedrørende et kreditvurderingsbureaus civilretlige ansvar, der ikke er omfattet af eller defineret i denne forordning, herunder årsagssammenhæng og begrebet grov uagtsomhed, bør reguleres i den gældende nationale lovgivning, som bygger på de relevante regler i den internationale privatret. Medlemsstaterne bør navnlig kunne opretholde nationale ordninger for civilretligt ansvar, som er mere fordelagtige for investorer eller udstedere, eller som ikke bygger på overtrædelse af forordning (EF) nr. 1060/2009. Det bør afgøres efter de relevante regler om international domstolskompetence, hvilken ret der skal påkende et civilt erstatningskrav, som er rejst af en investor eller udsteder.

(36) At institutionelle investorer, herunder investeringsforvaltere, har pligt til selv at vurdere aktivers kreditværdighed, bør ikke forhindre domstolene i at fastslå, at et kreditvurderingsbureaus overtrædelse af forordning (EF) nr. 1060/2009 har påført en investor et tab, som dette kreditvurderingsbureau er ansvarligt for. Denne forordning vil ganske vist forbedre investorernes muligheder for selv at foretage en risikovurdering, men de vil stadig have mere begrænset adgang til oplysninger end kreditvurderingsbureauerne selv. Hertil kommer, at især mindre investorer kan mangle kapacitet til at foretage en kritisk gennemgang af en kreditvurdering, der er leveret af et kreditvurderingsbureau.

(37) Medlemsstaterne og ESMA bør sikre, at eventuelle sanktioner, der pålægges i henhold til forordning (EF) nr. 1060/2009, kun offentliggøres, hvis en sådan offentliggørelse vil stå i rimeligt forhold til overtrædelsen.

(38) For at begrænse interessekonflikter yderligere og fremme loyal konkurrence på kreditvurderingsmarkedet er det vigtigt at sikre, at de vederlag, som kreditvurderingsbureauerne opkræver hos kunderne, ikke er diskriminerende. Det bør kun være berettiget at opkræve forskellige vederlag for den samme type tjeneste, hvis der er forskel på de faktiske omkostninger ved at levere denne tjeneste til forskellige kunder. De vederlag, som en given udsteder skal betale for kreditvurderingstjenester, bør heller ikke afhænge af resultaterne eller udfaldet af det udførte arbejde eller afhænge af, om der udføres tilknyttede (accessoriske) tjenester. Kreditvurderingsbureauerne bør desuden underrette ESMA om de vederlag, de modtager fra de enkelte kunder, og om deres generelle prispolitik, for at gøre det muligt at foretage et effektivt tilsyn med disse regler.

(39) Det er vigtigt, at kreditvurderinger regelmæssigt tages op til fornyet overvejelse, for at der kan udstedes ajourførte og pålidelige vurderinger af offentlige låntagere og for at gøre det lettere for brugerne at forstå dem. Det er også vigtigt at skabe mere åbenhed om det analysearbejde, der udføres, det personale, der forbereder vurderinger af offentlige låntagere, og de antagelser, som ligger til grund for de kreditvurderinger, kreditvurderingsbureauerne udsteder vedrørende statsgæld.

(40) Det er afgørende, at investorer har tilstrækkelige oplysninger til at vurdere medlemsstaternes kreditværdighed. Kommissionen indsamler og behandler i forbindelse med overvågningen af medlemsstaternes økonomiske politikker og finanspolitikker oplysninger om alle medlemsstaters økonomiske, finansielle og finanspolitiske situation samt resultater, som for hovedpartens vedkommende offentliggøres af Kommissionen, og som derfor kan anvendes af investorer til at vurdere potentialet for medlemsstaters kreditværdighed. Hvor det er hensigtsmæssigt og relevant og genstand for de relevante bestemmelser om fortrolighed, bør Kommissionen som led i sin overvågning af medlemsstaternes økonomiske politikker og finanspolitikker supplere den eksisterende rapportering af medlemsstaternes økonomiske resultater med eventuelle supplerende faktorer eller indikatorer, som kan bistå investorerne med at vurdere medlemsstaternes kreditværdighed. Disse faktorer bør stilles til rådighed for offentligheden ved at supplere de eksisterende publikationer og andre offentliggjorte oplysninger med henblik på at give investorerne yderligere oplysninger for at bistå dem med at vurdere offentlige enheder og deres gældsoplysninger. Kommissionen bør på den baggrund undersøge muligheden for at udvikle en europæisk vurdering af kreditværdigheden for at gøre det muligt for investorer at foretage en upartisk og objektiv vurdering af medlemsstaternes kreditværdighed under hensyntagen til den specifikke økonomiske og sociale udvikling. Om nødvendigt bør Kommissionen fremsætte passende lovgivningsforslag.

