ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet meddelte en vognmandsvirksomhed tilladelse til at kære til Højesteret en landsretskendelse, der opretholdt politiets beslaglæggelse af virksomhedens bil med henblik på tredjemandskonfiskation efter en ansat chaufførs vanvidskørsel. Byretten havde ophævet beslaglæggelsen, men landsretten omgjorde og opretholdt den med vægt på bilens værdi på 180.000 kr. og chaufførens indtægtsforhold. Sagen er principiel for forholdsmæssighedsvurderingen ved konfiskation hos en agtpågivende arbejdsgiver.
I januar 2025 beslaglagde politiet en bil, der ejedes af en vognmandsvirksomhed, med henblik på konfiskation af bilen i forbindelse med en straffesag mod føreren for overtrædelse af færdselsloven. Føreren var ansat som chauffør i vognmandsvirksomheden.
Da bilen tilhørte en anden end føreren, rejste sagen spørgsmål om tredjemandskonfiskation efter færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt.. Efter denne bestemmelse skal konfiskation som udgangspunkt ske, også når køretøjet føres af en anden end ejeren, medmindre konfiskationen må anses for uforholdsmæssigt indgribende — navnlig henset til ejerens mulighed for at kunne vide, at køretøjet ville blive anvendt til vanvidskørsel, og for at tage rimelige skridt til at sikre sin økonomiske stilling.
Selve beslaglæggelsen skete med henblik på at sikre en mulig fremtidig konfiskation, jf. retsplejeloven § 802 og § 806, stk. 4.
Byretten ophævede beslaglæggelsen af bilen.
Retten lagde i den forbindelse navnlig vægt på:
Byretten fandt på den baggrund, at konfiskation ville være uforholdsmæssigt indgribende over for virksomheden.
Landsretten tiltrådte, at det var godtgjort, at vognmandsvirksomheden havde udvist en sådan agtpågivenhed, som kunne forventes af selskabet som arbejdsgiver i forbindelse med ansættelsen af chaufføren.
Landsretten fandt imidlertid, at der ikke var grundlag for at antage, at konfiskation af bilen ville være uforholdsmæssigt indgribende for vognmandsvirksomheden. Retten lagde herved vægt på:
Landsretten omgjorde således byrettens kendelse og opretholdt beslaglæggelsen.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Byretten | Kendelse om beslaglæggelsen | Beslaglæggelsen ophævet |
| Landsretten | Kærekendelse | Byrettens kendelse omgjort — beslaglæggelsen opretholdt |
| Procesbevillingsnævnet | Ansøgning om kæretilladelse til Højesteret | Tilladelse meddelt |
Sagen sætter fokus på samspillet mellem de to hovedelementer i forholdsmæssighedsvurderingen efter færdselsloven § 133 a, stk. 2, 2. pkt.: på den ene side ejerens mulighed for at vide, at bilen ville blive brugt til vanvidskørsel (og dermed dennes agtpågivenhed), og på den anden side ejerens mulighed for at sikre sin økonomiske stilling, herunder ved et erstatningskrav mod føreren.
Det centrale principielle spørgsmål er, om konfiskation kan opretholdes som forholdsmæssig over for en arbejdsgiver, der — som her ubestridt — har udvist tilstrækkelig agtpågivenhed ved ansættelsen og for hvem brugen af køretøjet til vanvidskørsel måtte anses for upåregnelig, alene fordi bilen repræsenterer en værdi, og fordi føreren er bosiddende i landet med en indtægt, der peger på et muligt erstatningsgrundlag.
Procesbevillingsnævnet meddelte vognmandsvirksomheden tilladelse til kære til Højesteret af landsrettens kendelse.
Kære af landsrettens afgørelse i en kæresag (her om beslaglæggelse i en straffesag) kan kun ske med nævnets tilladelse, jf. retsplejeloven § 968 a, stk. 2, og tilladelse gives navnlig, når kæremålet vedrører et spørgsmål af principiel karakter. Nævnet fandt, at sagen om forholdsmæssighedsvurderingen ved tredjemandskonfiskation over for en agtpågivende arbejdsgiver opfyldte denne betingelse.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19330.
Procesbevillingsnævnet tager ikke selv stilling til, om beslaglæggelsen skal opretholdes — nævnet afgør alene, at spørgsmålet må kunne prøves af Højesteret.
