Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten afgjorde en tvist om ejerskab, betaling og misligholdelse i forbindelse med to replikaer af historiske racerbiler af typen Daytona Coupé (PBX2287/01 og PBX2299/01). Parterne var Mikael Tarne og hans selskaber (DAYTONA COUPE ApS og TARNE HOLDING ApS) på den ene side, og den tyske karrosseribygger Bastian Ebener (American Muscle Motorsports & Services) samt financier Wolfgang Schmidt på den anden side. Retten fastslog, at Tarne ejede bil 2287/01, mens ejerskabet til 2299/01 var delt, og at Tarne kunne opnå udlevering ved at betale 100.000 euro til Schmidt. Erstatningskrav på samlet 4,5 mio. kr. og strafferetlige påstande blev afvist.
Sagen bestod af to sambehandlede retssager: BS-8390/2023-SHR anlagt 15. februar 2023 og BS-12931/2023-SHR anlagt 9. marts 2023.
I den første sag var sagsøgerne DAYTONA COUPE ApS og TARNE HOLDING ApS, mens sagsøgte var American Muscle Motorsports & Services v/Bastian Ebener (herefter AMMAS).
I den anden sag var sagsøgerne Mikael Tarne, DAYTONA COUPE ApS og TARNE HOLDING ApS, og sagsøgte var Wolfgang Schmidt samt AMMAS.
Begge parter var repræsenteret ved advokat: sagsøgerne ved advokat Sebastian Ekholm Scheffmann, de sagsøgte ved advokat Rasmus Richard Duggen.
Retten bestod af retspræsident Mads Bundgaard Larsen og de sagkyndige medlemmer Henrik Isaksen og Peer von Hedemann Schaumburg-Müller.
Tvisten udsprang af et samarbejde om bygning og salg af to replikaer af den historiske racerbil Daytona Coupé, baseret på designer Peter Brocks originale tegninger. Samarbejdet byggede på en rammeaftale af 31. december 2015, hvorefter Tarne/selskaber stillede IP-rettigheder og design-data, mens AMMAS som underentreprenør stod for byggeriet. De to biler blev benævnt PBX2287/01 ("2287") og PBX2299/01 ("2299").
Rammeaftalens § 6 indeholdt særbestemmelser for de to biler:
Der forelå desuden en ordrebekræftelse af 1. oktober 2015 mellem Bastian Ebener og Wolfgang Schmidt om et udviklingsprojekt, samt en "buy out" aftale af 7. juli 2019 mellem Schmidt og Tarne om overdragelse af ejerskabet til 2299/01 mod 200.000 euro – heraf blev 100.000 euro betalt.
I oktober 2019 korresponderede parterne om en såkaldt "oktober aftale", men dens bindende karakter var omtvistet.
Samarbejdet blev præget af forsinkelser, uenighed om fordyrelser og AMMAS’ påståede arbejde på konkurrerende biler. Tarne hævdede at have betalt samlet over 426.000 euro, mens Ebener opgjorde de samlede omkostninger til ca. 338.000 euro og krævede yderligere 10.785 euro.
Følgende hovedpunkter kan udledes:
Påstandene var komplekse og ændret flere gange. De centrale krav kan opsummeres som følger:
Sagsøgerne (Tarne m.fl.) nedlagde blandt andet påstand om:
Sagsøgerne gjorde gældende:
- De har betalt, hvad de skyldte, og har ikke misligholdt.
- Schmidt var kun finansiel partner uden ejerrettigheder.
- AMMAS havde misligholdt kontrakten ved at tilbageholde bilerne og arbejde på konkurrerende biler.
- De sagsøgte havde handlet ansvarspådragende og i ond tro, hvilket berettigede erstatning.
De sagsøgte (Ebener/AMMAS og Schmidt) påstod frifindelse og nedlagde selvstændige krav:
De sagsøgte anførte:
- AMMAS havde tilbageholdelsesret i 2287 på grund af udestående 10.785 euro.
- Tarne havde misligholdt buy out aftalen, og Schmidt var derfor berettiget til at hæve og forblive ejer.
- Erstatningskravene var udokumenterede, og de strafferetlige påstande uegnede i en civil sag.
Retten gennemgik de enkelte spørgsmål og nåede frem til følgende:
Parterne var enige om, at Mikael Tarne var ejer. Retten fandt, at Bastian Ebener ikke havde løftet bevisbyrden for sit krav på 10.785 euro. De fremlagte opgørelser var bestridte og ikke tilstrækkeligt dokumenterede. Ebener havde desuden flere gange tilbudt at udlevere bilen – uden betaling. Tarne havde på sin side ikke bevist nogen misligholdelse fra Ebeners side, og det samlede erstatningskrav på 1,5 mio. kr. var “helt udokumenteret”. Endelig havde Ebener allerede i tilstrækkeligt omfang opfyldt sine forpligtelser vedrørende FIA-dokumentation for 2287.
Herefter tog retten sagsøgernes påstand om anerkendelse af ejerskab og udlevering til følge, mens AMMAS’ eget krav og erstatningspåstandene blev frifundet.
