Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten afgjorde i en delafgørelse, om en tidligere dom har negativ retskraft over for Molslinjen A/S' påstand om, at Rønne Havns havneafgifter udgør misbrug af dominerende stilling. Molslinjen havde overtaget færgebetjeningen pr. 1. september 2018 efter et nyt udbud. Retten fandt, at selvom Molslinjen var succederet i Danske Færger A/S' rettigheder og pligter, angik sagerne ikke samme spørgsmål, fordi kontraktforholdet og tidsperioden var anderledes. Rønne Havns afvisningspåstand blev derfor afvist, og hovedsagen om de konkurrenceretlige krav fortsætter.
Molslinjen A/S driver den samfundsbegrundede færgebetjening af Bornholm i henhold til en 10-årig kontrakt med staten fra 1. september 2018. Rønne Havn A/S er eneste havn på Bornholm med kapacitet til at håndtere færgetrafikken og har derfor en ubestridt dominerende stilling.
Molslinjen overtog besejlingen efter at have vundet et udbud i 2016. Forinden havde Danske Færger A/S drevet ruten frem til 31. august 2018. Rønne Havn indførte pr. 1. januar 2018 et nyt takstsystem med en minimumsafgift pr. anløb, der gradvist nedbragte den tidligere rabat til operatøren. Danske Færger protesterede, og Rønne Havn anlagde i juni 2018 sag mod Danske Færger med krav om betaling af de forhøjede afgifter for perioden 1. januar – 31. august 2018. Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 i BS-35839/2018-SHR frifandt Danske Færger for betalingskravet på aftaleretligt grundlag, men frifandt samtidig Rønne Havn for Danske Færgers selvstændige anerkendelsespåstand om, at prisforhøjelserne i denne periode indebar misbrug af dominerende stilling efter konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 TEUF.
Molslinjen betalte fra 1. september 2018 havneafgifterne under løbende tilbagesøgningsforbehold og anlagde i 2021 nærværende sag med krav om tilbagebetaling af over 73 mio. kr. samt anerkendelse af, at afgifterne er konkurrencestridige og i strid med aftalelovens § 36. Rønne Havn påstod sagen afvist under henvisning til, at 2018-dommen havde negativ retskraft over for Molslinjens konkurrenceretlige påstand.
Det centrale spørgsmål var, om Sø- og Handelsrettens dom i BS-35839/2018-SHR har negativ materiel retskraft, så Molslinjens påstand 2 for så vidt angår misbrug af dominerende stilling skal afvises.
En dom har formel retskraft, når ankefristen er udløbet, hvilket indebærer, at de spørgsmål, der er afgjort mellem parterne, ikke kan genoptages. Retskraftens rækkevidde afhænger af, om (1) sagerne angår samme parter, og (2) om det er samme spørgsmål, der er pådømt. Retten undersøgte begge dele.
2018-dommen frifandt Rønne Havn for den selvstændigt nedlagte påstand om, at havneafgifterne i perioden 1. januar – 31. august 2018 udgjorde misbrug. Molslinjens nye påstand angår perioden fra 1. september 2018 og frem.
Parterne fremførte vidtstrakte anbringender om både partsidentitet og spørgsmålets identitet.
Rønne Havn gjorde gældende, at Molslinjen var same part som Danske Færger i 2018-sagen, idet Molslinjen overtog 100 % af aktierne i Danske Færger i oktober 2018, fusionerede i december 2018 og succederede i alle rettigheder og forpligtelser. Under sagens behandling ændredes sagsøgtes CVR-nummer til Molslinjens, og dommen anser selv Molslinjen for part. Rønne Havn henviste til, at dommen omtalte Molslinjen 101 gange og anvendte oplysninger om Molslinjens betalinger i 2019 til at vurdere Danske Færgers andel af omsætningen i 2018.
