Juridisk søgeværktøj

Den 5. maj 2021 skrev klageren, Mathias Friis Mortensen, som privatperson et opslag på det sociale medie Twitter som svar på en anden brugers opslag. Diskussionen drejede sig om en person, der var blevet anholdt for at kalde en politibetjent for en "idiot". Klageren skrev følgende: "Lad mig lige forstå det ret ... R.P. har lov til at være nazist, brænde koraner og sige forfærdelige ting om folk udelukkende på baggrund af deres etniske oprindelse, men [en anden person] bliver anholdt for at kalde en politibetjent for en idiot?" R.P. (Rasmus Paludan) var stifter og leder af det højreorienterede og anti-islamiske parti Stram Kurs. R.P. var på det tidspunkt en meget omtalt person i den offentlige debat, især på grund af sine koranafbrændinger og udtalelser om etniske minoriteter. Han var tidligere selv dømt for injurier og for overtrædelse af Straffeloven § 266 b (racismeparagraffen). R.P. anlagde privat straffesag mod klageren for injurier efter Straffeloven § 267. De nationale domstoles behandling Retten i Randers og efterfølgende Vestre Landsret fandt, at udtrykket "nazist" var ærekrænkende og ubeføjet. Landsretten vurderede, at de fremlagte oplysninger om R.P.'s holdninger og adfærd ikke udgjorde et tilstrækkeligt faktuelt grundlag for at kalde ham nazist. Retten fandt desuden, at opslaget ikke bidrog til en samfundsrelevant debat i den konkrete sammenhæng, da diskussionen oprindeligt handlede om en anholdelse for politifornærmelse. Klageren blev idømt 10 dagbøder á 1.000 kr. og pålagt at betale 30.000 kr. i godtgørelse til R.P. Parternes argumenter for Domstolen

Sagen omhandler Hashim Abdi Abdule, en somalisk statsborger født i 1997, der kom til Danmark som syvårig i 2004. Klageren blev ved en dom fra Højesteret den 5. november 2024 fundet skyldig i forsøg på røveri og vold, hvilket resulterede i et års fængsel og udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Sagens faktiske omstændigheder Klageren har boet lovligt i Danmark det meste af sit liv, men har opbygget en omfattende kriminel historik. Det aktuelle røveriforsøg blev begået med kniv mod en taxachauffør. Allerede som 17-årig blev han idømt en betinget udvisning for røveri. Mellem 2014 og 2024 er han blevet dømt for mere end 30 lovovertrædelser, herunder vold og gentagne overtrædelser af våbenloven ved besiddelse af kniv på offentlige steder. Parternes argumenter Klageren anførte, at udvisningen udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8, da han havde tilbragt næsten hele sin opvækst i Danmark. Han argumenterede for, at indrejseforbuddet på seks år i praksis var en permanent udelukkelse, og at hans tilknytning til Danmark var væsentligt stærkere end hans tilknytning til Somalia. Staten anførte over for de nationale domstole, at udvisningen var nødvendig af hensyn til den offentlige orden og forebyggelse af kriminalitet, især set i lyset af klagerens vedvarende mangel på respekt for lovgivningen trods en tidligere advarsel i form af en betinget udvisning.

Sagen omhandler Khaled Miari, en statsløs palæstinenser født i Libanon, der kom til Danmark i 1986 som 13-årig. Han har boet lovligt i Danmark i over 34 år og opnåede permanent opholdstilladelse i 1991. Klageren var velintegreret, havde gennemført en professionsbachelor i specialpædagogik og havde arbejdet inden for socialområdet, før han efter en personlig krise endte i et stofmisbrug og kriminalitet. Sagens faktiske omstændigheder I 2022 blev klageren ved Retten i Odense idømt tre års fængsel for overtrædelse af Straffeloven § 191 for besiddelse og videresalg af betydelige mængder kokain, heroin og hash. I forbindelse med straffesagen nedlagde anklagemyndigheden påstand om udvisning. Klageren argumenterede for, at han havde hele sit netværk og 77 familiemedlemmer i Danmark, mens han kun havde minimal tilknytning til Libanon og talte sproget mangelfuldt. De nationale domstoles behandling Byretten og Østre Landsret vurderede, at betingelserne for udvisning i Udlændingeloven § 22 var opfyldt. Landsretten foretog en konkret proportionalitetsafvejning i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Selvom klageren havde stærke bånd til Danmark, fandt retten, at kriminalitetens grovhed vejede tungere. "Landsretten finder, at hensynene til at udvise [klageren] er så tvingende, at de vejer tungere end de hensyn, der taler imod udvisning på grund af hans stærke bånd til Danmark." Landsretten bemærkede, at et permanent indrejseforbud, som ellers er standard efter Udlændingeloven § 32 ved fængselsstraffe over 1,5 år, ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Derfor blev indrejseforbuddet nedsat til seks år. Oversigt over sagens nøglepunkter

Sagen omhandler den 23-årige E., der afgik ved døden i januar 2011 efter at være blevet fikseret i en brystvendt benlås i Kolding Arresthus. E. afsonede en dom for røveri og trusler og blev den 11. januar 2011 flyttet til en observationscelle på grund af agiteret og voldelig adfærd. Fire fængselsbetjente lagde E. i en brystvendt benlås på gulvet og gav ham håndjern på. E. blev fastholdt i denne position i ca. 13 minutter, hvorefter personalet opdagede, at han ikke længere havde puls. På trods af hurtig førstehjælp og genoplivning på hospitalet døde han tre dage senere uden at have genvundet bevidstheden. En obduktion kunne ikke med sikkerhed fastslå dødsårsagen, men pegede på et muligt hjertestop som følge af en akut stressreaktion (excited delirium syndrome), hvor fikseringen i den brystvendte position kan have hæmmet hans vejrtrækning og bidraget til dødsfaldet. Nationale procedurer og klagerens påstande Efter dødsfaldet blev der iværksat en strafferetlig efterforskning mod de involverede fængselsbetjente, men sagen blev indstillet af anklagemyndigheden, da man ikke fandt grundlag for at rejse tiltale. E.'s mor, klageren i denne sag, anlagde herefter et civilt søgsmål mod Kriminalforsorgen med påstand om erstatning for overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 2 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3. Klageren argumenterede for, at de danske myndigheder ikke havde opfyldt deres positive forpligtelse til at give fængselsbetjente klare instrukser om risiciene ved brystvendt benlås, selvom disse risici var kendt internationalt og af det danske politi. De danske domstole (Københavns Byret og Østre Landsret) frifandt dog staten og fandt, at den anvendte magt ikke var gået ud over det nødvendige, og at træningen af personalet var tilstrækkelig ud fra den viden, man havde på det pågældende tidspunkt.

Sagen omhandler en irakisk statsborger, der blev udvist af Danmark med et 12-årigt indrejseforbud efter en dom for grov vold. Klageren kom til Danmark i 1998 som syvårig og opnåede permanent opholdstilladelse i 2002. Han havde en betydelig kriminel forhistorie, herunder domme for røveriforsøg og vold, og modtog i 2019 en advarsel om udvisning. I 2021 blev han ved Retten i Roskilde idømt to år og tre måneders fængsel for grov vold efter Straffeloven § 245. Overfaldet skete i forening med flere gerningsmænd, hvor offeret blev stukket fem gange med kniv, hvilket var potentielt livsfarligt. I forbindelse med dommen blev han udvist af Danmark med et indrejseforbud i 12 år. Klagerens personlige forhold Klageren var på tidspunktet for udvisningen 30 år gammel og havde boet i Danmark i over 21 år. Han talte flydende dansk og havde det meste af sin skolegang og arbejdsliv i Danmark. Han var gift med en dansk statsborger, og parret havde fået en datter i marts 2021. Klageren anførte, at hans tilknytning til Danmark var væsentligt stærkere end til Irak, hvor han ikke havde boet siden barndommen og kun talte begrænset arabisk. Parternes argumenter Klageren argumenterede for, at det 12-årige indrejseforbud i praksis fungerede som et permanent forbud. Han henviste til, at han som irakisk statsborger tilhører en visumgruppe (gruppe 5), hvor indrejse kun tillades under helt ekstraordinære omstændigheder. Han mente derfor, at hans udsigt til nogensinde at se sin familie i Danmark igen var rent teoretisk. Den danske regering gjorde gældende, at de nationale domstole havde foretaget en grundig proportionalitetsafvejning i overensstemmelse med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Regeringen påpegede: "...at indrejseforbuddet bevidst blev nedsat fra permanent til 12 år netop for at sikre overensstemmelse med internationale forpligtelser, og at klageren havde begået meget alvorlig personfarlig kriminalitet kort efter en advarsel om udvisning." Regeringen fremlagde desuden statistikker for at vise, at udviste udlændinge med tidsbegrænsede indrejseforbud faktisk har haft held med at opnå familiesammenføring efter forbuddets udløb.

Sagen drejer sig om Zana Sharafane, en irakisk statsborger født og opvokset i Danmark, der blev udvist med et seksårigt indrejseforbud efter en dom for alvorlig narkokriminalitet. Det centrale spørgsmål var, om udvisningen var forenelig med hans ret til privatliv, når hans reelle muligheder for at vende tilbage til Danmark efter indrejseforbuddets udløb var yderst begrænsede. Sagens baggrund og kriminaliteten Klageren blev i maj 2021 dømt ved Retten i Aalborg for overtrædelse af Straffeloven § 191 for besiddelse af 57 kg cannabis og 107 gram kokain med henblik på videresalg. Han blev idømt to år og seks måneders fængsel. Da han var født i Danmark og aldrig tidligere straffet, gav byretten ham oprindeligt kun en advarsel om udvisning. Anklagemyndigheden ankede afgørelsen til Vestre Landsret, som i marts 2022 ændrede dommen til udvisning med et indrejseforbud på seks år. Landsretten vurderede, at et permanent indrejseforbud, som ellers er standarden i Udlændingeloven § 32 ved sådanne straffe, ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Proportionalitetsvurdering og visumregler Klageren gjorde gældende, at han har hele sit liv, sin familie og sit sociale netværk i Danmark og absolut ingen tilknytning til Irak. Han anførte desuden, at det seksårige forbud reelt fungerede som et permanent forbud. Dette skyldes, at han som irakisk statsborger tilhører den såkaldte "visumgruppe 5", hvilket betyder, at han selv efter indrejseforbuddets udløb kun ville kunne få visum under helt ekstraordinære omstændigheder, da han ikke har ægtefælle eller børn i Danmark. "For ham ville det seksårige indrejseforbud de facto svare til et permanent indrejseforbud, da mulighederne for genindrejse er rent teoretiske."

Sagen vedrører Ilhan Savuran, en tyrkisk statsborger født i Danmark i 1991, som blev udvist af de danske myndigheder efter en dom for alvorlig narkotikakriminalitet. Klageren havde boet hele sit liv i Danmark, var uddannet mekaniker og havde hele sin familie i landet. Sagens baggrund og straffedom I 2021 blev klageren dømt ved Retten i Glostrup for overtrædelse af Straffeloven § 191 for besiddelse og salg af i alt 350 gram kokain over en periode på syv måneder. Han blev idømt to års fængsel. Byretten valgte oprindeligt kun at tildele ham en advarsel om udvisning, idet retten vurderede, at en udvisning ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8 grundet hans stærke bånd til Danmark. Sagen blev anket af anklagemyndigheden til Østre Landsret, som i april 2022 skærpede straffen til to år og tre måneders fængsel. Landsretten besluttede samtidig at udvise klageren med et indrejseforbud i seks år. Parternes argumenter Klageren gjorde gældende, at han havde boet i Danmark i 30 år og aldrig tidligere var blevet advaret om udvisning. Han argumenterede for, at han ingen reel tilknytning havde til Tyrkiet, og at udvisningen i praksis ville være permanent, da det ville være teoretisk umuligt for ham at opnå opholdstilladelse igen. Den danske regering anførte, at de nationale domstole havde foretaget en grundig proportionalitetsafvejning. De lagde vægt på, at der var tale om planlagt og omfattende narkotikasalg, hvilket udgjorde en alvorlig trussel mod den offentlige orden. Regeringen fremhævede desuden, at landsretten havde brugt sin skønsbeføjelse til at begrænse indrejseforbuddet til seks år frem for et permanent forbud.

