Fuldbyrdelse af kinesisk voldgiftskendelse — behørig meddelelse og forkyndelse efter voldgiftslovens § 39 (3.-instansbevilling)

Aktieoverdragelsesaftalen i 2017 med voldgiftsklausul til Shanghai Arbitration Commission

Ved en aktieoverdragelsesaftale indgået i 2017 investerede en investor i alt 200.000 kinesiske yen i en kinesisk virksomhed. Virksomheden var stiftet af en kinesisk mand, der siden 2005 havde haft bopæl i Danmark.

Af aftalen fremgik, at eventuelle tvister skulle løses ved voldgift ved Shanghai Arbitration Commission i Kina.

Forløbet frem til voldgiftskendelsen:

• I 2018 fremsatte investoren krav om tilbagebetaling af investeringen over for den herboende virksomhedsejer.
• I 2020 indgav investoren en anmodning til voldgiftsretten i Kina om at behandle kravet.
• I slutningen af 2020 afsagde voldgiftsretten kendelse, hvorved virksomhedsejeren blev dømt til at tilbagebetale investeringen.

Af voldgiftskendelsen fremgik, at sagen var lovligt forkyndt, fordi dokumenterne var fremsendt til virksomhedsejerens adresser i Kina — men også, at voldgiftssagens dokumenter var blevet returneret af posthuset.

Fogedretten i Aarhus nægtede fuldbyrdelse efter voldgiftslovens § 39

I 2021 indgav investorens danske advokat anmodning til Fogedretten i Aarhus om fuldbyrdelse af voldgiftskendelsen, da virksomhedsejeren ikke betalte.

Fogedretten lagde til grund, at virksomhedsejeren på tidspunktet for forkyndelserne i Kina opholdt sig i Danmark, og at det stod investoren klart, at virksomhedsejeren havde bopæl i Danmark. Investoren havde derfor haft mulighed for at fremskaffe virksomhedsejerens danske adresse til brug for voldgiftsrettens forkyndelse af sagen.

Fogedretten fandt på den baggrund, at investoren ikke havde opfyldt betingelserne i voldgiftsrettens eget regelsæt om behørig meddelelse til virksomhedsejeren om voldgiftssagen, og at kendelsen derfor ikke kunne fuldbyrdes, jf. voldgiftsloven § 39, stk. 1, nr. 1, litra b.

Fogedretten nægtede herefter sagens fremme.

Landsretten ophævede fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fremme

For landsretten indgik nye oplysninger, der var fremskaffet med bistand fra Det Kongelige Danske Generalkonsulat i Shanghai efter en forespørgsel fra virksomhedsejerens advokat om at klarlægge voldgiftsrettens forkyndelsesproces.

Af disse oplysninger fremgik bl.a., at voldgiftsretten havde forkyndt sagen for virksomhedsejeren efter afsigelsen af voldgiftskendelsen, ved fremsendelse af to breve til to adresser i Kina:

• Af påtegningen fra den ene fremsendelse fremgik, at virksomhedsejeren skulle have nægtet at modtage brevet.
• Af påtegningen fra den anden fremsendelse fremgik, at virksomhedsejeren ikke var kendt på adressen.

Virksomhedsejeren og hans kollegaer forklarede, at han ikke var indrejst i Kina i 2020 og dermed ikke under voldgiftssagens behandling, hvilket bl.a. blev understøttet af stempler i hans pas.

Landsretten udtalte, at det af forarbejderne til voldgiftsloven § 39, stk. 1, nr. 1, litra b fremgår, at tilsidesættelse af fundamentale retsplejeprincipper som partsoffentlighed og kontradiktion kunne medføre, at anerkendelse og fuldbyrdelse skulle nægtes. Det afgørende var, om kendelsen var afsagt, uden at den part, mod hvem den blev påberåbt, havde haft behørig adgang til at fremføre sin sag.

Landsretten fandt, at virksomhedsejeren ikke ved de afgivne forklaringer, stemplerne i passet eller bevisførelsen i øvrigt havde godtgjort, at betingelserne for at nægte anerkendelse og fuldbyrdelse var opfyldt.

Landsretten ophævede herefter fogedrettens kendelse og hjemviste sagen til fremme af investorens krav i fogedretten.

Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til prøvelse ved Højesteret

Sagen rejser det principielle spørgsmål om, hvornår anerkendelse og fuldbyrdelse af en udenlandsk voldgiftskendelse kan nægtes efter voldgiftsloven § 39, stk. 1, nr. 1, litra b, når den part, mod hvem kendelsen påberåbes, gør gældende ikke at have fået behørig meddelelse om voldgiftssagen — herunder betydningen af, at parten havde kendt bopæl i Danmark, og af de fremkomne oplysninger om forkyndelsen i Kina.

Procesbevillingsnævnet meddelte virksomhedsejeren 3.-instansbevilling, således at landsrettens kendelse kan prøves ved Højesteret. Tilladelse til anke/kære af en landsretsafgørelse som 3. instans meddeles efter retsplejeloven § 392, stk. 3, når sagen er af principiel karakter.

Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 24/09865.