ProcesbevillingsnævnetEn beskikket forsvarer havde deltaget i en række retsmøder i byretten i straffesagen mod en gruppe medtiltalte — også efter at der var afsagt dom i den udskilte sag mod hans egen klient — og krævede salær for fremmødet. Landsretten afviste at tillægge salær med henvisning til, at forsvarerens tilstedeværelse ikke var godtgjort nødvendig og hverken aftalt eller godkendt. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at spørgsmålet kan prøves ved Højesteret.
En advokat blev i byretten beskikket som forsvarer for en person, der sammen med en række andre personer var tiltalt for bl.a. bedrageri af særlig grov beskaffenhed.
Under sagens behandling blev straffesagen mod den tiltalte, som advokaten repræsenterede, udskilt til en separat sag. Herefter verserede straffesagerne sideløbende i byretten — dels sagen mod advokatens klient, dels sagen mod de øvrige tiltalte.
Advokaten deltog i den forbindelse i en række retsmøder i sagen mod de øvrige tiltalte — også efter at der var blevet afsagt dom i sagen mod den tiltalte, som advokaten var beskikket som forsvarer for.
Reglerne om vederlag til den offentlige (beskikkede) forsvarer findes i retsplejeloven § 741, hvorefter forsvareren har krav på vederlag af statskassen, herunder godtgørelse for rejseudgifter, som han med føje har haft i forbindelse med hvervet, jf. henvisningen til retsplejeloven § 334. Vederlaget fastsættes af den ret, der har foretaget beskikkelsen.
Advokaten blev tillige beskikket som forsvarer for den samme tiltalte i en begrænset periode under ankesagens behandling.
I den forbindelse anmodede advokaten om at blive tillagt salær for sin medvirken som forsvarer i ankesagen. Salærkravet omfattede bl.a. et beløb for fremmøde under hovedforhandlingen i byretten i sagen mod de øvrige tiltalte.
Det centrale spørgsmål var således, om en beskikket forsvarer kan tillægges salær for at have overværet retsmøderne mod de medtiltalte med henblik på at varetage sin klients interesser under den efterfølgende ankesag.
Landsretten bestemte, at anmodningen om salær for fremmødet i byretten ikke skulle tages til følge.
Landsretten lagde vægt på følgende:
Landsretten bemærkede, at advokatens deltagelse hverken var aftalt eller godkendt af landsretten, og henviste desuden til, at advokaten kunne have gjort sig bekendt med dommen i sagen mod de øvrige tiltalte, når denne forelå, og på dette grundlag kunne have taget stilling til, i hvilket omfang advokaten ønskede at afhøre vidner eller den tiltalte under ankesagen.
Landsretten bestemte på den baggrund, at anmodningen om salær ikke skulle tages til følge.
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at landsrettens afgørelse om forsvarersalær kan indbringes for Højesteret.
Tilladelsen er meddelt efter retsplejeloven § 392, idet sagen rejser et principielt spørgsmål om, i hvilket omfang en beskikket forsvarer kan tillægges salær efter retsplejeloven § 741 for at være til stede under retsmøder i den sideløbende sag mod medtiltalte — herunder hvornår en sådan tilstedeværelse kan anses for nødvendig og udøvet "med føje" af hensyn til varetagelsen af klientens forsvar, navnlig under en efterfølgende ankesag.
Sagen er i Procesbevillingsnævnet behandlet under j.nr. 25/02120.