Sagen omhandler den syriske statsborger Martin Treesh Winther, der indrejste i Danmark som 20-årig i september 2014 og fik opholdstilladelse som flygtning i februar 2015. Sagen drejer sig om, hvorvidt en dom om udvisning med et seksårigt indrejseforbud som følge af kriminalitet udgør en krænkelse af hans ret til privat- og familieliv. De kriminelle forhold og domfældelsen I marts 2019 blev ansøgeren ved Retten i Aalborg dømt for blandt andet grov vold efter Straffeloven § 245. Forbrydelsen involverede et planlagt overfald med bat og flaske i forbindelse med gældsindrivelse. Han blev desuden dømt for afpresning, forsøg på tvang, besiddelse af narkotika og indførsel af falske euro-sedler. Han blev idømt otte måneders fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud på seks år i medfør af Udlændingeloven § 24. Familieliv og bånd til Danmark Ansøgeren gjorde gældende, at udvisningen ville være i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Han har en dansk kæreste, som han har boet sammen med siden 2018, og de fik i 2019 tvillinger, som er danske statsborgere. Da sagen blev behandlet ved Højesteret, blev der lagt vægt på, at hans kæreste og børn er danske, og at det ville være meget vanskeligt for dem at følge ham til Syrien. Udvisningens iværksættelse Selvom udvisningen blev stadfæstet, afgjorde Flygtningenævnet senere, at ansøgeren ikke kunne udsendes tvangsmæssigt til Syrien på grund af den generelle situation i landet. Han blev derfor placeret på "tålt ophold". Ansøgeren forlod efterfølgende Danmark for at søge asyl i Holland, men blev senere returneret til Danmark, hvor han blev anholdt i maj 2024.

Denne sag vedrører et medlem af trossamfundet Jehovas Vidner, Leif Lindholm (L), som blev indlagt akut efter et fald og modtog en blodtransfusion, selvom han tidligere skriftligt havde tilkendegivet sit afslag på en sådan behandling af religiøse årsager. Sagens faktiske omstændigheder Den 19. september 2014 blev den 67-årige L indlagt på hospitalet efter et fald på to meter gennem et tag. Han var på det tidspunkt i behandling med blodfortyndende medicin, hvilket øgede risikoen for indre blødninger. Ved indlæggelsen var han disorienteret og mistede senere bevidstheden. L bar på sig et lægeligt forhåndsdirektiv og en fuldmagt, som han havde underskrevet i 2012, hvor der stod: "Jeg, L ... er et af Jehovas Vidner, og jeg anviser, at der UNDER INGEN OMSTÆNDIGHEDER gives mig TRANSFUSIONER af fuldblod, røde blodlegemer, hvide blodlegemer, blodplader eller plasma, selvom sundhedspersonale mener, at de er nødvendige for at bevare mit liv." L's tilstand forværredes hurtigt med blødninger ved lungerne og et faldende hæmoglobinniveau. Da han var bevidstløs og hans tilstand blev livstruende på grund af tryk i hjernen og ekstremt lav blodprocent, besluttede den ledende overlæge den 22. september 2014 at administrere en blodtransfusion for at redde hans liv. L genvandt aldrig bevidstheden og afgik ved døden en måned senere af årsager, der ikke var relateret til transfusionen. Parternes påstande og nationale retssager L's hustru klagede over behandlingen. Sagen blev indbragt for de danske domstole, hvor Østre Landsret oprindeligt fandt, at der var sket en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 9. Landsretten lagde vægt på, at der ikke var nogen begrundet tvivl om L's ønske. Højesteret omstødte dog dommen og frifandt myndighederne. Højesteret henviste til Sundhedsloven § 24, hvorefter et afslag på blodtransfusion skal gives i tilknytning til den aktuelle sygdomssituation og baseres på information fra sundhedspersonalet om konsekvenserne. Da L var bevidstløs og ikke kunne bekræfte sit afslag i den konkrete situation, var lægerne berettigede til at give livreddende behandling efter Sundhedsloven § 19.

Sagen omhandler en ung kvinde, der i juni 2021 anmeldte en voldtægt begået mod hende. Selvom statsadvokaten omstødte en oprindelig beslutning om at indstille efterforskningen, betød en række administrative svigt, at fristen for at forkynde denne beslutning for den mistænkte blev overskredet. Dette medførte, at sagen blev afvist af domstolene, og retsforfølgningen af den formodede gerningsmand blev umuliggjort. Sagens faktiske omstændigheder og de administrative fejl Klageren anmeldte voldtægten den 7. juni 2021, hvorefter en mistænkt (A) blev varetægtsfængslet. Den 30. juli 2021 besluttede den lokale anklagemyndighed dog at opgive sigtelsen på grund af bevisets stilling. Klageren påklagede afgørelsen til Statsadvokaten, som den 16. september 2021 besluttede at genoptage sagen og rejse tiltale. Efter Retsplejeloven § 724 stk. 2 skulle denne beslutning forkyndes for A senest to måneder efter den oprindelige beslutning, hvilket i dette tilfælde var den 30. september 2021. Statsadvokaten begik imidlertid tre på hinanden følgende fejl, som forhindrede rettidig forkyndelse: Sagens afvisning og klagerens retsmidler Som følge af fristoverskridelsen blev sagen mod A afvist af byretten den 16. november 2021. Klageren forsøgte efterfølgende at søge erstatning ved Erstatningsnævnet, som dog afslog anmodningen med henvisning til, at det ikke var tilstrækkeligt godtgjort, at der var begået en strafbar handling. Klageren forsøgte også forgæves at rejse et erstatningskrav mod anklagemyndigheden gennem en forenklet procedure i retsplejeloven, men fik besked på, at dette skulle ske gennem et civilt søgsmål.

Sagen omhandler en marokkansk statsborger, A.A., der i 2016 indrejste i Danmark og søgte asyl. Klageren anførte, at han i Marokko var blevet tilbageholdt og udsat for tortur som følge af sin deltagelse i fredelige demonstrationer for Vestsaharas selvstændighed. Han hævdede blandt andet, at han var blevet voldtaget, og at hans negle var blevet revet ud under tilbageholdelse. Sagens forløb i det danske asylsystem Udlændingestyrelsen afviste i første omgang asylansøgningen, hvilket blev påklaget til Flygtningenævnet. Ved sagens behandling i Flygtningenævnet mødte klageren ikke op til den mundtlige forhandling, hvilket han efterfølgende begrundede med en misforståelse af datoen. Hans advokat var dog til stede og fremlagde sagen. Nævnet stadfæstede afslaget i august 2019. En retsmedicinsk undersøgelse fra 2018 konkluderede, at klageren udviste fysiske og psykiske tegn (herunder PTSD), der var forenelige med de påståede traumatiske oplevelser. Flygtningenævnet lagde dog vægt på, at der ikke var specifikke fysiske beviser for de mest grove overgreb (såsom voldtægt eller fjernelse af negle), selvom undersøgelsen heller ikke kunne udelukke dem. Parternes argumenter Klageren anførte, at en udvisning til Marokko ville krænke Torturkonventionen Artikel 3 og Torturkonventionen Artikel 16. Han understregede sin sårbarhed som torturoffer og kritiserede, at han ikke var blevet hørt personligt af Flygtningenævnet. Den danske stat argumenterede for, at klagen var åbenbart grundløs. Staten påpegede, at klageren var blevet i Vestsahara i et år efter sin seneste tilbageholdelse, og at hans familiemedlemmer fortsat opholdt sig i området uden problemer, hvilket svækkede troværdigheden af en aktuel, personlig risiko for tortur ved hjemsendelse.

Sagen blev anlagt af Foreningen imod Ulovlig Logning mod det danske Justitsministerium. Foreningen anfægtede lovligheden af de danske regler om logning og opbevaring af trafikdata hos udbydere af elektroniske kommunikationsnet og -tjenester (Logningsbekendtgørelsen). Sagens baggrund og de nationale retssager Foreningen indledte i 2018 sag ved Københavns Byret, som senere blev henvist til Østre Landsret. Foreningen nedlagde to påstande: At Logningsbekendtgørelsen skulle erklæres ugyldig eller uanvendelig som følge af uoverensstemmelse med EU-ret og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. At Justitsministeriet ikke hurtigt nok havde bragt den ulovlige retstilstand til ophør efter EU-Domstolens praksis. Landsretten frifandt ministeriet i den første påstand med henvisning til, at danske domstole i konkrete sager skal undlade at anvende regler, der strider mod EU-retten, men at dette ikke medfører generel ugyldighed af bekendtgørelsen. Den anden påstand blev afvist, da foreningen ikke blev anset for at have den fornødne retlige interesse (locus standi). Højesterets afgørelse Højesteret stadfæstede landsrettens dom i marts 2022. Højesteret lagde vægt på, at dansk procesret ikke tillader et abstrakt søgsmål om generel ugyldighed eller uanvendelighed af en bekendtgørelse uafhængig af konkrete omstændigheder. Domstolen anførte, at foreningen kunne have fået prøvet reglernes gyldighed, hvis de havde anlagt sagen i relation til en konkret tvist eller en specifik situation, hvor deres data var blevet logget. Klagerens argumenter for Domstolen Foreningen klagede til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over, at de danske logningsregler krænkede deres ret til privatliv og ytringsfrihed. De argumenterede desuden for, at de ikke havde adgang til et effektivt retsmiddel i Danmark, da Højesteret afviste at behandle sagen i det abstrakte format, den var anlagt i. "Foreningen gjorde gældende, at et erstatningssøgsmål ikke ville være et effektivt retsmiddel, da de ikke havde interesse i økonomisk kompensation, og da chancen for at få tilkendt godtgørelse for ikke-økonomisk skade var minimal."

Sagen omhandler T.M., en kvinde fra Zimbabwe, der søgte asyl i Danmark med henvisning til en risiko for kønsbaseret vold og politisk forfølgelse i sit hjemland. Hun anførte specifikt en frygt for at blive tvunget ind i et ægteskab som en "erstatningsbrud" for sin afdøde kusine og for at blive udsat for yderligere overgreb fra kusinens efterladte mand, som hun hævdede tidligere havde voldtaget hende. Sagens omstændigheder og klagerens argumenter Klageren ankom til Danmark i 2017 på et au pair-visum, men gik under jorden efter visummets udløb. Hun blev anholdt i 2019 og søgte først herom asyl. Udover den kønsbaserede risiko gjorde hun gældende, at hendes far var lokalformand for oppositionspartiet MDC, hvilket angiveligt havde ført til flere voldelige chikanetilfælde mod hende og hendes familie fra regeringspartiet ZANU-PF's side. Hun anførte desuden, at hendes varetægtsfængsling i Vestre Fængsel i en afdeling med mandlige indsatte krænkede hendes rettigheder under Kvindekonventionen Artikel 2 og Kvindekonventionen Artikel 12. "Klageren anførte, at hendes tidligere erfaringer som offer for seksuel vold og risikoen for fremtidig umenneskelig og nedværdigende behandling, som hun ikke ville kunne finde beskyttelse imod i Zimbabwe, udgjorde en overtrædelse af statens forpligtelser." Statens bemærkninger Den danske stat anførte, at klagen skulle afvises. Flygtningenævnet havde vurderet, at klageren ikke havde sandsynliggjort en personlig risiko for forfølgelse. Staten påpegede, at klageren havde et mandligt netværk i Zimbabwe bestående af sin far og brødre, som kunne yde beskyttelse. Hvad angår fængselsforholdene, anførte staten, at klageren ikke havde udtømt nationale retsmidler, da hun ikke havde indbragt sagen for de danske domstole i henhold til Grundloven § 63.

