Afvisning af EU-dækkende forbud i varemærkesag på grund af manglende kompetence

Sagens parter og baggrund

Sports Group Denmark A/S er en dansk virksomhed, der sælger sportstøj og sportsartikler under mere end 25 brands. Virksomheden er indehaver af det danske varemærke "FZ FORZA" samt EU-varemærkerne "FORZA" og "FZ".

Victor Rackets Ind. Corp er en taiwansk virksomhed, der sælger badmintonudstyr. Virksomheden har licens fra Sports Group Denmark A/S til erhvervsmæssig brug af de omhandlede varemærker.

EPC Alternative Source (hjemmehørende på Cypern) og Forza Fighting Gear BV (hjemmehørende i Holland) er søsterselskaber, der sælger beklædning og tilbehør til kampsport. EPC Alternative Source er indehaver af de registrerede EU-figurmærker "Forza Fighting Gear" og "Forza Sportswear", som begge er under ophævelse.

Sagen, der blev anlagt den 5. oktober 2021, angår spørgsmålet, om EPC Alternative Source og Forza Fighting Gear BV ved salg og markedsføring af kampsportsudstyr under betegnelserne FORZA, FORZA FIGHTING GEAR og FORZA SPORTSWEAR krænker sagsøgernes varemærkerettigheder i hele EU.

Processuelt forløb – udskillelse af kompetencespørgsmålet

Sagen er en hovedsag, som har været sat i bero på en midlertidig forbudssag (BS-37996/2021-SHR), hvor sagsøgerne alene nedlagde påstande om forbud og påbud i Danmark.

• 23. maj 2022: Sø- og Handelsretten afviste forbudssagen på grund af manglende værneting.
• 28. september 2022: Østre Landsret ophævede afvisningen og fandt, at der var værneting i Danmark efter domsforordningens art. 7, nr. 2, da det danske varemærke påberåbtes. Landsretten bemærkede, at varemærkeforordningens bestemmelser ikke var til hinder for, at retten tillige påkendte spørgsmålet om krænkelse af EU-varemærker.
• 25. januar 2023: Sø- og Handelsretten nedlagde et flertalsforbud mod krænkelse i Danmark.
• 7. juli 2023: Østre Landsret ophævede forbuddet, idet krænkelse i Danmark ikke fandtes sandsynliggjort.

I hovedsagen blev spørgsmålet om rettens internationale kompetence til at pålægge EU-dækkende sanktioner ved telefoniske retsmøder den 9. oktober 2023 og 9. februar 2024 udskilt til særskilt behandling efter Retsplejeloven § 253, stk. 1. Parterne var enige om, at retten på det foreliggende skriftlige grundlag kunne tage stilling til afvisningsspørgsmålet.

Parternes principale påstande

Sagsøgernes principale påstande (1-3):

1. EPC Alternative Source og Forza Fighting Gear BV forbydes i EU at anvende ordet FORZA samt ordkombinationerne FORZA FIGHTING GEAR og FORZA SPORTSWEAR og dertilhørende figurmærker i forbindelse med salg og markedsføring af en række varer (beklædning, sportsudstyr m.v.).
2. Sagsøgte forbydes i EU at anvende de samme kendetegn som forretningskendetegn for detail- og engroshandel med de pågældende varer.
3. Sagsøgte påbydes at tilbagekalde og fjerne alle varer, labels og emballage, hvor de krænkende kendetegn anvendes, fra forhandlere i EU.

De sagsøgtes påstand: Afvisning af de principale påstande på grund af manglende international kompetence.

Retlige rammer for EU-varemærkedomstoles territoriale kompetence

Den internationale kompetence i sager om EU-varemærker reguleres af forordning (EU) 2017/1001 (varemærkeforordningen) med supplement af forordning (EU) 1215/2012 (domsforordningen).

Varemærkeforordningens kompetenceregler

En EU-varemærkedomstols stedlige kompetence følger af artikel 125:

• Stk. 1-4: Kompetence ved sagsøgtes hjemting, værneting i den medlemsstat, hvor krænkelsen er sket/bliver sket, eller i den medlemsstat, hvor domstolen er beliggende (Art. 25, 26 i domsforordningen).
• Stk. 5: Supplement af domsforordningens art. 7, nr. 2, for handlinger, der er begået eller truer med at blive begået i en given medlemsstat.

Artikel 126 afgrænser den territorielle udstrækning:

Artikel 126, stk. 1, litra a: En EU-varemærkedomstol, der er kompetent i medfør af artikel 125, stk. 1-4, har kompetence for så vidt angår handlinger, der er begået, eller som der er risiko for begås, inden for en hvilken som helst medlemsstats område.

