Search for a command to run...
(Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 650/2012 af 4. juli 2012 om kompetence, lovvalg, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv, og om accept og fuldbyrdelse af officielt bekræftede dokumenter vedrørende arv og om indførelse af et europæisk arvebevis)
1. Denne forordning finder anvendelse på arv. Den finder ikke anvendelse på spørgsmål vedrørende skat, told eller administrative anliggender.
2. Denne forordning finder ikke anvendelse på:
a) fysiske personers retlige status samt familieforhold og forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have tilsvarende virkninger
b) fysiske personers rets- og handleevne, jf. dog artikel 23, stk. 2, litra c), og artikel 26
c) spørgsmål vedrørende fysiske personers forsvinden, fravær eller formodede død
d) spørgsmål vedrørende formueforholdet mellem ægtefæller og formueforholdet i forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs
e) underholdspligt, bortset fra underholdspligt som følge af dødsfald
f) den formelle gyldighed af mundtlige dødsdispositioner
g) rettigheder og goder, der opstår eller overdrages på anden måde end ved arv, f.eks. i form af gaver, sameje mellem flere personer med begunstigelse af længstlevende, pensionsordninger, forsikringspolicer og lignende ordninger, jf. dog artikel 23, stk. 2, litra i)
h) spørgsmål, der er omfattet af reglerne for selskaber, foreninger og andre juridiske personer, såsom klausuler i stiftelsesoverenskomster og vedtægter for selskaber, foreninger og andre juridiske personer, som bestemmer, hvem andelene tilfalder i tilfælde af et medlems død
i) afvikling, nedlæggelse og fusion af selskaber, foreninger og andre juridiske personer
j) oprettelse, forvaltning eller afvikling af truster
k) arten af tinglige rettigheder, og
l) enhver registrering i et register af rettigheder i fast ejendom eller løsøre, herunder de lovmæssige krav til en sådan registrering, samt virkningerne af registrering eller manglende registrering af sådanne rettigheder i et register.
Denne forordning vedrører ikke medlemsstaternes myndigheders adgang til at behandle arveretlige spørgsmål.
1. I denne forordning forstås ved:
a) »arv« : enhver form for overgang af goder, rettigheder og forpligtelser ved dødsfald, hvad enten det drejer sig om en viljesbestemt overførsel ved dødsdisposition eller om overgang ved arv efter loven
b) »aftale om arv« : en aftale, herunder en aftale, der er resultatet af gensidige testamenter, der — med eller uden vederlag — skaber, ændrer eller ophæver rettigheder i det eller de forventede boer for en eller flere parter i pagten
c) »fælles testamente« : testamente, der er oprettet i ét dokument af to eller flere personer
d) »dødsdisposition« : et testamente, et fælles testamente eller en aftale om arv
e) »domsstaten« : den medlemsstat, hvori retsafgørelsen er truffet, retsforliget er godkendt eller indgået, det officielt bekræftede dokument er oprettet eller det europæiske arvebevis er udstedt
f) »fuldbyrdelsesstat« : den medlemsstat, hvori retsafgørelsen, retsforliget eller det officielt bekræftede dokument søges erklæret for eksigibel(t) eller søges fuldbyrdet
g) »retsafgørelse« : enhver afgørelse på det arveretlige område truffet af en ret i en medlemsstat, uanset hvordan afgørelsen betegnes, såsom en afgørelse om fastsættelse af sagsomkostninger, som foretages af en embedsmand ved retten
h) »retsforlig« : et forlig vedrørende arv, der er godkendt af en ret eller indgået for en ret under en retssag
i) »officielt bekræftet dokument« :
et dokument vedrørende arv, der er udstedt eller registreret som et officielt bekræftet dokument i en medlemsstat, hvor den officielle bekræftelse:
i) vedrører underskriften og dokumentets indhold, og
ii) er foretaget af en offentlig myndighed eller et andet organ, som er bemyndiget hertil af domsstaten.
2. I denne forordning omfatter begrebet »ret« enhver judiciel myndighed og alle andre myndigheder og juridiske aktører med kompetence i arvesager, som udøver en retslig funktion eller handler i henhold til en judiciel myndigheds delegation af beføjelser eller handler under en judiciel myndigheds kontrol, såfremt sådanne andre myndigheder eller juridiske aktører giver garantier med hensyn til upartiskhed og parternes ret til at blive hørt, og såfremt deres retsafgørelser i henhold til loven i den medlemsstat, hvor de har deres virke:
Retterne i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, er kompetente til at træffe afgørelse om hele arven.
1. Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til artikel 22, er en medlemsstats lov, kan de berørte parter aftale, at en ret eller retterne i denne medlemsstat, skal have enekompetence til at træffe afgørelse om ethvert arvespørgsmål.
2. En sådan aftale om værneting skal indgås skriftligt, dateres og underskrives af de berørte parter. Med »skriftligt« sidestilles enhver elektronisk meddelelse, som varigt dokumenterer aftalen.
Når den lov, som den afdøde har valgt til at finde anvendelse på arven efter sig i henhold til artikel 22, er loven i en medlemsstat:
a) kan den ret, ved hvilken sagen er anlagt i medfør af artikel 4 eller artikel 10, efter anmodning fra en af parterne i sagen erklære sig inkompetent, hvis den mener, at retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, er bedre egnet til at træffe afgørelse i arvesagen i betragtning af de praktiske omstændigheder i forbindelse med arvesagen, f.eks. parternes sædvanlige opholdssted og det sted, hvor goderne befinder sig, eller
b) skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt i medfør af artikel 4 eller artikel 10, erklære sig inkompetent, hvis parterne i sagen i overensstemmelse med artikel 5 har aftalt at tillægge en ret eller retterne i den medlemsstat, hvis lov er valgt, kompetence.
Retterne i den medlemsstat, hvis lov var valgt af den afdøde i medfør af artikel 22, er kompetente til at træffe afgørelse i arvesagen, hvis:
a) en ret, ved hvilken sagen tidligere er anlagt, har erklæret sig inkompetent i samme sag i medfør af artikel 6
b) parterne i sagen i overensstemmelse med artikel 5 har aftalt at tillægge en ret eller retterne i den pågældende medlemsstat kompetence, eller
c) parterne i sagen udtrykkeligt har accepteret, at den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er kompetent.
En ret, der af egen drift har indledt en arvesag i medfør af artikel 4 eller artikel 10, afslutter behandlingen, hvis parterne i sagen har indgået en aftale om at afgøre arvesagen udenretsligt i mindelighed i den medlemsstat, hvis lov den afdøde har valgt i medfør af artikel 22.
1. Når det under en retssag ved retten i en medlemsstat, der udøver sin kompetence i medfør af artikel 7, viser sig, at ikke alle parter i sagen var part i aftalen om værneting, udøver retten fortsat sin kompetence, hvis de parter i sagen, der ikke var part i aftalen, giver møde i retten uden at bestride dens kompetence.
2. Hvis den i stk. 1 omhandlede rets kompetence bestrides af de parter i sagen, som ikke var part i aftalen, erklærer retten sig inkompetent.
I så fald har de retter, som er kompetente i medfør af artikel 4 eller artikel 10, kompetence til at træffe afgørelse i arvesagen.
1. Når den afdøde på dødstidspunktet ikke havde sit sædvanlige opholdssted i en medlemsstat, er retterne i en medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om hele arven, for så vidt:
a) den afdøde var statsborger i denne medlemsstat på dødstidspunktet, eller subsidiært,
b) den afdøde havde sit foregående sædvanlige opholdssted i denne medlemsstat, og der ved sagens anlæggelse ved retten ikke er gået en periode på mere end fem år, efter at dette sædvanlige opholdssted blev ændret.