Sagen omhandler en somalisk kvinde, H.H., og hendes to børn, Sa.A.A. og Su.A.A., som alle er født i Danmark. Familien stod til udvisning til Somalia, efter at de danske myndigheder havde nægtet at forlænge moderens opholdstilladelse og efterfølgende afvist deres asylansøgninger. Sagsforløb og parternes argumenter Moderen søgte om asyl på vegne af sine børn med den primære begrundelse, at datteren ville være i overhængende risiko for at blive udsat for kvindelig omskæring (FGM), og sønnen for mandlig omskæring, hvis de blev sendt tilbage til Somalia. Hun forklarede, at hun som enlig og uuddannet kvinde ikke ville have ressourcerne eller den familiære opbakning til at modstå det massive sociale pres for at få børnene omskåret. "Alle piger i klagerens familie, inklusive hende selv, er blevet udsat for kvindelig omskæring, og hendes børn er de eneste i familien, der endnu ikke er omskåret." De danske myndigheder, repræsenteret ved Flygtningenævnet, afviste asylansøgningerne. Nævnet vurderede, at moderen var en "ressourcestærk person", der var erklæret modstander af omskæring, og at hun derfor ville være i stand til at beskytte sine børn. Myndighederne lagde også vægt på, at moderens troværdighed var svækket grundet uoverensstemmelser i hendes forklaringer om sit bagland i Somalia. Risikoen i Somalia Klageren anførte, at baggrundsoplysninger om Somalia viser, at kvindelig omskæring er ekstremt udbredt (omkring 99 % af alle piger), og at presset er så voldsomt, at forældres personlige modstand sjældent er tilstrækkelig beskyttelse. Hun frygtede specifikt, at børnenes farmor ville tvinge indgrebet igennem.

Sagen omhandler en rumænsk statsborger, hr. Strugurel Ion Dian, der klagede over en dom for betleri afsagt af de danske domstole. Klageren blev den 6. marts 2019 ved Københavns Byret fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 197 ved at have tigget på Strøget i København. Da han tidligere var straffet for samme forhold, blev han idømt 20 dages fængsel. Sagens faktiske omstændigheder Klageren, der er født i 1957, er analfabet og har ingen formel uddannelse. Han har gennem flere år opholdt sig i Danmark i perioder på omkring tre måneder ad gangen, hvorefter han er vendt tilbage til Rumænien. I Danmark har han overlevet ved at samle flasker, sælge avisen "Hus Forbi" og ved betleri. Han har forklaret, at han regelmæssigt sender penge hjem til sin familie i Rumænien, hvor han har en kone og tolv voksne børn. Da han blev anholdt den 25. januar 2019, var han i besiddelse af kontanter svarende til ca. 1.000 danske kroner. Han forklarede under retssagen, at han også var misbruger af kokain og cannabis, som han fik gratis fra forbipasserende. Parternes argumenter Klageren gjorde gældende, at domfældelsen og fængselsstraffen udgjorde en krænkelse af hans rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8 om ret til respekt for privatliv og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 10 om ytringsfrihed. Han henviste til, at han befandt sig i en ekstremt sårbar situation og tiggede for at sikre sin overlevelse. Den danske regering argumenterede for, at sagen ikke faldt under anvendelsesområdet for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8, og at klageren ikke var i en så sårbar situation som i tidligere retspraksis (f.eks. Lacatus mod Schweiz). Regeringen påpegede, at klageren havde andre indtægtskilder og adgang til social hjælp i form af hjemrejseydelser, hvis han var i nød.

Sagen omhandler Karnchana Wangthan, en thailandsk statsborger, der i 2017 som 37-årig indrejste i Danmark sammen med sine to børn. Hun blev efterfølgende gift med en dansk statsborger og opnåede opholdstilladelse på baggrund af familiesammenføring. Klageren blev i december 2021 dømt for alvorlige kriminelle forhold begået i en familiemæssig kontekst. Sagens faktiske omstændigheder Klageren blev ved Retten i Nykøbing Falster fundet skyldig i overtrædelse af blandt andet Straffeloven § 245, jf. § 21, for forsøg på grov vold ved at have forsøgt at stikke sin ægtefælle med en kniv, mens hun truede med at dræbe ham. Desuden blev hun dømt for vold mod sin søn gennem en periode på to år, herunder for at have slået, kradset og sparket ham. Hun blev idømt seks måneders fængsel og udvist af Danmark med et indrejseforbud i seks år. De nationale domstoles vurdering Både byretten og Østre Landsret lagde vægt på, at klageren kun havde boet i Danmark i under fire år, da forbrydelserne blev begået. Retterne vurderede hendes tilknytning til Danmark som værende begrænset, da hun primært talte engelsk med sin mand og thai med sine børn, og hendes kendskab til det danske sprog var mangelfuldt. Modsat blev hendes bånd til Thailand vurderet som stærke, da hun var født og opvokset der og havde taget sin uddannelse i landet. I forhold til børnene, der var 10 og 12 år gamle på tidspunktet for landsrettens dom, fandt domstolen følgende: De to børn, som begge er thailandske statsborgere, har boet i Danmark siden 2017. Selvom de har dannet visse bånd til Danmark, må det antages, at de i kraft af deres unge alder og kendskab til det thailandske sprog vil kunne reintegreres i det thailandske samfund uden uoverstigelige vanskeligheder. Klagerens påstande Klageren anførte for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, at udvisningen var et uproportionalt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Hun betonede, at hun ikke tidligere var straffet, og at hendes ægtefælle ønskede at opretholde ægteskabet.

Sagen blev anlagt af seks portugisiske statsborgere i alderen 12 til 24 år mod Portugal og 32 andre europæiske stater. Klagerne hævdede, at staterne ikke havde opfyldt deres forpligtelser til at bekæmpe klimaforandringer, hvilket udgjorde en overtrædelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 2, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8 og Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 14. Sagens baggrund og faktiske omstændigheder Klagerne bor i Portugal, et land der i de senere år har været ramt af ekstreme hedebølger og ødelæggende skovbrande, herunder de voldsomme brande i 2017. De anførte, at klimaforandringerne direkte påvirker deres fysiske og mentale helbred, deres livskvalitet og deres fremtidige rettigheder. De pegede specifikt på, at de på grund af varmen er tvunget til at opholde sig indendørs, har svært ved at sove og lider af angst for fremtidens klimakatastrofer. To af klagerne fremlagde lægelig dokumentation for luftvejssygdomme, som de mente blev forværret af klimaforandringer. Parternes argumenter Klagerne argumenterede for, at staterne har en positiv forpligtelse til at handle hurtigt og effektivt for at begrænse den globale opvarmning til 1,5°C i overensstemmelse med Parisaftalen. De hævdede, at staterne udøver jurisdiktion over dem – selv de stater, hvor de ikke er bosat – fordi disse staters drivhusgasemissioner påvirker deres rettigheder i Portugal. Svarende regeringer bestred dette og anførte, at klagerne ikke faldt under deres jurisdiktion i konventionens forstand. De argumenterede ligeledes for, at klagen var en actio popularis (en sag anlagt i almenhedens interesse snarere end for en personlig krænkelse), og at klagerne ikke havde udtømt de nationale retsmidler i Portugal, før de gik til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. "Problemet med klimaforandringer er af en sand eksistentiel natur for menneskeheden... Men disse overvejelser kan ikke i sig selv tjene som grundlag for ved retlig fortolkning at skabe et nyt grundlag for ekstraterritorial jurisdiktion."

Sagen vedrører Safet Sarac, en bosnisk statsborger født i 1986, der kom til Danmark som syvårig i 1993. Han og hans familie fik i 1995 meddelt opholdstilladelse som flygtninge i medfør af Udlændingeloven § 7. På tidspunktet for de retslige skridt havde han boet lovligt i Danmark i omkring 26 år. Kriminel forhistorie og den konkrete sag Klageren havde en begrænset kriminel fortid bestående af to domme fra 2012 og 2013 for overtrædelser af lov om euforiserende stoffer, hvilket resulterede i henholdsvis en kort betinget fængselsstraf og en bøde. Han havde aldrig tidligere modtaget en advarsel om udvisning. I februar 2020 blev klageren ved Retten i Randers dømt for overtrædelse af Straffeloven § 191 for besiddelse af betydelige mængder narkotika med henblik på videresalg, herunder ca. 643 gram amfetamin, 49 gram kokain samt ecstasy og cannabis. Han blev desuden fundet skyldig i ulovlig våbenbesiddelse. Retten idømte ham to års fængsel og besluttede, at han skulle udvises af Danmark med et livsvarigt indrejseforbud. Behandlingen i de danske domstole Klageren forklarede under sagen, at han havde boet i Danmark næsten hele sit liv, arbejdede som automekaniker for sin bror og ikke havde nogen reel kontakt til sit fødeland, Bosnien-Hercegovina. Han anførte, at hans sociale og familiære bånd udelukkende var knyttet til Danmark. Vestre Landsret stadfæstede byrettens dom i juni 2020. Landsretten fandt, at selvom udvisningen ville være et betydeligt indgreb i klagerens privatliv beskyttet af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8, var de samfundsmæssige hensyn bag udvisningen tungere end klagerens personlige interesser. Retten vurderede, at klageren ikke var ude af stand til at etablere et liv i Bosnien-Hercegovina.

Sagen omhandler en vietnamesisk kvinde, der blev udvist af Danmark med et 12-årigt indrejseforbud efter at være blevet dømt for alvorlig narkokriminalitet og tyveri. Sagens baggrund Klageren kom til Danmark som 13-årig i 1989 som kvoteflygtning og fik permanent opholdstilladelse i 1994. På tidspunktet for straffesagen havde hun boet i Danmark i over 29 år. Hun har tre døtre, der alle er danske statsborgere. En af døtrene er voksen, men lider af alvorlige psykiske og fysiske handicaps efter et selvmordsforsøg, og klageren fungerede som hendes primære omsorgsperson. De strafbare forhold og domstolens behandling I 2019 blev klageren ved byretten dømt for produktion af store mængder cannabis og for omfattende tyveri af elektricitet. Hun blev oprindeligt idømt tre års fængsel og permanent udvisning. Landsretten nedsatte efterfølgende straffen til halvandet års fængsel, da det blev vurderet, at hun primært udførte praktiske opgaver under instruks fra andre, mens to medtiltalte havde koordinerende roller. Landsretten nedsatte samtidig indrejseforbuddet fra at være permanent til at vare 12 år. Parternes hovedpåstande Klageren argumenterede for, at udvisningen ville udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i hendes ret til privat- og familieliv efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Hun lagde vægt på sin lange opholdstid, sin manglende kriminelle fortid og sit særlige ansvar for den handicappede datter. Staten anførte derimod, at de danske domstole havde foretaget en grundig proportionalitetsafvejning og at kriminalitetens alvor berettigede udvisningen.

