Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten tog stilling til, om kaskoassurandørernes (Lloyds m.fl.) krav mod motorproducenten MAN Energy Solutions og stempelleverandøren KS Kolbenschmidt efter et motorhavari på skibet Donizetti i 2017 var forældet. Kravet om designansvar fandtes forældet efter den absolutte 10-års frist, fordi motoren var leveret i 2000. Kravet om rådgiveransvar mod MAN i forbindelse med et servicebrev fra 2015 var derimod ikke forældet, da afvisningen af en anmodning om isoleret bevisoptagelse udløste en 1-års tillægsfrist efter forældelseslovens § 21, stk. 4. Kolbenschmidt blev frifundet, mens sagen fremmes mod MAN for så vidt angår rådgivningsansvaret.
Sagsøgerne er en række Lloyds-assurandører, der tegnede kaskoforsikring for tankskibet Donizetti:
Alle sagsøgere er repræsenteret af advokat Mads Laage-Petersen Poulsen.
De sagsøgte er:
Sagen er anlagt den 31. maj 2022. Spørgsmålet om forældelse er udskilt til særskilt behandling, jf. retsplejelovens § 253, stk. 1. Retten træffes af vicepræsident Harald Micklander.
Motoren til Donizetti (IMO 9174098) blev produceret af MAN i Danmark i år 2000. Kolbenschmidt leverede på dette tidspunkt stempler til MAN's motorproduktion.
Den 19. august 2017 indtraf et alvorligt motorhavari på Donizetti under en rejse fra Rotterdam til Le Havre. Havariet skyldtes angiveligt, at to af fire låseskruer (plugs) i et stempelhoved havde løsnet sig og forårsaget lejesvigt på cylinder nr. 8, jf. en skadesrapport fra C. Gielisch GmbH af 11. december 2017.
I juli 2015 havde MAN Diesel & Turbo udsendt "Service Letter SL2015-601/MIKA", der omhandlede netop risikoen for utilsigtet løsning af plugs i stempler på visse motortyper, herunder Donizettis motortype L28/32A. MAN anbefalede efterspænding med Loctite og vedlagte instruks, men oplyste samtidig, at årsagen til løsningen var utilstrækkelig rengøring af gevindhullet og manglende brug af Loctite under montage – altså en montagefejl, ikke en designfejl.
Lloyds m.fl. indgav den 14. august 2020 en anmodning om isoleret bevisoptagelse mod MAN til Retten på Frederiksberg (sag BS-32253/2020-FRB). Kolbenschmidt blev adciteret ved begæring den 19. august 2020.
Ved kendelse af 31. maj 2021 afskærede Retten på Frederiksberg anmodningen. Retten lagde vægt på, at der var tale om et indviklet teknisk faktum, at der var gået næsten fire år siden havariet, at de beskadigede dele var bortskaffet, og at en isoleret bevisoptagelse alene ville kunne ske på grundlag af fotos samt at sagen ikke var af hastende karakter.
Den foreliggende sag blev herefter anlagt ved Sø- og Handelsretten den 31. maj 2022. Forældelsesspørgsmålet blev udskilt til særskilt behandling, og retten har tidligere (kendelse af 8. maj 2023) afgjort, at kravet er undergivet dansk ret.
Lloyds m.fl. nedlagde påstand om, at sagen fremmes. MAN og Kolbenschmidt nedlagde begge påstand om frifindelse som følge af forældelse.
Lloyds m.fl. gjorde gældende to ansvarsgrundlag:
Motoren led af en fundamental designfejl (løse bolte i stempler). Kravet var underlagt den absolutte 10-års frist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2. Fristen burde regnes fra skadens indtræden (2017), idet den skadevoldende handling først ophører, når skaden indtræder, og under henvisning til U 2016.3518V. For MAN's vedkommende påberåbtes desuden et selvstændigt rådgiveransvar som omtalt nedenfor.
MAN ifaldt ansvar for mangelfuld rådgivning i "Service Letter SL2015-601/MIKA" af juli 2015. Rådet om at efterspænde med Loctite var utilstrækkeligt. Kravet var underlagt den almindelige 3-års frist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, og forældelse indtrådte tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning, jf. § 21, stk. 4, selv om begæringen om isoleret bevisoptagelse blev afvist. Der henvistes til U 2013.1255V, hvor en hævning af skønssagen blev sidestillet med en afslutning.
MAN og Kolbenschmidt anførte heroverfor:
Den absolutte 10-års frist regnes fra den skadevoldende handlings ophør (handlingstidspunktet), som i denne sag er motorens produktion og levering i år 2000. Kravet var derfor forældet i 2010. Virkningstidspunktet (2017) er uden betydning, jf. betænkning 1460/2005 og FED2015.129. Sø- og Handelsrettens kendelse af 8. maj 2023 om lovvalg havde allerede fastslået, at den skadevoldende handling fandt sted i Danmark i 2000.
Servicebrevet indeholdt ikke konkret rådgivning, men alene en generel anbefaling. Under alle omstændigheder var et eventuelt rådgivningsansvar forældet i august 2020, og den indgivne begæring om isoleret bevisoptagelse medførte ikke suspension, da den blev afvist. Der henvistes til U 2023.2357V, hvorefter en afvist begæring ikke afbryder forældelse, fordi skønsforretningen bortfalder og ikke afsluttes i lovens forstand. Kolbenschmidt påberåbte sig desuden, at servicebrevet er MAN's anliggende og ikke kan danne grundlag for ansvar over for Kolbenschmidt.