Videre anførte Rønne Havn, at der var tale om ét samlet takstsystem, der blev indført pr. 1. januar 2018 og indfaset over 2018-2020, og at 2018-dommen tog stilling til dette system, ikke blot perioden. Retten havde udtrykkeligt bemærket, at “sagens tvist vedrører hovedsagelig den mellemliggende periode fra den 31. august 2017 til den 31. august 2018”, og at udviklingen i takstsystemet var forventet og taget i betragtning. Ifølge Rønne Havn måtte 2018-dommen derfor have retskraft for al senere opkrævning under det uændrede system, jf. bl.a. UfR 1949.804 H og UfR 2017.1407 V. Endelig påpegede Rønne Havn, at Molslinjen ikke havde anket 2018-dommen.
Molslinjen anerkendte successionen, men fastholdt, at sagerne ikke angår samme spørgsmål. 2018-sagen vedrørte alene perioden 1. januar – 31. august 2018 og et andet aftaleforhold (Danske Færgers gamle kontrakt). Fra 1. september 2018 bestod et nyt kontraktforhold mellem Rønne Havn og Molslinjen under en anden hovedkontrakt med staten. De faktisk opkrævede priser var tillige højere end varslet, og oplysninger herom indgik ikke i 2018-sagen. En konkurrenceretlig vurdering af urimeligt høje priser kræver en analyse af konkrete omkostninger og avancer i den pågældende periode og kan ikke afgøres en gang for alle, jf. bl.a. UfR 2011.1646 H. Molslinjen havde i øvrigt ikke mulighed for at udvide påstandene under en eventuel ankesag til også at omfatte de efterfølgende perioder, jf. retsplejelovens §§ 383 og 384. Endelig havde Molslinjen taget vedvarende tilbagesøgningsforbehold, og spørgsmålet om var slet ikke pådømt i 2018-dommen.
Retten gennemgik først partsidentiteten og vurderede derefter, om spørgsmålet var det samme.
Retten lagde til grund, at Molslinjen i december 2018 fusionerede med Danske Færger og dermed utvivlsomt succederede i selskabets rettigheder og pligter, jf. selskabslovens § 250, stk. 1. Sagerne angik derfor samme parter.
Retten anerkendte, at takstsystemet fra 1. januar 2018 fandt anvendelse på begge kontraktforhold. Dog fandt retten det ikke godtgjort, at de to aftaleforhold hvilede på nøjagtig samme kontraktgrundlag, idet Molslinjen påbegyndte et nyt kontraktforhold efter at have vundet udbuddet.
Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 tager ikke eksplisit stilling til, om Danske Færgers anerkendelsespåstand skulle have betydning for perioden efter den 31. august 2018. Dette støttes af, at dommens præmisser udtrykkeligt opererer med perioden 1. januar til 31. august 2018 og henviser til perioden som »den pågældende periode« og »den relevante periode«.
Retten fremhævede, at perioden med Danske Færger som kontraktspart er en afgrænset periode, der ligger forud for det nye aftaleforhold. Molslinjens fremsættelse af anerkendelsespåstanden for perioden efter 1. september 2018 under en ny sag var derfor “naturlig og velbegrundet” og kunne ikke anses som et illoyalt forsøg på at få prøvet et allerede påkendt spørgsmål.
Hertil kommer, at der bør udvises tilbageholdenhed med at statuere retskraft i tilfælde, hvor der kan være en berettiget tvivl om, hvorvidt der er taget stilling til et spørgsmål, og hvor dette kan medføre et betydeligt retstab som i denne sag ved, at Molslinjen afskæres fra at få foretaget en egentlig konkurrenceretlig analyse af, om Rønne Havn har misbrugt sin ubestridte dominerende stilling.
Retten fandt således, at 2018-dommen ikke havde negativ materiel retskraft over for den omtvistede anerkendelsespåstand. Rønne Havns afvisningspåstand blev derfor ikke taget til følge.
Rønne Havn A/S’ afvisningspåstand over for Molslinjen A/S’ påstand 2 for så vidt angår misbrug af Rønne Havns dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller art. 102 i Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde tages ikke til følge.
Sagen fortsætter således til realitetsbehandling af de konkurrenceretlige spørgsmål. Afgørelsen om sagsomkostninger blev henskudt til den endelige dom i medfør af retsplejelovens § 322.