Sagen omhandler Ayman Belgacem, en algerisk statsborger født i 1998, som havde dobbelt statsborgerskab i Danmark og Algeriet. Sagen tog sit udgangspunkt i en straffesag, hvor klageren blev fundet skyldig i forsøg på at tilslutte sig den terrororganisationen Islamisk Stat (IS) i Syrien. Sagens omstændigheder Ved en endelig dom af 24. maj 2019 blev klageren idømt tre års fængsel for at have forsøgt at rejse til Syrien. Formålet med rejsen var at fremme organisationens aktiviteter og bidrage til dens evne til at begå terrorhandlinger. Som en del af dommen blev klageren frataget sit danske statsborgerskab og udvist af Danmark med et livslangt indrejseforbud. Klageren anførte, at denne udvisning udgjorde en krænkelse af hans ret til privatliv i medfør af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Parternes argumenter Klageren argumenterede for, at han var født og opvokset i Danmark, og at alle hans sociale og familiære bånd var knyttet til landet. Han mente derfor, at en udvisning for bestandig var et uforholdsmæssigt indgreb i hans privatliv. Den danske stat anførte derimod, at de nationale domstole havde foretaget en grundig proportionalitetsafvejning i overensstemmelse med praksis fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. Staten lagde vægt på kriminalitetens ekstremt alvorlige karakter.

Sagen omhandler en afghansk statsborger, Najibullah Payam, der kom til Danmark som 3-årig. Han blev i december 2020 endeligt dømt for besiddelse af et ladt skydevåben på et offentligt sted. Han blev idømt 3 års fængsel og udvist af Danmark med et livsvarigt indrejseforbud. Sagens baggrund og parternes argumenter Klageren havde boet næsten hele sit liv i Danmark og betragtede sig selv som velintegreret. Han indbragte sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at udvisningen og det livsvarige indrejseforbud var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Klageren anførte, at han havde stærke sociale og kulturelle bånd til Danmark, og at en udvisning ville være et uforholdsmæssigt indgreb i hans privatliv. Den danske stat argumenterede for, at indgrebet var lovligt, tjente et legitimt formål om at forebygge uro og kriminalitet, og at det var nødvendigt i et demokratisk samfund grundet kriminalitetens alvorlige karakter. Yderligere klagepunkter Der blev også rejst en klage under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3 vedrørende risikoen for overgreb ved en eventuel hjemsendelse til Afghanistan. Det kom dog frem under sagen, at klageren var gået under jorden efter sin løsladelse i september 2022, mens hans sag stadig blev behandlet af de danske udlændingemyndigheder.

Sagen vedrører Mohammed Fateh, en person med oprindeligt dobbelt statsborgerskab (dansk og marokkansk), der er født i Danmark i 1997. Sagen udspringer af en straffesag, hvor klageren blev dømt for terrorrelateret kriminalitet. Sagens faktiske omstændigheder Klageren blev ved en endelig dom i maj 2019 fundet skyldig i at have forsøgt at rejse til Syrien for at tilslutte sig Islamisk Stat. Formålet var at fremme organisationens aktiviteter og bidrage til dens evne til at begå terrorhandlinger. Som følge heraf blev han idømt tre års fængsel, frataget sit danske statsborgerskab og udvist af Danmark med et livsvarigt indrejseforbud. Parternes argumenter Klageren indbragte sagen for Domstolen med påstand om, at udvisningen og det livsvarige indrejseforbud udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Han lagde vægt på, at han som person født og opvokset i Danmark havde sin primære sociale og private tilværelse i landet, og at udvisningen derfor var et uforholdsmæssigt indgreb. Staten argumenterede for, at indgrebet var i overensstemmelse med loven og forfulgte det legitime mål at forebygge uorden og kriminalitet. De påpegede, at de nationale domstole havde foretaget en grundig afvejning af alle relevante hensyn. "The Court considers it established that there was an interference with the applicant’s right to respect for his private life... and that the expulsion order and the re-entry ban were 'in accordance with the law' and pursued the legitimate aim of preventing disorder and crime." Oversigt over sagens elementer

Sahin Davud Kibar, en tyrkisk statsborger født i Danmark i 1993, indbragte denne sag for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter at være blevet udvist for bestandigt fra Danmark. Sagen tog sit udgangspunkt i en dom fra Højesteret den 21. oktober 2021, hvor klageren blev kendt skyldig i besiddelse af et ladt skydevåben på et offentligt sted. Sagens faktiske omstændigheder Klageren har boet hele sit liv i Danmark, hvor han har gennemført sin skolegang og haft sin opvækst. Som voksen blev han idømt 3 år og 3 måneders fængsel samt udvisning med et livslangt indrejseforbud for overtrædelse af våbenlovgivningen. Dette var ikke klagerens første møde med det strafferetlige system. I 2013 blev han idømt 1 år og 4 måneders fængsel for en lignende forseelse, hvilket dengang resulterede i en betinget udvisning. Senere, i 2017, modtog han en dom på 6 måneders fængsel for anden kriminalitet. Parternes argumenter Klageren anførte, at udvisningen og det livslange indrejseforbud udgjorde en uforholdsmæssig indgriben i hans ret til privatliv i henhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Han lagde særlig vægt på sin status som "settled migrant", der er født og opvokset i landet, og som ikke har nogen reel tilknytning til Tyrkiet. Den danske stat argumenterede for, at udvisningen var nødvendig for at forebygge uro og kriminalitet. Staten fremhævede forbrydelsens alvorlige karakter – besiddelse af et ladt våben i det offentlige rum – samt klagerens tidligere kriminalitet som vægtige grunde til udvisningen.

Sagen vedrører Stefan Israel Terfa Kurland, en svensk statsborger født i Danmark i 1992. Han indbragte sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol efter at være blevet udvist af Danmark med et livslangt indrejseforbud som følge af en dom for røveri. Sagens baggrund og de faktiske omstændigheder Klageren blev ved en dom, der blev endelig den 22. april 2021, fundet skyldig i blandt andet røveri. Som følge heraf blev han idømt 2 år og 6 måneders fængsel samt udvisning af Danmark med et livslangt indrejseforbud. Klageren har boet i Danmark hele sit liv og har dermed stærke bånd til landet. Han har dog en omfattende kriminel fortid, som de nationale myndigheder lagde vægt på: I 2010 blev han idømt 3 år og 6 måneders fængsel for røveri begået som mindreårig. I 2013 blev han idømt 6 års fængsel for røveri begået som voksen. I 2016 blev han dømt for blandt andet trusler og idømt 7 måneders fængsel. Parternes argumenter Klageren gjorde gældende, at udvisningen og det livslange indrejseforbud var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8, da det ville udgøre et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privatliv i det land, hvor han er født og opvokset. Den danske stat anførte, at indgrebet var i overensstemmelse med loven og forfulgte det legitime mål at forebygge uorden og kriminalitet. Staten fremhævede, at de danske domstole havde foretaget en grundig proportionalitetsafvejning i overensstemmelse med de kriterier, som Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastlagt i sin praksis.

Sagen omhandler en tyrkisk statsborger, Ozgur Cakmak, der er født i Danmark i 1991. Han indbragte en klage for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol over de danske myndigheders beslutning om at udvise ham med et livsvarigt indrejseforbud efter en dom for drabsforsøg. Sagens faktiske omstændigheder Ved en dom, der blev endelig i oktober 2021, blev klageren fundet skyldig i et drabsforsøg begået den 11. april 2013 som led i en bandekonflikt. Under episoden affyrede klageren sammen med andre mindst 30 skud mod flere personer på et offentligt sted, hvor et offer blev ramt i hovedet, men overlevede. Sagen blev først opklaret flere år senere, da nye dna-analytiske metoder i 2018-2019 gjorde det muligt at føre bevis for klagerens deltagelse. Han blev idømt seks års og tre måneders fængsel samt udvisning for bestandig. Tidligere kriminalitet og advarsler Klageren havde en forstraffeshistorik, der rakte tilbage til 2012. Han var tidligere straffet for våbenbesiddelse (et år og tre måneders fængsel i 2013), dokumentfalsk i 2019 og vold i september 2019. I forbindelse med voldsdommen modtog han en formel advarsel om, at fremtidig kriminalitet kunne føre til udvisning. Klagerens personlige forhold Klageren anførte, at udvisningen var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8, da han var født og opvokset i Danmark og havde hele sit liv, sin familie og sit sociale netværk i landet. Han argumenterede for, at hans tilknytning til Tyrkiet var minimal sammenlignet med hans stærke bånd til Danmark.

Denne sag vedrører en klager, der blev dømt for økonomisk kriminalitet, og som efterfølgende indbragte sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at hans ret til en retfærdig rettergang under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 6 var blevet krænket. Centralt i sagen var anvendelsen af skriftlige vidneforklaringer fra personer, som klageren ikke havde haft mulighed for at afhøre eller lade afhøre under retssagen. Sagens faktiske baggrund Klageren blev i de nationale instanser idømt fængsel for bedrageri. Domfældelsen beroede delvist på forklaringer fra to vidner, der var afgået ved døden af naturlige årsager inden hovedforhandlingen i retten. De nationale domstole tillod, at vidnernes tidligere politiforklaringer blev læst op som bevis i sagen. Klageren gjorde gældende, at disse vidneudsagn var det eneste og afgørende bevis mod ham, og at hans forsvar blev fundamentalt svækket, da han aldrig fik lejlighed til at stille spørgsmål til vidnerne eller anfægte deres troværdighed ansigt til ansigt. "Retten til en retfærdig rettergang kræver som udgangspunkt, at tiltalte får mulighed for at konfrontere de vidner, hvis forklaringer lægges til grund for en domfældelse." Parternes argumenter og dokumentation Myndighederne fremlagde dokumentation for, at der udover vidneforklaringerne forelå omfattende bankudskrifter og underskrevne kontrakter, som støttede anklagemyndighedens version af hændelsesforløbet.

Sagen omhandler en dansk statsborger, Abdallah El-Asmar, der under sin varetægtsfængsling i Enner Mark Fængsel blev udsat for peberspray af to fængselsbetjente den 4. april 2017. Klageren var forud for hændelsen blevet placeret i en observationscelle på grund af aggressiv og truende adfærd over for personalet. Sagens faktiske omstændigheder Klageren havde i dagene op til hændelsen udvist betydelig voldelig adfærd og fremsat trusler mod fængselspersonalet. Den 4. april 2017 blev det noteret i fængselsjournalen, at klageren havde ødelagt sin madras, urineret under celledøren og råbt trusler. Fire betjente valgte at gå ind i cellen, primært for at fjerne den ødelagte madras. Da de trådte ind, opstod der en konfrontation, hvor betjentene hævdede, at klageren forsøgte at slå en af dem i hovedet, hvorefter de trak deres peberspray og brugte den mod ham uden varsel. Klageren hævdede derimod, at han var passiv og havde overgivet sig, men at han alligevel blev sprayet direkte i ansigtet og på ryggen. Han blev efterfølgende flyttet til en sikringscelle. Den nationale efterforskning Klageren anmeldte betjentene for vold. Sydøstjyllands Politi indledte en efterforskning, men der gik syv måneder fra anmeldelsen, før klageren og betjentene blev afhørt første gang. Statsadvokaten i Viborg valgte i sidste ende at indstille efterforskningen med den begrundelse, at forklaringerne var modstridende, og at det ikke kunne udelukkes, at magtanvendelsen havde været lovlig. "Domstolen har tidligere udtalt, at peberspray er et potentielt farligt stof og ikke bør anvendes i lukkede rum, og at det aldrig bør anvendes mod en fange, der allerede er bragt under kontrol." Parternes argumenter Klageren anførte, at han blev udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 3. Han betonede, at han var i en lukket celle og dermed under myndighedernes fulde kontrol, samt at efterforskningen var både langsommelig og utilstrækkelig. Staten forsvarede sig med, at magtanvendelsen var strengt nødvendig for at afværge et voldeligt angreb, og at klagerens egen aggressive adfærd umuliggjorde en forudgående advarsel.