Artikel 126, stk. 2: En EU-varemærkedomstol, hvis kompetence alene støttes på artikel 125, stk. 5, har kun kompetence for så vidt angår handlinger, der er begået, eller som der er risiko for begås, inden for den medlemsstats område, hvor den pågældende domstol er beliggende.

EU-Domstolens praksis

Den territoriale udstrækning af et forbud mod krænkelse af et EU-varemærke skal fastlægges ud fra den stedlige kompetence hos EU-varemærkedomstolen samt den territoriale udstrækning af eneretten. En domstol, der er kompetent i medfør af art. 125, stk. 1-4, kan således principielt udstede et EU-dækkende forbud, jf. DHL Express France (C-235/09), præmis 33-50, og , præmis 55-58.

Parternes synspunkter om værneting

Sagsøgernes argumentation

Sagsøgerne gjorde gældende, at Sø- og Handelsretten var kompetent til at påkende de EU-dækkende påstande, idet:

• Der foreligger en snæver sammenhæng mellem tvisten og det sted, hvor skadetilføjelsen er foregået, jf. domsforordningens art. 7, nr. 2 og EU-Domstolens praksis i Wintersteiger (C-523/10).
• De sagsøgtes handlinger har virkning på det danske territorium, og retten er derfor kompetent efter varemærkeforordningens grundlæggende principper.
• De sagsøgte har givet møde for retten, hvilket – sammenholdt med domsforordningens art. 25-26 og varemærkeforordningens art. 125, stk. 4 – giver retten EU-dækkende kompetence.

De sagsøgtes argumentation

De sagsøgte bestred, at retten havde kompetence til EU-dækkende sanktioner, og anførte:

• Der er ikke indgået en værnetingsaftale (domsforordningens art. 25 finder ikke anvendelse).
• Mødet i retten skete udelukkende for at bestride kompetencen, hvilket efter domsforordningens art. 26, stk. 1, udelukker stiltiende værneting.
• Allerede fordi ingen af betingelserne i art. 125, stk. 4 (aftale eller møde) er opfyldt, har retten ikke EU-dækkende kompetence efter art. 126, stk. 1.
• Domsforordningens art. 7, nr. 2, kan ikke give grundlag for EU-dækkende sanktioner, da varemærkeforordningens kompetenceregler har forrang.

Rettens vurdering og begrundelse

Retten lagde til grund, at Sports Group Denmark A/S for nuværende uberettiget er indehaver af de påberåbte EU-varemærker. Spørgsmålet var derfor, om retten var stedlig kompetent i medfør af varemærkeforordningens art. 125, stk. 4, som påberåbt af sagsøgerne.

Ingen værnetingsaftale eller stiltiende accept

Artikel 125, stk. 4, litra a, bestemmer, at artikel 25 i domsforordningen finder anvendelse, hvis parterne aftaler, at en anden EU-varemærkedomstol skal have kompetence.

Artikel 125, stk. 4, litra b, bestemmer, at artikel 26 i domsforordningen finder anvendelse, hvis sagsøgte giver møde for en anden EU-varemærkedomstol.

Det var ubestridt, at der ikke forelå en værnetingsaftale, og at advokat Johan Løje alene var mødt for at bestride rettens kompetence. Under disse omstændigheder fandt hverken domsforordningens art. 25 eller art. 26, og dermed heller ikke varemærkeforordningens art. 125, stk. 4, anvendelse.

Kompetence i medfør af art. 125, stk. 5, – kun Danmark

Selv hvis retten havde kompetence efter varemærkeforordningens art. 125, stk. 5 (deliktværneting ved handlinger begået i Danmark), ville kompetencen være begrænset til handlinger i Danmark, jf. art. 126, stk. 2. Et forbud eller en sanktion udstedt på dette grundlag kunne derfor ikke få virkning uden for Danmark.

Domsforordningens art. 7, nr. 2, giver kun national kompetence

Retten bemærkede, at domsforordningens art. 7, nr. 2, efter sin ordlyd kun finder anvendelse på sager, der ikke er omfattet af varemærkeforordningens art. 124, jf. art. 122, stk. 2, litra a. Denne undtagelse indebærer, at art. 7, nr. 2, alene giver Sø- og Handelsretten national kompetence – dvs. kompetence til at behandle krænkelser begået i Danmark – men hverken giver international kompetence efter varemærkeforordningen eller mulighed for at udstede EU-dækkende forbud.

Rettens afgørelse

Sø- og Handelsretten bestemte:

Sports Group Denmark A/S og Victor Rackets Ind. Corp principale påstande 1-3 afvises.

Afgørelse om sagsomkostninger udskydes til sagens endelige afgørelse.

Sagen blev herefter udsat med henblik på den videre behandling af de subsidiære påstande (formentlig vedrørende det danske marked).