ProcesbevillingsnævnetEn arving i et bobestyrerbehandlet dødsbo bestred at skylde boet ca. 2,3 mio. kr. ifølge et gældsbrev fra 2014 og klagede over bobestyrerens indstilling om at medtage gælden som et boaktiv. Skifteretten annullerede indstillingen, men landsretten ophævede kendelsen og afviste klagen. Procesbevillingsnævnet meddelte tilladelse til kære til Højesteret af spørgsmålet om skifterettens kompetence i en klagesag mod en bobestyrer.
Arvingen var én ud af tre arvinger i et dødsbo, der blev behandlet af en bobestyrer. Ifølge et gældsbrev fra 2014 havde arvingen en gæld til boet på ca. 2,3 mio. kr.
Arvingen rejste to indsigelser mod kravet:
Bobestyreren indstillede ikke desto mindre, at arvingens gæld skulle medtages som et aktiv i boet og modregnes i arven. Bobestyrerens retlige standpunkt var, at spørgsmålet havde indflydelse på fordelingen af arven og dermed på retten til at arve, hvorfor det var omfattet af skifterettens kompetence efter dødsboskifteloven § 89, stk. 1, nr. 1. En sag herom skulle efter bobestyrerens opfattelse føres af boets arvinger og måtte anlægges af arvingen selv, hvis denne bestred indstillingen.
Arvingen indgav herefter en klage til skifteretten over bobestyrerens afgørelse og påstod afgørelsen annulleret.
Skifteretten lagde til grund, at den ikke under en klagesag kunne tage stilling til kravets eksistens.
Skifteretten fandt, at klagen — og dermed tvisten om fordringen mod arvingen — ikke henhørte under dødsboskifteloven § 89, idet tvisten hverken vedrørte retten til at arve eller fordringer mellem lodtagerne i boet. Arvingerne skulle nemlig arve hver 1/3, uanset aktiv- og arvemassens størrelse.
Skifteretten fandt derfor, at bobestyreren ikke kunne forholde sig som angivet i dødsboskifteloven § 54 og mod protest om gældsforholdet foretage indstilling om, at arvingen skyldte boet ca. 2,3 mio. kr.
Efter skifterettens opfattelse måtte bobestyreren i stedet afholde et bomøde efter dødsboskifteloven § 53, stk. 2 og derefter enten på boets vegne anlægge sag mod arvingen eller undlade dette og undlade at medtage beløbet på ca. 2,3 mio. kr. som aktiv i boet.
Da kravet ikke var endeligt fastslået, kunne der heller ikke foretages modregning efter dødsboskifteloven § 63. Skifteretten annullerede herefter bobestyrerens indstilling.
Boet kærede skifterettens kendelse til landsretten.
Landsretten udtalte, at skifteretten i forbindelse med en klage over en bobestyrer ikke kunne tage stilling til eksistensen af et krav mod en arving. Skifteretten kunne dermed heller ikke tage stilling til, om kravet mod arvingen skulle indgå som et aktiv i boet, da dette vedrørte spørgsmålet om arvens fordeling, jf. dødsboskifteloven § 101, stk. 1, jf. § 89, stk. 1, nr. 1.
Herefter — og da skifterettens afgørelse indebar, at der i opgørelsen af boets aktiver ikke kunne medtages en fordring på ca. 2,3 mio. kr. mod arvingen — ophævede landsretten skifterettens kendelse og afviste klagen over bobestyrerens afgørelse.
| Instans | Afgørelse | Udfald |
|---|---|---|
| Skifteretten | Klagen henhørte ikke under § 89; kravet ikke endeligt fastslået | Bobestyrerens indstilling annulleret |
| Landsretten | Skifteretten kan ikke i klagesag prøve kravets eksistens, jf. § 101, stk. 1, jf. § 89, stk. 1, nr. 1 | Kendelsen ophævet, klagen afvist |
| Procesbevillingsnævnet | 3.-instansbevilling (kære) | Tilladelse meddelt |
Sagen rejser et principielt spørgsmål om rækkevidden af skifterettens kompetence i en klagesag mod en bobestyrer: I hvilket omfang kan skifteretten under behandlingen af en klage over en bobestyrers afgørelse forholde sig til, om en omstridt fordring mod en arving skal medtages som et aktiv i boet — når dette spørgsmål samtidig anses for at vedrøre arvens fordeling efter dødsboskifteloven § 89, stk. 1, nr. 1 og dermed skal afgøres ved dom efter § 101, stk. 1.
Procesbevillingsnævnet meddelte på den baggrund tilladelse til, at sagen kan kæres til Højesteret, jf. retsplejeloven § 392, stk. 3, idet sagen er af principiel karakter.
Sagen er behandlet i Procesbevillingsnævnet under j.nr. 25/18481.
