Sø- og HandelsrettenBerkshire Hathaway Specialty Insurance, som var indtrådt i Speira AS’ erstatningskrav efter skade på aluminiumspoler under en international vejtransport, anlagde sag mod Leman Norway A/S ved Sø- og Handelsretten. Leman påstod sagen afvist under henvisning til en voldgiftsklausul i parternes rammeaftale. Retten tog stilling til, om voldgiftsaftalen var gyldig efter CMR-loven § 42, eller om den var tilsidesat af et senere fragtbrev. Retten fandt, at fragtbrevet ikke havde tilsidesat voldgiftsklausulen, og at klausulen opfyldte kravene i CMR-loven § 42, hvorefter sagen blev afvist med tilkendelse af sagsomkostninger.
Sagen begyndte, da Speira AS (tidligere Hydro Aluminium Rolled Products AS) og Leman Norway A/S den 1. juli 2020 indgik en overordnet rammeaftale (Road Transport Agreement) om transportydelser. Aftalen fastslog i pkt. 3.1 og 9.1, at tjenesterne var underlagt den norske lov om vegfraktavtaler (NRFA), som gennemfører CMR-konventionen i norsk ret, og at denne lov var præceptiv. Samtidig indeholdt aftalens pkt. 26.2 en bestemmelse om, at alle tvister, der udsprang af eller havde forbindelse med aftalen, skulle afgøres ved voldgift i Oslo i henhold til norsk lov:
26.2 This Agreement shall be governed by and construed in accordance with Norwegian law. All disputes arising out of or in connection with this Agreement shall be finally settled by one arbitrator from the Arbitration and Dispute Resolution Institute of the Oslo Chamber of Commerce under the rules of arbitration in the Norwegian Arbitration Act of 2004. The place of arbitration shall be Oslo and the language of the arbitration shall be English.
Den 28. juni 2021 forestod Leman en konkret transport af et parti aluminiumspoler fra Norge til Danmark for Speira. I den forbindelse udstedte parterne et fragtbrev, som blandt andet angav:
This conveyance is regulated by the convention on freight agreements regarding international road transport (C.M.R), according to Norwegian law of 31.01.1969, irrespective of other agreements.
Efter at der opstod skade på godset under transporten, udbetalte Berkshire Hathaway Specialty Insurance forsikringssummen til Speira og indtrådte derved i Speiras krav mod Leman. Berkshire anlagde herefter retssag ved Retten i Odense, som henviste sagen til Sø- og Handelsretten.
Berkshire nedlagde påstand om, at sagen skulle fremmes til fortsat behandling, mens Leman påstod sagen afvist. Parterne argumenterede ud fra rammeaftalen og fragtbrevet samt CMR-lovens regler.
Berkshire gjorde gældende, at det konkrete fragtbrev afløste eller tilsidesatte rammeaftalens voldgiftsklausul, fordi fragtbrevet udtrykkeligt erklærede, at transporten var undergivet CMR-konventionen "irrespective of other agreements". Endvidere anførte Berkshire, at CMR-loven er præceptiv (§ 1), og at voldgiftsklausulen i pkt. 26.2 fraveg de præceptive værnetingsregler i CMR-loven § 39, hvilket er ugyldigt, medmindre undtagelsen i § 46, stk. 3, finder anvendelse – hvilket ikke var tilfældet. Berkshire påstod derfor, at søgsmålet kunne anlægges ved retten i Odense i medfør af CMR-loven § 39, stk. 1.
Leman henviste til, at parterne havde indgået en gyldig voldgiftsaftale, som opfyldte kravene i CMR-loven § 42. Bestemmelsen tillader voldgift, når det samtidig bestemmes, at voldgiftsretten skal anvende CMR-konventionen eller en hermed stemmende lov. Rammeaftalens pkt. 3 og 9 fastslog, at tjenesterne var undergivet NRFA, som er en lov, der stemmer med CMR-konventionen. Denne samtidige bestemmelse var tilstrækkelig til, at voldgiftsklausulen var gyldig. Fragtbrevet ændrede ikke herved, idet det alene bekræftede fragtaftalen og udgjorde et modtagebevis, jf. CMR-loven § 5, stk. 1. Endelig anførte Leman, at sagen derfor skulle afvises i medfør af voldgiftsloven § 8, stk. 1.
Retten behandlede to spørgsmål: (1) om fragtbrevet havde tilsidesat voldgiftsklausulen, og (2) om voldgiftsklausulen var gyldig efter CMR-loven § 42.
Retten bemærkede, at rammeaftalen gjaldt for alle Lemans tjenesteydelser for Speira og ikke var begrænset til specifikke transporter. Fragtbrevet af 28. juni 2021, som angav, at transporten var reguleret af CMR-konventionen, kunne ikke anses for at fravige rammeaftalens pkt. 26.2. Retten udtalte:
Fragtbrevet af 28. juni 2021 for den konkrete transport ses ikke ved sin angivelse af, at transporten er reguleret af CMR-konventionen i henhold til den norske lov af 31. januar 1969 (lov om vegfraktavtaler) uanset andre aftaler, eller i øvrigt at fravige rammeaftalens pkt. 26.2 om voldgift.
Derfor fandt retten, at voldgiftsklausulen i rammeaftalen ikke var tilsidesat.
Retten indledte med at citere forarbejderne til bestemmelsen, Betænkning nr. 319/1962:
Ved denne bestemmelse, der må antages at kunne få stor betydning i praksis, er der åbnet mulighed for på forhånd at undgå uheldige virkninger af konventionens meget vidtgående værnetingsregler med valg mellem flere mulige værneting.
Herefter fastslog retten, at rammeaftalens pkt. 3, 9 og 26.2 samlet set opfyldte kravet i CMR-loven § 42. Det var tilstrækkeligt, at voldgiftsretten – uanset om bestemmelsen herom stod i umiddelbar sammenhæng med voldgiftsklausulen – ville anvende den norske NRFA, som stemmer med CMR-konventionen. Retten udtalte:
Der ses ikke at være krav om, at den samtidige bestemmelse om anvendelse af CMR-konventionen eller en hermed stemmende lov i CMR-lovens § 42 skal være udtrykkelig eller stå i direkte sammenhæng med bestemmelsen om voldgift.
Voldgiftsaftalen var således gyldig. Sagen skulle derfor afvises efter voldgiftsloven § 8, stk. 1.
Retten afviste sagen. I overensstemmelse med sagens karakter og den korte hovedforhandling blev Berkshire pålagt at betale 20.000 kr. i sagsomkostninger til Leman til dækning af advokatomkostninger. Beløbet forrentes efter renteloven § 8 a med 14 dages frist.