2. Når ingen ret i en medlemsstat har kompetence i medfør af stk. 1, er retterne i den medlemsstat, hvor goder i boet befinder sig, alligevel kompetente til at træffe afgørelse om disse goder.
Hvis ingen ret i en medlemsstat er kompetent i medfør af andre bestemmelser i denne forordning, kan en medlemsstats retter i undtagelsestilfælde træffe afgørelse i arvesagen, hvis en sag ikke med rimelighed kan anlægges eller føres eller viser sig umulig at føre i et tredjeland, hvortil sagen har nær tilknytning.
Sagen skal have en tilstrækkelig tilknytning til den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.
1. Når arven omfatter goder, der befinder sig i et tredjeland, kan den ret, ved hvilken arvesagen er anlagt, og som skal træffe afgørelse i sagen, efter anmodning fra en af parterne beslutte ikke at træffe afgørelse om et eller flere af disse goder, hvis det kan forventes, at rettens afgørelse om disse goder ikke vil blive anerkendt og i givet fald ikke vil blive erklæret for eksigibel i det pågældende tredjeland.
2. Stk. 1 berører ikke parternes ret til at begrænse omfanget af sagen i henhold til loven i den medlemsstat, hvor den ret, ved hvilken sagen er anlagt, er beliggende.
Ud over den ret, som er kompetent til at træffe afgørelse i arvesagen i medfør af denne forordning, er retterne i den medlemsstat, der tjener som sædvanligt opholdssted for enhver, der i henhold til den lov, som skal anvendes på arven, kan fremsætte en erklæring for en ret om, hvorvidt arven, legatet eller tvangsarven vedgås, eller der gives afkald herpå, eller en erklæring med det formål at begrænse den pågældendes hæftelse med hensyn til boets passiver, kompetente til at modtage sådanne erklæringer, når disse i henhold til denne medlemsstats lov kan fremsættes for en ret.
I dette kapitel anses en sag for anlagt ved en ret:
a) på det tidspunkt, hvor det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument indleveres til retten, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet forkyndt for sagsøgte
b) hvis det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal forkyndes, før det indleveres til retten, på det tidspunkt, hvor dette dokument modtages af den myndighed, der er ansvarlig for forkyndelsen, forudsat at sagsøger ikke efterfølgende har undladt at træffe de foranstaltninger, der krævedes af ham, for at få dokumentet indleveret til retten, eller
c) hvis retten indleder sagen af egen drift, på det tidspunkt, hvor retten træffer afgørelse om at indlede sagen, eller, når en sådan afgørelse ikke er påkrævet, hvor sagen registreres af retten.
Anlægges der ved en ret i en medlemsstat en arvesag, som den pågældende ret ikke har kompetence til at påkende i medfør af denne forordning, erklærer retten sig af egen drift inkompetent.
1. Såfremt en sagsøgt, der har sit sædvanlige opholdssted i en anden stat end den medlemsstat, hvor sagen er anlagt, ikke giver møde, udsætter den kompetente ret sagen, indtil det er fastslået, at sagsøgte har haft mulighed for at modtage det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument i så god tid, at han har kunnet varetage sine interesser under sagen, eller at alle hertil fornødne foranstaltninger har været truffet.
2. Artikel 19 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1393/2007 af 13. november 2007 om forkyndelse i medlemsstaterne af retslige og udenretslige dokumenter i civile og kommercielle sager (forkyndelse af dokumenter) () skal anvendes i stedet for stk. 1 i nærværende artikel, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes fra én medlemsstat til en anden i medfør af nævnte forordning.
3. Finder forordning (EF) nr. 1393/2007 ikke anvendelse, anvendes artikel 15 i Haagerkonventionen af 15. november 1965 om forkyndelse i udlandet af retslige og udenretslige dokumenter i sager om civile eller kommercielle spørgsmål, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument skal fremsendes til udlandet i medfør af nævnte konvention.
1. Såfremt krav, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, fremsættes mellem de samme parter for retter i forskellige medlemsstater, udsætter enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, af egen drift sagen, indtil den første rets kompetence er fastslået.
2. Når det er fastslået, at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, er kompetent, erklærer enhver anden ret sig inkompetent til fordel for den første.
1. Såfremt sager vedrørende indbyrdes sammenhængende krav verserer for retter i forskellige medlemsstater, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, udsætte sagen.
2. Når de pågældende sager verserer i første instans, kan enhver anden ret end den, ved hvilken sagen først er anlagt, ligeledes efter begæring fra en af parterne erklære sig inkompetent, forudsat at den ret, ved hvilken sagen først er anlagt, har kompetence til at påkende de pågældende krav, og dens lov tillader forening af kravene.
3. Ved indbyrdes sammenhængende krav forstås i denne artikel krav, der er så snævert forbundne, at det er ønskeligt at behandle og påkende dem samtidig for at undgå uforenelige retsafgørelser som følge af, at kravene påkendes hver for sig.
Der kan indgives anmodning til en medlemsstats retter om anvendelse af foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i henhold til den pågældende medlemsstats lovgivning, selv om retterne i en anden medlemsstat i medfør af denne forordning er kompetente til at påkende sagens realitet.
Den lov, som udpeges efter denne forordning, finder anvendelse, uanset om det er loven i en medlemsstat eller ikke.
1. Medmindre andet er fastsat i denne forordning, er det loven i den medlemsstat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, der skal anvendes på hele arven.
2. Fremgår det undtagelsesvis af alle sagens omstændigheder, at den afdøde på dødstidspunktet havde en klart tættere tilknytning til en anden stat end den, hvis lov vil finde anvendelse i henhold til stk. 1, er det loven i denne anden stat, der skal anvendes på arven.
1. En person kan vælge, at det er loven i den medlemsstat, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet, der skal anvendes ved behandlingen af hele arven efter vedkommende.
En person, der har flere statsborgerskaber, kan vælge loven i en hvilken som helst af de stater, hvor den pågældende er statsborger på det tidspunkt, hvor valget træffes, eller på dødstidspunktet.
2. Lovvalget skal være udtrykkeligt og indeholdt i en erklæring i form af en dødsdisposition eller fremgå af en sådan dispositions bestemmelser.
3. Spørgsmål om den materielle gyldighed af den handling, hvorved lovvalget blev truffet, afgøres efter den valgte lov.
4. Enhver ændring eller tilbagekaldelse af dette lovvalg skal opfylde formkravene til ændring eller tilbagekaldelse af en dødsdisposition.
1. Den lov, der udpeges i medfør af artikel 21 eller artikel 22, finder anvendelse på hele arven.
2. Denne lov finder navnlig anvendelse på spørgsmål som:
a) udløsende faktorer, tid og sted for arvefaldet
b) fastlæggelse af de arveberettigede, af deres respektive andele og af den afdødes eventuelle pålæg til dem, samt fastlæggelse af andre rettigheder i boet, herunder den længstlevende ægtefælles eller partners arveret
c) retten til at arve
d) arveløsgørelse og bortfald af arveretten på grund af en handling
e) overdragelse til arvinger og i givet fald legatarer af de goder, rettigheder og forpligtelser, der udgør en del af boet, herunder vilkårene for og virkningerne af vedgåelse af eller afkald på arven eller legatet
f) arvingers, testamentsindsatte bobestyreres og andre bobestyreres beføjelser, især med hensyn til salg af ejendele og betaling af kreditorer, jf. dog de beføjelser, der er omhandlet i artikel 29, stk. 2 og 3
g) hæftelse for boets gæld
h) andel af boet, som arvelader frit kan råde over gennem testamente, tvangsarv og andre indskrænkninger i friheden til at træffe dødsdispositioner samt krav, som nærtstående personer til den afdøde måtte have over for boet eller arvingerne
i) enhver forpligtigelse til at tilbageføre eller modregne gaver, arveforskud eller legater ved beregningen af de forskellige arveberettigedes andele, og
j) fordeling af arv.
