Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten prøvede Ankenævnet for Patenter og Varemærkers afslag på at registrere Rigo Trading S.A.s tredimensionelle figurmærke ”Guldbamsen” for konfekturevarer. Retten frifandt Ankenævnet for den principale påstand om registrering, da Ankenævnets skøn var truffet på et korrekt retligt grundlag og uden sikre holdepunkter for tilsidesættelse. Sagen hjemvistes imidlertid til fornyet behandling, fordi en ny spørgeundersøgelse udgjorde en væsentlig oplysning, som Ankenævnet ikke havde haft adgang til.
Rigo Trading S.A. (»RiGO«) er en del af Haribo-koncernen og ejer rettighederne til det tredimensionelle figurmærke, der forestiller en buttet bjørn med ører, fremadvendte arme og ben – i daglig tale »Guldbamsen«. Mærket blev ansøgt internationalt registreret den 16. maj 2018 for konfekturevarer i klasse 30. Ansøgningen mødte foreløbigt afslag i Danmark med henvisning til manglende særpræg efter varemærkelovens § 13, stk. 1, nr. 2.
Ankenævnet for Patenter og Varemærker (»Ankenævnet«) er klageinstans for Patent- og Varemærkestyrelsens afgørelser.
Patent- og Varemærkestyrelsen meddelte i 2018 foreløbigt afslag, og efter omfattende skriftveksling stadfæstede styrelsen afslaget den 21. juni 2022. Begrundelsen var, at bamseformen er almindelig i konfekturebranchen, og at mærket hverken havde iboende særpræg eller var indarbejdet.
RiGO indbragte afgørelsen for Ankenævnet, som i kendelse af 6. september 2023 tilsluttede sig styrelsens vurdering. Ankenævnet lagde vægt på, at særprægsvurderingen skal foretages på ansøgningstidspunktet, og at det ansøgte mærke ikke adskilte sig væsentligt fra branchens normer og sædvaner. Ankenævnet fandt heller ikke, at RiGO havde dokumenteret indarbejdelse.
RiGO nedlagde:
Ankenævnet nedlagde:
Efter varemærkelovens § 2, stk. 1, nr. 1 kan et registreret varemærke bestå af varens form, hvis den er egnet til at adskille en virksomheds varer fra andres. § 13, stk. 1, nr. 2 udelukker mærker uden fornødent særpræg. Efter § 13, stk. 2, kan et mærke dog registreres, hvis det inden ansøgningsdatoen har opnået særpræg gennem brug (indarbejdelse).
For tredimensionelle mærker, der udgør varens form, kræves ifølge EU-Domstolens praksis, at formen adskiller sig fra, hvad forbrugeren er vant til at se, og dermed væsentligt afviger fra branchens normer og sædvaner, jf. bl.a. C-144/06 P Henkel og de forenede sager C-344/10 P og C-345/10 P Freixenet.
Ved indarbejdelsesvurderingen skal der foretages en samlet konkret bedømmelse af, om en betydelig del af omsætningskredsen identificerer varen som hidrørende fra en bestemt virksomhed, jf. C-108/97 og C-109/97 Windsurfing Chiemsee og C-217/13 og C-218/13 Oberbank.
Sø- og Handelsretten fastslog, at prøvelsen fuldt ud omfatter faktum og retsanvendelse, mens tilsidesættelse af Ankenævnets skøn forudsætter et sikkert grundlag. Retten fandt, at Ankenævnet korrekt havde anvendt retsgrundlaget ved at vurdere særpræg på ansøgningstidspunktet.
Det følger af EU-Domstolens praksis, at hvor forbrugere er vant til at opfatte ordmærker som tegn, der identificerer udbyderen af en vare, er dette ikke nødvendigvis tilfældet, når mærket består i varens udformning, hvorfor det er et krav for sådanne mærker, at formen på mærket adskiller sig fra den form, som forbrugeren er vant til at se og dermed afviger betydeligt fra branchens normer og sædvaner.
Retten konkluderede, at der ikke var et sikkert grundlag for at tilsidesætte Ankenævnets skøn over, at figurmærket hverken havde iboende særpræg eller var indarbejdet baseret på de oplysninger, Ankenævnet havde. Ankenævnet blev derfor frifundet for den principale påstand.
RiGO fremlagde for Sø- og Handelsretten en spørgeundersøgelse udarbejdet af Kantar Public i oktober/november 2023 – altså efter Ankenævnets kendelse.
Undersøgelsen, der omfattede 1.564 repræsentativt udvalgte personer over 18 år, viste blandt andet:
Der kan ikke fastsættes en fast grænse for, hvor stor en andel af eventuelle respondenters i en spørgeundersøgelse, der bør kende til et mærke, før det kan anses for gennem indarbejdelse at have opnået fornødent særpræg til at kunne registreres, jf. hertil blandt andet præmis 44, 48 og 49 i de forende sager C-217/13 og C-218/13 Oberbank mfl.
Retten bemærkede, at rækkefølgen af spørgsmålene kunne have påvirket besvarelsen af spørgsmål 3, men fandt alligevel, at undersøgelsen udgjorde en "væsentlig ny oplysning", der burde inddrages. Den skulle derfor indgå i Ankenævnets fornyede behandling af sagen.
På baggrund af parternes sammenfaldende subsidiære påstande hjemviste retten sagen til Ankenævnet.
Efter sagens udfald skulle ingen af parterne betale sagsomkostninger til den anden part.
