ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i to sammenhængende straffesager, hvor en far var dømt for grove seksuelle overgreb mod sine to børn. Sagerne giver Højesteret mulighed for at fastlægge rækkevidden af den nedre grænse på 150.000 kr. for tortgodtgørelse, som blev forudsat i forarbejderne til lov nr. 140 af 28. februar 2018, herunder betydningen af overgrebenes grovhed og tidsmæssige placering før og efter lovens ikrafttræden den 1. april 2018.
Faderen til to forurettede børn (A og B) blev ved byrettens dom fundet skyldig i en række seksuelle overgreb begået mod børnene gennem en årrække, mens de var under 18 år.
De to forløb adskilte sig tidsmæssigt på en måde, der blev afgørende for sagens retlige problemstilling:
Skæringsdatoen den 1. april 2018 var ikrafttrædelsestidspunktet for en ændring af Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2, gennemført ved lov nr. 140 af 28. februar 2018.
Efter ændringen kan det ved fastsættelsen af godtgørelsen tillægges vægt, at krænkelsen er begået ved en forbrydelse, der har indebåret en overtrædelse af bestemmelser i straffelovens kapitel 23 eller 24, herunder at krænkelsen er begået over for en person under 18 år.
Det fremgår af forarbejderne til loven, at der i sager om grove tilfælde af seksuelt misbrug af børn, som strakte sig over en årrække, og hvor forurettede havde et tillids- eller afhængighedsforhold til gerningsmanden, gjaldt en nedre grænse på 150.000 kr. for tortgodtgørelse i 2017-niveau.
Forarbejderne forudsætter desuden, at de angivne beløb ikke skal stagnere, men reguleres i takt med lønudviklingen efter principperne i Erstatningsansvarsloven § 15. Grænsen er ifølge forarbejderne ikke begrænset til tilfælde med samleje — også andet seksuelt forhold over en årrække kan være meget traumatiserende for et barn.
Byretten fastsatte tortgodtgørelsen til de forurettede til henholdsvis 150.000 kr. (A) og 300.000 kr. (B) i medfør af Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2, jf. stk. 1.
Retten henviste til, at der var tale om grove seksuelle krænkelser begået over en længere periode, og at de var begået af de forurettedes far, i hvis varetægt de var. For forurettede B lagde retten desuden vægt på:
Faderen ankede dommen til landsretten.
Landsretten stadfæstede i det væsentlige byrettens dom vedrørende skyldsspørgsmålet.
Vedrørende de forurettedes påstande om tortgodtgørelse nedsatte landsretten derimod — uden nærmere begrundelse — godtgørelserne markant:
| Instans | Godtgørelse til A | Godtgørelse til B |
|---|---|---|
| Byretten | 150.000 kr. | 300.000 kr. |
| Landsretten | 50.000 kr. | 200.000 kr. |
Den uforklarede og betydelige nedsættelse — navnlig under den forudsatte nedre grænse på 150.000 kr. — rejste spørgsmålet om, hvordan 2018-lovens grænse skal anvendes, herunder ved overgreb begået dels før, dels efter den 1. april 2018.
Procesbevillingsnævnet meddelte i medfør af Retsplejeloven § 932 3.-instansbevilling til Højesteret i de to sammenhængende straffesager, behandlet under j.nr. 24/32109 og 24/32160.
Tilladelsen blev meddelt, fordi sagerne rejser et principielt spørgsmål om fastsættelsen af tortgodtgørelse efter Erstatningsansvarsloven § 26, stk. 2, herunder rækkevidden af den nedre grænse på 150.000 kr. (2017-niveau) i forarbejderne til 2018-ændringen — særligt betydningen af overgrebenes grovhed, deres tidsmæssige udstrækning og deres placering før og efter lovens ikrafttræden.
Højesteret har efterfølgende afsagt dom i sagen (BS-31578/2025-HJR), hvor godtgørelserne blev forhøjet til 175.000 kr. til A og 350.000 kr. til B, idet minimumsgrænsen blev anset for anvendelig for begge børn og reguleret til 2024-niveau efter Erstatningsansvarsloven § 15.