1. En dødsdisposition, der ikke er en aftale om arv, skal med hensyn til dens antagelighed og materielle gyldighed behandles i henhold til den lov, som i medfør af denne forordning skulle anvendes på arven efter den person, der har foretaget dispositionen, hvis vedkommende var afgået ved døden på den dag, hvor dispositionen blev foretaget.
2. Uanset stk. 1 kan en person vælge, at hans dødsdisposition med hensyn til dens antagelighed og materielle gyldighed skal behandles i henhold til den lov, som den person, der har foretaget dispositionen, kunne have valgt i medfør af artikel 22 på de deri fastsatte betingelser.
3. Stk. 1 finder i fornødent omfang anvendelse på en ændring eller tilbagekaldelse af en dødsdisposition, der ikke er en aftale om arv. I tilfælde af et lovvalg i medfør af stk. 2 behandles ændringen eller tilbagekaldelsen i henhold til den valgte lov.
1. En aftale om arv angående arv efter én person skal med hensyn til dens antagelighed, dens materielle gyldighed og dens bindende virkninger mellem parterne, herunder betingelserne for dens opløsning, behandles i henhold til den lov, som i medfør af denne forordning skulle anvendes på arven efter den pågældende person, hvis vedkommende var afgået ved døden på samme dag som aftalens indgåelse.
2. En aftale om arv angående arv efter flere personer er kun antagelig, hvis den er antagelig i henhold til alle de love, som i medfør af denne forordning skulle anvendes på arven efter alle de personer, hvis bo er involveret, hvis de var afgået ved døden på samme dag som aftalens indgåelse.
Det er den af de love, der henvises til i første afsnit, som en aftale om arv, der er antagelig i medfør af første afsnit, har tættest tilknytning til, der finder anvendelse på denne aftale med hensyn til dens materielle gyldighed og dens bindende virkninger mellem parterne, herunder betingelserne for dens opløsning.
3. Uanset stk. 1 og 2 kan parterne vælge, at den lov, som den person eller en af de personer, hvis bo er involveret, kunne have valgt i medfør af artikel 22 på de deri fastsatte betingelser, skal finde anvendelse på deres aftale om arv med hensyn til dens antagelighed, dens materielle gyldighed og dens bindende virkninger mellem parterne, herunder betingelserne for dens opløsning.
1. I artikel 24 og 25 anses følgende for at vedrøre materiel gyldighed:
a) hvorvidt den person, der foretager dødsdispositionen, har habilitet til at foretage en sådan disposition
b) de særlige grunde, der forhindrer den person, der foretager dødsdispositionen, i at træffe dispositioner til fordel for visse personer, eller forhindrer en person i at modtage ejendele i boet fra den person, der foretager dispositionen
c) hvorvidt en dødsdisposition kan foretages ved repræsentation
d) fortolkningen af dispositionen
e) bedrageri, tvang, vildfarelse og ethvert andet spørgsmål, der vedrører samtykket fra eller hensigten hos den person, der foretager dispositionen.
2. Hvis en person har habilitet til at foretage en dødsdisposition i henhold til den lov, der finder anvendelse i medfør af artikel 24 eller artikel 25, berører en efterfølgende ændring af den lov, der finder anvendelse, ikke vedkommendes habilitet til at ændre eller tilbagekalde en sådan disposition.
1. En dødsdisposition, der er udfærdiget skriftligt, er gyldig for så vidt angår formen, hvis dispositionen opfylder de formkrav, der er foreskrevet i loven:
a) i den stat, hvor dispositionen blev foretaget, eller aftalen om arv blev indgået
b) i en stat, hvor testator eller mindst en af de personer, hvis bo er berørt af en aftale om arv, var statsborger enten på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget, eller pagten blev indgået, eller på dødstidspunktet
c) i en stat, hvor testator eller mindst en af de personer, hvis bo er berørt af en aftale om arv, havde bopæl enten på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget, eller pagten blev indgået, eller på dødstidspunktet
d) i en stat, hvor testator eller mindst en af de personer, hvis bo er berørt af en aftale om arv, havde sit sædvanlige opholdssted enten på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget, eller pagten blev indgået, eller på dødstidspunktet, eller
e) for så vidt angår fast ejendom i den stat, hvor den pågældende ejendom er beliggende.
Hvorvidt testator eller de personer, hvis bo er berørt af aftalen om arv, havde bopæl i en bestemt stat, afgøres efter denne stats lov.
2. Stk. 1 finder også anvendelse på dødsdispositioner, der ændrer eller tilbagekalder en tidligere disposition. Ændringen eller tilbagekaldelsen er også gyldig for så vidt angår formen, hvis den er i overensstemmelse med en af de love, i henhold til hvilken den ændrede eller tilbagekaldte dødsdisposition var gyldig i henhold til stk. 1.
3. I denne artikel anses enhver lovbestemmelse, der begrænser de tilladte former for dødsdisposition ved henvisning til alder, statsborgerskab eller andre personlige forhold vedrørende testator eller de personer, hvis bo er berørt af en aftale om arv, for at vedrøre formen. Samme regel gælder med hensyn til de forhold, der skal opfyldes af et vidne med henblik på gyldigheden af en dødsdisposition.
Erklæringer om, hvorvidt arven, legatet eller tvangsarven vedgås eller der gives afkald herpå, eller erklæringer med det formål at begrænse ansvaret for den person, der indgiver erklæringen, er gyldige for så vidt angår formen, når de opfylder kravene i:
a) den lov, der finder anvendelse på arven i medfør af artikel 21 eller artikel 22, eller
b) loven i den medlemsstat, hvor den person, der indgiver erklæringen, har sit sædvanlige opholdssted.
1. Når udpegelse af en bobestyrer er obligatorisk eller er obligatorisk efter anmodning herom i henhold til loven i den medlemsstat, hvis retter er kompetente til at træffe afgørelse om arven i medfør af denne forordning, og den lov, der finder anvendelse på arven, er en fremmed lov, kan retterne i den pågældende medlemsstat, når sagen indbringes for dem, udpege en eller flere bobestyrere i henhold til deres egen lov, jf. dog betingelserne i nærværende artikel.
Den eller de i henhold til dette stykke udpegede bobestyrere skal være den eller de personer, der efter testamentet har beføjelse til at optræde som bestyrer af afdødes bo og/eller til at bestyre boet i medfør af den lov, der finder anvendelse på arven. Såfremt denne lov ikke giver mulighed for at lade en person, der ikke er arveberettiget, optræde som bobestyrer, kan retterne i den medlemsstat, hvor bobestyreren skal udpeges, udpege en tredjepart som bobestyrer i henhold til deres egen lov, hvis denne lov kræver det, og der er en alvorlig interessekonflikt blandt de arveberettigede eller mellem de arveberettigede og kreditorerne eller andre personer, som har stillet garanti for afdødes gæld, uenighed blandt de arveberettigede om behandlingen af boet eller et komplekst bo at behandle på grund af godernes karakter.
Den eller de bobestyrere, der udpeges i medfør af dette stykke, er den eller de eneste personer, der er berettiget til at udøve de i stk. 2 eller 3 nævnte beføjelser.
2. Den eller de i henhold til stk. 1 udpegede bobestyrere udøver de beføjelser til at behandle boet, som den eller de kan udøve i medfør af den lov, der finder anvendelse på arven. Den udpegende ret kan i sin afgørelse fastlægge specifikke betingelser for udøvelsen af sådanne beføjelser i overensstemmelse med den lov, der finder anvendelse på arven.