Sagen omhandler O.M., en nigeriansk statsborger, der indleverede en klage til FN's Børnekomité på vegne af sine tre børn: et stedbarn og to biologiske børn. Sagen drejer sig om de danske myndigheders beslutning om at udvise O.M. til Nigeria med et indrejseforbud på seks år, hvilket ville medføre en langvarig adskillelse fra hans familie i Danmark. Sagens baggrund og faktiske omstændigheder O.M. indrejste i Danmark i 2015 og søgte om asyl. Han blev senere idømt tre måneders fængsel for narkobesiddelse og udvist med et indrejseforbud på seks år. Under sit ophold dannede han familie med C.C.A., en nigeriansk kvinde med opholdstilladelse i Danmark grundet kronisk leukæmi. Parret fik to børn sammen, og O.M. fungerede som faderfigur for C.C.A.'s søn fra et tidligere forhold. Klageren argumenterede for, at han spillede en central rolle i børnenes liv, især fordi moderen krævede intensiv medicinsk behandling og ofte var hospitalsindlagt. De danske domstole, herunder Vestre Landsret og Østre Landsret, stadfæstede udvisningen. Retterne vurderede, at udvisningen ikke var uproportional under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. De lagde vægt på, at familielivet var etableret på et tidspunkt, hvor O.M.'s opholdsstatus var usikker, og foreslog, at kontakten kunne opretholdes via digitale tjenester som Skype og FaceTime eller ved besøg uden for Danmarks grænser. Parternes argumenter Klageren anførte, at udvisningen ville krænke børnenes rettigheder under Børnekonventionen Artikel 3, Børnekonventionen Artikel 7, Børnekonventionen Artikel 9 og Børnekonventionen Artikel 10. Han påpegede, at moderen ikke kunne rejse til Nigeria på grund af sin livstruende sygdom, og at børnene, som er vokset op i Danmark, ville blive de facto adskilt fra deres far i seks år. Staten argumenterede for, at klagen var ugrundet og burde afvises. De fastholdt, at de nationale myndigheder havde foretaget en grundig vurdering af sagens omstændigheder, og at staten har en legitim interesse i at håndhæve sin udlændingelovgivning, især over for personer dømt for kriminalitet. "Det juridiske ansvar for at vurdere barnets tarv gælder for alle beslutninger og handlinger, der direkte eller indirekte påvirker barnet, selvom barnet ikke er den direkte målgruppe for foranstaltningen; Komitéen præciserede, at i situationer, hvor beslutninger vil have en væsentlig indvirkning på børn, er et højere beskyttelsesniveau og detaljerede procedurer til at overveje deres tarv passende."

Sagen omhandler en marokkansk-født kvinde, A.A., der fik frataget sit danske statsborgerskab som følge af hendes tilslutning til terrororganisationen Islamisk Stat. Klageren, der kom til Danmark i 1993 og oprindeligt havde både marokkansk og dansk statsborgerskab, rejste til Syrien, hvor hun i dag befinder sig i al-Roj-lejren med sine to børn, der er danske statsborgere. Sagens baggrund og de nationale domstole Den 26. november 2019 traf Udlændinge- og Integrationsministeriet afgørelse om administrativt at fratage A.A. hendes danske statsborgerskab. Dette skete med henvisning til, at hun ved at rejse til Syrien og tilslutte sig Islamisk Stat havde udvist en adfærd, der var til alvorlig skade for landets vitale interesser, jf. Straffeloven § 114 e. Højesteret stadfæstede afgørelsen den 5. oktober 2022. Retten fandt det godtgjort, at hendes handlinger var så alvorlige, at de berettigede en fratagelse af statsborgerskabet. Højesteret vurderede desuden, at fratagelsen ikke på det givne tidspunkt havde en reel indvirkning på hendes eller børnenes privat- og familieliv, da de allerede opholdt sig uden for Danmarks grænser. Klagerens argumenter Klageren indbragte sagen for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol med påstand om, at ordren om at fratage hende det danske statsborgerskab udgjorde en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8. Hun argumenterede for, at dette ville få betydning for hendes fremtidige muligheder for at leve sammen med sine børn i Danmark.

Sagen omhandler en afghansk statsborger, født i 1992, der kom til Danmark som 9-årig i 2001 sammen med sine forældre og søskende. Han blev i 2003 meddelt opholdstilladelse efter Udlændingeloven § 7. Ansøgeren havde en kriminel fortid som mindreårig med domme for vold og vidnetrusler, men som voksen begrænsede hans kriminalitet sig til en voldsdom i 2012 og en mindre bøde. Herefter fulgte en periode på seks år uden domfældelser. I januar 2019 blev han dog anholdt og senere dømt for besiddelse af to haglgeværer under særligt skærpende omstændigheder på et offentligt sted med henblik på videresalg, jf. Straffeloven § 192 a, samt besiddelse af en mindre mængde kokain. De nationale domstoles behandling Byretten idømte ansøgeren to år og seks måneders fængsel samt udvisning med et 12-årigt indrejseforbud. Retten bemærkede, at et permanent indrejseforbud som udgangspunkt var påkrævet efter danske regler, men reducerede det til 12 år for at undgå en sikker krænkelse af internationale forpligtelser. Østre Landsret stadfæstede dommen i 2020 og lagde vægt på kriminalitetens alvor. Parternes argumenter Ansøgeren anførte specifikt, at han aldrig tidligere var blevet advaret om udvisning eller havde modtaget en betinget udvisningsdom, hvilket burde tale imod en så indgribende sanktion.

Sagen vedrører en congolesisk statsborger, William Hakeem Goma, der kom til Danmark som kvoteflygtning i september 2003 i en alder af blot tre år. Sagen rejser spørgsmålet om, hvorvidt en permanent udvisning efter gentagen personfarlig kriminalitet er forenelig med retten til privatliv for en person, der har tilbragt næsten hele sin opvækst i Danmark. Sagens baggrund og kriminalitet Klageren har en forhistorie med alvorlig kriminalitet. Ved en dom i maj 2018 blev han fundet skyldig i voldtægt og idømt to års og seks måneders fængsel. I den forbindelse blev han meddelt en betinget udvisning med en prøvetid på to år. Han blev prøveløsladt i november 2019. Blot syv og en halv måned efter sin løsladelse, den 6. juli 2020, begik klageren et nyt alvorligt forhold. Han blev i december 2020 ved Retten i Holstebro dømt for røveri (delvist forsøg) begået i forening med flere andre i et offers private hjem. Retten idømte ham to års fængsel og besluttede at udvise ham af Danmark med et livsvarigt indrejseforbud. Afgørelsen blev stadfæstet af Østre Landsret i juli 2021. Klagerens personlige forhold og tilknytning Klageren har boet lovligt i Danmark i 17 år. Hans forældre, tre søskende og bedstemor bor alle i Danmark, og han har ingen kendt familie i Den Demokratiske Republik Congo. Han taler flydende dansk. Under retssagen var der uenighed om hans kendskab til det franske sprog; han hævdede selv ikke at tale det, mens de nationale domstole lagde vægt på tidligere oplysninger om, at han var opvokset i et fransktalende hjem og derfor besidder visse sproglige forudsætninger. Parternes argumenter Klageren mente ikke, at der forelå de fornødne "meget tungtvejende grunde" til at udvise en person, der har boet i landet siden den tidlige barndom.

Sagen omhandler Omid Noorzae, en afghansk statsborger født i 1995, der som femårig kom til Danmark i 2000 gennem familiesammenføring. Klageren havde boet lovligt i Danmark i ca. 18 år, da de danske domstole besluttede at udvise ham. Sagens omstændigheder og kriminalitet Klageren havde en kriminel forhistorie, der inkluderede voldsdomme begået som mindreårig, hvilket resulterede i betingede fængselsstraffe. Som voksen blev han i 2015 og 2016 idømt bøder for blandt andet tyveri, hærværk og overtrædelse af lov om euforiserende stoffer. I 2019 blev han ved Retten i Lyngby fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 191 for besiddelse af ca. 15,7 kg hash med henblik på videresalg, samt vold, besiddelse af kniv og kørsel uden førerret. Han blev idømt et år og to måneders fængsel samt meddelt en advarsel om udvisning. Landsrettens afgørelse og klagerens argumenter Østre Landsret skærpede i 2020 straffen til et år og tre måneders fængsel og besluttede samtidig at udvise klageren med et indrejseforbud i 12 år. Landsretten lagde vægt på kriminalitetens alvor, især mængden af hash og den udøvede vold, og vurderede, at der var en betydelig risiko for fremtidig kriminalitet. Klageren argumenterede for, at han havde boet næsten hele sit liv i Danmark, og at hans tilknytning til Afghanistan var minimal. Han anførte desuden, at han aldrig tidligere var blevet meddelt en betinget udvisning, og at han efter sin løsladelse var påbegyndt terapi og en uddannelse som pædagog for at ændre sit liv. "Klagerens bånd til Danmark var så stærke, at en udvisning kombineret med et tolvårigt indrejseforbud ville udgøre en betydelig byrde for ham."

Sagen omhandler en irakisk mand, født i 1994, der blev udvist af Danmark med et livsvarigt indrejseforbud som følge af alvorlig kriminalitet. Klageren kom til Danmark som treårig i 1998 og fik permanent opholdstilladelse i 2002. Han har en omfattende kriminel forhistorie, der startede i 2010 og omfatter domme for røveri, vold og adskillige overtrædelser af lov om euforiserende stoffer. Sagsforløb og den kriminelle baggrund I januar 2017 blev klageren idømt seks måneders fængsel for grov vold og modtog i den forbindelse en betinget udvisning med en prøvetid på to år. På trods af dette og en efterfølgende advarsel om udvisning i 2018, begik han på ny alvorlig kriminalitet. I marts 2020 blev han ved Retten i Nykøbing Falster fundet skyldig i overtrædelse af Straffeloven § 191 ved at være i besiddelse af 57,1 gram MDMA og 12,1 gram amfetamin med henblik på videresalg. Han blev ligeledes dømt for overtrædelse af Straffeloven § 192 a for besiddelse af et afsavet jagtgevær under særligt skærpende omstændigheder. Han blev idømt to år og ni måneders fængsel samt udvisning for bestandig. Klagerens personlige forhold Klageren har boet i Danmark i over tyve år og har sin nærmeste familie i landet. Han har ingen uddannelse og en begrænset tilknytning til arbejdsmarkedet. Han taler kun gebrokkent arabisk og har kun besøgt Irak én gang som barn. Under sin varetægtsfængsling i den aktuelle sag indledte han et forhold til en dansk kvinde, som fødte deres fælles barn i december 2020. "Under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 8 stykke 2 er det afgørende, om udvisning anses for nødvendig for at forebygge kriminalitet, hvilket afgøres ved en proportionalitetsprøve." Klageren argumenterede for, at udvisningen og det livsvarige indrejseforbud udgjorde et uforholdsmæssigt indgreb i hans ret til privat- og familieliv, særligt i lyset af hans lange ophold i Danmark og hans nye status som far.

Sagen omhandler S.M., en dansk statsborger, der som menneskerettighedsaktivist har kæmpet mod det psykiatriske system i Danmark. S.M. begyndte i 2012 at sende truende e-mails til læger og offentlige embedsmænd med ansvar for psykiatrisk behandling som en reaktion på, hvad han opfattede som overgreb i psykiatrien. Sagsforløb og retssag S.M. blev i 2016 fundet skyldig i 31 forhold i Hillerød Byret, herunder trusler mod tjenestemænd efter Straffeloven § 119 og Straffeloven § 266. Byretten vurderede dog, at S.M. var utilregnelig på gerningstidspunktet på grund af en psykisk lidelse i medfør af Straffeloven § 16. Som følge heraf blev han ikke idømt en almindelig straf, men i stedet en behandlingsdom efter Straffeloven § 68 uden fastsat tidsbegrænsning. Tvangsmedicinering og bivirkninger Under sin efterfølgende indlæggelse på en psykiatrisk afdeling blev S.M. i perioder tvangsmedicineret med præparaterne Abilify og Cisordinol. S.M. anførte, at tvangsmedicineringen med Cisordinol medførte alvorlig akatisi (en smerteligt rastløs tilstand med konstant trang til bevægelse), som var så voldsom, at han fik selvmordstanker. Han klagede over disse beslutninger til de relevante danske nævn og domstole, men fik ikke medhold. Parternes argumenter S.M. argumenterede for, at det danske system, hvor personer med psykosociale handicap idømmes behandling i stedet for straf, er diskriminerende. Han anførte, at han blev frihedsberøvet alene på grund af sit handicap, og at behandlingsdommen uden tidsbegrænsning udsatte ham for en potentielt meget længere sanktion end personer uden handicap. Staten anførte derimod, at frihedsberøvelsen ikke skyldtes handicappet i sig selv, men de alvorlige forbrydelser, S.M. havde begået. Staten argumenterede for, at behandlingssystemet sikrer specialiseret hjælp og løbende domstolsprøvelse, hvilket beskytter den dømte bedre end en almindelig fængselsstraf i visse tilfælde.

