Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten tog stilling til, om Europart Danmark A/S' brug af Volvo Lastvagnar AB's ordmærker VOLVO, FL, FE, FM, FH og FMX i 39 kataloger mv. ved markedsføring af uoriginale reservedele udgjorde varemærke- og designkrænkelse. Retten fandt, at fremtrædende varemærkebrug i 27 kataloger overskred grænsen for nødvendig referencebrug og var i strid med god markedsføringsskik, mens 12 kataloger mv. var lovlige. Volvo fik delvist medhold med forbud, skønsmæssigt vederlag på 2 mio. kr., erstatning for anerkendte designkrænkelser på 55.000 kr. og sagsomkostninger på 3,34 mio. kr.
Sagsøger, Volvo Lastvagnar AB, er indehaver af de registrerede ordmærker VOLVO samt EU-varemærkerne FL, FE, FM, FH og FMX, der alle er registreret for bl.a. lastbiler og reservedele. Volvo markedsfører originale reservedele under disse mærker.
Sagsøgte, Europart Danmark A/S, er en grossist, der sælger alternative (uoriginale) reservedele til tunge kommercielle køretøjer. Virksomheden havde i en længere periode anvendt Volvos varemærker i en række salgskataloger, brochurer og kampagner uden konsekvent at angive, at delene blot »passer til« Volvo-lastbiler.
Volvo fremlagde 39 kataloger mv. (bilag 49-87 og 347), hvori man med røde pile havde markeret den varemærkebrug, der blev påstået at være krænkende. Materialet spændte fra tykke reservedelskataloger med illustrationer til enkeltsidede kampagneaviser og interne prislister. Nogle kataloger anvendte »VOLVO Truck« i stor skrift på forsiden, andre havde modelbetegnelser som FH, FM og FL i overskrifter og sidehoveder uden tydelig producentangivelse.
Volvos principale påstande var:
Europart Danmark påstod frifindelse og gjorde bl.a. gældende, at brugen var lovlig referencebrug, at omsætningskredsen var professionel og ikke blev vildledt, og at mange kataloger var forældede.
Retten anvendte varemærkelovens § 4, stk. 2, nr. 1 (dobbeltidentitet) og EU-varemærkeforordningens artikel 9, stk. 2, litra a, da der for alle seks ordmærker var identitet mellem de anvendte og registrerede mærker, og de anvendtes for identiske varer (reservedele). Det var dermed udgangspunktet, at brugen var retstridig.
For at brugen alligevel kunne anses for lovlig, skulle betingelserne i reservedelsreglen, varemærkelovens § 10, stk. 1, nr. 3, og forordningens artikel 14, stk. 1, litra c, være opfyldt: anvendelsen skal være »nødvendig for at angive anvendelsen af en vare eller tjenesteydelse, navnlig som tilbehør eller reservedel«, og den skal ske i overensstemmelse med »god markedsføringsskik«, jf. § 10, stk. 2, og artikel 14, stk. 2.
Hvis brugen gør det muligt, at nogen i den relevante omsætningskreds får indtryk af en erhvervsmæssig forbindelse mellem parterne, er den i strid med god markedsføringsskik.
Retten fandt det unødvendigt at tage stilling til, om mærkerne var velkendte, eller om der forelå forvekslingsrisiko, da vurderingen kunne afgøres efter reservedelsreglen.
Designkrænkelsen var anerkendt, jf. designloven § 9.
Retten foretog en konkret vurdering af hver type brug. Gennemgangen viste, at nogle former var lovlige, mens andre overskred grænsen for loyal referencebrug. Nedenfor er de centrale kategorier og rettens resultat. En detaljeret markering af de ulovlige anvendelser findes i et domsbilag.
Katalogerne VOLVO Truck – Reservedele og tilbehør, VOLVO Truck – Karrosseridele og Tilbehørskatalog VOLVO anvendte »VOLVO« centralt og i meget stor skrift, delvist side om side med eller over Europarts eget logo. Retten udtalte:
Selv om der var indsat en forklarende tekst om, at kataloget vedrørte dele, som passer til Volvo, findes anvendelsen at være unødvendig markant og gør, at det ikke kan udelukkes, at nogen fra den relevante omsætningskreds får det indtryk, at der består en erhvervsmæssig forbindelse mellem Volvo og Europart Danmark.
