ProcesbevillingsnævnetEn erstatningssag om rådgiveransvar blev af Vestre Landsret hjemvist til fortsat behandling ved byretten. Spørgsmålet var, om appellanternes anmodning om fornyet behandling efter retsplejelovens § 388 var indgivet rettidigt inden for 4-ugersfristen, og om en generelt formuleret meddelelse fra byretten kunne begrunde oprejsningsbevilling. Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til Højesteret.
I juli 2023 anlagde to appellanter en retssag ved byretten (Retten i Holstebro). Sagen angik erstatningsansvar i forbindelse med rådgivning.
Under et telefonmøde i oktober 2023 blev det besluttet, at spørgsmålet om forældelse skulle udskilles til selvstændig afgørelse, og at dette spørgsmål skulle afgøres på skriftligt grundlag.
Ved byrettens dom af 26. februar 2024 blev modparterne frifundet med henvisning til, at der var indtrådt forældelse.
Appellanterne ankede byrettens dom til landsretten med påstand om sagens fremme, således at sagen skulle hjemvises til fortsat behandling ved byretten.
Ved landsrettens kendelse af 11. december 2024 blev byrettens dom ændret, således at sagen blev hjemvist til fortsat behandling ved byretten.
Efter retsplejeloven § 388, 1. pkt. kan enhver af parterne — når ankeinstansen har hjemvist sagen — inden 4 uger efter dommens afsigelse indgive skriftlig anmodning om fornyet behandling af sagen til den ret, sagen er hjemvist til. Ved fristoverskridelse finder § 372, stk. 2 tilsvarende anvendelse (oprejsningsbevilling).
Byretten sendte den 13. december 2024 en meddelelse til parterne, hvoraf fremgik, at retten havde fastsat en frist til den 10. januar 2025 for parternes bemærkninger til sagens videre forløb.
Forløbet herefter:
| Dato |
|---|
| Handling |
|---|
| 13. dec. 2024 | Byretten udsender generel meddelelse med frist til 10. jan. 2025 |
| 10. jan. 2025 | Appellanterne beder om 4 ugers frist til processkrift med henblik på tilskæring af sagen |
| 13. jan. 2025 | Appellanterne anmoder om genoptagelse efter § 388 |
| 13. jan. 2025 | En modpart anmoder om afvisning, idet § 388-anmodningen ikke var rettidig |
Modparten påberåbte sig fristreglen i § 388, jf. § 372, stk. 2, idet appellanterne ikke rettidigt havde anmodet om fornyet eller fortsat behandling ved byretten.
Byretten fastslog, at appellanternes anmodning af 10. januar 2025 ikke kunne sidestilles med en anmodning om genoptagelse efter § 388. En sådan anmodning blev først indgivet den 13. januar 2025 — femtedagen efter fristens udløb — og var derfor for sent.
Byretten anførte videre, at der ikke i retsplejeloven er hjemmel til, at byretten af egen drift genoptager en hjemvist sag. Den helt generelt formulerede meddelelse, som retten havde udsendt i forlængelse af Vestre Landsrets kendelse, ændrede ikke dette.
Ved vurderingen af oprejsningsbevilling efter § 372, stk. 2 lagde retten vægt på:
Retten fandt herefter ikke grundlag for undtagelsesvis at tillade genoptagelse efter fristens udløb. Sagen blev derfor ikke genoptaget.
Landsretten bemærkede, at der ikke inden 4 uger efter afsigelsen af landsrettens hjemvisningskendelse var indgivet en skriftlig anmodning om fortsat behandling af sagen til byretten, jf. § 388, 1. pkt.
Landsretten fandt, at der — uanset byrettens meddelelse af 13. december 2024 — ikke var grundlag for undtagelsesvis at tillade fortsat behandling efter fristens udløb, jf. § 388, 2. pkt., jf. § 372, stk. 2.
Landsretten stadfæstede derfor byrettens kendelse.
Procesbevillingsnævnet meddelte appellanterne tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om kravet til fornyet behandling i retten efter en hjemvisning af sagen — herunder den nærmere afgrænsning af, hvornår en parts henvendelse kan sidestilles med en rettidig anmodning efter § 388, 1. pkt., og hvilken betydning en generelt formuleret meddelelse fra den hjemviste ret har for adgangen til oprejsningsbevilling efter § 388, 2. pkt., jf. § 372, stk. 2.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/16436.
