Statens afståelse af arv efter arvelovens § 95: skal vurderingen ske på arveladers dødstidspunkt, ved modtagelsen af anmodningen eller på afgørelsestidspunktet?

Arveladeren uden arvinger, samleveren gennem fire årtier og brevet fra 1981

Arvelader afgik ved døden i december 2020 og efterlod sig ingen arvinger — hverken efter loven eller testamente. Hendes formue tilfaldt derfor staten, jf. arvelovens § 95, stk. 1.

Arvelader havde imidlertid siden 1983 boet sammen med en samlever, og hun havde efterladt et brev dateret 1981, hvoraf fremgik:

at arveladers samlever skulle arve hende, og at staten skulle respektere dette.

I januar 2021 sendte bobestyreren i arveladers dødsbo en anmodning til Justitsministeriet om afståelse af arven til fordel for samleveren, jf. arvelovens § 95, stk. 2 og 3.

Samleveren afgik imidlertid ved døden i april 2021 — altså efter anmodningen, men før der var truffet afgørelse.

Civilstyrelsens dobbelte afslag: testamentet og afståelsen

Civilstyrelsen traf første afgørelse den 7. juni 2022 og fandt, at det ikke var i overensstemmelse med arveladers sidste ønske, at arven skulle tilfalde samleverens dødsbo. Der var derfor ikke grundlag for at bestemme, at arven skulle fordeles efter det anfægtelige testamente, jf. arvelovens § 95, stk. 2.

I september 2022 fastholdt Civilstyrelsen afgørelsen, men supplerede begrundelsen:

• Der var heller ikke grundlag for at afstå arven efter arvelovens § 95, stk. 3, da samleveren var afgået ved døden på afgørelsestidspunktet.
• Havde samleveren været i live på afgørelsestidspunktet, ville betingelserne i § 95, stk. 3, derimod have været opfyldt.

Sagen rejste dermed et rent tidspunktsspørgsmål: skal statens afståelse af arv efter § 95, stk. 2 og 3, vurderes med udgangspunkt i arveladers dødstidspunkt, tidspunktet for Civilstyrelsens afgørelse eller et tidspunkt herimellem?

Skifteretten: vurderingen knyttes til modtagelsen af anmodningen

Samleverens dødsbo indbragte sagen for skifteretten, der skulle tage stilling til vurderingstidspunktet. Skifteretten fandt, at Civilstyrelsen skulle afstå al arv efter arvelader til dødsboet.

Skifterettens ræsonnement:

• Vurderingen kan ikke tage udgangspunkt i tidspunktet for arveladers død — det følger af en sproglig fortolkning.
• Vurderingen kan heller ikke tage udgangspunkt i afgørelsestidspunktet (eller det tidspunkt, hvor styrelsen havde alle oplysninger), idet varierende sagsbehandlingstider i så fald ville få afgørende betydning. I denne sag var sagsbehandlingstiden 1½ år.
• Vurderingen må rettelig tage udgangspunkt i tidspunktet for Civilstyrelsens modtagelse af anmodningen.

Der blev lagt vægt på en sproglig fortolkning af ordet "anmodning" i arvelovens § 95, stk. 3 samt på arvelovens formål om i bedst muligt omfang at efterkomme arveladers ønsker. Civilstyrelsen skulle herefter afstå arven til samleverens dødsbo i medfør af § 95, stk. 3.

Landsretten: afståelse er en personlig ret, der vurderes på afgørelsestidspunktet

Civilstyrelsen ankede skifterettens dom til landsretten, der ændrede afgørelsen og frifandt Civilstyrelsen, jf. Vestre Landsrets dom af 12. marts 2024 (BS-23008/2023-VLR).

Landsrettens begrundelse:

• Hverken i arvelovens § 95, stk. 2 og 3, eller i forarbejderne er der holdepunkter for, at det ikke er forholdene på afgørelsestidspunktet, der er afgørende.
• I modsætning til arvinger efter arvelovens § 94, stk. 1 — hvor det er tilstrækkeligt at leve ved arveladers død — er det ikke tilstrækkeligt til at erhverve ret til afstået arv, at den person, der anmoder staten om afståelse, levede ved arveladers død.
• Statens afståelse af arv efter § 95, stk. 2 og 3, må antages at være en personlig ret for de personer, der opfylder betingelserne.

På denne baggrund tiltrådte landsretten, at Civilstyrelsen havde lagt vægt på, at samleveren var afgået ved døden, og fandt ikke grundlag for at tilsidesætte afgørelserne. Skifterettens dom blev ændret, så Civilstyrelsen blev frifundet.

Procesbevillingsnævnet meddeler tilladelse til anke til Højesteret

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling, så samleverens dødsbo kan få landsrettens dom prøvet ved Højesteret, jf. retsplejeloven § 371.

Sagen er principiel, fordi den rejser et uafklaret fortolkningsspørgsmål om, hvilket tidspunkt der er afgørende for vurderingen af betingelserne for statens afståelse af arv efter arvelovens § 95, stk. 2 og 3 — arveladers dødstidspunkt, tidspunktet for modtagelsen af anmodningen eller afgørelsestidspunktet — og dermed om retten til afstået arv er en personlig ret, der bortfalder ved ansøgerens død inden afgørelsen.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under .