Derimod var forsiden på Lyddæmpere til lastbiler og busser lovlig, fordi Volvo-mærket her stod diskret blandt flere producentnavne.
Anvendelse af modelbetegnelser (FH, FM, FMX, FE, FL) i indholdsfortegnelser og stikordsregistre var lovlig. Retten fandt, at det var nødvendigt for navigation i katalogerne og gav ikke indtryk af en forretningsmæssig forbindelse.
Hvis det på den pågældende side i øvrigt tydeligt fremgik, hvem producenten var, eller hvis der ved de enkelte reservedele stod »passende til«, var brugen lovlig. Hvis producenten derimod ikke kunne identificeres på siden, og Volvo-mærket stod som eneste identifikation, var brugen ulovlig, fordi læseren – der ofte kun ser den aktuelle side – kunne tro, at delene var originale Volvo-dele.
Efter en konkret gennemgang fandt retten, at følgende kataloger mv. enten var interne, ufuldstændige eller på anden måde ikke indeholdt krænkelser: bilag 55, 72, 73, 74, 75, 84 og 86, samt bilag 63, 78, 81, 82 og 83, der ikke kunne anses for anvendt eksternt. Europart Danmark blev derfor frifundet for Volvos påstande for disse bilags vedkommende.
Europart Danmark anerkendte, at de 196 reservedele i bilag 18 krænkede Volvos internationale designregistreringer. Retten nedlagde herefter forbud mod salg, import, eksport, markedsføring og besiddelse af disse reservedele, jf. designloven § 9.
Derimod frifandt retten Europart Danmark for påstanden om tilbagekaldelse og destruktion (påstand 3), idet det henset til delenes begrænsede antal, den forløbne tid og kundernes interesser ville være uforholdsmæssigt, jf. designlovens § 38, stk. 4.
Volvo fik ikke medhold i erstatning for tabt salg, markedsforstyrrelse eller renomméskade, da skaden ikke var tilstrækkeligt godtgjort. Retten fastsatte i stedet et skønsmæssigt vederlag for varemærkekrænkelserne og en erstatning/vederlag for designkrænkelserne.
Efter en samlet vurdering af perioden fra 3. september 2014 og frem, antallet af berørte reservedele og Europart Danmarks manglende medvirken til oplysning af omsætningen, fastsættes vederlaget for varemærkekrænkelser skønsmæssigt til 2.000.000 kr.
For designkrænkelserne blev Europart Danmarks fortjeneste på de solgte 196 reservedele lagt til grund. Der skete fradrag for de 8 produkter, som Volvo selv havde købt (da disses udgift indgik i sagsomkostningerne), så beløbet fastsattes skønsmæssigt til 55.000 kr.
Samlet tilkendt beløb: 2.055.000 kr. med procesrente fra 31. maj 2023.
| Krænkelse | Beløb (kr.) |
|---|---|
| Vederlag for varemærkekrænkelser | 2.000.000 |
| Erstatning/vederlag for designkrænkelser | 55.000 |
| I alt | 2.055.000 |
Europart Danmark blev pålagt at offentliggøre domskonklusionen på forsiden af sin hjemmeside, www.europartteknik.dk, i 14 dage med link til den fulde dom, jf. varemærkelovens § 44a og designlovens § 39a. Krav om annoncering i trykte aviser blev ikke taget til følge.
Sø- og Handelsretten afsagde følgende dom:
Når en reservedel var vist uden angivelse af producent og kun med Volvo-mærket, var brugen ulovlig. Hvis der ved et referencenummer var anført en forkortelse for en anden producent (f.eks. »W« for Wabco), var brugen lovlig, såfremt det nederst på siden tydeligt fremgik, hvad forkortelsen stod for. Hvis denne nøgle manglede, var brugen ulovlig. Lignende gælder, når nogle dele på siden havde producentnavn og andre ikke – de dele uden producentnavn blev anset som ulovlig brug.
Hvis det af hele katalogets layout klart fremgik, at reservedelene stammede fra en bestemt producent (f.eks. Bosch, Knorr-Bremse, Hella), og Europart blot distribuerede materialet, var brugen lovlig. Anvendelsen af Volvo-mærkerne var i disse tilfælde forenelig med god markedsføringsskik.