Buy out aftalen af 7. juli 2019 anerkendte, at bilen var ejet af Schmidt og Tarne i fællesskab. Spørgsmålet var, om Schmidt havde hævet aftalen med rette. Retten udtalte:
“Retten finder det ud fra en samlet vurdering af parternes forhold, herunder den tidsmæssige udstrækning af deres samarbejde og forhandlinger, ikke godt gjort, at Mikael Tarne har udvist en hævebegrundende misligholdelse af denne aftale ved ikke at have opfyldt sin del af aftalen inden for en ikke nærmere defineret frist.”
Da aftalen således fortsat var i kraft, og Tarne endnu ikke havde solgt bilen, var restbeløbet på 100.000 euro ikke forfaldent. Schmidts ophævelse havde derfor ikke gyldighed. Retten lagde vægt på, at ophævelsen var sket ensidigt og uden forudgående påkrav eller rimelig frist.
Schmidts selvstændige påstand om eneejerskab blev afvist, da Tarne havde en samejerandel. Sagsøgernes krav om vederlagsfri udlevering blev ligeledes afvist, idet Tarne fortsat skyldte 100.000 euro.
Retten gav derfor Schmidts subsidiære påstand medhold: Tarne skal betale 100.000 euro mod udlevering af bilen med FIA-dokumentation. Alene Tarne hæfter personligt – selskaberne er ikke forpligtede efter buy out aftalen.
Retten afviste påstandene om overtrædelse af Straffeloven (bl.a. § 278, § 293, stk. 1, § 294) som uegnede til at blive forfulgt i en civil sag.
De samlede erstatningskrav på 4,5 mio. kr. blev frifundet i det hele, idet sagsøgerne ikke havde løftet bevisbyrden for hverken ansvarsgrundlag eller tabsopgørelse. Retten bemærkede, at opgørelserne forekom “helt udokumenteret”, og at der ikke var påvist kausalitet eller adækvans.
Da sagsøgerne i det væsentligste havde tabt sagen – herunder påstande om straf og betaling af 4,5 mio. kr. – blev de pålagt at betale delvise sagsomkostninger. Under hensyn til sagens karakter, forløb og værdi fastsattes beløbene til:
Beløbene dækker udgifter til advokatbistand.
Parterne var enige om, at Mikael Tarne var ejer. Retten fandt, at Bastian Ebener ikke havde løftet bevisbyrden for sit krav på 10.785 euro. De fremlagte opgørelser var bestridte og ikke tilstrækkeligt dokumenterede. Ebener havde desuden flere gange tilbudt at udlevere bilen – uden betaling. Tarne havde på sin side ikke bevist nogen misligholdelse fra Ebeners side, og det samlede erstatningskrav på 1,5 mio. kr. var “helt udokumenteret”. Endelig havde Ebener allerede i tilstrækkeligt omfang opfyldt sine forpligtelser vedrørende FIA-dokumentation for 2287.
Herefter tog retten sagsøgernes påstand om anerkendelse af ejerskab og udlevering til følge, mens AMMAS’ eget krav og erstatningspåstandene blev frifundet.
Buy out aftalen af 7. juli 2019 anerkendte, at bilen var ejet af Schmidt og Tarne i fællesskab. Spørgsmålet var, om Schmidt havde hævet aftalen med rette. Retten udtalte:
“Retten finder det ud fra en samlet vurdering af parternes forhold, herunder den tidsmæssige udstrækning af deres samarbejde og forhandlinger, ikke godt gjort, at Mikael Tarne har udvist en hævebegrundende misligholdelse af denne aftale ved ikke at have opfyldt sin del af aftalen inden for en ikke nærmere defineret frist.”
Da aftalen således fortsat var i kraft, og Tarne endnu ikke havde solgt bilen, var restbeløbet på 100.000 euro ikke forfaldent. Schmidts ophævelse havde derfor ikke gyldighed. Retten lagde vægt på, at ophævelsen var sket ensidigt og uden forudgående påkrav eller rimelig frist.
Schmidts selvstændige påstand om eneejerskab blev afvist, da Tarne havde en samejerandel. Sagsøgernes krav om vederlagsfri udlevering blev ligeledes afvist, idet Tarne fortsat skyldte 100.000 euro.
Retten gav derfor Schmidts subsidiære påstand medhold: Tarne skal betale 100.000 euro mod udlevering af bilen med FIA-dokumentation. Alene Tarne hæfter personligt – selskaberne er ikke forpligtede efter buy out aftalen.
Retten afviste påstandene om overtrædelse af Straffeloven (bl.a. § 278, § 293, stk. 1, § 294) som uegnede til at blive forfulgt i en civil sag.
De samlede erstatningskrav på 4,5 mio. kr. blev frifundet i det hele, idet sagsøgerne ikke havde løftet bevisbyrden for hverken ansvarsgrundlag eller tabsopgørelse. Retten bemærkede, at opgørelserne forekom “helt udokumenteret”, og at der ikke var påvist kausalitet eller adækvans.
Da sagsøgerne i det væsentligste havde tabt sagen – herunder påstande om straf og betaling af 4,5 mio. kr. – blev de pålagt at betale delvise sagsomkostninger. Under hensyn til sagens karakter, forløb og værdi fastsattes beløbene til:
Beløbene dækker udgifter til advokatbistand.
Retten traf følgende bestemmelser:
