Tandbehandling betalt via rente- og gebyrfri afdragsordning — oprindeligt trepartsforhold omfattet af den dagældende kreditaftalelov

Finansieringen af tandbehandlingen via en "rente- og gebyrfri" afdragsordning

I januar 2023 tilgik en kunde en tandkliniks hjemmeside med henblik på køb af en tandbehandling. Det fremgik, at man kunne opnå 20 % rabat, og at behandlingen kunne betales enten kontant eller via en afdragsordning. Kunden valgte afdragsordningen og indgik en aftale med et finansieringsselskab om finansiering af tandbehandlingen for 20.796 kr. hos tandklinikken.

Af låneaftalen fremgik blandt andet, at lånet var rente- og gebyrfrit, og at debitorrenten var angivet til 0,00 %.

De økonomiske strømme bag ordningen var imidlertid mere sammensatte:

Det fratrukne "betalingsgebyr" udgjorde 11,37 % af det beløb, som kunden skulle betale.

Af samarbejdsaftalen mellem tandklinikken og selskabet fremgik blandt andet, at formålet var, at tandklinikken kunne tilbyde sine kunder en rente- og gebyrfri betalingsordning, og at det var tandklinikken, der betalte alle finansieringsomkostninger til selskabet på vegne af sine kunder.

Tandklinikkens konkurs og kundens indsigelse

Kunden nåede aldrig at modtage sin tandbehandling, idet tandklinikken blev taget under konkursbehandling ved dekret i marts 2023. Konkursboet blev sluttet i medfør af konkurslovens § 143 uden nogen dækning til kreditorerne.

Kunden gjorde indsigelse mod de afdrag, som selskabet opkrævede, under henvisning til, at tandbehandlingen aldrig var blevet gennemført. Kunden betalte ikke desto mindre samtlige opkrævede afdrag under protest.

Kunden anlagde herefter sag mod selskabet med påstand om betaling af 20.796 kr. Selskabet påstod frifindelse.

Byrettens dom: et oprindeligt trepartsforhold omfattet af kreditaftaleloven

Byretten henviste indledningsvis til den dagældende kreditaftalelovs § 3, stk. 1, nr. 1, hvorefter en kreditaftale ikke er omfattet af loven, såfremt kreditten er ydet rentefrit og uden andre omkostninger.

Byretten fandt, at selskabet ikke havde godtgjort, at betalingsaftalen reelt var uden omkostninger for kunden — uanset at den kontante pris og prisen ved betalingsaftalen fremstod som identiske. Retten lagde vægt på, at 11,37 % af det beløb, som kunden skulle betale, udgjorde selskabets betaling for at tilbyde finansiering.

Som følge heraf fandt retten, at der var tale om et oprindeligt trepartsforhold, og at kreditaftalen mellem kunden og selskabet var omfattet af dagældende kreditaftalelov.

Da kreditaftalen var omfattet af loven, kunne kunden gøre sine indsigelser gældende over for selskabet. Da kunden aldrig modtog den betalte tandbehandling, og da kunden ikke opnåede dækning for nogen del af sit krav i konkursboet, fandt retten, at kunden havde ret til tilbagebetaling af den fulde købspris på 20.796 kr. Selskabet blev derfor dømt til at betale 20.796 kr.

Landsrettens stadfæstelse efter kreditaftalelovens § 33, stk. 3 og 4

Landsretten tiltrådte af de af byretten anførte grunde, at selskabets lånefinansiering af tandbehandlingen udgjorde et oprindeligt trepartsforhold, og at kreditaftalen var omfattet af kreditaftaleloven.

Da kunden på grund af konkursen ikke havde modtaget den ydelse, som var betalt via lånefinansieringen, havde tandklinikken misligholdt aftalen med kunden. Herefter, og da kunden ikke havde opnået dækning for nogen del af sit krav i konkursboet, kunne kunden efter kreditaftalelovens § 33, stk. 3 og stk. 4 over for selskabet rejse krav om betaling af de 20.796 kr., som selskabet havde modtaget som betaling fra kunden.

Efter § 33, stk. 3, kan forbrugeren — i tilfælde omfattet af § 4, nr. 15, litra b — rejse samme pengekrav mod kreditor som mod sælgeren, dog begrænset til det beløb, kreditor har modtaget fra forbrugeren. Efter stk. 4 finder reglen tilsvarende anvendelse ved kreditaftaler med henblik på opnåelse af en tjenesteydelse. Landsretten stadfæstede på den baggrund byrettens dom.

Procesbevillingsnævnets tilladelse til prøvelse ved Højesteret

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, således at sagen kan indbringes for Højesteret.

Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår en "rente- og gebyrfri" forbrugerfinansieringsordning — hvor det er leverandøren (her tandklinikken), der betaler finansieringsomkostningerne til finansieringsselskabet — alligevel må anses for at indebære omkostninger for forbrugeren, så ordningen ikke er undtaget efter kreditaftalelovens § 3, stk. 1, nr. 1, men udgør et oprindeligt trepartsforhold omfattet af loven. Afgørelsen heraf er bestemmende for, om forbrugeren over for finansieringsselskabet kan rejse krav efter § 33, stk. 3 og 4, når leverandøren går konkurs uden at levere den betalte ydelse.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/14631.