Sø- og HandelsrettenSagen angår prøvelse af Ankenævnets for Patenter og Varemærkers kendelse om stadfærdelse af Patent- og Varemærkestyrelsens ugyldiggørelse af GST Denmark ApS’ patent DK 180096 B1 (”Rotary hoe arrangement…”). Ugyldiggørelsen skyldtes, at opfindelsen anses for kendt før ansøgningsdatoen den 11. oktober 2018, og dermed ikke opfylder nyhedskravet i .
Hovedspørgsmålet var, hvorvidt en e-mail (D01) sendt den 26. juni 2018 fra den franske producent Société Nouvelle SUIRE SAS til deres østrigske eneimportør LTS-Landtechnik udgjorde en offentliggørelse. Mailen indeholdt tegninger af ”Rotaking”-stjernerenseren. Ifølge indsigeren blev tegningerne derefter fremvist for den potentielle kunde og landbrugskyndige Peter Markom den 21. september 2018.
GST Denmark ApS bestred, at materialet var blevet almindeligt tilgængeligt, og argumenterede for, at der mellem producenten og eneimportøren forelå en implicit fortrolighedsaftale. Parterne samarbejdede om fremstilling og eksklusiv markedsføring af maskinen som en nyhed på en messe, hvilket ifølge GST måtte indebære en stiltiende hemmeligholdelsespligt, selv uden skriftlig aftale.
Sagsøgeren (GST) gjorde bl.a. gældende, at Ankenævnet havde anvendt en forkert bevisstandard, da kravet efter EPO-praksis i prior-use-sager skulle være "up to the hilt" (ud over enhver rimelig tvivl). GST henviste også til bevisernes ensidige karakter, manglende mulighed for at modbevise e-mails og erklæringer, samt at de involverede stod i et kommercielt interessefællesskab med SUIRE.
Sagsøgte (Ankenævnet) fastholdt, at der hverken forelå en eksplicit eller implicit tavshedspligt. De fremlagte erklæringer fra LTS og Peter Markom afviste krav om fortrolighed. Markom som fagkyndig kunde kunne forstå de tekniske detaljer og frit videregive dem. Informationer udvekslet i forbindelse med produktforsalg er principielt ikke underlagt fortrolighed.
Retten understregede, at prøvelsen af administrative myndigheders og nævns skønsmæssige vurderinger kræver et sikkert grundlag for at blive tilsidesat. Dette gælder også på patentområdet, hvor Ankenævnets særlige sagkundskab skal tillægges vægt.
Sagsøgeren koncentrerede sine anbringender om validiteten og bedømmelsen af bevismaterialet for hændelsesforløbet, herunder mails, mødereferater og erklæringer fra perioden juni 2018 til oktober 2021. Materialet stammede fra tre forskellige enheder (fransk producent, østrigsk importør, wien-magistratets landbrugsafdeling).
Retten udtalte: "Ankenævnets samlede bevismæssige bedømmelse af de opregnede beviser og forhold er udtryk for en skønsmæssig vurdering, som det kræver et sikkert grundlag at tilsidesætte. Retten finder, at det af GST Denmark ApS under denne sag anførte ikke giver et sikkert grundlag for at tilsidesætte ankenævnets skønsmæssige vurdering af de opregnede beviser og omstændigheder, som førte til ankenævnets konklusion om, at D01 skal anses for almindeligt tilgængeligt i det mindste fra den 21. september 2018."
Sø- og Handelsretten fandt ikke grundlag for at fastslå, at Ankenævnet havde anvendt en inkorrekt bevisstandard eller overset væsentlige omstændigheder vedrørende fortrolighed. Dokumentet D01 må derfor anses for almindeligt tilgængeligt senest den 21. september 2018 – før patentansøgningen blev indleveret. Nyhedskravet i Patentloven § 2 var således ikke opfyldt, og patentets ugyldiggørelse stadfæstes.
Resultat:
Frifindelsespåstand accepteret. Patent DK 180096 B1 er med rette erklæret ugyldigt.