Såfremt den lov, der finder anvendelse på arven, ikke sikrer tilstrækkelige beføjelser til at bevare boets goder eller beskytte kreditorernes rettigheder eller de rettigheder, som andre personer, der har stillet garanti for den afdødes gæld, har, kan den udpegende ret beslutte at give bobestyreren/bobestyrerne tilladelse til på et residuelt grundlag at udøve de beføjelser, som dens egen lovgivning giver mulighed for til det formål, og den kan i sin beslutning fastlægge de specifikke betingelser for udøvelsen af sådanne beføjelser i overensstemmelse med den pågældende lov.
Når bobestyreren/bobestyrerne udøver sådanne residuelle beføjelser, skal vedkommende dog overholde den lov, der finder anvendelse på arven, for så vidt angår overdragelsen af ejendomsretten til de goder, der udgør arven, hæftelsen for boets gæld, de arveberettigedes rettigheder, herunder i givet fald retten til at vedgå eller give afkald på arv, og i givet fald de beføjelser, som den testamentsindsatte bobestyrer har.
Når loven i den stat, hvor visse former for fast ejendom, virksomheder eller andre særlige kategorier af goder befinder sig, indeholder særlige bestemmelser, der af økonomiske, familiemæssige eller sociale hensyn indebærer begrænsninger, som vedrører eller berører arven med hensyn til disse goder, finder disse særlige bestemmelser anvendelse på arven, i det omfang sådanne bestemmelser finder anvendelse i henhold til denne stats lov, uanset hvilken lov der finder anvendelse på arven.
Når en person påberåber sig en tinglig rettighed, som vedkommende er berettiget til i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, og når loven i den medlemsstat, hvor rettigheden påberåbes, ikke kender den pågældende tinglige rettighed, skal den tinglige rettighed om nødvendigt og så vidt muligt tilpasses til den tinglige rettighed, der ligger tættest herpå ifølge den pågældende stats lov, under hensyntagen til de mål og interesser, som den specifikke tinglige rettighed og de dertil knyttede virkninger forfølger.
Når to eller flere personer, hvis arv er underlagt forskellige love, afgår ved døden under omstændigheder, hvor der hersker usikkerhed om rækkefølgen af dødsfaldene, og når disse love har forskellige bestemmelser for denne situation eller ikke indeholder nogen bestemmelser herom, har ingen af de afdøde rettigheder i forhold til arven fra den anden eller de andre.
Når der i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven i medfør af denne forordning, hverken er arvinger eller legatarer til nogen goder i medfør af en dødsdisposition, og heller ingen fysisk person, der er arving efter loven, er anvendelsen af denne lov ikke til hinder for, at de af boets goder, der befinder sig på en medlemsstats område, som en ret i henhold til denne medlemsstats egen lov tilfalder denne medlemsstat eller en enhed, som denne har udpeget med henblik herpå, forudsat at kreditorerne har ret til at søge deres krav fyldestgjort i boets goder som helhed.
1. Anvendelsen af et tredjelands lov, som udpeges efter denne forordning, betyder anvendelse af de gældende retsregler i den pågældende stat inklusive statens internationalprivatretlige regler, i det omfang disse regler indeholder renvoi:
a) til en medlemsstats lov, eller
b) til loven i et andet tredjeland, der ville anvende sin egen lov.
2. Renvoi finder ikke anvendelse for så vidt angår de love, der er omhandlet i artikel 21, stk. 2, artikel 22, artikel 27, artikel 28, litra b), og artikel 30.
Anvendelsen af en bestemmelse i en lov i en stat, som udpeges efter denne forordning, kan kun afvises, hvis en sådan anvendelse er klart uforenelig med de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i forummet.
1. Når den lov, der udpeges efter denne forordning, er loven i en stat med flere territoriale enheder, som hver har sine egne arveretlige regler, afgør denne stats interne lovvalgsregler, hvilken relevant territorial enheds lovregler der skal finde anvendelse.
2. Hvis der ikke findes sådanne interne lovvalgsregler:
a) forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted på dødstidspunktet, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende den afdødes sædvanlige opholdssted
b) forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, som den afdøde havde den tætteste tilknytning til, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af bestemmelser vedrørende den afdødes statsborgerskab
c) forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, hvor det relevante forhold gør sig gældende, når den lov, der finder anvendelse, skal fastlægges i medfør af eventuelle andre bestemmelser vedrørende andre forhold som tilknytningsfaktorer.
3. Uanset stk. 2 forstås en henvisning til loven i den stat, der er omhandlet i stk. 1, hvis der ikke findes interne lovvalgsregler i denne stat, som en henvisning til loven i den territoriale enhed, som testator eller de personer, hvis bo er berørt af aftalen om arv, havde den tætteste tilknytning til, når den relevante lov skal fastlægges i medfør af artikel 27.
I forhold til en stat, som har to eller flere retssystemer eller regelsæt, der finder anvendelse på forskellige personkategorier, vedrørende arv, forstås en henvisning til en sådan stats lov som en henvisning til det retssystem eller regelsæt, der fastsættes af de gældende regler i den pågældende stat. I mangel af sådanne regler finder det retssystem eller regelsæt, som den afdøde havde det tætteste tilhørsforhold til, anvendelse.
En medlemsstat med flere territoriale enheder, som hver har sine egne arveretlige regler, er ikke forpligtet til at anvende denne forordning i forbindelse med lovvalg, der alene forekommer mellem sådanne enheder.
1. Retsafgørelser, der er truffet i en medlemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.
2. Bestrides anerkendelsen, kan en berettiget part, der som det væsentligste påberåber sig anerkendelsen, efter proceduren i artikel 45-58 få fastslået, at retsafgørelsen skal anerkendes.
3. Gøres anerkendelsen gældende under en verserende sag ved en ret i en medlemsstat, og har anerkendelsen betydning for afgørelsen af denne sag, er denne ret kompetent til at afgøre spørgsmålet om anerkendelse.
En retsafgørelse anerkendes ikke:
a) såfremt en anerkendelse er i åbenlys modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes
b) i forbindelse med en udeblivelsesafgørelse, såfremt det indledende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke er blevet forkyndt for den udeblevne sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kan varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte har undladt at tage skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om vedkommende havde mulighed for at gøre det
c) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, hvortil anmodningen rettes
d) såfremt den er uforenelig med en retsafgørelse, der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem de samme parter i en retssag, der har samme genstand og hviler på samme grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betingelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, hvori anerkendelsen søges.
En retsafgørelse truffet i en medlemsstat kan i intet tilfælde efterprøves med hensyn til sagens realitet.
Gøres anerkendelse af en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat, gældende ved en ret i en anden medlemsstat, kan denne udsætte sagen, såfremt afgørelsen er blevet anfægtet ved en ordinær appel i domsstaten.
Retsafgørelser, som er truffet i en medlemsstat og som er eksigible i denne medlemsstat, er eksigible i en anden medlemsstat, når de efter anmodning fra en berettiget part er blevet erklæret for eksigible i den pågældende medlemsstat efter proceduren i artikel 45-58.
Ved afgørelsen af, om en part med henblik på proceduren i artikel 45-58 har bopæl i fuldbyrdelsesstaten, skal den ret, ved hvilken sagen er anlagt, anvende fuldbyrdelsesstatens interne lov.
1. Anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, fremsættes over for den ret eller kompetente myndighed i fuldbyrdelsesstaten, som denne medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 78.
2. Den stedlige kompetence afgøres efter den parts bopæl, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, eller efter fuldbyrdelsesstedet.
1. Anmodningsproceduren er underlagt loven i fuldbyrdelsesstaten.
2. Den, der fremsætter anmodningen, er ikke forpligtet til at have en postadresse eller en befuldmægtiget i fuldbyrdelsesstaten.
