3.-instansbevilling om hvornår en psykiatrisk patients ønske om at "komme hjem" udgør en anmodning om udskrivning, der udløser krav om formel beslutning om tvangstilbageholdelse

Tvangsindlæggelsen og patientens gentagne ytringer om at ville hjem

En mand blev i februar 2024 tvangsindlagt på en psykiatrisk afdeling og blev først udskrevet igen den 22. april 2024.

Af mandens journal fremgik, at han flere gange under indlæggelsen gav udtryk for uvilje over for den foreslåede behandling og måtte tvangsmedicineres, mens han dog i perioder helt eller delvist tog den ordinerede medicin.

Journalen viste videre, at manden ved flere lejligheder i februar og marts 2024 udtrykte uvilje over for indlæggelsen. Han udtalte blandt andet:

at han ikke skulle være "buret inde", at han ikke burde være indlagt, at han gerne ville tilbage til sit bosted, og at han ønskede at "komme hjem".

Den første af disse ytringer blev fremsat allerede dagen efter tvangsindlæggelsen.

I medio marts 2024 indgav mandens advokat klage over tvangsindlæggelse, tvangsmedicinering og tvangstilbageholdelse.

Under en samtale med en læge den 3. april 2024 oplyste manden, at han ønskede "udskrivelse". Lægen noterede herefter i journalen, at manden blev oplyst om, at hans ønske om udskrivelse ikke kunne imødekommes, hvilket manden "accepterede".

Patientklagenævnets afvisning af klagen over tvangstilbageholdelse

I forlængelse af advokatens klage godkendte Det Psykiatriske Patientklagenævn tvangsindlæggelsen og tvangsmedicineringen, idet betingelserne herfor var opfyldt, jf. psykiatriloven § 5.

Klagen over tvangstilbageholdelse blev derimod afvist, idet nævnet ikke kunne konstatere, at sygehuset havde tvangstilbageholdt manden.

På mandens begæring blev nævnets afgørelse indbragt for domstolene. Manden påstod under sagen, at regionen skulle anerkende, at beslutningerne om tvangsindlæggelse og tvangstilbageholdelse var ulovlige.

Byrettens dom: tvangstilbageholdelse fra den 3. april var ulovlig

Byretten — i den underliggende sag Lovlighed af tvangsindlæggelse og ulovlig tvangstilbageholdelse af psykiatrisk patient (BS-33509/2024-HBK) — fandt tvangsindlæggelsen lovlig, men tvangstilbageholdelsen fra den 3. april 2024 ulovlig.

Byretten lagde til grund:

• Det var godtgjort, at manden var sindssyg eller i en tilstand, der ganske måtte ligestilles dermed, da han blev indlagt, og at tilstanden bestod frem til udskrivelsen den 22. april 2024.
• Det var godtgjort, at det ville have været uforsvarligt ikke at frihedsberøve manden i perioden med henblik på behandling. Beslutningen om tvangsindlæggelse var derfor lovlig, og formalia efter psykiatrilovens bestemmelser var overholdt.
• Manden havde tre gange inden den 3. april 2024 ytret ønske om at komme hjem, men disse ytringer udgjorde ikke en anmodning om at blive udskrevet.

Byretten fandt derimod, at der den 3. april 2024 blev truffet beslutning om at tvangstilbageholde manden. Denne beslutning var:

• truffet af en læge og ikke godkendt af en overlæge, jf. psykiatriloven § 4 c, jf. § 10, stk. 1, og
• ikke indført i tvangsprotokollen, jf. psykiatriloven § 20.

De formelle betingelser for fortsat frihedsberøvelse var derfor ikke opfyldt, og tvangstilbageholdelsen fra den 3. april og frem til udskrivelsen var derfor ulovlig — uanset at de materielle betingelser for frihedsberøvelse havde været opfyldt i hele perioden.

Landsrettens stadfæstelse og kravet om "den fornødne klarhed"

Manden ankede byrettens dom med påstand om, at regionen skulle anerkende, at tvangsindlæggelsen og herefter tvangstilbageholdelsen i perioden fra dagen efter tvangsindlæggelsen og frem til den 3. april var ulovlig.

Landsretten stadfæstede af de af byretten anførte grunde dommen i det omfang, den var anket, og udtalte:

at der ikke var grundlag for at fastslå, at manden før den 3. april 2024 med den fornødne klarhed havde fastholdt en tilkendegivelse om at blive udskrevet med den følge, at der burde være truffet beslutning om tvangstilbageholdelse.

Det principielle spørgsmål og Procesbevillingsnævnets bevilling

Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår en indlagt patients tilkendegivelser om at ville "komme hjem" eller blive udskrevet udgør en anmodning om udskrivning, der efter psykiatriloven § 10, stk. 3 forpligter overlægen til snarest muligt at tage stilling til, om patienten kan udskrives, eller om der skal træffes en formel — overlægegodkendt, jf. § 4 c, og protokolleret, jf. § 20 — beslutning om tvangstilbageholdelse.

Spørgsmålet har betydning for grænsen mellem en lovlig fortsat frihedsberøvelse og en formelt mangelfuld — og dermed ulovlig — tvangstilbageholdelse, herunder hvilken klarhed der kræves af patientens udskrivningsanmodning.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så sagen kan prøves ved Højesteret. Sagen er behandlet under j.nr. 25/19333.