ProcesbevillingsnævnetProcesbevillingsnævnet behandlede en ansøgning om 3.-instansbevilling i en konkurrenceretlig tvist om havneafgifter på Bornholm. Sagen rejser det principielle spørgsmål, om en frifindelsesdom om misbrug af dominerende stilling for perioden 1. januar–31. august 2018 har negativ materiel retskraft, der afskærer en efterfølgende prøvelse af misbrug i perioden efter 1. september 2018 — efter at det oprindelige rederi var fusioneret ind i det rederi, der overtog besejlingen. Sø- og Handelsretten afviste retskraft, landsretten statuerede retskraft og afviste den nye påstand, og nævnet meddelte bevilling til prøvelse i Højesteret.
Et rederi (rederiet D) varetog frem til den 31. august 2018 den samfundsbegrundede besejling af Bornholm. Det havneselskab, der forestod driften af havnene på Bornholm, gennemførte med virkning fra 1. januar 2018 væsentlige forhøjelser af de havneafgifter, som rederiet D skulle betale for at anløbe og anvende havnen.
Rederiet D anlagde herefter sag mod havneselskabet med påstand om, at selskabet skulle anerkende, at forhøjelsen af havneafgifterne i perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018 indebar misbrug af dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 i TEUF.
Med virkning fra 1. september 2018 overtog et andet rederi (rederiet M) den samfundsbegrundede besejling af Bornholm. Rederiet M fusionerede i efteråret 2018 desuden med rederiet D, med M som det fortsættende rederi.
Ved Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 blev havneselskabet frifundet for den af rederiet D nedlagte påstand.
Sø- og Handelsretten henviste navnlig til, at der — til trods for indikationer på potentielle konkurrencestridige forhold — ikke var fuldt tilstrækkeligt grundlag for at statuere misbrug af selskabets dominerende stilling i strid med konkurrencelovens § 11 og/eller artikel 102 i TEUF.
Nogle måneder senere anlagde rederiet sag mod havneselskabet, bl.a. med påstand om, at havneselskabet skulle anerkende, at de opkrævede havneafgifter udgjorde misbrug af dominerende stilling i strid med og/eller TEUF artikel 102.
Havneselskabet påstod over for denne konkurrenceretlige del af sagen afvisning under henvisning til, at Sø- og Handelsrettens dom af 7. maj 2021 havde negativ retskraft. Selskabets afvisningspåstand blev udskilt til særskilt behandling og afgørelse.
Sø- og Handelsretten tog ikke afvisningspåstanden til følge.
Retten fandt, at der var sammenfald mellem rederiet D og M, og at de to sager derfor vedrørte samme parter. Retten udtalte, at dommen af 7. maj 2021 ikke eksplicit tog stilling til, om rederiet D's anerkendelsespåstand skulle have betydning for perioden efter den 31. august 2018, men at det forekom naturligt at anse perioden 1. januar 2018 til 31. august 2018, hvor rederiet D havde været kontraktpart, som en afgrænset periode, der lå forud for rederiet M's og havneselskabets aftaleforhold gældende fra 1. september 2018.
Under disse omstændigheder var rederiet M's fremsættelse af anerkendelsespåstand for perioden fra 1. september 2018 og frem under en ny sag naturlig og velbegrundet og kunne ikke ses som et illoyalt forsøg på at få prøvet et tidligere påkendt spørgsmål.
Der burde udvises tilbageholdenhed med at statuere retskraft i tilfælde, hvor der kunne være en berettiget tvivl om, hvorvidt der var taget stilling til et spørgsmål, og hvor dette kunne medføre et betydeligt retstab.
Retten fremhævede, at rederiet M ellers ville blive afskåret fra at få foretaget en egentlig konkurrenceretlig analyse af, om havneselskabet havde misbrugt sin ubestridte dominerende stilling. Retten fandt herefter, at dommen af 7. maj 2021 ikke havde negativ materiel retskraft over for rederiet M's anerkendelsespåstand, og at der derfor ikke var grundlag for afvisning.
Havneselskabet ankede Sø- og Handelsrettens deldom.
Landsretten tiltrådte, at de to sager vedrørte samme parter. Spørgsmålet var herefter, om Sø- og Handelsrettens stillingtagen i dommen af 7. maj 2021 (om misbrug i perioden 1. januar–31. august 2018) indebar, at rederiet M's påstand om misbrug i tiden efter 31. august 2018 ikke kunne prøves og derfor skulle afvises.
Landsretten lagde til grund, at:
På den baggrund og efter en samlet vurdering fandt landsretten, at dommen af 7. maj 2021 havde negativ retskraft i sagen mellem selskabet og rederiet M, og at rederiet M's påstand om misbrug efter 31. august 2018 derfor skulle afvises. Landsretten ændrede således Sø- og Handelsrettens deldom.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Sø- og Handelsretten (7. maj 2021) | Dom i rederiet D's sag | Havneselskabet frifundet |
| Sø- og Handelsretten (deldom) | Afvisningspåstand i rederiet M's sag | Ingen negativ retskraft — afvisning nægtet |
| Landsretten | Anke af deldommen | Negativ retskraft — påstand afvist |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling | Tilladelse meddelt |
Procesbevillingsnævnet meddelte 3.-instansbevilling til prøvelse i Højesteret af landsrettens afgørelse, jf. retsplejeloven § 371.
Det principielle spørgsmål er rækkevidden af negativ materiel retskraft i en situation, hvor:
Spørgsmålet er, om frifindelsen for den første periode afskærer en egentlig konkurrenceretlig prøvelse af, om havneselskabet har misbrugt sin ubestridte dominerende stilling i den efterfølgende periode — eller om dette ville medføre et uforholdsmæssigt retstab. Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/19379.