3. Anmodningen vedlægges følgende dokumenter:
a) en genpart af retsafgørelsen, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af dens ægthed
b) en attest, der er udstedt af retten eller den kompetente myndighed i domsstaten under anvendelse af den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2, jf. dog artikel 47.
1. Såfremt den i artikel 46, stk. 3, litra b), omhandlede attest ikke fremlægges, kan retten eller den kompetente myndighed fastsætte en frist for dens tilvejebringelse eller anerkende et tilsvarende dokument eller, såfremt den anser sagen for tilstrækkeligt oplyst, fritage for kravet om en sådan fremlæggelse.
2. Såfremt retten eller den kompetente myndighed kræver det, skal der fremlægges en oversættelse af dokumenterne. Oversættelsen skal foretages af en person, der er bemyndiget til at foretage oversættelser i en af medlemsstaterne.
En retsafgørelse erklæres for eksigibel, så snart de i artikel 46 omhandlede formaliteter er opfyldt, uden prøvelse efter artikel 40. Den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, kan ikke på dette tidspunkt af sagens behandling fremsætte indsigelser.
1. Den afgørelse, der træffes om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal straks og på den måde, der er foreskrevet i fuldbyrdelsesstatens lov, meddeles den, som har fremsat anmodningen.
2. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, forkyndes for den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sammen med retsafgørelsen, hvis denne ikke allerede er blevet forkyndt for den pågældende.
1. Begge parter kan appellere afgørelsen om anmodningen om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.
2. Appellen indgives til den ret, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 78.
3. Appellen behandles i overensstemmelse med reglerne for kontradiktorisk procedure.
4. Giver den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke møde for den ret, der behandler en appel indgivet af den, der har fremsat anmodningen, finder artikel 16 anvendelse, selv om den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, ikke har bopæl på en medlemsstats område.
5. En afgørelse om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, skal appelleres inden 30 dage efter, at den er blevet forkyndt. Såfremt den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, har bopæl på en anden medlemsstats område end den, hvor retsafgørelsen er blevet erklæret for eksigibel, er fristen for appel 60 dage og løber fra den dag, hvor afgørelsen om eksigibilitet er blevet forkyndt for den pågældende personligt eller på hans opholdssted. Denne frist kan ikke forlænges på grund af afstanden.
Den afgørelse, der træffes i appelsagen, kan kun anfægtes ved den procedure, som den berørte medlemsstat har meddelt Kommissionen i overensstemmelse med artikel 78.
Den ret, hvortil en appel indgives efter artikel 50 eller artikel 51, kan kun afslå at erklære en retsafgørelse for eksigibel eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet af en af de i artikel 40 anførte grunde. Den træffer afgørelse så hurtigt som muligt.
Den ret, hvortil en appel indgives efter artikel 50 eller artikel 51, udsætter efter anmodning fra den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse, sagen, hvis eksigibiliteten af afgørelsen er suspenderet i domsstaten ved iværksættelse af appel.
1. Når en retsafgørelse skal anerkendes i overensstemmelse med dette kapitel, er der intet til hinder for, at den, som har fremsat anmodningen, kan bringe foreløbige, herunder sikrende, retsmidler i anvendelse i overensstemmelse med loven i fuldbyrdelsesstaten, uden at der kræves en retsafgørelse om eksigibilitet efter artikel 48.
2. Afgørelsen om eksigibilitet giver umiddelbar hjemmel til at anvende sikrende retsmidler.
3. Så længe den i artikel 50, stk. 5, fastsatte frist for appel af afgørelsen om eksigibilitet ikke er udløbet, og så længe der ikke er truffet afgørelse i appelsagen, er sikrende retsmidler det eneste mulige retsskridt over for aktiver, der tilhører den part, mod hvem der anmodes om fuldbyrdelse.
1. Såfremt der ved retsafgørelsen er taget stilling til flere krav, og ikke alle krav kan erklæres for eksigible, skal retten eller den kompetente myndighed erklære et eller flere af dem for eksigible.
2. Den, som fremsætter en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, kan anmode om kun at få dele af retsafgørelsen erklæret for eksigible.
Har den, som fremsætter anmodningen, i domsstaten helt eller delvis haft fri proces eller været fritaget for gebyrer og omkostninger, skal den pågældende i enhver sag om at få retsafgørelsen erklæret for eksigibel være berettiget til retshjælp eller fritagelse for gebyrer og sagsomkostninger i videst muligt omfang efter loven i fuldbyrdelsesstaten.
Det kan ikke pålægges en part, som i en medlemsstat anmoder om anerkendelse, eksigibilitet eller fuldbyrdelse af en retsafgørelse, der er truffet i en anden medlemsstat, at stille sikkerhed eller depositum af nogen art med den begrundelse, at vedkommende er udlænding eller ikke har bopæl eller opholdssted i fuldbyrdelsesstaten.
Ingen form for skat, afgift eller gebyr, som beregnes i forhold til sagens værdi, må opkræves i fuldbyrdelsesstaten i forbindelse med behandlingen af en anmodning om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel.
1. Et officielt bekræftet dokument, der er oprettet i en medlemsstat, har samme beviskraft i en anden medlemsstat, som det har i domsstaten, eller de mest sammenlignelige virkninger, forudsat at dette ikke klart strider mod de grundlæggende retsprincipper (ordre public) i den pågældende medlemsstat.
En person, som ønsker at anvende et officielt bekræftet dokument i en anden medlemsstat, kan anmode den myndighed, som opretter det officielt bekræftede dokument i domsstaten, om at udfylde den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2, med en beskrivelse af den beviskraft, som det officielt bekræftede dokument har i domsstaten.
2. Enhver anfægtelse af ægtheden af et officielt bekræftet dokument skal forelægges for retterne i domsstaten, og afgørelse herom træffes i henhold til loven i denne stat. Det anfægtede officielt bekræftede dokument har ikke beviskraft i en anden medlemsstat, så længe anfægtelsen verserer for den kompetente ret.
3. Enhver anfægtelse af de retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument, skal forelægges for de retter, som har kompetence i medfør af denne forordning, og afgørelse herom træffes i henhold til den lov, der finder anvendelse i medfør af kapitel III. Det anfægtede officielt bekræftede dokument har ikke beviskraft i en anden medlemsstat end domsstaten med hensyn til det anfægtede spørgsmål, så længe anfægtelsen verserer for den kompetente ret.
4. Hvis afgørelsen af en verserende sag ved en ret i en medlemsstat afhænger af afgørelsen af et spørgsmål vedrørende retshandler eller retlige forhold, der er registreret i et officielt bekræftet dokument vedrørende arv, er den pågældende ret kompetent til at afgøre dette spørgsmål.
1. Et officielt bekræftet dokument, der er eksigibelt i domsstaten, skal erklæres for eksigibelt i en anden medlemsstat efter anmodning fra en berettiget part i overensstemmelse med proceduren i artikel 45-58.
2. Ved anvendelsen af artikel 46, stk. 3, litra b), udsteder den myndighed, der har udstedt det officielt bekræftede dokument, efter anmodning fra en berettiget part en attest under anvendelse af den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.
3. Den ret, der behandler en appel i medfør af artikel 50 eller artikel 51, kan kun afslå at erklære et officielt bekræftet dokument for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af det officielt bekræftede dokument vil være i åbenlys modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesstaten.
1. Retsforlig, der er eksigible i domsstaten, erklæres på anmodning fra en berettiget part for eksigible i en anden medlemsstat efter proceduren i artikel 45-58.
2. Ved anvendelsen af artikel 46, stk. 3, litra b), udsteder den ret, der godkendte forliget, eller ved hvilken det blev indgået, efter anmodning fra en berettiget part en attest under anvendelse af den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.
