ProcesbevillingsnævnetPolitiet foretog beslaglæggelse hos et ægtepar mistænkt for tyveri efter mundtligt samtykke, men vejledte ikke parret om muligheden for at få beslaglæggelsens lovlighed prøvet ved retten. Byret og landsret godkendte beslaglæggelsen trods den manglende vejledning, og Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kunne kæres til Højesteret.
I februar 2025 foretog politiet beslaglæggelse af en række genstande hos et ægtepar, der var mistænkt for tyveri. Beslaglæggelse af genstande hos en mistænkt kan ske efter retsplejeloven § 802, stk. 1, når den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse undergivet offentlig påtale, og genstanden kan tjene som bevis mv.
Ægteparret samtykkede mundtligt til beslaglæggelsen og kørte selv effekterne ind på politigården. Parret blev imidlertid ikke vejledt om muligheden for at få spørgsmålet om beslaglæggelsens lovlighed forelagt retten.
Efter retsplejeloven § 807, stk. 1 skal politiet vejlede den, som indgrebet retter sig imod, om adgangen til at få spørgsmålet indbragt for retten, når beslaglæggelsen foretages efter § 806, stk. 4 (dvs. uden forudgående retskendelse). Sagens kerne er, hvilken betydning det skal have, at denne vejledning ikke blev givet.
Forløbet efter beslaglæggelsen kan skitseres således:
| Tidspunkt | Begivenhed |
|---|---|
| Februar 2025 | Politiet foretager beslaglæggelse efter mundtligt samtykke — uden vejledning |
| Knap 2 uger senere | Retten beskikker en advokat for hver af ægtefællerne |
| 12 dage efter beskikkelsen | Advokaterne anmoder om, at beslaglæggelsen indbringes for retten |
| Dagen efter | Politiet indbringer beslaglæggelsen for retten |
| Den følgende dag | Genstandene udleveres til ægteparret |
Ægtefællerne fik således advokatbistand kort efter beslaglæggelsen, men anmodede først 12 dage senere om at få indgrebet prøvet ved retten.
Byretten godkendte beslaglæggelsen. Retten udtalte, at manglende vejledning om muligheden for at indbringe beslaglæggelsen for retten som udgangspunkt vil være tilsidesættelse af en væsentlig retssikkerhedsgaranti, men at den manglende vejledning af ægteparret konkret ikke kunne føre til, at indgrebet ikke godkendtes.
Byretten lagde herved vægt på:
Landsretten stadfæstede byrettens kendelse om godkendelse af beslaglæggelsen i henhold til de af byretten anførte grunde.
Landsrettens afgørelse i en kæresag kan efter retsplejeloven § 973 kun kæres videre til Højesteret med Procesbevillingsnævnets tilladelse, som kan meddeles, hvis kæremålet angår spørgsmål af principiel karakter eller særlige grunde i øvrigt taler derfor.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens kendelse kunne kæres til Højesteret, jf. retsplejeloven § 973.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvilken retsvirkning det skal have for godkendelsen af en beslaglæggelse, at politiet har undladt at vejlede den, som indgrebet retter sig imod, om adgangen til at få beslaglæggelsens lovlighed prøvet ved retten — herunder navnlig betydningen af, at indgrebet skete efter mundtligt samtykke, og at den berettigede først anmodede om forelæggelse efter at have fået advokat beskikket.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/15182.