(41) Efter de nuværende regler skal den vurderede enhed underrettes om kreditvurderingen 12 timer, inden den offentliggøres. For at forhindre, at sådan underretning sker uden for arbejdstiden, og for at give den vurderede enhed tilstrækkelig tid til at kontrollere, om de oplysninger, som kreditvurderingen er baseret på, er korrekte, bør den vurderede enhed underrettes en hel arbejdsdag før kreditvurderingens eller vurderingsforventningens offentliggørelse. En liste over de personer, som er berettigede til at modtage denne underretning, bør begrænses og klart identificeres af den kreditvurderede enhed.

(42) På grund af de særlige forhold, der kendetegner kreditvurderinger af offentlige låntagere, og for at reducere risikoen for volatilitet er det hensigtsmæssigt og rimeligt at kræve, at kreditvurderingsbureauer kun offentliggør disse kreditvurderinger, efter at markedspladserne i Unionen har lukket, og mindst en time, før de åbner. Det er på samme grundlag også hensigtsmæssigt og rimeligt, at kreditvurderingsbureauer bør offentliggøre en kalender ved udgangen af december måned for de kommende 12 måneder, som fastsætter datoerne for offentliggørelse af kreditvurderinger af offentlige låntagere og om nødvendigt af relaterede vurderingsforventninger. Disse datoer bør falde på fredage. Antallet af offentliggørelser i kalenderen bør kun ved uopfordrede vurderinger af offentlige låntagere begrænses til mellem to og tre offentliggørelser. Hvis det er nødvendigt for at opfylde deres retlige forpligtelser, bør kreditvurderingsbureauer have mulighed for at afvige fra deres offentliggjorte kalender ved nøje at redegøre for årsagerne til denne afvigelse. En sådan afvigelse bør dog ikke kunne finde sted rutinemæssigt.

(43) Kommissionen bør på grundlag af udviklingen på markedet forelægge Europa-Parlamentet og Rådet en rapport, som behandler hensigtsmæssigheden af og måderne til at støtte et europæisk offentligt kreditvurderingsbureau, der skal have til formål at vurdere kreditværdigheden af medlemsstaternes statsgæld og/eller en europæisk kreditvurderingsfond for alle andre kreditvurderinger. Kommissionen bør om nødvendigt forelægge passende forslag til retsakter.

(44) I betragtning af de særlige kendetegn ved kreditvurdering af offentlige låntagere og for at forebygge fare for smitte i Unionen bør tilkendegivelser, hvor der bekendtgøres ændringer for en vis gruppe lande, forbydes, medmindre de ledsages af landerapporter. Endvidere bør sådanne meddelelser med henblik på at øge gyldigheden og adgangen til informationskilder, der anvendes af kreditvurderingsbureauer i offentlige meddelelser af potentielle ændringer i kreditvurderinger af offentlige låntagere, andre end kreditvurderinger, vurderingsforventninger og ledsagende pressemeddelelser, altid baseres på oplysninger som den vurderede enhed har adgang til, der er blevet frigivet efter samtykke fra den vurderede enhed, medmindre oplysningerne kan fås fra generelt tilgængelige kilder. Følger det af lovgivningsrammen for den kreditvurderede enhed, at den kreditvurderede enhed ikke må frigive disse oplysninger, f.eks. i tilfælde af intern viden som defineret i , af 28. januar 2003 om insiderhandel og kursmanipulation (markedsmisbrug) , skal den kreditvurderede enhed ikke give sit samtykke.

(45) Kreditvurderingsbureauer er af hensyn til gennemsigtigheden, når de offentliggør deres kreditvurderinger af offentlige låntagere, forpligtet til i deres pressemeddelelser eller rapporter at redegøre for de vigtigste faktorer, der ligger til grund for disse kreditvurderinger. Gennemsigtigheden for kreditvurderinger af offentlige låntagere bør dog ikke være afgørende for udviklingen i nationale politikker (den økonomiske politik, beskæftigelsespolitikken eller andre politikker). Det bør derfor ikke være tilladt for kreditvurderingsbureauer at give direkte eller udtrykkelige krav eller henstillinger til offentlige enheder med hensyn til disse politikker, selv om disse politikker kan fungere som en faktor for kreditvurderingsbureauet til at vurdere kreditværdigheden af en offentlig enhed eller dens finansielle instrumenter og kan bruges til at redegøre for hovedårsagerne for en kreditvurdering af offentlige låntagere. Kreditvurderingsbureauer bør afstå fra enhver direkte eller udtrykkelig politikhenstilling med hensyn til offentlige enheders politikker.

