ProcesbevillingsnævnetTre straffesager hvor anklagemyndigheden påstod frakendelse af dansk indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A med henvisning til, at indfødsretten var opnået ved svig, fordi de pågældende havde fortiet sigtelser/strafbare forhold for myndighederne. Byretterne og Vestre Landsret nåede forskellige resultater – fra frifindelse på grund af manglende forsæt eller uproportionalitet til faktisk frakendelse. Procesbevillingsnævnet meddelte i alle tre sager tilladelse til anke til Højesteret.
Anklagemyndigheden påstod i tre selvstændige straffesager, at de pågældende skulle have frakendt deres danske indfødsret, fordi den var opnået ved svig. Hjemlen er indfødsretslovens § 8 A, stk. 1:
Den, som i forbindelse med sin erhvervelse af dansk indfødsret har udvist svigagtigt forhold, herunder ved forsætligt at afgive urigtige eller vildledende oplysninger eller fortie relevante oplysninger, skal ved dom frakendes indfødsretten, hvis det udviste forhold har været bestemmende for erhvervelsen, medmindre dette vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
Frakendes en person sin indfødsret, skal efter § 8 A, stk. 2 som udgangspunkt også vedkommendes børn frakendes indfødsretten, hvis de har erhvervet den gennem den pågældende – medmindre det vil være i strid med Danmarks internationale forpligtelser, eller barnet derved bliver statsløst.
De tre sager rejser principielle spørgsmål om:
Anklagemyndigheden påstod frakendelse over for hovedpersonen efter § 8 A, stk. 1 og over for hans fem børn efter § 8 A, stk. 2.
Baggrunden var, at hovedpersonen blev , at Folketinget tredjebehandlede det lovforslag, hvorved han fik dansk indfødsret. Forholdet var begået omtrent to uger inden sigtelsen, og han orienterede ikke Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriet. Han blev senere idømt for overtrædelse af .
Byretten fandt indledningsvis, at hovedpersonen forsætligt havde fortiet oplysninger af betydning for opnåelsen af indfødsret, idet han ikke havde oplyst om voldssigtelsen, og at han dermed havde handlet svigagtigt på en måde, der havde været bestemmende for erhvervelsen. Udgangspunktet var herefter frakendelse, medmindre dette ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser.
Ud fra en proportionalitetsafvejning – hvori indgik hovedpersonens tilknytning til Danmark, at forholdet var begået efter ansøgningen (så han ikke på ansøgningstidspunktet havde fortiet noget), og at de fortiede oplysninger var af mindre grov karakter – fandt byretten, at frakendelse ville være i strid med Danmarks internationale forpligtelser. Byretten frifandt.
Vestre Landsret stadfæstede med delt votering:
Efter stemmeflertallet stadfæstede landsretten byrettens frifindelse (TfK 2025.157 V).
Anklagemyndigheden påstod frakendelse efter § 8 A, stk. 1. Personen var året efter meddelelsen af indfødsret blevet sigtet for vold mod sit barn begået gennem en længere årrække både før og efter meddelelsen, og blev idømt fængsel i 6 måneder, heraf 4 betinget, for overtrædelse af straffelovens § 245, stk. 1.
Byretten fandt under hensyn til det strafbare forholds grove karakter, at det var ubetænkeligt at lægge til grund, at personen vidste eller bestemt måtte formode, at der var tale om et kriminelt forhold, og dermed havde forsæt til at afgive urigtige oplysninger, der var bestemmende for erhvervelsen. Personen havde ved ansøgningen været forpligtet til at oplyse om forholdet.
Med henvisning til forholdets grovhed og personens personlige forhold fandt byretten, at frakendelse ikke ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. At personen ved frakendelsen blev statsløs, kunne ikke ændre vurderingen, idet indfødsretten var opnået ved svig.
Vestre Landsret tiltrådte, at personen havde handlet svigagtigt ved erhvervelsen, og at frakendelse ikke ville stride mod Danmarks internationale forpligtelser. Dommen er trykt i U 2025.3714 V og TfK 2025.281 V.
Anklagemyndigheden påstod frakendelse efter § 8 A, stk. 1. Som i den første sag var personen blevet sigtet for vold kort før, at indfødsretslovforslaget blev tredjebehandlet i Folketinget – forholdet var begået halvanden måned inden sigtelsen – og han orienterede ikke ministeriet. Han blev senere fundet skyldig i overtrædelse af straffelovens § 244, men fundet straffri efter straffelovens § 16, stk. 1 og dømt til psykiatrisk behandling.
Byretten fandt, at det ikke med den fornødne sikkerhed kunne lægges til grund, at personen forsætligt havde fortiet sigtelsen, hvorfor betingelserne for frakendelse ikke var opfyldt. Byretten lagde vægt på den korte periode mellem sigtelse og lovforslagets vedtagelse, samt at personen i perioden var psykisk syg og derfor i mindre grad var i stand til at vurdere sine forpligtelser i relation til sigtelsen og ansøgningen.
Vestre Landsret stadfæstede frifindelsen, men med ændret begrundelse:
Dommen er trykt i TfK 2025.299 V.
Procesbevillingsnævnet meddelte i alle tre sager tilladelse til anke til Højesteret, jf. reglerne om 3.-instansbevilling i straffesager (retsplejeloven § 932):
| Sag | Underinstanser | Anketilladelse meddelt til |
|---|---|---|
| 1. sag (j.nr. 25/14055, TfK 2025.157 V) | Byret frifandt → landsret stadfæstede med dissens | Anklagemyndigheden |
| 2. sag (j.nr. 25/19578, U 2025.3714 V / TfK 2025.281 V) | Byret frakendte → landsret stadfæstede | Personen, der fik frakendt indfødsret |
| 3. sag (j.nr. 25/22658, TfK 2025.299 V) | Byret frifandt → landsret stadfæstede med ændret begrundelse og dissens | Anklagemyndigheden |
Tilladelserne afspejler, at sagerne er principielle: de afklarer betingelserne for frakendelse af indfødsret efter indfødsretslovens § 8 A ved svigagtig fortielse – herunder kravet om, at fortielsen skal have været bestemmende for erhvervelsen, vurderingen af forsæt, og den proportionalitets- og folkeretlige afvejning, der efter loven kan afskære frakendelse, samt rækkevidden over for medfølgende børn.