3. Den ret, der behandler en appel indgivet i medfør af artikel 50 eller artikel 51, kan kun afslå at erklære et retsforlig for eksigibelt eller ophæve en afgørelse om eksigibilitet, såfremt en fuldbyrdelse af retsforliget vil være i åbenlys modstrid med grundlæggende retsprincipper (ordre public) i fuldbyrdelsesstaten.
1. Med denne forordning indføres et europæisk arvebevis (herefter »beviset«), som udstedes til brug i en anden medlemsstat og har de retsvirkninger, der er anført i artikel 69.
2. Anvendelse af beviset er ikke obligatorisk.
3. Beviset træder ikke i stedet for interne dokumenter, der anvendes til tilsvarende formål i medlemsstaterne. Når et bevis først er udstedt til brug i en anden medlemsstat, skal det dog også have de retsvirkninger, der er anført i artikel 69, i den medlemsstat, hvis myndigheder har udstedt beviset efter bestemmelserne i dette kapitel.
1. Formålet med beviset er, at det skal kunne anvendes af arvinger, legatarer med direkte rettigheder i arvesagen og testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere, som i en anden medlemsstat har behov for at påberåbe sig deres status eller at udøve henholdsvis deres rettigheder som arvinger eller legatarer og/eller deres beføjelser som testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere.
2. Beviset kan navnlig anvendes til at bevise et eller flere af følgende forhold:
a) statussen og/eller arveretten for hver arving eller i givet fald hver legatar, der er nævnt i beviset, og deres respektive arveandele
b) tildelingen af et bestemt gode eller flere bestemte goder, der udgør en del af boet, til den eller de arvinger eller i givet fald den eller de legatarer, der er nævnt i beviset
c) beføjelserne for den person, der er angivet i beviset, til at optræde som testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer.
Beviset udstedes i den medlemsstat, hvis retter er kompetente i henhold til artikel 4, artikel 7, artikel 10 eller artikel 11. Den udstedende myndighed skal være:
a) en ret, som defineret i artikel 3, stk. 2, eller
b) en anden myndighed, som i henhold til national lov har kompetence til at behandle arvesager.
1. Beviset udstedes efter anmodning fra enhver person omhandlet i artikel 63, stk. 1 (herefter »ansøgeren«).
2. Med henblik på fremlæggelse af en anmodning kan ansøgeren anvende den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.
3. Anmodningen skal indeholde de oplysninger, der er anført nedenfor, i det omfang ansøgeren har kendskab til disse oplysninger, og de er nødvendige for, at den udstedende myndighed kan attestere de forhold, som ansøgeren ønsker bekræftet, og den skal ledsages af alle relevante dokumenter, enten originaler eller genparter, der opfylder betingelserne med hensyn til godtgørelse af deres ægthed, jf. dog artikel 66, stk. 2:
a) oplysninger vedrørende den afdøde: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse på dødstidspunktet og tid og sted for dødsfaldet
b) oplysninger vedrørende ansøgeren: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse og eventuel tilknytning til den afdøde
c) oplysninger vedrørende den eventuelle repræsentant for en ansøger: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), adresse og repræsentativ kompetence
d) oplysninger vedrørende den afdødes ægtefælle eller partner og eventuelt fraskilt(e) ægtefælle(r) eller tidligere partner(e): efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer og adresse
e) oplysninger vedrørende andre eventuelle arveberettigede i medfør af en dødsdisposition og/eller ved lov: efternavn og fornavn(e) eller organisationens navn, (eventuelt) id-nummer og adresse
f) formålet med beviset i overensstemmelse med artikel 63
g) eventuelt kontaktoplysninger på den ret eller anden kompetent myndighed, der behandler eller har behandlet selve arvesagen
h) forhold, hvorpå ansøgeren i givet fald baserer sin påståede arveret som arveberettiget og/eller beføjelse som den afdødes testamentsindsatte bobestyrer og/eller som bestyrer af den afdødes bo
i) en angivelse af, om den afdøde havde foretaget en dødsdisposition; hvis hverken originalen eller en genpart er vedlagt, oplysninger om, hvor originalen befinder sig
j) en angivelse af, om den afdøde havde indgået en ægtepagt eller anden aftale om et forhold, der anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs; hvis hverken originalen eller en genpart af pagten/aftalen er vedlagt, oplysninger om, hvor originalen befinder sig
k) en angivelse af, om de arveberettigede har indgivet erklæring om vedgåelse af eller afkald på arven
1. Efter modtagelse af anmodningen efterprøver den udstedende myndighed de oplysninger og erklæringer samt de dokumenter og andre bevismidler, ansøgeren har fremlagt. Den foretager af egen drift de nødvendige undersøgelser med henblik på denne efterprøvning, når dette er fastsat eller tilladt ifølge dens nationale lov, eller opfordrer ansøgeren til at forelægge yderligere beviser, som den finder nødvendige.
2. Såfremt ansøgeren ikke har været i stand til at fremskaffe genparter af de relevante dokumenter, der opfylder de betingelser, der er nødvendige for at godtgøre deres ægthed, kan den udstedende myndighed beslutte at acceptere andre former for bevis.
3. Når dette er fastsat i dens nationale lov og på de deri angivne vilkår, kan den udstedende myndighed kræve, at erklæringer fremsættes under ed eller i form af en erklæring på tro og love i stedet for en erklæring under ed.
4. Den udstedende myndighed træffer alle de fornødne foranstaltninger for at underrette de arveberettigede om anmodningen om et bevis. Den skal, hvis det er nødvendigt for at fastslå de forhold, der skal attesteres, høre enhver involveret person og enhver testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer og fremsætte offentlige bekendtgørelser med det formål at give andre eventuelle arveberettigede mulighed for at fremføre deres krav.
5. Med henblik på anvendelsen af denne artikel giver en medlemsstats kompetente myndighed efter anmodning den udstedende myndighed i en anden medlemsstat adgang til oplysninger i navnlig tingbøger, civilstandsregistre og registre over dokumenter og forhold af relevans for arven eller formueforholdet mellem den afdøde og dennes ægtefælle eller et tilsvarende formueforhold, hvor den kompetente myndighed i henhold til national lov vil være bemyndiget til at give en anden national myndighed sådanne oplysninger.
1. Den udstedende myndighed udsteder straks beviset efter proceduren i dette kapitel, når de forhold, der skal attesteres, er fastslået i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til enhver anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den anvender den formular, der er udarbejdet efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.
Den udstedende myndighed udsteder ikke beviset, navnlig hvis:
a) de elementer, der skal attesteres, anfægtes, eller
b) beviset ikke ville være i overensstemmelse med en afgørelse om de samme elementer.