(46) Tekniske standarder i sektoren for finansielle tjenesteydelser bør sikre en passende beskyttelse af indskydere, investorer og forbrugere i hele Unionen. Da ESMA sidder inde med højt specialiseret faglig kompetence, ville det være effektivt og hensigtsmæssigt at lade denne myndighed få til opgave at udarbejde udkast til reguleringsmæssige og gennemførelsesmæssige tekniske standarder, som ikke indebærer politikbeslutninger, med henblik på forelæggelse for Kommissionen.

(47) Kommissionen bør vedtage de udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som ESMA udarbejder vedrørende indholdet, hyppigheden og fremlæggelsen af de oplysninger, som udstederne skal afgive om strukturerede finansielle instrumenter, fremlæggelsen af de oplysninger, herunder struktur, format, metode og rapporteringstidspunkt, som kreditvurderingsbureauer skal afgive til ESMA vedrørende den europæiske kreditvurderingsplatform samt indholdet af og formatet for de periodiske indberetninger af de vederlag, kreditvurderingsbureauerne opkræver, med henblik på ESMA's løbende tilsyn. Kommissionen bør vedtage disse standarder ved hjælp af delegerede retsakter i henhold til artikel 290 i TEUF og i overensstemmelse med -.

(48) Efter bestemmelserne i forordning (EF) nr. 1060/2009 kan kreditvurderinger udstedt i tredjelande anvendes i reguleringsøjemed, hvis de udstedes af kreditvurderingsbureauer, som er godkendt i henhold til nævnte forordning eller valideret af kreditvurderingsbureauer etableret i Unionen i henhold til nævnte forordning. Godkendelse kræver, at Kommissionen har vedtaget en afgørelse om ækvivalens vedrørende det pågældende tredjelands retlige rammer for kreditvurderingsbureauer, mens validering kræver, at tredjelandskreditvurderingsbureauets gennemførelse af kreditvurderingsaktiviteter opfylder krav, som er mindst lige så strenge som de relevante EU-regler. Nogle af de bestemmelser, der indføres ved denne forordning, bør ikke finde anvendelse på vurderinger vedrørende ækvivalens og validering. Dette gælder de bestemmelser, som kun pålægger udstederne forpligtelser, men ikke kreditvurderingsbureauerne. Hertil kommer, at bestemmelser, som omhandler strukturen i kreditvurderingsmarkedet i Unionen og ikke fastlægger adfærdsregler for kreditvurderingsbureauer, ikke bør tages i betragtning i denne forbindelse. For at tredjelande har tilstrækkelig tid til at revidere deres regler til de øvrige nye materielle bestemmelser, bør disse bestemmelser vedrørende vurderinger i forbindelse med ækvivalens og validering først finde anvendelse fra den 1. juni 2018. Det er i denne henseende vigtigt at minde om, at tredjelandes regler ikke nødvendigvis skal være identiske med reglerne i denne forordning. Som det allerede er fastsat i forordning (EF) nr. 1060/2009, er det tilstrækkeligt, at tredjelandes regler i praksis har samme målsætninger og virkninger for at kunne betragtes som ækvivalente eller lige så strenge som EU-reglerne.

(49) Målene for denne forordning, nemlig at styrke kreditvurderingsbureauernes uafhængighed, at fremme velfungerende kreditvurderingsprocesser og -metodologier, at imødegå risici i forbindelse med kreditvurdering af offentlige låntagere, at mindske risikoen for markedsdeltagernes overdrevne afhængighed af kreditvurderinger og at sikre investorerne klageret, kan ikke i tilstrækkelig grad opfyldes af medlemsstaterne og kan derfor på grund af den tværeuropæiske struktur og virkning af de kreditvurderingsaktiviteter, der skal føres tilsyn med bedre nås på EU-plan; Unionen kan derfor træffe foranstaltninger i overensstemmelse med nærhedsprincippet, jf. artikel 5 i traktaten om Den Europæiske Union. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet, jf. nævnte artikel, går denne forordning ikke videre, end hvad der er nødvendigt for at nå disse mål.

(50) Kommissionen bør inden udgangen af 2013 forelægge en rapport om muligheden for at oprette et netværk af mindre kreditvurderingsbureauer for at styrke konkurrencen på markedet. Denne rapport bør vurdere Unionens finansielle og ikke-finansielle støtte og incitamenter til oprettelsen af et sådant netværk og tage højde for de interessekonflikter, en sådan offentlig finansiering kan give anledning til.

(51) Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse er blevet hørt i overensstemmelse med af 18. december 2000 om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med behandling af personoplysninger i fællesskabsinstitutionerne og -organerne og om fri udveksling af sådanne oplysninger og har vedtaget en udtalelse .

(52) Forordning (EF) nr. 1060/2009 bør derfor ændres i overensstemmelse hermed —

VEDTAGET DENNE FORORDNING: