Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten tog stilling til, om DSV Road AB og ZIT Trans EOOD var erstatningsansvarlige over for Brenntag Nordic AB, Brødrene Hartmann A/S og Hartmann Hungary Kft. for udgifter til oprydning og miljøforurening efter et kemikalieudslip under aflæsning af farligt gods (ADR) den 7. december 2020 hos Brødrene Hartmann i Tønder. Udslippet skyldtes, at en IBC-palletank med 1.000 liter farvestof væltede ud af lastbilen under aflæsning og blev perforeret af en gaffeltruck. Retten frifandt DSV, fordi selskabet ikke hæftede for den selvstændigt virkende undertransportør ZIT's fejl efter dansk rets almindelige regler, og frifandt ZIT, fordi kravet mod ZIT var forældet efter CMR-lovens § 41.
Brenntag Nordic AB solgte et parti farvestoffet Methic Brown R til Hartmann Hungary Kft., med levering til Brødrene Hartmann A/S' emballagefabrik i Tønder. Farvestoffet var klassificeret som farligt gods (ADR) i henhold til sikkerhedsdatablad af 15. oktober 2018: kategori 1A (hudætsning) og kategori 2 (langtidsfare for vandmiljøet).
Brenntag bookede den 2. december 2020 DSV Road AB (kontraherende transportør) til at udføre transporten fra Malmø til Tønder. DSV hyrede herefter ZIT Trans EOOD (udførende undertransportør) den 4. december 2020. Ifølge CMR-fragtbrev af 7. december 2020 var afsender Brenntag, modtager Brødrene Hartmann, og transporten bestod af fire IBC-paller (palletanke) med en samlet vægt på 4.330 kg.
Ved ankomsten til fabrikken i Tønder påbegyndte ZITs chauffør aflæsningen. Han anvendte en paralleløfter (palleløfter) stillet til rådighed af Brødrene Hartmann for at trække pallerne fra trailerens forende til bagenden. En medarbejder fra Brødrene Hartmann sad klar i en gaffeltruck med gaflerne oppe som sikkerhedsforanstaltning.
Den anden palle – med ca. 1.200 kg – kom ud af kontrol, rullede ud over trailerens bagkant og blev spiddet på gaflerne af gaffeltrucken. Dette punkterede tanken og forårsagede et betydeligt udslip af farvestoffet. Chaufføren, der befandt sig på ladet, måtte reddes af Brødrene Hartmanns beredskab, som skar hul i siden af lastbilen.
Brødrene Hartmanns interne beredskab iværksatte straks inddæmning med kattegrus og afpropping af afløb. Brand & Redning Sønderjylland og Beredskabsstyrelsen blev tilkaldt. Akut Miljø Service ApS foretog efterfølgende opsamling og rensning. I forbindelse med indsatsen blev palletanken løftet tilbage på ladet, hvilket blottede hullerne og forværrede udslippet. To gaffeltrucks blev forurenet.
De samlede udgifter til afværgelse, oprensning, bortskaffelse af kemisk affald, rengøring og selvrisiko for gaffeltrucks er opgjort således:
| Udgiftspost | Beløb (kr.) |
|---|---|
| Akut miljøskadesbegrænsning |
| 47.602,00 |
| Indkøb af afspærringsballon | 8.927,00 |
| Oprensning af regnvandsledning | 76.566,00 |
| Rengøring af uheldsområde | 14.724,00 |
| Bortskaffelse af kemisk affald | 264.516,45 |
| Miljørådgivning og tilsyn | 11.568,25 |
| Lønudgifter til medarbejdere | 52.000,00 |
| Selvrisiko – to gaffeltrucks | 10.000,00 |
| I alt | 485.903,70 |
Chaufføren afgav en skriftlig erklæring, hvori han bl.a. anførte, at han var blevet bedt om at trække tankene til bagenden, at han ikke kunne holde den tunge tank, og at aflæsning efter hans opfattelse ikke påhvilede ham.
Brenntag, Brødrene Hartmann og Hartmann (sagsøgerne) nedlagde påstand om, at DSV og ZIT in solidum skulle betale 485.903,70 kr. med procesrente. Over for ZIT blev der endvidere nedlagt en subsidiær påstand om alternativ betaling.
DSV påstod frifindelse over for sagsøgerne og nedlagde påstand om, at ZIT skulle friholde DSV for ethvert beløb, herunder sagsomkostninger og renter, som DSV måtte blive dømt til at betale.
ZIT påstod principalt frifindelse, subsidiært frifindelse mod betaling af et mindre beløb.
Sagen involverede en international vejtransport omfattet af CMR-konventionen gennemført ved CMR-loven. De centrale bestemmelser:
I dansk ret findes erstatningsansvar for selvstændige tredjemænds handlinger reguleret i Danske Lov 3-19-2 og almindelige erstatningsretlige principper.
Sagsøgerne gjorde gældende, at CMR-loven ikke regulerede følgeskader i form af miljøforurening, og at DSV's ansvar derfor skulle bedømmes efter dansk rets almindelige erstatningsregler, navnlig Danske Lov 3-19-2 (husbondansvar). Chaufføren havde begået en ansvarspådragende fejl ved at tabe tanken, og DSV hæftede for denne fejl, da transporten vedrørte farligt gods.
Subsidiært anførte sagsøgerne, at skaden indtrådte i DSV's varetægtsperiode (§ 24), idet chaufførens rangering af pallerne skete før aflevering. DSV var ikke ansvarsfri efter § 25, stk. 1, nr. c, da modtageren ikke gav instruks om den konkrete fremgangsmåde. Udgifterne var endvidere "andre omkostninger ved befordringen", jf. § 29, stk. 3, jf. praksis fra U 1997.324 V og FED 1998.116 V.
DSV påstod frifindelse og anførte, at skaden ikke indtraf i DSV's varetægt, idet modtageren var sat i stand til at råde over godset før rangeringen. Subsidiært var DSV ansvarsfri efter § 25, stk. 1, nr. c, fordi chaufføren fulgte instruks fra Brødrene Hartmann. De påberåbte udgifter var ikke "andre omkostninger ved befordringen", og under alle omstændigheder havde modtageren ikke overholdt sin tabsbegrænsningspligt ved at løfte den spiddede tank tilbage på ladet i stedet for at pumpe indholdet ud.
DSV bestred endvidere at hæfte for ZIT's fejl efter dansk rets almindelige regler, idet ZIT var en selvstændigt virkende tredjemand, og DSV havde ikke instruktionsbeføjelse over chaufføren under losningen.
ZIT bestred ansvar. Over for sagsøgerne anførte ZIT, at selv om CMR-lovens materielle ansvarsregler ikke fandt anvendelse, var forældelsesreglen i CMR-loven § 41 anvendelig på ethvert krav med tilknytning til befordringen. Kravet var derfor forældet, da der var gået mere end ét år fra afleveringen den 7. december 2020, til stævning blev udtaget den 7. september 2022. ZIT henviste bl.a. til den finske højesteretsdom HD:2021:85 og til forarbejderne til CMR-loven (betænkning nr. 319/1962), hvorefter forældelsesbestemmelserne gælder alle krav vedrørende en CMR-befordring, ikke kun krav efter de materielle regler.
Over for DSV gjorde ZIT gældende, at DSV ikke kunne kræve friholdelse, da DSV efter dansk rets almindelige regler ikke hæftede for en selvstændig undertransportørs skadegørende handlinger.
Retten lagde til grund, at de omhandlede følgeskader og udgifter til oprydning ikke vedrørte selve godset, og at skaderne efter karakter og opståen heller ikke i øvrigt kunne anses for omfattet af parternes fragtaftale. CMR-lovens ansvarsregler i kapitel IV fandt derfor ikke anvendelse på DSV's ansvar, og anvendelsesområdet for CMR-loven § 4 kunne ikke udstrækkes til situationen.
Et eventuelt erstatningsansvar for DSV skulle bedømmes efter dansk rets almindelige erstatningsregler, herunder DL 3-19-2 og princippet om ansvar for selvstændigt virkende tredjemænd.
Retten fandt, at ZIT havde ageret som en selvstændigt virkende tredjemand, og at der ingen oplysninger var om, at DSV havde givet chaufføren instrukser vedrørende losningen. DSV kunne derfor ikke ifalde ansvar efter DL 3-19-2.
Et ansvar efter DL 3-19-2 kan imidlertid ikke udstrækkes til situationer, hvor arbejdet er overladt til en selvstændig virkende tredjemand, der ikke er undergivet nogen instruktionsmyndighed fra hvervgiveren.
Retten udtalte endvidere, at udgangspunktet er, at hvervgiver ikke ifalder ansvar for skader uden for kontrakt forvoldt af selvstændigt virkende tredjemænd. Der forelå hverken efter skadernes karakter, godsets farlige karakter eller i øvrigt grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
DSV blev herefter frifundet for erstatningskravet. Som konsekvens heraf frifandtes ZIT også for DSV's krav om friholdelse.
Retten fastslog først, at heller ikke for ZIT kunne CMR-lovens materielle ansvarsregler finde anvendelse på miljøforureningsskaden. Spørgsmålet var derefter, om CMR-lovens § 41 om forældelse fandt anvendelse på kravet.
Retten henviste til betænkning nr. 319/1962, hvoraf det fremgår, at konventionens forældelsesbestemmelser gælder "alle krav vedrørende de af konventionen omfattede befordringer og ikke blot krav i henhold til de materielle konventionsregler". Retten inddrog også den finske højesteretsdom HD:2021:85, som fandt, at artikel 32 (svarende til § 41) finder anvendelse, hvis der er en saglig sammenhæng mellem kravet og befordringen.
Henset hertil, og idet et eventuelt ansvar for ZIT forudsætter, at ZIT’s chauffør i den omhandlede situation havde ansvaret for losningen af godset, finder retten, at et eventuelt krav mod ZIT har en sådan tilknytning til befordringsaftalen, at kravet vedrører en af konventionen omfattet befordring. Forældelsesreglerne i CMR-lovens § 41 finder derfor anvendelse.
Da sagsøgerne først rettede krav mod ZIT den 7. september 2022 – mere end ét år efter skadens indtræden den 7. december 2020 – var kravet forældet. ZIT blev derfor frifundet.
Sø- og Handelsretten afsagde følgende dom:
Sagsomkostninger:
Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