Sagen vedrører to pakistanske statsborgere, B.R. (hustru) og M.G. (mand), samt deres tre børn, der søgte asyl i Danmark i 2012 efter at være flygtet fra Pakistan. Klagerne er kristne og baserede deres asylansøgning på en frygt for forfølgelse fra både private aktører og de pakistanske myndigheder som følge af deres religiøse overbevisning og aktiviteter. Sagens baggrund og asylforløb M.G. forklarede, at han som præsident for en kristen organisation var blevet opsøgt af en lokal imam, der krævede, at han ophørte med at missionere. Efterfølgende blev han angiveligt anklaget for blasfemi efter FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder Artikel 18 og udsat for et drabsforsøg i Rawalpindi. Flygtningenævnet afviste dog klagernes forklaringer i 2014 under henvisning til væsentlige uoverensstemmelser i deres beretninger og vurderede, at fremlagte dokumenter, herunder en arrestordre, var uægte. Under sagens behandling ved FN's Menneskerettighedskomité skete der væsentlige ændringer i de faktiske omstændigheder: B.R. og de tre børn fik i 2021 tildelt opholdstilladelse i Danmark under henvisning til udlændingeloven § 7, stk. 2, da B.R. som enlig kvinde ved returnering til Pakistan ville være i risiko for overgreb fra M.G.'s familie efter parrets skilsmisse. Sagen for Komitéen blev herefter fortsat udelukkende for M.G.'s vedkommende. Helbredsmæssige forhold og nye anklager M.G. anførte nye asylgrunde relateret til hans alvorlige helbredstilstand, herunder terminalt nyresvigt, der kræver kronisk hæmodialyse, samt diabetes og depression. Han argumenterede for, at han som kristen ville blive diskrimineret i det pakistanske sundhedssystem og derved blive afskåret fra livsnødvendig behandling, hvilket ville udgøre en krænkelse af FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder Artikel 6 og FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder Artikel 7.

Sagen vedrører den lille pige S.H.K., der er født i Danmark den 15. juni 2019 af somaliske forældre. Forældrene kom til Danmark i henholdsvis 2014 og 2015. Da deres opholdstilladelser ikke blev forlænget, søgte de om asyl på vegne af deres datter med henvisning til, at hun ville være i overhængende risiko for at blive udsat for kvindelig omskæring (FGM) ved en hjemsendelse til Somalia. Sagens baggrund og forældrenes argumenter Forældrene anførte, at de personligt var imod omskæring, men at de ikke ville være i stand til at beskytte deres datter mod det massive sociale pres i Somalia. De påpegede, at: Mellem 90 og 98 % af alle piger og kvinder i Somalia er omskåret. Deres ældste datter allerede var blevet omskåret som 4-årig af sin mormor i Somalia, mens forældrene befandt sig uden for landet. Piger, der vender tilbage fra vestlige lande, er særligt udsatte, da det forventes, at de ikke er omskåret, hvilket skaber øget opmærksomhed fra lokalsamfundet. De danske myndigheders behandling Flygtningenævnet afviste i januar 2021 at give datteren asyl. Nævnet lagde vægt på, at forældrene var ressourcestærke personer, der havde tilkendegivet deres modstand mod omskæring. Nævnet vurderede, at forældrene ville være i stand til at modstå presset fra familien og det omgivende samfund. I forhold til den ældste datters omskæring mente nævnet ikke, at det ændrede vurderingen for S.H.K., da forældrene i det tidligere tilfælde ikke havde været til stede i Somalia og dermed ikke havde haft mulighed for at beskytte barnet. Nævnet mente, at situationen var en anden nu, hvor familien ville rejse samlet tilbage.

Klageren, en pakistansk statsborger født i 1983, søgte asyl i Danmark i 2014 under henvisning til frygt for forfølgelse som kristen i Pakistan. Han anførte, at han tidligere var blevet målskive for religiøse fundamentalister på grund af sine aktiviteter og sin religion. Baggrund og hændelser i Pakistan Klageren ejede en internetcafé i Pakistan, som i 2009 blev ramt af et bombeangreb efter trusler om, at caféen stred mod sharia. Han flyttede derefter til Peshawar, hvor han blev tilknyttet All Saints Church. Han overlevede et voldsomt selvmordsbombeangreb mod kirken i september 2013. Efterfølgende modtog han trusler i forbindelse med sit arbejde med at organisere bevogtning af kirken. I marts 2014 blev han og en ven angrebet af ukendte gerningsmænd, der skød mod dem fra en bil, hvilket resulterede i vennens død. Sagsforløbet i Danmark Udlændingestyrelsen og Flygtningenævnet afviste klagerens asylansøgning. Nævnet vurderede, at hændelserne i 2009 og 2013 var udtryk for de generelt vanskelige forhold for kristne i Pakistan, men at de ikke var rettet personligt mod klageren. Sagen blev senere genoptaget, efter at klageren havde indbragt sagen for FN's Menneskerettighedskomité, men Flygtningenævnet fastholdt i november 2016 afvisningen. Nævnet pegede på betydelige uoverensstemmelser i klagerens forklaring om skyderiet i 2014 og modsatrettede oplysninger om politianmeldelser. Parternes argumenter Klageren gjorde gældende, at hans udvisning ville krænke FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder Artikel 6 og FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder Artikel 7. Han anførte, at de pakistanske myndigheder ikke var i stand til eller villige til at beskytte kristne mod forfølgelse. Han påstod desuden en krænkelse af FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder Artikel 13, da nævnets afgørelser ikke kan indbringes for domstolene. Staten anførte, at klagen var åbenbart grundløs. Man lagde vægt på, at klageren havde afgivet svævende og inkonsistente forklaringer, og at han ikke havde godtgjort en konkret og personlig risiko for overgreb ved en tilbagevenden.

Sagen drejer sig om en marokkansk kvinde (Z), der kom til Danmark i 2010 på en au pair-tilladelse. Da hendes opholdstilladelse udløb i 2011, valgte hun at blive i landet ulovligt, da hun frygtede at vende tilbage til Marokko på grund af sin vestlige livsstil og seksuelle relationer uden for ægteskab, hvilket hun mente ville bringe skam over hendes konservative familie. I 2014 fødte hun datteren C i Danmark. Faderen til barnet var ikke til stede. Klageren hævdede, at hendes brødre truede hende med at slå hende ihjel, da de fik kendskab til barnet. Hun søgte om asyl i november 2014. De danske myndigheder, herunder Flygtningenævnet, afviste asylansøgningen med henvisning til manglende troværdighed i klagerens forklaring. Der blev særligt peget på uoverensstemmelser mellem hendes forklaringer og hospitalsjournaler, som indikerede, at hun havde rejst mellem Danmark og Marokko under sin graviditet. Parternes argumenter Klageren anførte desuden, at sprogbarrierer på hospitalet førte til fejl i hendes journal, og at hun aldrig havde rejst til Marokko under graviditeten, da hun manglede visum.

Sagen vedrører Elezjana Elezaj, en albansk statsborger, der indgav en klage over Danmark efter at have fået afslag på asyl og opholdstilladelse af humanitære årsager. Klageren anførte, at en tvungen tilbagesendelse til Albanien ville udgøre en overtrædelse af hendes grundlæggende rettigheder, da hun frygtede at blive dræbt af sin onkel eller genstand for fornyet menneskehandel. Sagens faktiske baggrund I 2014 blev klageren, efter eget udsagn som 18-årig, taget med magt til Serbien af sin fætter for at blive gift med en serbisk statsborger. Hun opdagede senere, at hendes mands familie havde betalt 7.000 euro for hende. Under opholdet i Serbien blev hun udsat for fysisk vold af sin mand og hans familie samt tvunget til arbejde. Det lykkedes hende senere at flygte tilbage til Albanien, hvor hun anmeldte overgrebene. Sagen i Albanien blev dog henlagt på grund af manglende beviser. Efter flugten fra ægteskabet modtog klageren trusler fra sin onkel, som mente, at hun havde vanæret familien. Onklen havde tidligere angrebet hende med en kniv og forsøgt at skære halsen over på hende, hvilket efterlod et tydeligt ar. Klageren anførte, at onklen tidligere var blevet løsladt fra fængslet efter at have bestukket politiet, og hun frygtede derfor, at de albanske myndigheder ikke kunne eller ville beskytte hende. Parternes argumenter Klageren argumenterede for, at hun var et offer for menneskehandel og risikerede at blive dræbt i et æresdrab eller blive solgt på ny, hvis hun vendte tilbage. Hun henviste til, at korruption i det albanske retssystem gjorde det umuligt at få effektiv beskyttelse. Danmark (staten) anførte, at klageren ikke havde godtgjort en personlig og reel risiko for uoprettelig skade. Flygtningenævnet anerkendte de faktiske omstændigheder i hendes forklaring, men vurderede, at der var tale om en privatretlig konflikt, hvor hun kunne søge beskyttelse hos de albanske myndigheder. Staten mente endvidere, at Albanien havde iværksat nationale strategier mod korruption og vold i hjemmet, hvilket burde sikre hendes sikkerhed. "Komitéen bemærker, at staten ikke i tilstrækkelig grad tog højde for oplysningerne om det eksisterende gab mellem lovgivning og praksis i Albanien... herunder den manglende evne til at beskytte ofre for blodfejder og korruption i politiet."

Sagen omhandler en dansk statsborger, M.G., der indbragte en klage over Danmark for Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 6. Klagen vedrørte den manglende afholdelse af en mundtlig retsforhandling i en sag om fastsættelse og nedsættelse af børnebidrag. Sagens baggrund og forløb Klageren blev skilt i 2012 og indgik i den forbindelse en mundtlig aftale om at betale et fast beløb i børnebidrag for sine fire børn. I november 2017 anmodede han om at få bidraget nedsat, da hans nettoindkomst var faldet, og han nu havde yderligere tre børn at forsørge. Statsforvaltningen (nu Familieretshuset) afviste anmodningen i juni 2018 med den begrundelse, at klageren ikke havde godtgjort, at den mundtlige aftale var tidsbegrænset. Sagen blev påklaget til Ankestyrelsen og senere overført til Familieretten i forbindelse med en reform af det familieretlige system i 2019. Under sagens behandling ved Familieretten anmodede klageren om en mundtlig retsforhandling for at kunne afgive forklaring om aftalen fra 2012. Familierettens behandling Familieretten besluttede i juli 2019 at behandle sagen efter den såkaldte forenklede familiesagsproces i Retsplejeloven § 452. Dette indebar, at sagen blev afgjort på et skriftligt grundlag uden mundtlig forhandling. Retten stadfæstede afgørelsen om ikke at nedsætte bidraget. Retten lagde vægt på: At klageren fortsat havde en høj indkomst, selvom den var lavere end i 2012 At det aftalte beløb svarede nogenlunde til det, der ville blive fastsat efter de almindelige retningslinjer (normalbidrag + 200 %) At der ikke var grundlag for at ændre aftalen efter Lov om børns forsørgelse § 17 Klageren forsøgte at få sagen for landsretten, men Procesbevillingsnævnet afslog anmodningen om appeltilladelse i september 2019.

Sagen vedrører Tim Henrik Bruun Hansen, som i 1996 blev idømt forvaring efter Straffeloven § 70 for frihedsberøvelse og forsøg på voldtag under særligt skærpende omstændigheder mod en 10-årig pige. Klageren havde tidligere været involveret i en lignende sag ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol (sag nr. 51072/15), hvor Domstolen i 2019 fandt en krænkelse af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 5, fordi de danske domstole i en tidligere prøvelse ikke havde indhentet en uafhængig ekstern lægelig vurdering. Nærværende sag omhandler den efterfølgende prøvelse af forvaringen, som blev indledt i november 2017. Under denne proces anmodede klageren om løsladelse eller en mildere foranstaltning. Som led i sagens oplysning blev der indhentet flere lægelige udtalelser fra den institution, hvor klageren var anbragt, samt to udtalelser fra Retslægerådet. Parternes argumenter og sagens forløb Klageren anførte navnlig to klagepunkter: At han ikke var blevet undersøgt personligt af en ekstern lægelig ekspert, hvilket han mente var i strid med Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 5 stk. 1. Han argumenterede for, at Retslægerådet ikke kunne anses som en uafhængig ekstern ekspert, når deres vurdering udelukkende byggede på skriftligt materiale fra institutionen. At sagsbehandlingstiden for prøvelsen, som varede over to år, var i strid med kravet om hurtig retlig prøvelse i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 5 stk. 4. Under sagens forløb afgav Retslægerådet følgende udtalelser: De danske domstole, herunder Højesteret i april 2021, vurderede, at Retslægerådet var en tilstrækkelig ekstern ekspert, men anerkendte samtidig, at sagsbehandlingstiden på 2 år og 3 måneder havde været for lang i forhold til konventionens krav.

Sagen omhandler Rasmus Ardian Bjerg, som i 2013 blev fundet skyldig i trusler og vidnetrusler. Da han blev anset for at være omfattet af Straffeloven § 69, blev han idømt en behandlingsdom på en psykiatrisk afdeling. Dommen gav mulighed for udskrivning under tilsyn af afdelingen og Kriminalforsorgen, som i fællesskab kunne beslutte, om han skulle genindlægges. Sagens faktiske omstændigheder Klageren blev indlagt i december 2013 og udskrevet i januar 2014 til et botilbud med en tilhørende koordinationsplan. I 2018 blev klageren genindlagt tre gange af kortere varighed (mellem fire og otte dage). Klageren anmodede om domstolsprøvelse af lovligheden af disse genindlæggelser, da han mente, at de var en uberettiget straf for ikke at følge sin koordinationsplan. Parternes argumenter og domstolsforløbet Anklagemyndigheden argumenterede for, at Straffeloven § 72 stk. 2 ikke giver ret til særskilt domstolsprøvelse af genindlæggelser, der sker som led i håndhævelsen af en eksisterende dom. Klageren mente derimod, at den manglende adgang til prøvelse af de specifikke frihedsberøvelser krænkede hans rettigheder efter Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 5 stk. 4. Højesteret afviste sagen i 2020 med den begrundelse, at der efter dansk ret er adgang til at få prøvet selve foranstaltningens opretholdelse eller ændring hver sjette måned, men at dette ikke omfatter de enkelte administrative beslutninger om genindlæggelse.

Sagen omhandler nægtelse af stedbarnsadoption af to børn, C1 og C2, som blev født i Ukraine i 2013 gennem en kommerciel rugemoderskabsaftale. Klagerne er børnene og deres tiltænkte mor, K.K., som bor i Danmark sammen med børnenes biologiske far. Sagens baggrund Børnenes biologiske far og K.K. indgik en aftale med en rugemor i Ukraine. Efter fødslen udstedte de ukrainske myndigheder fødselsattester, der angav K.K. som moderen og hendes mand som faderen. Børnene blev bragt til Danmark i 2014. I Danmark følger det af Udlændingeloven § 7 og børneloven, at den kvinde, der føder barnet, anses for at være den juridiske mor. Da rugemoderen havde modtaget et vederlag på ca. 32.265 euro for sin medvirken og samtykke til adoption, afviste de danske myndigheder K.K.'s ansøgning om stedbarnsadoption. De nationale myndigheders vurdering Afvisningen blev truffet med henvisning til Adoptionsloven § 15 (nuværende ordlyd), som forbyder adoption, hvis der er ydet betaling til personer, der skal give samtykke. Sagen blev indbragt for de danske domstole, og Højesteret stadfæstede afvisningen i november 2020. Højesteret fandt, at forbuddet mod betaling tjente væsentlige samfundshensyn, herunder at modvirke handel med børn og udnyttelse af sårbare kvinder. Selvom Højesteret anerkendte børnenes interesse i adoption, vurderede flertallet, at deres rettigheder var tilstrækkeligt beskyttet, da de havde dansk statsborgerskab, boede med forældrene og K.K. havde fået tillagt fælles forældremyndighed.

Sagen omhandler klageren Momodou Jallow, en svensk statsborger og menneskerettighedsforkæmper, der indbragte en klage mod Danmark i forbindelse med to kunstudstillinger af den svenske kunstner Dan Park i København i 2014. Udstillingerne fandt sted i lokaler tilhørende Folketinget (under Dansk Folkepartis auspicier) og hos Trykkefrihedsselskabet. Sagens faktiske omstændigheder Udstillingerne indeholdt flere billeder med stærkt kontroversielt og racistisk indhold. Blandt de udstillede værker var: Et billede af Adolf Hitler med teksten "NOT ONLY NIGGERS HAVE DREAMS". Et billede af klageren og to andre sorte personer afbildet som hængt i en galge. En tegning af klageren som en bortløben slave med teksten "Vores negerslave er løbet væk". En karikatur af en sort person med en lakridspibe og teksten "is this a crackNIGGER?". Kunstneren var tidligere blevet dømt i Sverige for injurier og hetz mod en befolkningsgruppe på baggrund af de samme billeder. I Danmark blev billederne udstillet med forklarende tekster, der angav, at formålet var at skabe debat om ytringsfrihedens grænser. Parternes argumenter Klageren anmeldte udstillingen til politiet for overtrædelse af Straffeloven § 266 b (racismeparagraffen). Statsadvokaten indledte en efterforskning, men besluttede i 2017 at indstille denne. Begrundelsen var, at billederne indgik i en kunstnerisk og satirisk sammenhæng, og at de ledsagende tekster bidrog til en væsentlig samfundsmæssig debat om ytringsfrihed. Rigsadvokaten stadfæstede denne afgørelse. Klageren anførte over for komitéen, at de danske myndigheders manglende retsforfølgelse var en krænkelse af hans rettigheder, da billederne udgjorde direkte angreb på ham og den sorte befolkningsgruppe. Staten argumenterede for, at der var foretaget en grundig efterforskning, og at afgørelsen om ikke at rejse tiltale lå inden for rammerne af den kunstneriske ytringsfrihed, som beskyttet under Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 10.

Klageren, en iransk statsborger (Y), indrejste i Danmark på et visum i 2012. Han er gift med en irakisk kvinde (W), der har haft opholdstilladelse i Danmark siden 1999. Parret har et barn sammen, som er født i Danmark. Sagen tog sin begyndelse, da klageren søgte om familiesammenføring, hvilket blev afslået af de danske myndigheder med henvisning til, at parret ikke opfyldte 24-års-reglen, og at der ikke forelå tilstrækkelige ekstraordinære grunde til at fravige kravet. Sagens faktiske omstændigheder og asylansøgning Efter afslaget på familiesammenføring søgte klageren om asyl i september 2013. Hans oprindelige asylbegrundelse var frygt for forfølgelse i Iran pga. en konflikt med tidligere kolleger fra Revolutionsgarden, som angiveligt ville tvinge ham til at oprette en hjemmeside til rekruttering af militsfolk til krigen i Syrien. Han anførte desuden, at han var begyndt at konvertere til kristendommen i Danmark og var aktiv på sociale medier med kristent indhold. Undervejs i forløbet ændrede klageren sin forklaring og tilføjede, at han og hans hustru var truet på livet af hustruens afdøde biologiske fars familie i Irak og Iran. Flygtningenævnet hjemviste oprindeligt sagen til Udlændingestyrelsen, da disse trusler ikke var blevet tilstrækkeligt undersøgt i første instans. Parternes argumenter og procesforløbet Klageren gjorde gældende, at de danske myndigheder begik en alvorlig procesfejl ved ikke at interviewe hans hustru, W. Han argumenterede for, at hendes vidneforklaring var afgørende for at bekræfte truslerne fra hendes familie, da mange af truslerne var sendt direkte til hende eller hendes mor på arabisk – et sprog klageren ikke forstod fuldt ud. "For at en asylprocedure skal være effektiv, skal alle beviser præsenteret af en ansøger høres og vurderes, medmindre der er konkrete, specifikke og proportionale grunde til at udelukke sådanne beviser." Den danske stat argumenterede for, at sagen skulle afvises. Myndighederne påpegede, at klageren havde afgivet meget modstridende forklaringer om, hvordan han mødte sin hustru, og hvornår truslerne startede. Flygtningenævnet vurderede, at en mundtlig forklaring fra hustruen ikke ville have ændret sagens udfald, da klagerens egen troværdighed var væsentligt svækket af de konstante uoverensstemmelser i hans forklaringer.

Sagen omhandler en statsløs palæstinensisk mand født i 1956, der kom til Danmark i 1991 og fik flygtningestatus i 2002. Han lider af kronisk posttraumatisk belastningsreaktion (PTSD) som følge af tortur i sit hjemland, hvilket har medført varige kognitive funktionsnedsættelser, herunder svigtende hukommelse og indlæringsvanskeligheder. Disse helbredsforhold har gjort det umuligt for ham at lære dansk på et niveau, der er tilstrækkeligt til at bestå de krævede prøver for at opnå dansk statsborgerskab. I 2013 genoptog klageren sin ansøgning om dansk indfødsret ved naturalisation og anmodede om dispensation fra kravene om danskkundskaber og indfødsretsprøven. Ansøgningen blev støttet af omfattende lægelig dokumentation, som vurderede det som urealistisk, at han kunne deltage i undervisning eller bestå prøver grundet sit handicap. Myndighedernes sagsbehandling Ansøgningen blev forelagt Folketingets Indfødsretsudvalg. I oktober 2015 modtog klageren et afslag fra Ministeriet for Udlændinge, Integration og Bolig. Ministeriet oplyste, at Indfødsretsudvalget havde vurderet, at der ikke kunne gives dispensation. Afslaget indeholdt ingen nærmere begrundelse for, hvorfor de medicinske oplysninger ikke førte til dispensation. "Afgørelser truffet af Indfødsretsudvalget er ikke omfattet af forvaltningslovens regler om begrundelse, og da udvalgets forhandlinger er fortrolige, kan ministeriet ikke give nærmere oplysninger om udvalgets behandling af sagen." Parternes hovedpåstande Klageren gjorde gældende, at afslaget udgjorde diskrimination på grund af handicap i strid med FN's Konvention om Borgerlige og Politiske Rettigheder Artikel 26. Han anføre, at kravene var uforholdsmæssige, da hans handicap de facto udelukkede ham fra statsborgerskab. Den danske stat argumenterede for, at sagen skulle afvises, da klageren ikke havde udtømt nationale retsmidler ved at anlægge sag ved domstolene for at få prøvet, om de internationale forpligtelser var overholdt. Staten anførte desuden, at betingelserne for statsborgerskab er saglige og legitime, og at stater har en vid skønsmargen på dette område.

Sagen omhandler den danske statsborger Tommy Mørck Jensen, der blev idømt seks måneders fængsel for overtrædelse af Straffeloven § 114 j. Han var rejst til Syrien for at kæmpe for den kurdiske milits YPG mod terrororganisationen Islamisk Stat (IS). Han opholdt sig i perioden fra november 2016 til marts 2017 i al-Raqqa-distriktet, som var udpeget som en forbudt zone i medfør af en bekendtgørelse fra 2016. Sagens baggrund Tommy Mørck Jensen erkendte de faktiske omstændigheder, herunder at han havde opholdt sig i den forbudte zone og deltaget i kamphandlinger for YPG. Han gjorde dog gældende, at han ikke var klar over, at hans handlinger var kriminelle, og at han kæmpede mod en terrororganisation, hvilket han mente burde undtage ham fra strafansvar. Han anførte desuden, at han ikke havde modtaget tilladelse fra politiet, da han mente, at hans deltagelse i kampen mod IS var et legitimt formål. Juridiske tvistepunkter Klageren fremførte to hovedargumenter for Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. For det første argumenterede han for, at hans dom overtrådte Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 7, da loven efter hans mening ikke var tilstrækkelig forudsigelig. Han mente desuden, at han burde have nydt godt af princippet om den mildeste lov (lex mitior), da al-Raqqa-distriktet blev fjernet fra listen over forbudte zoner i 2019, før sagen blev endeligt afgjort ved Højesteret. For det andet anførte han, at forbuddet udgjorde en uforholdsmæssig begrænsning af hans frie bevægelighed i strid med Protokol nr. 4 til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention Artikel 2. "Formålet med lovforslaget er hovedsagelig at styrke strafferettens værn til forebyggelse af deltagelse i væbnede konflikter i udlandet for terroristgrupper ved indførelse af strengere straffe og en ny beføjelse til at forbyde indrejse i og ophold i visse konfliktzoner uden forudgående tilladelse."

Denne sag vedrører en mor, H.K., og hendes datter, S.K., som klagede over de danske myndigheders beslutning om at udvise dem til Indien. Sagen centrerer sig om risikoen for kønsbaseret vold og spørgsmålet om, hvorvidt barnets tarv blev tilstrækkeligt vurderet i asylprocessen. Sagens baggrund og faktiske omstændigheder H.K. indrejste i Danmark i 2015 for at blive genforenet med sin ægtefælle, A.S. Under opholdet blev hun udsat for daglig og grov vold af sin mand, hvilket kulminerede i en hospitalsindlæggelse, mens hun var gravid med datteren S.K. Som følge af volden blev ægtefællen idømt udvisning af Danmark med et indrejseforbud i seks år. Da H.K.s opholdstilladelse var afledt af mandens, stod hun og datteren også til udvisning, hvorefter de søgte om asyl. H.K. forklarede, at hun frygtede for sit og datterens liv ved en returnering til Indien. Hun anførte, at hendes familie havde forstødt hende på grund af ægteskabet, og at hendes mand havde fremsat konkrete dødstrusler. Desuden hævdede hun, at manden truede med at tvinge datteren ud i børneprostitution. Parternes argumenter Flygtningenævnet afviste asylansøgningen i 2019. Nævnet anerkendte, at H.K. havde været udsat for vold i Danmark, men vurderede, at hun kunne søge beskyttelse hos de indiske myndigheder gennem etablerede krisecentre. Klageren understregede yderligere, at mandens familie havde stærke politiske forbindelser, hvilket i kombination med korruption ville gøre det umuligt at opnå effektiv beskyttelse i praksis. "Statens myndigheder undlod at give tilstrækkelig vægt til klagerens forklaring om, at statsbeskyttelse i praksis ville være utilgængelig, især i lyset af hendes isolation fra familien og mandens politiske forbindelser." Proceduremæssige mangler Klageren anførte også, at Flygtningenævnet ikke havde foretaget en selvstændig vurdering af datterens beskyttelsesbehov, og at hun ikke var forberedt på, at sagerne ville blive behandlet samlet, hvilket påvirkede hendes evne til at afgive forklaring.

Sagen omhandler en klage indsendt af S.S.F. på vegne af hendes datter, S.M.F., som er født i Danmark. Klagen vedrører de danske myndigheders beslutning om at udvise barnet og hendes familie til Somalia, hvor barnet ifølge moderen risikerer at blive udsat for kvindelig omskæring (Female Genital Mutilation - FGM). Klageren gør gældende, at en sådan udvisning vil udgøre en krænkelse af Børnekonventionen Artikel 3 og Børnekonventionen Artikel 19. Sagens faktiske omstændigheder Klageren, en enlig somalisk kvinde fra Ashraf-klanen, ankom til Danmark i 2014 og fødte efterfølgende datteren S.M.F. Moderen fik oprindeligt en midlertidig opholdstilladelse på grund af den generelle sikkerhedssituation i Somalia, men denne blev senere inddraget af de danske udlændingemyndigheder med henvisning til forbedrede forhold i hjemlandet. Da moderen søgte om asyl for sin datter, blev dette afvist af Flygtningenævnet i 2019. Nævnet lagde til grund, at selvom FGM er ekstremt udbredt i Somalia, var moderen personligt imod praktiseringen og besad en tilstrækkelig viljestyrke til at beskytte sin datter mod det sociale pres i Somalia. Parternes argumenter Moderen argumenterede for, at hun som enlig kvinde uden et mandligt netværk i Somalia ikke ville være i stand til at modstå presset fra samfundet og familien. Hun påpegede, at statistikker fra UNICEF viser en prævalens af FGM på op mod 98 % i Somalia. "Barnets rettigheder i henhold til konventionens artikel 19 kan ikke gøres afhængige af moderens evne til at modstå familiemæssigt og socialt pres, især i lyset af den generelle rapporterede kontekst." Staten (Danmark) anførte derimod, at moderen ikke havde sandsynliggjort en individuel og konkret risiko. Staten baserede sin vurdering på, at moderen gennem sit ophold i Vesten og sin personlige modstand mod indgrebet ville kunne navigere uden om praktiseringen.

Rasmussen og Andre mod Danmark – Ansvar for en indsats utilsigtede dødsfald som følge af en overdosis

Command Palette

Rasmussen og Andre mod Danmark – Ansvar for en indsats utilsigtede dødsfald som følge af en overdosis

Mortensen mod Danmark: Krænkelse af ytringsfriheden ved dom for nazist-udtalelse om politiker

Udvisning af somalisk statsborger med omfattende kriminalitet fandtes ikke i strid med retten til privatliv

Udvisning af statsløs palæstinenser med 34 års ophold efter alvorlig narkotikakriminalitet

Kalkan mod Danmark: Ansvar for dødsfald i fængsel under fiksering i brystvendt benlås

Udvisning af irakisk statsborger med 12-årigt indrejseforbud efter grov vold var ikke i strid med retten til privat- og familieliv

Udvisning af herboende irakisk statsborger med seksårigt indrejseforbud i strid med retten til privatliv

Savuran mod Danmark: Udvisning af herboende tyrkisk statsborger efter alvorlig narkotikakriminalitet

Winther mod Danmark: Udvisning af syrisk statsborger efter grov vold og afpresning

Sagen Lindholm og boet efter Leif Lindholm mod Danmark (Blodtransfusion trods forhåndsdirektiv)

Daugaard Sørensen mod Danmark – Manglende overholdelse af tidsfrister for retsforfølgning i voldtægtssag

A.A. mod Danmark: Klage over udvisning til Marokko pga. risiko for tortur og mishandling

Foreningen imod Ulovlig Logning mod Danmark: Afvisning af sag om datalogning grundet manglende udnyttelse af nationale retsmidler

Afvisning af klage over udvisning til Zimbabwe: Påstået risiko for tvangsægteskab og politisk forfølgelse (T.M. mod Danmark)

H.H. mod Danmark: Beskyttelse mod kvindelig omskæring ved udvisning til Somalia

Strugurel Ion Dian mod Danmark: Sag om domfældelse for betleri på Strøget i København

Wangthan mod Danmark – Udvisning af thailandsk statsborger efter grov vold mod ægtefælle og barn

Duarte Agostinho og andre mod Portugal og 32 andre stater

Sarac mod Danmark: Livsvarigt indrejseforbud for fastboende migrant krænker retten til privatliv

Udvisning af vietnamesisk kvinde med stærke bånd til Danmark og omsorgsansvar for handicappet datter i strid med menneskerettighederne

Belgacem mod Danmark: Fratagelse af statsborgerskab og udvisning for bestandig som følge af terrorforsøg

Udvisning af herboende afghansk statsborger til Afghanistan efter dom for våbenbesiddelse

Udvisning af herboende kriminel med dobbelt statsborgerskab efter forsøg på at tilslutte sig Islamisk Stat

Udvisning af tyrkisk statsborger født i Danmark efter våbenbesiddelse på offentligt sted

Kurland mod Danmark – Udvisning og livslangt indrejseforbud for svensk statsborger født i Danmark

Ozgur Cakmak mod Danmark: Livsvarig udvisning af herboende tyrkisk statsborger efter banderelateret drabsforsøg

Afgørelse om retfærdig rettergang og betydningen af uafhørte vidner

El-Asmar mod Danmark: Brug af peberspray i fængsel og mangelfuld efterforskning

Adskillelse af børn fra deres far ved udvisning til Nigeria (O.M. mod Danmark)

Fratagelse af dansk statsborgerskab for deltagelse i Islamisk Stat (A.A. mod Danmark)

Sharifi mod Danmark: Udvisning og 12-årigt indrejseforbud for herboende udlænding i strid med retten til privatliv

Udvisning af herboende migrant efter dom for røveri og voldtægt (Goma mod Danmark)

Noorzae mod Danmark - Uforholdsmæssig udvisning af herboende udlænding efter narkotika- og voldsdom

Udvisning af herboende irakisk statsborger med livsvarigt indrejseforbud efter grov narkotika- og våbenkriminalitet

S.M. mod Danmark – Tvangspsykiatri og behandlingsdomme uden tidsbegrænsning

Afvisning af asylsag vedrørende pakistansk mand med alvorlig sygdom og påstande om religiøs forfølgelse

Risiko for kvindelig omskæring ved udvisning af en lille pige til Somalia

Afvisning af klage over udvisning til Pakistan i sag om religiøs forfølgelse af en kristen mand

Afvisning af klage over udvisning af enlig mor og datter til Marokko trods påstande om æresdrab

Beskyttelse mod udvisning til Albanien: Risiko for æresdrab og menneskehandel (Elezaj mod Danmark)

M.G. mod Danmark – Spørgsmål om mundtlig retsforhandling i sag om børnebidrag

Hansen mod Danmark: Prøvelse af forvaring og spørgsmål om ekstern lægelig vurdering

Bjerg mod Danmark – Adgang til domstolsprøvelse af administrative genindlæggelser under en behandlingsdom

K.K. og Andre mod Danmark: Afvisning af stedbarnsadoption af børn født via kommercielt rugemoderskab i udlandet

Momodou Jallow mod Danmark: Racistiske kunstudstillinger og grænserne for ytringsfrihed

Afvisning af asylansøgers klage over manglende afhøring af ægtefælle i sag om udvisning fra Danmark

J.S.K.N. mod Danmark: Diskrimination på grund af handicap i forbindelse med afslag på dansk indfødsret

Mørck Jensen mod Danmark – Straffedom for ophold i forbudt konfliktzone i Syrien

Udvisning til Indien af mor og datter trods risiko for kønsbaseret vold og manglende statsbeskyttelse

S.S.F. mod Danmark: Risiko for kvindelig omskæring af mindreårig pige ved udvisning til Somalia