2. Den udstedende myndighed tager alle nødvendige skridt til at underrette de arveberettigede om udstedelsen af beviset.
Beviset skal indeholde følgende oplysninger i det omfang, det er nødvendigt til det formål, hvortil beviset udstedes:
a) den udstedende myndigheds navn og adresse
b) sagsnummer
c) de elementer, på grundlag af hvilke den udstedende myndighed anser sig for at være kompetent til at udstede beviset
d) datoen for udstedelsen
e) oplysninger om ansøgeren: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse samt eventuel tilknytning til den afdøde
f) oplysninger om den afdøde: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e), køn, fødested og fødselsdato, civilstand, statsborgerskab, (eventuelt) id-nummer, adresse på dødstidspunktet og tid og sted for dødsfaldet
g) oplysninger om de arveberettigede: efternavn (eventuelt efternavn ved fødslen), fornavn(e) og (eventuelt) id-nummer
h) oplysninger om ægtepagt eller eventuel anden aftale indgået af den afdøde om et forhold, der ifølge den lov, der finder anvendelse på sådanne forhold, anses for at have virkninger svarende til et ægteskabs, og oplysninger om formueforholdet mellem den afdøde og dennes ægtefælle eller et tilsvarende formueforhold
i) den lov, der finder anvendelse på arven, og de forhold, på grundlag af hvilke denne lov er bestemt
j) oplysninger om, hvorvidt der er tale om arv efter testamente eller efter loven, herunder oplysninger om de forhold, der giver anledning til rettigheder og/eller beføjelser for arvinger, legatarer, testamentsindsatte bobestyrere eller bobestyrere
k) i givet fald oplysning for hver arveberettiget om forhold vedrørende vedgåelse af eller afkald på arven
l) de respektive arveandele samt i givet fald listen over rettigheder og/eller goder, der tilfalder hver enkelt arving
m) listen over rettigheder og/eller ejendele, der tilfalder hver enkelt legatar
n) begrænsninger i arvingers og i givet fald legatarers rettigheder i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, og/eller i henhold til dødsdisposition
o) testamentsindsatte bobestyreres og/eller bobestyreres beføjelser og begrænsninger i disse beføjelser i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, og/eller i henhold til dødsdisposition.
1. Beviset skal være gældende i alle medlemsstater, uden at der stilles krav om anvendelse af en særlig procedure.
2. Beviset forudsættes nøjagtigt at godtgøre de elementer, der er fastsat i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven, eller i henhold til en hvilken som helst anden lov, der finder anvendelse på specifikke forhold. Den person, der i beviset er nævnt som arving, legatar, testamentsindsat bobestyrer eller bobestyrer, forudsættes at have den status, der er nævnt i beviset, og/eller at have de rettigheder eller de beføjelser, som er anført i beviset, uden andre betingelser og/eller begrænsninger i tilknytning til disse rettigheder eller andre beføjelser end dem, der er nævnt i beviset.
3. Enhver person, som på grundlag af de oplysninger, der er attesteret i beviset, foretager udbetalinger eller overdrager ejendele til en person, der i beviset er nævnt som bemyndiget til at modtage betalinger eller ejendom, anses for at have udført en transaktion med en person, der har beføjelse til at modtage betalinger eller ejendom, medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse.
4. Hvis en person, der i beviset er nævnt som bemyndiget til at disponere over boets ejendele, disponerer over sådanne ejendele til fordel for en anden person, skal den anden person, hvis denne handler på grundlag af de oplysninger, der er attesteret i beviset, anses for at have udført en transaktion med en person, der har beføjelse til at disponere over de pågældende ejendele, medmindre personen har kendskab til, at bevisets indhold ikke er korrekt, eller er uvidende om urigtige oplysninger som følge af grov forsømmelse.
5. Beviset udgør et gyldigt dokument til optagelse af boets ejendele i det relevante register i en medlemsstat, jf. dog artikel 1, stk. 2, litra k) og l).
1. Den udstedende myndighed opbevarer originaleksemplaret af beviset og udsteder en eller flere bekræftede genparter til ansøgeren og enhver anden person, som kan dokumentere en legitim interesse.
2. Den udstedende myndighed fører med henblik på artikel 71, stk. 3, og artikel 73, stk. 2, en fortegnelse over personer, til hvem der er udstedt bekræftede genparter i henhold til stk. 1.
3. De udstedte bekræftede genparter er gyldige i et tidsrum begrænset til seks måneder, hvilket i den bekræftede genpart angives som en udløbsdato. I ekstraordinære, behørigt begrundede tilfælde kan den udstedende myndighed undtagelsesvis træffe afgørelse om, at gyldighedsperioden skal være længere. Efter udløbet af dette tidsrum skal personer, der er i besiddelse af en bekræftet genpart, ansøge om at få forlænget den bekræftede genparts gyldighedsperiode eller rette anmodning om en ny bekræftet genpart til den udstedende myndighed for at kunne bruge beviset til de formål, der er nævnt i artikel 63.
1. Den udstedende myndighed berigtiger efter anmodning fra enhver person, der kan dokumentere en legitim interesse, eller af egen drift beviset i tilfælde af skrivefejl.
2. Den udstedende myndighed ændrer eller tilbagekalder beviset efter anmodning fra enhver person, der kan dokumentere en legitim interesse, eller, hvor dette er muligt i henhold til national lov, af egen drift, hvis det fastslås, at beviset eller specifikke forhold deri ikke er korrekte.
3. Den udstedende myndighed underretter straks de personer, til hvem der er udstedt bekræftede genparter af beviset i henhold til artikel 70, stk. 1, om, at der er foretaget berigtigelse, ændring eller tilbagekaldelse.
1. Afgørelser truffet af den udstedende myndighed i henhold til artikel 67 kan appelleres af enhver person, der har ret til at anmode om et bevis.
Afgørelser truffet af den udstedende myndighed i henhold til artikel 71 og artikel 73, stk. 1, litra a), kan appelleres af enhver person, som kan dokumentere en legitim interesse.
Appellen indgives til en judiciel myndighed i den udstedende myndigheds medlemsstat i overensstemmelse med loven i denne stat.
2. Hvis det som følge af den i stk. 1 omhandlede appel fastslås, at det udstedte bevis ikke er korrekt, skal den kompetente judicielle myndighed berigtige, ændre eller trække beviset tilbage eller sikre, at den udstedende myndighed berigtiger eller ændrer beviset eller tilbagekalder det.
Hvis det som følge af den i stk. 1 omhandlede appel fastslås, at det var uberettiget at nægte at udstede et bevis, skal den kompetente judicielle myndighed udstede beviset eller sikre, at den udstedende myndighed tager sagen op til revurdering og træffer en ny afgørelse.
1. Bevisets retsvirkninger kan suspenderes af:
a) den udstedende myndighed efter anmodning fra enhver person, der kan dokumentere en legitim interesse, i afventning af ændring eller tilbagekaldelse af beviset i henhold til artikel 71, eller
b) den judicielle myndighed efter anmodning fra enhver person, der har ret til at appellere en afgørelse truffet af den udstedende myndighed i henhold til artikel 72, i afventning af en sådan appel.
2. Den udstedende myndighed eller i givet fald den judicielle myndighed underretter straks alle personer, til hvem der er udstedt bekræftede genparter af beviset i henhold til artikel 70, stk. 1, om, at bevisets retsvirkninger er suspenderet.
Så længe bevisets retsvirkninger er suspenderet, må der ikke udstedes yderligere bekræftede genparter af beviset.
Der kræves ingen legalisering eller opfyldelse af tilsvarende formalitet for så vidt angår dokumenter udstedt i en medlemsstat i forbindelse med denne forordning.
1. Denne forordning berører ikke anvendelsen af internationale konventioner, som en eller flere medlemsstater er parter i på tidspunktet for denne forordnings vedtagelse, og som vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.
Medlemsstater, der er kontraherende parter i Haagerkonventionen af 5. oktober 1961 om lovkonflikter vedrørende formen for testamentariske dispositioner, anvender således fortsat bestemmelserne i konventionen i stedet for artikel 27 i denne forordning med hensyn til den formelle gyldighed af testamenter og fælles testamenter.
2. Uanset stk. 1 har denne forordning dog i forbindelserne mellem medlemsstaterne forrang for konventioner, der udelukkende er indgået mellem to eller flere medlemsstater, for så vidt sådanne konventioner vedrører områder, der er omfattet af denne forordning.
