Sø- og HandelsrettenSø- og Handelsretten tog stilling til, om en tidligere direktør og eneejer af et nu konkursramt it-distributionsselskab personligt kunne drages til ansvar for omfattende varemærkekrænkelser begået gennem systematisk parallelimport af HPE-produkter fra lande uden for EØS til EØS-markedet. Retten fandt, at direktøren i ond tro havde medvirket til krænkelserne og dømte hende til at betale 7,5 mio. kr. i vederlag og erstatning, idet hun hæfter solidarisk med det tidligere selskab.
Hewlett-Packard Development Company L.P. og Hewlett Packard Enterprise Development LP (samlet kaldet HPE) er indehavere af en række EU-varemærker. HPE producerer og distribuerer IT-produkter – herunder servere, lagringsløsninger og netværksudstyr – gennem et selektivt distributionssystem. Distributører autoriseres til et defineret territorium; for EØS-området indebærer systemet, at distributører ikke må sælge uden for dette område uden HPE's samtykke.
Sagsøgte var stifter, direktør og eneejer af Virksomhed ApS 1 (stiftet 23. juni 2016, erklæret konkurs 5. januar 2023). Selskabet, der havde ca. fem ansatte, opererede som uafhængig distributør af it-hardware og handlede i vidt omfang med HPE-produkter. Sagsøgte havde tidligere arbejdet i tilsvarende virksomheder og havde kendskab til branchens praksis for parallelimport.
Selskabets værdiskabelse lå i indkøb af HPE-produkter primært fra distributører uden for EØS – herunder i Singapore, Malaysia, Hong Kong og Dubai – og videresalg til kunder inden for EØS. Det er ubestridt, at produkterne var påført HPE's varemærker.
HPE's Brand Protection Team iværksatte undersøgelser af flere europæiske selskaber, der videresolgte HPE-produkter. Gennem forlig med Allnet GmbH, Etree GmbH, Red Delta Solutions GmbH og Central Point Holding B.V. (Infotheek) i 2017-2019 fik HPE udleveret serienumre og leverandøroplysninger, der pegede tilbage på Virksomhed ApS 1 som en central leverandør. Det blev konstateret, at mange af disse produkter oprindeligt var solgt til markeder uden for EØS.
HPE rettede henvendelse til Virksomhed ApS 1 den 1. marts 2018 og igen telefonisk den 5. april 2018 med anmodning om dialog, men selskabet forholdt sig passivt. Den 12. december 2019 gennemførte fogedretten en bevissikringsforretning hos Virksomhed ApS 1 efter retsplejelovens § 653. Under forretningen sikredes der adgang til økonomisystem og mailkorrespondance, på trods af forsøg på at fjerne computere og slukke netværket.
Bevissikringsrapporterne viste, at Virksomhed ApS 1 i perioden 2016-2019 havde indkøbt HPE-produkter for 124.595.083,78 kr., hovedsageligt fra leverandører uden for EØS, og solgt for 134.738.309,69 kr. Dækningsbidraget var på 15.061.001,11 kr.
Sagsøgte blev personligt identificeret i omfattende mailkorrespondancer med asiatiske leverandører. Hun instruerede f.eks. en medarbejder om, at visse produkter var "ment til det kinesiske marked" og derfor ikke måtte sælges i Europa – en instruks hun dog ikke selv overholdt konsekvent. Hun efterspurgte produkter med "#ABB"-kode (europæisk strømtilslutning) for at gøre dem salgbare i EØS og deltog i prisforhandlinger direkte med HPE's autoriserede distributører i Asien. Af en mail af 31. januar 2019 til en amerikansk køber fremgik:
These drives do come from Asia, and it's correct that they are not allowed to be sold in Europe.
Efter at RDS i marts 2019 underrettede Virksomhed ApS 1 om HPE's krav foretog Sagsøgte en udlodning på 2,8 mio. kr. til et andet selskab, og hendes mand kommenterede:
Du skal så overveje om du skal tage pengene op i [søsterselskab] eller om du bare har dem som et tilgodehavende. Jeg ville ikke selv tage dem op før jeg fik en alvorlig henvendelse fra HP.
Retten fandt, at Sagsøgte dermed handlede i ond tro og havde afgørende indflydelse på krænkelserne.
Retten lagde til grund, at det påhvilede Sagsøgte at godtgøre, at hvert enkelt produkt var markedsført i EØS med HPE's samtykke, jf. EU-Domstolens dom i C-414/99, C-415/99 og C-416/99 (Davidoff). HPE's selektive distributionssystem indebar ikke en reel risiko for markedsopdeling, så den omvendte bevisbyrde fra Van Doren-dommen (C-244/00) fandt ikke anvendelse.
Det blev efter bevissikringsrapporterne lagt til grund, at Virksomhed ApS 1 havde solgt HPE-produkter inden for EØS med en samlet omsætning på 102.607.282,06 kr., uden at der forelå samtykke, og at dette udgjorde en krænkelse af varemærkeforordningens artikel 9, jf. artikel 15.
På baggrund af Sagsøgtes rolle som eneejer og direktør, hendes personlige involvering i indkøb og salg samt hendes bevidsthed om, at produkterne ikke lovligt kunne sælges i EØS – i hvert fald fra marts 2018 – fandt retten, at hun var personligt ansvarlig for krænkelserne. Retten henviste bl.a. til Højesterets praksis i U 2015.869 H og anden retspraksis om personligt ansvar ved immaterialretskrænkelser.
Kravet mod Sagsøgte var ikke forældet, da HPE først fik kendskab til de faktiske forhold, der begrundede et personligt ansvar, gennem bevissikringsrapporterne, og sagen var anlagt den 9. marts 2021, dvs. inden for den 3-årige frist i forældelseslovens § 3, stk. 2. Der forelå heller ikke retsfortabende passivitet.
Retten fastsatte et rimeligt vederlag og erstatning efter varemærkelovens § 43 med udgangspunkt i den samlede omsætning af krænkende produkter (102.607.282,06 kr.). HPE havde ikke godtgjort en fast licenssats på 10 %, men under hensyn til krænkelsens grovhed, varighed og omfang samt den konstaterede markedsforstyrrelse og det forhold, at HPE havde modtaget kompensation fra tidligere forlig (3.530.005,42 kr.), fastsatte retten skønsmæssigt det samlede beløb til 7.500.000 kr. med procesrente.
Sagsøgte skal inden 14 dage til Hewlett-Packard Development Company L.P. og Hewlett Packard Enterprise Development LP betale 7.500.000 kr. med procesrente fra den 9. marts 2021. Sagsøgte hæfter solidarisk med Virksomhed ApS 1 (nu under konkurs), som blev dømt ved udeblivelsesdom af 15. maj 2023.
Sagsøgte skal derudover inden 14 dage betale sagsomkostninger med i alt 1.350.000 kr. (heraf 1.200.000 kr. for advokatudgift og 150.000 kr. for retsafgift). Sagsomkostningerne forrentes efter rentelovens § 8 a.
Retten fandt efter krænkelsens karakter og grovhed ikke grundlag for at nedsætte ansvaret efter erstatningsansvarslovens § 24.
