ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling i en arveretlig sag om, hvorvidt en mands ensidige tilbagekaldelse i 2018 af et fælles gensidigt testamente fra 2014 var gyldig. Byretten frifandt en arving efter manden, mens Vestre Landsret ændrede dommen og fandt, at tilbagekaldelsen ikke var gyldigt meddelt hustruen efter arvelovens § 80, da det ikke var godtgjort, at mandens e-mail om tilbagekaldelse var kommet frem. Sagen er principiel om kravet til og bevisbyrden for meddelelse af en ensidig tilbagekaldelse.
I 2014 oprettede en mand og hans kommende hustru et fælles gensidigt testamente.
I 2018 oprettede manden alene et vidnetestamente og sendte samtidig en e-mail til hustruen, hvori han meddelte, at han ensidigt tilbagekaldte det fælles gensidige testamente fra 2014.
Manden afgik ved døden i 2021. Skifteretten udleverede dødsboet til en bobestyrer i overensstemmelse med vidnetestamentet fra 2018, idet skifteretten ikke fandt det godtgjort, at vidnetestamentet ikke var gyldigt.
Herefter anlagde hustruen sag mod en arving efter manden med påstand om, at arvingen skulle anerkende, at dødsboet ikke skulle behandles efter vidnetestamentet fra 2018, men derimod efter det fælles gensidige testamente fra 2014. Under sagen bestred hustruen, at e-mailen om tilbagekaldelse var kommet frem til hende, og gjorde navnlig gældende, at tilbagekaldelsen var ugyldig, fordi hun aldrig havde fået meddelelse herom som forudsat i arvelovens § 80.
Tvisten angår arvelovens § 80, hvorefter:
Ensidig tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition skal for at være gyldig meddeles den anden part, medmindre dette af særlige grunde er udelukket.
Det centrale spørgsmål er, om mandens e-mail udgjorde en gyldig meddelelse til hustruen — herunder hvem der bærer bevisbyrden for, at meddelelsen rent faktisk er kommet frem til medtestator.
Byretten fandt det bevist, at manden havde sendt en e-mail til hustruen med oplysning om, at han samme dag havde oprettet et testamente, hvor han ensidigt havde tilbagekaldt det fælles gensidige testamente.
Ud fra en samlet vurdering fandt byretten det således bevist, at manden i overensstemmelse med arvelovens § 80 havde givet hustruen meddelelse om, at han ensidigt havde tilbagekaldt det gensidige testamente fra 2014. Arvingen blev derfor frifundet.
Landsretten anførte, at afsendelsen af e-mailen til hustruens mailadresse ikke i sig selv godtgjorde, at e-mailen også var kommet frem.
Samlet fandt landsretten det ikke godtgjort, at tilbagekaldelsen af det fælles gensidige testamente fra 2014 var meddelt hustruen, hvormed der ikke forelå en gyldig tilbagekaldelse af testamentet.
Landsretten tog herefter hustruens påstand til følge, således at arvingen skulle anerkende, at dødsboet ikke skulle behandles efter vidnetestamentet fra 2018, men derimod efter fællestestamentet fra 2014.
Landsrettens dom er afsagt af Vestre Landsret den 21. februar 2025 (BS-5890/2024-VLR).
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Tilbagekaldelsen anset for gyldigt meddelt | Arvingen frifundet |
| Vestre Landsret | Tilbagekaldelsen ikke gyldigt meddelt, jf. arvelovens § 80 | Hustruens påstand taget til følge |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til, at sagen kan indbringes for Højesteret.
Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår en ensidig tilbagekaldelse af en fælles testamentarisk disposition er gyldigt meddelt den anden part efter arvelovens § 80 — herunder hvilke krav der stilles til, at en meddelelse (her en e-mail) anses for kommet frem, og hvem der bærer bevisbyrden herfor.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/08851.
