ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet har meddelt en tysk statsborger tilladelse til at anke en østre landsretsdom til Højesteret. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om en straffesags hovedforhandling kan gennemføres i tiltaltes fravær, når tiltalte på grund af en vedvarende psykisk lidelse — udløst og forværret af selve indkaldelserne — er ude af stand til at møde, og der ikke kan fastsættes et tidspunkt for, hvornår han igen kan deltage.
I december 2022 blev en tysk mand ved byretten idømt fængsel i 2 år og udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandig. Domfældelsen angik uberettiget erhvervelse af forretningshemmeligheder under særligt skærpende omstændigheder samt forsøg herpå. De pådømte forhold var begået i 2016.
Sagen blev anket til landsretten fra begge sider:
Hovedforhandlingen i landsretten kunne ikke gennemføres. Forløbet udviklede sig til en længere kæde af aflysninger på grund af den tiltaltes lovlige forfald:
Landsretten berammede herefter for fjerde gang hovedforhandling og modtog en ny specialerklæring fra samme speciallæge:
Den tiltalte havde oplevet en forværring af sine lidelser, hvorfor han fortsat var ude af stand til at rejse til Danmark for at deltage i hovedforhandlingen, herunder ved kortvarigt fremmøde af op til en times varighed, og denne forværring var forårsaget af indkaldelsen til hovedforhandlingen.
Speciallægens prognose var, at det kredsløb, hvor hver berammelse og indkaldelse udløste en patologisk tilspidsning af de bestående grundlidelser, ikke ville kunne gennembrydes.
Landsretten bestemte, at ankesagen skulle gennemføres uden den tiltaltes tilstedeværelse.
Landsretten fastslog først, at de almindelige udeblivelsesregler ikke gav hjemmel i situationen: hverken retsplejeloven § 920, stk. 2 eller § 917, stk. 1, 2. pkt., jf. § 855, stk. 1, jf. stk. 3, nr. 4, jf. stk. 4, indeholdt hjemmel til at gennemføre hovedforhandlingen i den tiltaltes fravær. Disse bestemmelser forudsætter i kernen udeblivelse uden lovligt forfald — og her forelå netop dokumenteret lovligt forfald.
Gennemførelse i tiltaltes fravær kunne derfor kun komme på tale, hvis der forelå ganske særlige omstændigheder. Landsretten henviste herved til tre højesteretsafgørelser:
Efter en samlet vurdering af sagen, ankesagens forløb, gerningstidspunkterne, oplysningerne om den tiltaltes helbredsforhold samt hensynet til sagens fremme fandt landsretten, at der forelå sådanne ganske særlige omstændigheder. Der blev navnlig lagt vægt på:
Sagen sætter spidsen på en grænse i straffeprocessen: Den tiltaltes ret til at være til stede under sin egen hovedforhandling er en grundlæggende retssikkerhedsgaranti, men står her over for hensynet til sagens fremme i en situation, hvor mødeudygtigheden efter speciallægens prognose er vedvarende og uden udsigt til ophør.
De påberåbte udeblivelsesregler dækker ikke tilfælde med dokumenteret lovligt forfald, og spørgsmålet er derfor, hvor langt det ulovbestemte princip om "ganske særlige omstændigheder" rækker — herunder om en kombination af alvorlig kriminalitet, gentagne udsættelser og en lægeligt dokumenteret, uoverstigelig hindring kan begrunde, at hele ankesagen fremmes uden tiltaltes tilstedeværelse.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til anke til Højesteret (3.-instansbevilling) efter retsplejeloven § 932, stk. 1, hvorefter landsrettens domme i straffesager kun kan ankes med nævnets tilladelse, og sådan tilladelse kan meddeles, hvis sagen er af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Spørgsmålet om adgangen til at gennemføre en straffesags hovedforhandling i tiltaltes fravær ved varig, lægeligt dokumenteret mødeudygtighed er netop af en sådan principiel karakter. Højesteret får dermed lejlighed til at fastlægge rækkevidden af de "ganske særlige omstændigheder", der kan begrunde fravigelse af tiltaltes tilstedeværelsesret.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19560. Landsrettens afgørelse er trykt i U 2025.3943 Ø.