MAN og Kolbenschmidt bestred at have udvist retsfortabende passivitet. MAN havde løbende afvist kravet, og Kolbenschmidt havde allerede i december 2020 taget forbehold om forældelse.
Sagens centrale regler findes i forældelsesloven. Forældelseslovens § 3, stk. 3, nr. 2 fastsætter en absolut forældelsesfrist på 10 år for erstatning uden for kontrakt, regnet fra den skadevoldende handlings ophør:
Forældelse indtræder senest 10 år efter den skadevoldende handlings ophør for fordringer på erstatning for skade forvoldt uden for kontraktforhold.
Forældelseslovens § 21, stk. 4 bestemmer om suspension ved isoleret bevisoptagelse:
Indledes der inden forældelsesfristens udløb sag om isoleret bevisoptagelse efter retsplejelovens § 343, indtræder forældelse tidligst 1 år efter skønsforretningens afslutning.
Om formålet med bestemmelsen anfører forarbejderne (lovforslag nr. 165 af 28. februar 2007), som gengivet i dommen:
Det antages i dag, at iværksættelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag ikke afbryder forældelsesfristen … Udvalget finder imidlertid, at det vil være velbegrundet at indføre en regel om udskydelse af forældelsesfristens udløb ved iværksættelse af syn og skøn uden for rets- eller voldgiftssag. En sådan syns- og skønsforretning kan … i nogle tilfælde føre til, at anlæggelse af retssag bliver unødvendig … I disse tilfælde bør fordringshaveren derfor ikke tvinges til at anlægge retssag for at afbryde forældelsesfristen.
Fristen for efterfølgende sagsanlæg foreslår udvalget fastsat til 1 år ligesom for de øvrige tillægsfrister. Fristen bør ifølge udvalget regnes fra skønsforretningens afslutning.
Retten behandlede først passivitetsspørgsmålet, dernæst designansvaret og til sidst rådgiveransvaret.
MAN og Kolbenschmidt ses ikke i dialogen siden 2019, under den isolerede bevisoptagelse eller i den foreliggende sag at have givet Lloyds m.fl. en berettiget forventning om, at forældelse ikke ville blive påberåbt. Indsigelsen om retsfortabende passivitet blev derfor forkastet.
Forældelsesfristen for krav om ansvar for oprindelige mangler ved motoren og stemplerne (designansvar) løber senest fra leveringen i år 2000. Virkningstidspunktet den 19. august 2017 er uden betydning for den absolutte 10-års frist. Et eventuelt krav var derfor forældet allerede i 2010 og under alle omstændigheder ved sagens anlæg i 2022. Kravet mod begge sagsøgte på dette grundlag var således forældet. Da Lloyds m.fl. alene havde gjort designansvar gældende over for Kolbenschmidt, blev Kolbenschmidt frifundet i det hele.
Kravet mod MAN baseret på mangelfuld rådgivning i servicebrevet var undergivet den almindelige 3-års forældelsesfrist, jf. forældelseslovens § 3, stk. 1, regnet fra skadens indtræden den 19. august 2017, jf. § 3, stk. 2.
Inden fristens udløb den 19. august 2020 indgav Lloyds m.fl. anmodning om isoleret bevisoptagelse. Retten på Frederiksberg afskærede anmodningen den 31. maj 2021, men det skete ud fra hensigtsmæssighedsbetragtninger – ikke fordi det var åbenbart, at begæringen ikke ville blive imødekommet.
Retten lagde afgørende vægt på formålet med forældelseslovens § 21, stk. 4. Afvisningen af begæringen – der ikke skyldtes åbenbar mangel på hjemmel – måtte sidestilles med en afslutning af sagen om isoleret bevisoptagelse, således at den 1-årige tillægsfrist fandt anvendelse. Retten henviste til de citerede forarbejder og fandt, at:
Under disse omstændigheder findes forældelsen henset til formålet med § 21, stk. 4, først at indtræde 1 år efter afslutningen af sagen om isoleret bevisoptagelse, jf. retsplejelovens § 21, stk. 4.
Forældelsesfristen udløb derfor først den 31. maj 2022. Da stævningen mod MAN blev indleveret samme dag, var kravet på grundlag af rådgiveransvar ikke forældet.
Under hensyn til sagens udfald, værdi, omfang og hovedforhandlingens begrænsede varighed skulle Lloyds m.fl. betale 125.000 kr. inkl. moms til Kolbenschmidt til dækning af advokatudgifter. Sagsomkostningerne i forholdet mellem Lloyds m.fl. og MAN udskydes til afgørelse i den fortsatte sag.
Afgørelsen lyder:
THI KENDES FOR RET:
KS Kolbenschmidt GmbH frifindes.
Sagen fremmes til fortsat behandling for så vidt angår et eventuelt krav mod MAN Energy Solutions, filial af MAN Energy Solutions SE, Tyskland på grundlag af rådgiveransvar som følge af mangelfuld rådgivning i "Service Letter SL2015-601/MIKA".
Lloyds Insurance Company S.A., The Standard Syndicate 1884, MS Amlin Syndicate 3210, Argo International Syndicate 1200, Markel Syndicate Management Ltd. 3000, Amtrust at Lloyds 9577, Pioneer Underwriting Ltd. 9981, Advent Underwriting Limited 0780, Navigators Underwriting Agency Ltd. 1221, og Through Transport Mutual Services UK Ltd. skal i fællesskab inden 14 dage betale 125.000 kr. i sagsomkostninger til KS Kolbenschmidt GmbH. Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