3. Denne forordning er ikke til hinder for de deri deltagende medlemsstaters anvendelse af konventionen af 19. november 1934 mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, der indeholder internationalprivatretlige bestemmelser om arv, testamenter og dødsboskifte, som ændret ved den mellemstatslige overenskomst af 1. juni 2012 mellem disse stater, i det omfang den indeholder bestemmelser om:
a) de proceduremæssige aspekter af bobehandlingen som fastsat i konventionen og bistand i denne forbindelse fra myndighederne i de kontraherende stater, der er part i konventionen, og
b) forenklede og hurtigere procedurer for anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende arv.
Denne forordning berører ikke anvendelsen af Rådets forordning (EF) nr. 1346/2000 af 29. maj 2000 om konkurs ().
Medlemsstaterne giver, med henblik på at stille oplysningerne til rådighed for offentligheden som led i Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område, Kommissionen et kort resumé af deres nationale lovgivning og procedurer vedrørende arveret, herunder oplysninger om, hvilken type myndighed der har kompetence i arvesager, og oplysninger om, hvilken type myndighed der har kompetence til at modtage erklæringer om vedgåelse af eller afkald på arv, legat eller tvangsarv.
Medlemsstaterne skal også tilvejebringe oplysningsskemaer, som indeholder alle de dokumenter og/eller oplysninger, der normalt kræves med henblik på registrering af fast ejendom, som befinder sig på deres område.
Medlemsstaterne sørger for, at oplysningerne løbende ajourføres.
1. Medlemsstaterne giver senest den 16. november 2014 Kommissionen meddelelse om:
a) navne og kontaktoplysninger på de retter eller myndigheder, der har kompetence til at behandle anmodninger om, at en retsafgørelse erklæres for eksigibel, i overensstemmelse med artikel 45, stk. 1, og klager over retsafgørelser om sådanne anmodninger i henhold til artikel 50, stk. 2
b) de procedurer for anfægtelse af appelafgørelser, der er omhandlet i artikel 51
c) relevante oplysninger vedrørende de myndigheder, der i henhold til artikel 64 er kompetente til at udstede beviset, og
d) de appelprocedurer, der er omhandlet i artikel 72.
Medlemsstaterne informerer Kommissionen om eventuelle senere ændringer af disse oplysninger.
2. Kommissionen offentliggør de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, i Den Europæiske Unions Tidende, bortset fra adresser og andre kontaktoplysninger på de retter og myndigheder, der er omhandlet i stk. 1, litra a).
3. Kommissionen gør alle de oplysninger, der meddeles i henhold til stk. 1, offentligt tilgængelige på enhver anden hensigtsmæssig måde, navnlig via Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område.
1. Kommissionen udarbejder på grundlag af medlemsstaternes meddelelser en liste over de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i artikel 3, stk. 2.
2. Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om eventuelle senere ændringer af oplysningerne på listen. Kommissionen ændrer listen i overensstemmelse hermed.
3. Kommissionen offentliggør listen og eventuelle senere ændringer i Den Europæiske Unions Tidende.
4. Kommissionen gør alle oplysninger, der er meddelt i henhold til stk. 1 og 2, offentligt tilgængelige på anden passende måde, navnlig gennem Det Europæiske Retlige Netværk på det civil- og handelsretlige område.
Kommissionen vedtager gennemførelsesretsakter til udarbejdelse og senere ændring af de attester og formularer, der er omhandlet i artikel 46, 59, 60, 61, 65 og 67. Disse gennemførelsesretsakter vedtages efter rådgivningsproceduren i artikel 81, stk. 2.
1. Kommissionen bistås af et udvalg. Dette udvalg er et udvalg, som omhandlet i forordning (EU) nr. 182/2011.
2. Når der henvises til dette stykke, anvendes artikel 4 i forordning (EU) nr. 182/2011.
Senest den 18. august 2025 forelægger Kommissionen Europa-Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg en rapport om anvendelsen af denne forordning, herunder en evaluering af eventuelle praktiske problemer, der er opstået i forbindelse med parallelle udenretslige forlig i arvesager i forskellige medlemsstater eller i forbindelse med et udenretsligt forlig i én medlemsstat gennemført parallelt med et forlig for en ret i en anden medlemsstat. Rapporten ledsages om nødvendigt af forslag til ændringer.
1. Denne forordning finder anvendelse på arv efter personer, som afgår ved døden på eller efter 17. august 2015.
2. Når afdøde før datoen for denne forordnings anvendelse har valgt 17. august 2015, hvilken lov der skal finde anvendelse på arven, er dette valg gyldigt, hvis det opfylder betingelserne i kapitel III, eller hvis det er gyldigt i henhold til de internationalprivatretlige regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor valget blev truffet, i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, eller i en hvilken som helst af de stater, hvor den pågældende var statsborger.
3. En dødsdisposition foretaget før 17. august 2015 er antagelig og gyldig, både materielt og med hensyn til form, hvis den opfylder betingelserne i kapitel III, eller hvis den er antagelig og gyldig, både materielt og med hensyn til form, i henhold til de internationalprivatretlige regler, der var gældende på det tidspunkt, hvor dispositionen blev foretaget, i den stat, hvor den afdøde havde sit sædvanlige opholdssted, eller i en hvilken som helst af de stater, hvor den pågældende var statsborger, eller i den medlemsstat, hvor den myndighed befinder sig, der behandler arvesagen.
4. Er en dødsdisposition truffet før 17. august 2015 i overensstemmelse med den lov, som den afdøde kunne have valgt i henhold til denne forordning, betragtes denne lov som valgt til at være den lov, der finder anvendelse på arven.
Denne forordning træder i kraft på tyvendedagen efter offentliggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.
Den anvendes fra 17. august 2015 ►C1 bortset fra artikel 77 og 78, der anvendes fra 16. november 2014 ◄ , og artikel 79, 80 og 81, der anvendes fra 5. juli 2012.
Denne forordning er bindende i alle enkeltheder og gælder umiddelbart i medlemsstaterne i overensstemmelse med traktaterne.
() EUT C 44 af 11.2.2011, s. 148.
() Europa-Parlamentets holdning af 13.3.2012 (endnu ikke offentliggjort i EUT) og Rådets afgørelse af 7.6.2012.
() EFT C 12 af 15.1.2001, s. 1.
() EUT C 53 af 3.3.2005, s. 1.
() EUT C 115 af 4.5.2010, s. 1.
() EFT L 174 af 27.6.2001, s. 25.
() EFT L 124 af 8.6.1971, s. 1.
() EUT L 55 af 28.2.2011, s. 13.
() EUT L 324 af 10.12.2007, s. 79.
() EFT L 160 af 30.6.2000, s. 1.
a) kan gøres til genstand for anke eller fornyet prøvelse ved en judiciel myndighed, og
b) har tilsvarende retskraft og retsvirkning som en retsafgørelse truffet af en judiciel myndighed i samme sag.
Medlemsstaterne giver Kommissionen meddelelse om de andre myndigheder og juridiske aktører, der er omhandlet i første afsnit, i overensstemmelse med artikel 79.
3. Uanset stk. 2 kan den ret, der udpeger en eller flere bobestyrere i henhold til stk. 1, undtagelsesvis i de tilfælde, hvor den lov, der finder anvendelse på arven, er en tredjestats lov, beslutte at give disse bobestyrere alle de bobestyrerbeføjelser, som er mulige i medfør af loven i den medlemsstat, hvor bobestyrerne er udpeget.
Når bobestyrerne udøver sådanne beføjelser skal de dog navnlig respektere fastlæggelsen af de arveberettigede og disses rettigheder i boet, herunder deres ret til tvangsarv eller krav mod boet eller arvingerne i henhold til den lov, der finder anvendelse på arven.
l) en erklæring om, at der efter ansøgerens bedste vidende ikke verserer nogen sag om de forhold, der skal attesteres
m) andre oplysninger, som ansøgeren finder nyttige med henblik på udstedelse af beviset.
